Læsetid: 4 min.

Kloge koner og urtekyndige troldkarle

Administratorerne, planlæggerne og regeringen må næsten have en forestilling om, at der rundt omkring i det ganske vist tilbagestående, men ellers yndige bondeland stadig befinder sig en passende stor bestand af kloge koner og urtekyndige troldkarle, der nok skulle kunne kurere folks sygdomme. Hvem ved, tænker de vel, måske er der slet ikke brug for moderne lægevidenskab derude? I alt fald ikke mere end at en enkelt lægehelikopter nok skulle kunne klare behovet
Administratorerne, planlæggerne og regeringen må næsten have en forestilling om, at der rundt omkring i det ganske vist tilbagestående, men ellers yndige bondeland stadig befinder sig en passende stor bestand af kloge koner og urtekyndige troldkarle, der nok skulle kunne kurere folks sygdomme. Hvem ved, tænker de vel, måske er der slet ikke brug for moderne lægevidenskab derude? I alt fald ikke mere end at en enkelt lægehelikopter nok skulle kunne klare behovet
7. maj 2010

Skal Landbohøjskolen absolut ligge på Frederiksberg? Det har mange bønder og øvrige indbyggere på landet såvel som i de små, malerisk forfaldne provinsbyer spurgt sig selv om i årevis. Hvis det skulle være, kunne Søfartsstyrelsen så ikke ligge i Kalundborg? At Rigsarkivet bør være placeret i rigets hovedstad, behøver man ikke argumentere yderligere for, det er skam heller ikke unaturligt, at landet regeres fra København. Det ville være en røvsyg idé at flytte Det Kongelige Teater til Herning. Men ellers? Hvorfor skal så godt som alle statsinstitutioner ligge i København? Det har os, der bor i Udkantsdanmark, også smagfuldt benævnt den rådne banan, lidt svært ved at forstå. At regeringen åbenbart nu har planer om at regulere lidt på samfundsudviklingen, før udkanterne er forvandlet til rene kirkegårde og frilandsmuseer, samt opholdssteder for overvintrede hippier, er heller ikke noget, vi føler trang til at laste den for.

Vor tids hjemmefødning

Vi går ikke så vidt, at vi direkte føler trang til at rose partiet Venstre, for eftersom de i høj grad er medskyldige i den udvikling, der allerede har fundet sted, med udsultning og affolkning af blandt andet Nakskov og Tønder til følge, vil vi godt vente med at kåre dem som redningsmænd og helte. Men som vi siger på vores egen charmerende og rustikke måde, så hellere en omvendt synder end Margrethe Vestager, der tror, at statslige reguleringer er fuldkommen ukendte i vores verdensdel, noget kinesisk Mao-noget, som man kun kan sige Fy til.

Københavneren er vor tids hjemmefødning, det er der ingen tvivl om. Udsigten til at være nødt til at gennemføre sit favoritstudie så langt væk som i Århus kan få et ungt menneske, med begge ben solidt plantet i den københavnske stenbro, til at vælge en lavere prioriteret uddannelse, fordi den kan gennemføres på hjemegnen hos far og mor, vennerne og veninderne og yndlingscafeerne. Hvad angår de lidt ældre, der allerede har stiftet familie, så forstår man, at det ville være en tragedie, hvis man skulle blive nødt til at flytte til en anden landsdel på grund af arbejdet. Den slags er skam ikke let, der er navnlig en hel del praktiske problemer forbundet med det, men ikke desto mindre er det jo, hvad folk for eksempel fra de vilde egne omkring Limfjordens vande har måttet gøre i mange, mange generationer. De har måttet skifte den landlige sengehalm ud med københavnske edderdunsdyner for at få uddannelse og arbejde. Det har de vel ikke altid gjort uden at kny, men det var nødvendigt. Der var ingen vej udenom. Der var ikke arbejde at få på hjemegnen, og da slet ikke uddannelse, især ikke af den videregående slags. Og vi er ikke så få der, nogle af os endda op til flere gange, har skiftet det hjemmevante ud med det ukendte, også i moderne tid. Det er måske ikke os selv, der skal afgøre, om vi har taget skade af det, men vi tror det ikke.

Bonderøvstænkning

Før visdommen ramte partiet Venstre, og fik det til at forstå, at udsultningen af landets udkanter nok ikke kan fortsætte, medmindre man da sigter mod en regulær lukning af flere landsdele, nåede man at beslutte, at den såkaldte Region Sjælland det vil sige Sjælland undtagen hovedstaden og de rige nordsjællandske kommuner samt Lolland, Falster, Møn og de øvrige øer sydpå i det store og hele, dog fraset visse skrabede lokalsygehuse, kan nøjes med et eneste rigtigt sygehus, der så til gengæld skal være et Supersygehus. Det skal ligge i Køge, det vil sige ikke så langt fra København, at det direkte gør noget. At det måske kan komme til at indebære problemer for de mennesker, der trods alt stadig bor i regionen, tager man nu højde for ved hjælp af et stk. lægehelikopter. Jo, De læste rigtigt: ét (1) styk! Man får så håbe, at der ikke i én og samme time vil være et svært hjertetilfælde i både Holeby på Lolland og i for eksempel Frederiksværk. Administratorerne, planlæggerne og regeringen må næsten have en forestilling om, at der rundt omkring i det ganske vist tilbagestående, men ellers yndige bondeland (her kaldet Region Sjælland, som sagt) stadig befinder sig en passende stor bestand af kloge koner og urtekyndige troldkarle, der nok skulle kunne kurere folks sygdomme. Hvem ved, tænker de vel, måske er der slet ikke brug for moderne lægevidenskab derude? I alt fald ikke mere end at en enkelt lægehelikopter nok skulle kunne klare behovet.

Den norske forfatter Kjell Askildsen slap engang af sted med en helt usædvanligt heldig formulering, nemlig den med at Dumhed sidder i hjernen. Komisk i sin effekt, fordi den er så frygtindgydende indlysende. Det forholder sig på en tilsvarende måde med fænomenet provinsialisme. Den sidder på indersiden af hovedet. Der findes ikke en eneste lokalitet, heller ikke hovedstæder, der kan beskytte én mod provinsielt snæversyn, ligesom der heller ikke findes nogen lokalitet, der kan kurere én for det. I den forstand er det provinsielt, ren bonderøvstænkning, at lade landets provinser forfalde. Den affolkning, der finder sted, er jo heller ikke videre frivillig, det skal man ikke forestille sig. Der findes skam mennesker, der så absolut foretrækker at bo i Nakskov eller i Tønder, og de har tænkt sig at blive ved med det, medmindre den nøgne nød tvinger dem til at flytte tættere på de største byer eller tage springet fuldt ud og flytte til vores i forvejen overbefolkede og overtrafikerede hovedstad.

Serie

Seneste artikler

  • I skældsordenes rækker

    12. september 2014
    Jeg ser det for mig: ved lov forbydes det at udtrykke sig om andre mennesker, og i det hele taget, anonymt på nettet. Skriv hvad du vil, fascistiske møgsvin, men du har bare at lægge navn til
  • Morgenstemning i Nykøbing F

    5. september 2014
    Overgangen fra nat til dag i en mindre provinsby er lydlig. Lige pludselig, i løbet af få minutter, får byen lyd. Biler og fodgængere. Man kan høre skridt, selvom man skulle tro, det var løgn. Man kan høre stemmer. Derefter er der larm hele dagen
  • Gårdens dyr

    15. august 2014
    Når et får bræger, så bræger alle de andre også. Og de bliver ved og ved. Det lyder ikke så meget som politikere, det lyder mere som en vælgerbefolkning, der endnu en gang skælder ud på de politikere, de selv bliver ved med at stemme på
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Robert Kroll

I Norge pumper man statslige penge i en lang række kystsamfund for at fastholde befolkningen, men de unge flytter alligevel væk.

Danmark har ikke så mange olie-penge som Norge, så noget lignende har vi ikke råd til ( og når det så alligevel ikke virker).

Man skaber ikke en sund lokal produktion og økonomisk bæredygtighed ved at flytte en læreanstalt eller en styrelse eller et fængsel eller et direktorat ud i udkantsdanmark - de unge vil alligevel flytte væk i det lange løb.

Danmark er et lille land med kun 5,5 mio indbyggere, og det er i mange henseender i underkanten af "den kritiske masse" hvis man skal have råd til det hele, som de større lande.

Danmark kan holde en høj standard, men ikke hvis vi splitter alt op og spreder det tyndt ud i udkantsdanmark - så mistes en masse synergieffekter og produktivitet, og så falder lønudviklingen og levestandarden.

Der er vel basis for maksimalt 3 kraftcentre i Danmark , og områderne uden for kraftcentrene må så være boligområder, hvorfra man pendler ind til kraftcentrene - det er det mest omkostnigseffektive og sikrer bedst velfærdsstatens grundlag.

Sven Karlsen

Hvordan er det nu lige med den politiske farve i provinsen, i forhold til storbyerne?

Højrefløjen ved, at de kan behandle periferien så hårdt det skal være, for når vi nærmer os et valg, så skal man bare true lidt med risikoen for at de røde kommer til magten, og så falder de til patten.

Svend Nielsen

Bent Vinn Nielsen får det til at lyde som om at det er det offentlige der betaler for lægehelikopteren, som kompensation for centralisering indenfor sygehusvæsnet. Det er ikke det offentlige men Trygfonden der betaler for helikopteren.

leif rasmussen

Det kan vel ikke undre nogen at landet er skævt. Det er en naturlig konsekvens af, at placere magtens centrum på en ø i rigets udkant.
Slesvig-Holsten havde ikke revet sig fri, om Frederik den sjette havde stået fast på sine planer om at flytte hovedstaden til Fredericia. Det er kun et spørgsmål om tid, inden også Nørrejylland og Fyn river sig løs fra Djævleøen. Eller forærer den til Sverige.

Sven Karlsen

Kære leif rasmussen,

ud fra dine udtalelser at dømme, tillader jeg mig at antage, at du ikke er fra Sjælland, - endsige København.

Og på den baggrund glæder det mig at høre, at der er basis for enighed om, at Sjælland frigør sig fra resten af landet, selvom vi herovre i det østlige ser lidt mere økonomisk på tingene: vi har faktisk længe gået med planer om at sælge Jylland og Fyn til tyskerne.

Ikke kun fordi grænsehandlen så kunne nedlægges, og man slap af med den forureningskilde, men fordi vi så kunne købe Skåne af Svenskerne, og lave en lille, hyggelig Øresundsnation ;-)

odd bjertnes

'Højrefløjen ved, at de kan behandle periferien så hårdt det skal være, for når vi nærmer os et valg, så skal man bare true lidt med risikoen for at de røde kommer til magten, og så falder de til patten....'
(Sven Karlsen ovenfor).

simpelthen - sådan er mekanismen. man kunne også sige : socialdemokrater kan skyde enhedslisten i benene alt det det skal være, de skal bare true lidt med Pia Kjærsgaard, Der er ingen fare for at de ikke bliver stemt på - direkte eller indirekte.

Fløje er skøre.

Grølheim Hovgode

@odd bjertnes: Det vare kun lige til efter næste valg hvor S og SF danner regering sammen med Pia Kjærsgaard :-)