Læserbrev
Læsetid: 3 min.

Klynkende kvinder vinder frem

Kultur
28. maj 2010

De fleste kender sikkert typen, næsten altid en mand, der fører sig frem, har spidse albuer, råber højt og med stor sikkerhed udtaler sig om sager, som han ikke ved noget om. I arbejdsmæssig sammenhæng har han tit succes, for ingen tør eller kan stoppe ham, for skråsikkerheden i sig selv synes at være garant for kvaliteten - verden vil narres.

Det står efterhånden klart, at der findes en kvindelig variant af den mandlige grobrian, som ganske vist bruger andre metoder, men hvis mål i bund og grund er det samme: at fremme egne interesser og opnå fremgang og anerkendelse. Metoden går i al sin banalitet ud på at fremstille sig selv som et offer og samtidig harpe løs på dem, som rettelig fortjener anerkendelsen.

Et eksempel er forfatteren og anmelderen Leonora Christina Skov, der for nylig udgav en gotisk roman med titlen Silhuet af en synder. Fred være med det. Men Skov er ikke tilfreds med at få udgivet sin roman, hun vil også hyldes og anerkendes af både publikum, anmeldere og Statens Kunstfond. Derfor forfatter hun kort efter udgivelsen af romanen en artikel i Weekendavisen, hvor hun klynkende og forurettet beskriver, hvordan genrelitteraturen overhovedet ikke nyder den anseelse, som den har krav på. I op til flere radiointerviews har Skov forinden fortalt, at hendes bog jo i den grad var et stykke genrelitteratur. Det retoriske trick er let at gennemskue. Hun har pli nok til ikke at sige direkte, at hun selv og hendes bog fortjener stor kunstnerisk status, men det er naturligvis den bagvedliggende tanke - hun føler sig, dybest set, forbigået, overset og holdt udenfor.

Samtidig anklager hun, helt uberettiget, Forfatterskolen og Kunstfonden for at forfordele den såkaldt smalle litteratur, som ifølge Skovs mærkelige logik udelukkende får hæderen og æren, fordi den ikke er genrelitteratur.

Skov skriver så: »Derfor kan det næppe undre, at forfattere sjældent, for ikke at sige aldrig bruger betegnelsen (genre) om egne værker. Til gengæld er det en betegnelse, der rutinemæssigt bliver smækket på kommercielle spændings-, kærligheds- og kvindespecifikke erfaringsromaner for at markere, at de er lavkulturelt tyggegummi for øjnene. Hverken kunst eller det, der ligner, og dermed chanceløse, når Kunstfonden uddeler statsstøtte, og Forfatterskolen optager elever.«

I sidste uge uddelte Kunstfonden så 28 arbejdslegater, og blandt modtagerne var såmænd Leonora Christina Skov. Det kan ikke udelukkes, er vel endog overvejende sandsynligt, at man har besluttet at tildele Skov pengene, inden hun skrev artiklen i Weekendavisen, men hvis Skov overhovedet har nogen skam i livet, må hun sidde tilbage med en temmelig grim smag i munden.

Efter uddelingen af Kunstfondens stipendier er det ikke for eksempel billedkunstneren Jeanette Ehlers, den klassiske musiker Tine Louise Kortemand, eller kunsthåndværkeren Ane Lykke, der løber med opmærksomheden i pressen, nej, det er selvfølgelig Leonora Christina Skov. Ved at fremstille sig selv som en misforstået og forfulgt kunstner har Skov dermed to gange opnået maksimal opmærksomhed i medierne, hvilket garanteret ikke har skadet salget af hendes nye bog.

Også den meget succesfulde Hanne-Vibeke Holst blev 'pissehamrende sur', da hun ikke fik De Gyldne Laurbær i 2006. I 2008 sagde hun i et interview i Politiken: »Jeg kan da godt blive nedtrykt, hvis det er en bevidst udelukkelse, og at nogen siger, at alle andre må vinde, bare ikke hende. Jeg får nok aldrig De Gyldne Laurbær.«

I 2009 fik hun så prisen. Og det er ganske karakteristisk, at både Skov og Holst er yderst succesfulde, altid får plads i medierne, sælger mange bøger og alligevel stiller sig fornærmede an.

Fornærmelse og forurettelse er meget destruktive følelser, men det overrasker egentlig ikke, at de laveste instinkter også giver maksimal eksponering i medierne. Prøv bare at se tv fredag aften. Gad vide, om Skov snart skriver en artikel om X Factor-Thomas, hvor hun argumenterer for, at han skal tildeles et arbejdsstipendium fra Kunstfonden? Markedsføring og selvpromovering forklædt som seriøs kunst-debat er godt nok klamt, men sagen er bare, at det virker.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her