Man kommer ikke altid hjem til det, man forlod

Et billede dukker frem fra digterens hukommelse, det er fra begyndelsen af 1960erne, fra hendes barndom, hun må have været omkring ti år. Hun står i den lange gang på gården Rosendal mellem Skibstrup og Saunte, udenfor skinner efterårssolen, og mormor er på besøg. De skal på svampejagt i det nordsjællandske, plukke kantareller og Karl Johan og spise frokost i skoven. Det er i hvert fald planen, men lille Pia er blevet syg, det bliver hun ofte, når hun glæder sig for meget. Det er forventningen. Den buldrer rundt i kroppen på hende som en feber, indtil hun til sidst brækker sig ned ad sin fine, nye kjole. Så er skovturen aflyst. Så må de blive hjemme. Men mormor har en plan: I stedet for at tage i skoven, vandrer de op og ned ad den mosfarvede løber i gangen, mens hun fortæller historier om alt det, de skulle have set:

om alle træerne, der krogede sig i skoven,/ om svampene, vi skulle samle,/ indtil vi omsider/ slog os ned med den fyldte kurv/ og holdt frokost i det grønne.

Barndomserindringen kan læses i Pia Tafdrups nye digtsamling,Trækfuglens kompas , der udkom i går. Den er et poetisk rejsekatalog over forskellige måder at bevæge sig på. I alt 58 digte om at rejse ud i verden og ind i sig selv, om at forlade andre og selv blive forladt, om hjemve, der afløser udlængsel og om den store rejse, vi alle skal på, men som ingen ved hvor går hen.

»Desværre er der én rejse, jeg ikke kunne nå at få med,« siger Pia Tafdrup, da vi sidder over en kop kaffe i det centrale København. Hun taler om rejsen til Kina. Den blev aflyst. Hun skulle have været af sted i sidste måned, men så begyndte Eyjafjallajökull i Island pludselig at sende vulkansk aske ud over det meste af Nordeuropa, og luftrummet lukkede.

»Jeg har aldrig før oplevet at få en rejse aflyst på den måde. Det ville jeg gerne have skrevet om om ikke at komme af sted. Det var en meget besynderlig oplevelse at pakke alt sit rene tøj ud af kufferten igen og lægge det tilbage i skabet,« siger hun.

Mellem ude og hjemme

Vi sidder i Library Bar på Hotel Plaza i København. Hotellet, som ligger skråt over for Hovedbanegården, forener lige som alle andre hoteller ankomst og afgang og placerer sig dermed »i krydsfeltet mellem ude og hjemme«, som Pia Tafdrup selv formulerer det. Hun er glad for, at vi er her.

»Jeg synes, det er en smuk tanke, at vi skulle mødes her,« siger hun, mens hun nysgerrigt besigtiger rummets læderbetrukne stole og træbeklædte vægge med bøger og krakelerede malerier. Belysningen er lav, nærmest dunkel, og her er stille, kun en svag summen trænger sig på fra den anden side af døren, hvor hotellets gæster spiser morgenmad.

Jeg spørger, hvor mange hoteller Pia Tafdrup mon selv har boet på gennem tiden. Det er ikke noget godt spørgsmål, men det er en start, og sådan én mangler vi.

»Uha, det har jeg slet ikke tal på,« siger hun: »Men når det gælder bøger, antologier og tidsskrifter, er jeg jo oversat til mere end 30 sprog, så det har givet mig ganske mange rejser til ganske mange forskellige lande. Men det er sjældent, jeg har boet lige så fint som her,« siger hun og fortæller om den gang i Mexico, hvor hun måtte tilbringe natten i en garage, fordi litteraturfestivalen, der havde inviteret hende, ikke havde råd til at booke et hotelværelse.

Og så, ud af det blå, siger hun pludselig noget overraskende:

»Jeg er i virkeligheden ret dårlig til at rejse. Jeg er rædselsslagen hver gang, jeg skal af sted. Det kræver meget mod af mig.«

At en kvinde, som har rejst i både Rusland, Cuba, Kina, Vietnam og Grønland; som har været i Finland, Israel, Japan, Columbia og Canada; som i to omgange op gennem 80erne i 1987 og 1989 forlod både mand og børn for at køre gennem 20 stater i USA sammen med ophavsmanden til Amerikanske Billeder, Jakob Holdt, og som nu har skrevet en hel bog om sine mange rejser at lige netop sådan en kvinde skulle være bange for at rejse, være bange for rejsens element af uforudsigelighed. Det er overraskende.

Men hvordan kommer frygten mon så til udtryk? Det har hun skrevet et digt om, siger hun. »Travel light«, hedder det. Men titlen er ironisk, for digtet handler tværtimod om, at hun ikke kan rejse nogen steder uden en tung kuffert, pakket med noget nær neurotisk omhyggelighed.

»Der er jo en ret stor grad af uforudsigelighed knyttet til det at rejse, og derfor prøver jeg at pakke min kuffert, så den tager højde for enhver tænkelig situation hvilket man naturligvis ikke kan, og jeg har da også af og til oplevet, at kufferten aldrig kom frem.«

- Du forsøger at skabe en form for tryghed i det utrygge eller en hjemlighed i det fremmede?

»Præcis, og det skyldes jo, at jeg helt ærligt ikke er særlig god til at rejse,« siger hun og slår en høj latter op.

»Men det fine er, at jeg gør det alligevel.«

- Hvorfor?

»Fordi jeg gerne vil blive klogere på verden. Og fordi man nogen gange skal meget langt væk for at forstå noget, der er meget tæt på.«

Selvbiografisk stof

Trækfuglens kompas ligner ikke mange af Pia Tafdrups tidligere digtsamlinger. Tonen er mere let, fremstillingen mere enkel og digtene mere fortællende, end man er vant til fra den 58-årige digters stilsikre hånd. Alligevel er der en sammenhæng med hendes to foregående digtsamlinger, Hvalerne i Paris fra 2002 og Tarkovskijs heste fra 2006, fortæller hun.

»De er i hvert fald tænkt som en trilogi. Rent grafisk ligner de hinanden, og motiverne er også beslægtede: Der er hvalen, hesten og fuglen. Og der er vandet, jorden og luften. Der foregår med andre ord en samtale mellem dem og på hver deres måde handler de også alle om at rejse: Hvalerne i Paris skildrer en kærlighedsrejse, Tarkovskijs heste er en rejse ind i min fars demenssygdom, og nu kommer altså Trækfuglens kompas, som mere direkte omhandler rejsens forskellige dimensioner.«

I den nye digtsamling er det selvbiografiske stof dog tydeligere, med det resultat at flere af digtene nærmest antager anekdotens karakter. Et eksempel er digtet »Hjemmefra«, hvor digteren beskriver sin barndoms udlængsel på proprietærgården i Nordsjælland.

Jeg forlod gården en dag i vrede,/ pakkede/ mit tøj i en bylt,/ begav mig af sted,/ som jeg havde set/ vagabonder afbildet,/ for at gå rundt om Jorden,/ men alligevel/ som det måske var håbet / langt ude på marken,/ i retning mod/ den fjernere liggende landsby,/ blev indhentet/ af min far./ Dog kun for en tid,/ for jeg opfandt snart en kode, et nyt alfabet,/ der galoperende/ førte mig af sted/ over det øde papir,/ så skræmmende hvidt,/ at end ikke en engel havde sat sit spor.//

»Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har altid haft et behov for at have en kontakt med den større verden,« forklarer Pia Tafdrup.

»Jeg er vokset op på to forskellige gårde i Nordsjælland med dyr og marker, der skulle passes, og derfor kom mine forældre ikke ret meget ud og når de endelig gjorde, var det uden børnene. Så gennem hele min barndom var jeg stort set ikke på nogen rejser, og rent geografisk boede vi tilmed på en udflyttergård, som var meget ensomt placeret i landskabet. Jeg var derfor meget overladt til mig selv. Det er grunden til, at jeg ret tidligt udviklede en heftig udlængsel, som nok også må ses som en slags revolte mod mine forældre.«

- Det blev i stedet din mormor og morfar, der introducerede dig for den store verden?

»Min morfar var direktør for Glud & Marstrand og havde mange udvekslinger med de østeuropæiske lande. I digtet »Internationalt luftrum« beskriver jeg, hvordan jeg i en tidlig alder stod i lufthavnen og vinkede farvel til ham, mens min mormor udpegede den blå himmel som det internationale luftrum. Dét markerede et synsvinkelskift. Via min mormor og morfar fik jeg et indblik i en verden, der var meget forskellig fra den, jeg voksede op i på gården. Jeg tror aldrig, jeg har skrevet digte om min mormor og morfar før, men de er nu pludselig og meget naturligt blevet en del af denne her bog.«

- Du identificerer dig i digtsamlingen med trækfuglen, hvorfor det?

»Trækfuglen bliver meget let et billede på det menneske, der bevæger sig. Jeg rejser jo ikke for at slå mig ned et fremmed sted og aldrig vende tilbage. Ligesom trækfuglen pendler jeg dog ikke til samme destination, men til forskellige steder i verden.«

- Hvad er så dit kompas?

»Jeg tror, vi i vores liv navigerer efter et indre kompas, der siger: Nu skal du gå i den retning, og nu skal du gå i den retning. Det gælder også de eksistentielle valg. Hver gang vi beslutter os for at gøre noget, lægger vi jo et væld af muligheder bag os. Men jeg har observeret, at især mange unge har enormt svært ved at give afkald på muligheder. Men et liv er nu en gang sådan, at man må træffe nogle valg, hvis ikke man bare vil lade sig drive med strømmen. Og selv bilder jeg mig ind, at de vigtige valg i mit liv er blevet truffet med mit indre kompas som guide«.

Mens du var væk

Dermed ikke sagt, at valg ikke har omkostninger, at rejsen ikke har omkostninger. Det har de, det har den og i digtet »Hjemkomst« berører Pia Tafdrup begge dele:

Da jeg vender hjem fra rejsen/ med slidte såler og støvet jakke,/ er en måned gået./ Opgangen er malet i andre farver,/ nye naboer er flyttet ind/ både over mig og under mig./ Telefonnumre er skiftet ud,/ mine børn er rejst hjemmefra,/ min elskede/ har fundet en anden.

»Når man er så meget væk, som jeg er og har været, så skaber det også et fravær, som har konsekvenser. Det kan godt være, det er dig, der rejser ud, men de mennesker, du forlader, flytter sig jo også. Bevægeligheden gælder ikke kun den, der rejser. Der kan være sket mange ting, mens du var væk, og du kommer ikke altid hjem til det, du forlod. I stedet skal du måske til at forholde dig til, at din elskede har fundet en anden. Og den slags«.

Pia Tafdrup smiler og gør en lille kunstpause, inden hun fortsætter:

»Hvert valg, du træffer, indebærer også nogle fravalg. Hvis du vælger at arbejde på Information og interviewe sådan en som mig, så vælger du samtidig, at du ikke vil starte din egen netavis eller din egen blog, eller hvad ved jeg ...«

- Nu skal det jo ikke handle om mig ...

»Nej, men bogen skal heller ikke kun handle om mig. For selv om den rummer biografiske træk, skal enhver kunne tænke sit eget liv ind.«

»Jeg vil gerne have, at det jeg, der optræder i bogen, bliver opfattet mere kollektivt, så folk kan spørge sig selv: Hvad har jeg valgt? Og hvad har jeg valgt fra? Sådan vil jeg gerne have, den bliver læst.«

Rejsen og flugten

Der er forskel på rejser, og det er vigtigt at huske, mener Pia Tafdrup. Man må skelne mellem de frivillige og de ufrivillige. Mellem dem, der begynder og holder op charterferier og weekendophold og dem, der aldrig stopper flugten for eksempel. Begge former kommer under kyndig behandling i digtet »Oase«:

Rejsen er god,/ fordi den hører op igen,/ rejsen er til og fra,/ ud og hjem./ Hører den ikke op,/ er den noget andet,/ flugt, eksil, fordrivelse,/ trin, der fører til intet./ Alene tanken/ om dens ophør/ er en ren oase,/ hvor sand skylles bort/ fra hænder og øjne,/ og flasken fyldes/ med vand fra kilden.//