Interview
Læsetid: 7 min.

Kuren mod afsavnet af en mand er en anden mand

Fay Weldon og Maise Njor har haft en lang e-mailkorrespondance, som er blevet til bogen 'Livet for let øvede'. Drømmen om lykken, kernefamilie og en skilsmisse var udgangspunktet. Kuren var Fay Weldons illusionsløse syn på kønnene og livet
Den britiske forfatter Fay Weldon og journalist og forfatter Majse Njor har sammen skrevet en mail-bog om forskellen på mænd og kvinder, alder, forfald og selvindsigt.

Den britiske forfatter Fay Weldon og journalist og forfatter Majse Njor har sammen skrevet en mail-bog om forskellen på mænd og kvinder, alder, forfald og selvindsigt.

bax lindhart

Kultur
29. maj 2010

Maise Njor var midt i en ulykkelig skilsmisse. Hun savnede sine tre børn forfærdeligt, når de ikke var hos hende, og hun var ulykkelig over ikke at have sin familie, for det var sådan, hun havde villet leve livet. Så begyndte hun at korrespondere med den nu næsten 80-årige Fay Weldon - verdensberømt for sit illusionsløse syn på kønnenes kamp og på, hvad der driver mennesker.

Hvis man spørger fru Weldon, så er det drifter og affekter, der styrer os - sjældent fornuft og ædlere følelser.

Hvor Maise Njor er længst nede, råder hun hende til at spise smør. Og psykologiske råd om først at finde en ny mand, når hun er i stand til at leve alene, affærdiges på stedet. Fay Weldon kan ikke forestille sig en bedre kur mod savnet af en mand end en anden mand, skriver hun. Da jeg vil vide, hvad Maise Njor har lært af deres korrespondance, lyder svaret, at der ikke findes nogen løsning.

»Jeg blev ved med at spørge Fay, om hvad løsningen var, i den tro, at hun kunne svare. Jeg spurgte, om alt ikke ville falde på plads, når jeg blev 41. Fay svarede end ikke på spørgsmålet! For der er ingen løsning. Der gives ingen brugsanvisning, og man kan ikke lære af andre menneskers erfaringer, der kun er én selv til at gøre arbejdet.«

Og bearbejdning af følelser og affekter tager den tid, de selv bestemmer.

»Der er ikke tale om Nescafé, hvor man tager to skefulde og så bare hælder kogende vand på.«

»Men du har det meget bedre nu,« indskyder Fay Weldon.

»Da vi begyndte på bogen, var du en omvandrende fortvivlelse.«

Jeg spørger, om problemerne med at blive forladt også har med det at blive ældre at gøre, men det mener, de vist ikke.

Alderen

Ens alder er meget vigtig for, hvad der sker i ens liv, fastslår Fay Weldon, men hvordan kan man ikke forudse. Alder optager nok unge mennesker mest, mener de og fortæller, hvordan en ung journalist dagen før har spurgt dem, om de ikke var bange for alderen.

»Men alternativet til at blive gammel er da værre,« ler Maise Njor og tilføjer: »I øvrigt var jeg ikke bange, jeg ville end ikke have tænkt på det. Jeg ser ikke folks alder, ofte gætter jeg 10-15 år forkert.«

»Journalisten var meget ung,« supplerer Fay Weldon.

»Og hun så virkelig ud til at misbillige vores svar. Hun syntes vist, vi var overfladiske. Alle er utilfredse med deres udseende. Hvis det ikke er appelsinhud, så har de for lange arme eller for korte ben. Jeg brød mig ikke selv om mine arme, da jeg blev ældre.«

Vi taler om angstdrømme, om at stå nøgen på scenen og samtidig sidde nede i salen og være den, der har skrevet stykket - også uden tøj. Men Maise Njor er for genert til nogen sinde at turde stå på en scene, siger hun. Og adspurgt, om hun så ikke har andre af den slags drømme, lyder svaret, at hun ikke har drømt i to år! Altså siden hun blev skilt.

»Jeg håber, det kommer igen,« tilføjer hun nøgternt.

Kvinder og mænd

En af diskussionerne i bogen vedrører Lars von Triers Antichrist, og her er de to virkelig uenige. Samtidig med at Fay Weldon i sine bøger beskriver mennesker som styret af deres drifter og affekter - hvad
Antichristvel stort set udelukkende handler om - tager hun voldsomt afstand fra filmen, mens Maise Njor kom ud fra biografen med følelsen: 'Endelig en mand, der forstår kvinder!'

»Lars von Trier beskriver kvinders helvede, deres følelsesliv,« mener Maise Njor. »Jeg tror ikke, mænd har lov til at forstå kvinder,« fastslår Fay Weldon.

»Men måske er det fordi jeg selv har sønner, at jeg ikke kan bære at se drengen falde ud af vinduet. Med min alder var den tanke, der faldt mig ind, at dette var en ung mands film. Han vidste ikke selv, hvad han var ude på, og så opfandt han alt muligt.«

»Jeg kunne ikke lide den mandlige hovedperson, han satte sin fornuft over sine følelser,« erklærer Maise Njor til gengæld.

»Han sørgede knap nok, eller det gjorde han vel på sin måde, men jeg tror, det er en meget maskulin måde at forholde sig til sorg på. Han stiller sig op over for kvinden som den, der ved bedst og klarer det på den måde.«

Mænd er og bliver forskellige fra kvinder, mener Maise Njor. Når hun løber om morgenen tidligt og får øje på en lidt skummelt udseende mandsperson, så ved hun under hele sit løb nøjagtig, hvor han befinder sig. Hvis hun var en mand, ville hun ikke have den følelse,« mener hun.

»Mænd er stærkere,« konstaterer Fay Weldon lakonisk, og tilføjer, at hun kun forstår kvinder. »Jeg ville ikke have lyst til at forstå mænd.«

Livtag med ens egne fejl

Nu kan man imidlertid se af Fay Weldons bøger, at hun er velbevandret i psykoanalyse, så er hendes udsagn ikke en smule koket?

»Jeg har gået i psykoanalyse i fire år. Min eksmand havde gået i 25, og han ville ikke gifte sig med mig, hvis jeg ikke gik i analyse,« svarer hun.

»På et tidspunkt tabte jeg tålmodigheden med ham og spurgte, om vi da ikke bare kunne snakke om sagerne, men da sagde hans psykoanalytiker til mig, at jeg ville fortryde det, hvis han holdt op. Og det gjorde jeg også.«

Fay Weldon er dog langtfra ukritisk over for psykoanalysen. Analytikerne har en færdigformet fortælling, mener hun, »de vil gerne havde dig til at gennemløbe den historie, de forestiller sig om dig. Og det er da interessant, hvad de siger, man skal blot ikke tro, at man bliver kureret.«

På den anden side mener hun også, at man må lære, at indse, hvornår det er ens egen fejl. Kan man ikke det, må man gå i analyse. Og folk er ofte ikke klar over deres egen tvangsmæssige adfærd.

Maise Njor fortæller, at hun i forbindelse med sin skilsmisse har gået til psykolog, og det var ganske nyttigt, men hvad psykologbesøgene egentlig ændrede, kan hun ikke svare på.

»De føltes godt, men jeg har hverken lyst eller råd til at gøre det igen.«

»Man får disse aha-oplevelser: 'Nå, det var derfor, jeg handlede sådan',« forklarer Weldon, »men når man så går dem efter i sømmene, så var der alligevel også noget andet, og sådan bliver det ved, man kommer aldrig til bunds. Man lærer imidlertid, om man reagerer på en bestemt måde på bestemte impulser, eller hvordan man selv skaber en bestemt situation, og det er nyttigt, for så kan man gå tilbage til alle de andre gange, hvor man reagerede på det samme, og det kan man ikke gøre alene.«

Mekanismerne har hun senest udforsket i
Stedmorens dagbog, der kom på dansk i 2008.

»Vi er alle ofre for manipulation,« siger hun om Sappho, stedmoren, som gifter sig med en meget ældre mand med en datter, der hader hende, og som mister alt til ægtemanden og hans børn.

»Hvad have hun regnet med? Hun giftede sig med ham for at bevise over for sin mor, at moren tog fejl. Det var hendes egen skyld, og moren havde ret! Kvinder gifter sig desuden ofte med den samme type mand flere gange og placerer sig i den samme situation igen og igen,« tilføjer hun. »Man må lære at indse, hvad der er ens egne fejl.«

At udfordre skæbnen

»Men somme tider har jeg bare lyst til at udfordre skæbnen,« indvender Maise Njor.

»Jeg kan finde på at forlade huset uden min mobil, selv om jeg kan se, at jeg kommer for sent til en aftale. Hvorfor gør jeg det?«

»Måske fordi livet ellers ville blive for kedeligt,« funderer Maise Njor, »man vil se, hvad der sker, hvis tingene ikke går efter planen. Når man har tre små børn, får man lyst til at afprøve, hvad der sker, hvis man stikker en kæp i hjulet.« På en måde er det også sådan, Fay Weldon skriver sine bøger. Hun ved hun ikke, hvor de fører hen, det er noget, hun opdager efterhånden, fortæller hun. Og på sin vis gik fællesprojektet ligeledes ud på at udfordre skæbnen, mener de begge. De vidste ikke, hvor det førte hen, men det førte til, at de begge blev udfordret til og fik mod til at konfrontere fortidens 'sorte bokse', de kampe og nederlag, de havde oplevet og ikke haft mod til at se i øjnene.

- Har det så ændret jer?

Fay Weldons smil når næsten hendes øren: »Jeg er for gammel til at ændre mig!«

Maise Njor svarer ja: »Jeg har lært at stole på skæbnen, men jeg har samtidig lært at vælge mine kampe med større omhu. De ting, man ikke kan ændre, må man bearbejde for sig selv, man kan ikke kontrollere hele verden, og man lade være med at kaste sig ud i alt for mange forskellige kampe.«

Hvor bliver håbet af i den erkendelse, vil jeg vide. Det hænger sammen, erklærer de. Håb har også at gøre med skæbne, de gennemløb en proces, og de vidste begge, da bogen var færdig.

»Det hele kom naturligt,« siger de.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her