Lødighed, dannelse og et pisøre

Da jeg gik i 2. eller 3. klasse, hørte jeg engang to af pigerne fra min klasse skråle en popsang - eller en schlager, som man kaldte det dengang - på skolens gange. Det var en sang, jeg udmærket kendte. Den hed Hele ugen alene og havde omkvædet Uh hu, hu hu. Det var en ret harmløs sang om en ung piges længsel efter sin kæreste. Vi hørte den tit i radioen, i Giro 413, ønskekoncerten søndag middag, med Raquel Rastenni. Hun var bestemt en pæn dame, vores forældre kunne vældig godt lide hende. De fortalte os i tide og utide, at Raquel Rastenni var barn af fattige jøder, som i sin tid indvandrede til Danmark fra Rusland. Dengang var der ikke noget Dansk Folkeparti, der gjorde livet surt for indvandrere og deres børn, og Raquel Rastenni generede bestemt ikke nogen, indbegrebet af nydelig skønsang, som hun var. Der var ikke tale om noget uanstændigt eller utilbørligt fristende i hendes sang, absolut ikke. Så de to piger fra min klasse anede selvfølgelig ikke uråd. De skrålede på livet løs. Det lød ikke engang dårligt, de kunne skam godt synge.

Men så kom frk. Nørgård!

Vi havde nemlig en frk. Nørgård på skolen. En ældre, mager lærerinde, urørt af om ikke menneskehånd, så dog sandsynligvis af mands-ditto. Hun var meget gammel og stammede vel fra en tid, hvor en udearbejdende kvinde naturligvis ikke kunne gifte sig. I øvrigt var hun elskeligheden selv, så venlig og medfølende af væsen, at skolens ældste elever gjorde det til en sport at hyle hende ud af den. Frk. Nørgård løbende ned ad skolens trapper og gange, stortudende, var ikke noget særsyn. Og skolens inspektør måtte tit have fat i krebsen på - især - de store drenge. De skulle lade være med at drille Frk. Nørgård! Det lovede de. De syntes også selv, det var synd for hende. Hun var jo så flink. Vi gør det aldrig mere, lovede drengene inspektøren. Og det gjorde de så heller ikke. Før næste gang.

'Hvaffor ma wi intj det'

Os i de små klasser drillede aldrig frk. Nørgård. Det faldt os slet ikke ind. Hun var jo den, hos hvem man altid kunne finde trøst, hvis man selv var blevet drillet. Så fik man lov til at sidde på hendes magre lår, lige indtil man ikke var ked af det mere. Hun skældte da heller ikke de to schlagerskrålende piger fra min klasse ud. Slet ikke. Men hun bøjede sig venligt-formanende ned over dem og fortalte dem, at den der sang, Hele ugen alene, med omkvædet Uh hu, hu hu, den måtte de altså ikke synge, når de var i skole. De kunne synge den derhjemme, hvis de ville, det ville hun ikke blande sig i. Men i skolen gik det slet, slet ikke an.

Nu foregik min barndom og skoletid i Vendsyssel, det er forklaringen på, at den ene af pigerne vrængede ansigt og spurgte frk. Nørgård: »Hvaffor ma wi intj det?«. Den anden pige forstod det heller ikke. »Hele ugen alene, uh hu, hu hu,« det var jo bare en sang! De skulle nok lade være med at skråle, men kunne de ikke bare få lov til at synge den ganske stille? Det var ikke det, der var problemet. Frk. Nørgård forklarede dem tålmodigt, at det ikke bare var en sang, som de sagde. Det var en schlager. Og schlagere måtte man ikke synge, når man var i skole. Schlagere hørte ikke hjemme i skolen, nemlig. I skolen skulle man synge morgensange og aftensange, fædrelandssange og salmer. Ikke schlagere. Nå, sagde pigerne. Frk. Nørgård smilede opmuntrende til dem. Når bare de huskede det, så var alting jo, som det skulle være. Hun klappede dem begge to på håret og gik.

Pigerne så skuffede ud. De synes jo ellers selv, det var en god sang. »Skal vi ikke bare synge den alligevel?« sagde den ene pige. Frk. Nørgård var jo bare frk. Nørgård, hun var ikke direkte farlig. Men den anden pige ville ikke. »Det ma wi jo intj,« sagde hun. Hun var selvfølgelig den fornuftige af de to. Hun havde lært hjemmefra, at man skulle gøre, som der blev sagt. Det gjaldt også på andre områder. For eksempel måtte vi ikke have tegneserier med i skole. Det var underlødig lekture, som vores stakkels små hoveder kunne tage skade af. Hvis læreren opdagede, at man sad og læste i et tegneseriehæfte, så havde han ret til at konfiskere det. Så kunne ens far eller mor få lov til at hente det senere, på inspektørens kontor, og på den måde få at vide, at man var en skarnsunge. Der var nu ikke så mange af lærerne, der benyttede sig af deres ret. Men enkelte var ret nidkære. Tegneserier var, mente de - ligesom schlagere, altså - noget åndeligt forkrøblende stads. Lødigheden, den absolutte lødighed og forestillingen om, at også børn fra jævne hjem skulle lære almindelig dannelse, var i højsædet. At noget var underlødigt, betød, at man skulle skamme sig, hvis man hørte til dem, der godt kunne lide det. Og det var altid det sjove, der var underlødigt. Kingos salmer og kongerækken var ikke underlødigt, men jeg kan nu ikke rigtig huske en eneste skolekammerat, der syntes det var sjovt.

Ens far og mor kunne sagtens være uenige med skolens lærere, det var ikke det. Men det var ikke en uenighed, der kom andre ved. Den holdt man inden for hjemmets fire vægge, for eksempel ved spisetid, hvor min far tit omtalte en af mine lærere med det, syntes jeg, gådefulde udtryk: et pisøre. Jeg anede ikke, hvad det kunne være for én, men i de timer, hvor vi havde den pågældende lærer, kunne jeg ikke lade være med at stirre på hans ører - og det var ganske rigtigt, som om der løb noget gulligt udflåd fra dem.