Læsetid: 6 min.

Massakre i marts

Thomas Boberg skriver, så hjernevindingerne syder, og der går år imellem, at en digtsamling som Hesteæderne dukker op, skriver Ib Michael
7. maj 2010

Nylig hjemvendt fra vinter- eksilet ankommer jeg til sommerhuset i Kikhavn. Endnu er foråret lagt på is i en fjern fryser i Sibirien. Der ligger jordslåede snedriver i haven, og vinden hyler i skorstensrøret. Efter vinterens storme har parabolen vredet sig en halv omgang på sin metalstang, og lugten inden døre minder om hungersnøden i skabene. Her stinker af indtørret muselort.

Jeg åbner lågen under køkkenvasken og finder en mus i fælden, reduceret til knoglernes filigran med lidt pels over. Den er blevet kannibaliseret af sine egne, inden de selv led samme skæbne og endte som museskind og ben i krogene.

Finder nøglen til postkassen og tømmer den for reklamer. Nederst støder jeg ind i en godt svampet forsendelse, sønderbidt af ørentviste og hyllet i en dyngvåd konvolut. Iskappen må på et tidspunkt være smeltet ned under låget. Det er en bog, en digtsamling af Thomas Boberg, buklet og opsvulmet, med en bitter lugt af tryksværte og et gulligt opløst omslag.

Fisker den op, piller forsigtigt indholdet ud.
Hesteædernehedder den, og omslaget viser en mand med kødklump på gaflen. Han har kastet sig over øget og ædt store bidder ud af kadaverets ryg. Lugten af ådsel strømmer underligt meningsfuldt fra denne publikation, kuldsejlet i postkassen og lammetævet af det danske vejrlig.

Den vildeste humor

Nu hører digteren til en af de få, som altid gør mig nysgerrig. Jeg tænder op i kaminen; men ikke for at fyre den af i en autodafé (hvilket tankevækkende nok betyder en troshandling blandt tilhængere af kristendommen). Nej, jeg tørrer siderne én for én, og får samtidig varmen. Digterens portræt er smittet af på titelbladet, og stirrer mig i møde med tomme øjenhuler.

Ryster gyset af mig og begynder at læse. »Kors eller halvmåne./ Samme butik ... Hesteædere hele bundtet.« Ups, det er ganske rigtigt ikke for sarte maver. »Grisekødet går til Overmagten og resterne bliver efterladt/i kvarterets ustabile/kølediske.« Er det samtidssatire? Foregår det overhovedet i Danmark? Selv er jeg er er ikke i tvivl. En sindssyg og temabåren mytologi slippes løs i disse digte. Projektet er båret af den vildeste humor, længe ikke set på disse breddegrader, billedet af en nabo der »sidder gargoil/ på det alleryderste af den smuldrende stenterrasse/med sin vandpibe« borger for tolkningen.

Jeg kommer til at tænke på Nordbrandts hysterisk morsomme digtsuite om en samling helt usandsynlige fladpander,
»De er kede af det«, går som et omkvæd gennem digtkredsen. Men tilbage til Boberg: »Det var dengang/markerne var blå/og bistaderne fløj som zeppelinere/i gladiatorernes/ hjemstavnsdrømme.«

Eller hvad mener vi om dette, kære medlæsere: »dagene er skyerne og skyerne er bunker af/stærkt duftende katte, der sejler hen over/galoperende himle af det stærke nonsensblå.«

Kamp mod dødbideriet

Hvabehar? Det er surrealisme, så det klodser, vi er befriende langt væk fra hele det opmarcherede skyts af kronikker og debatindlæg. Man kunne nævne den peruvianske digter César Vallejos mærkeligt hjemløse metaforik (
Jeg blev født en dag/da Gud var syg), men riget fattes mænd, mænd med udsyn.

Et persongalleri udfolder sig i digtsamlingen, de samles på gladiatorernes beverding, med mindelser om Roms sidste dage. Digteren er et andet sted. Snart optræder en konsul, hans 400 nihilistiske sønner og kristenpatrioterne, snart en datter- kneppende nabo, og ja, det er lige før, man kommer i kirke, den katolske må man tro.

Ikke et øjeblik slipper vi hesteæderne, hvem fanden
deså er. Jeg kommer til at tænke på min ungdoms fascination af
Cantosog
The Waste Land, for slet ikke at tale om Ekelöfs
Fyrsten af Emgión, hvor alle digtene hænger på en episk tråd, som fører én gennem labyrinten, skaber sammenhæng og klarsyn i projektet. »Analfabeterne har overtaget drifterne,« hedder det med poetisk præcision hos Boberg, og selveste litteraturbaronessen kaldes en »floromvunden tantebedårer«.

Til kamp mod dødbideriet. Hvordan er tiden blevet så indebrændt? Jeg har SANDT FOR DYDEN ikke haft det sjovere, siden jeg læste Rifbjergs
Aleafor et par år siden. Ekelöf kunne skrive med samme grusomme og desperate munterhed, her rasler tantebedårerne af i svinget sammen med dydens forsigtige jomfruer. Samme tur får mørkemændene. Denne særlige diktion har måske en fælles oprindelse for begge digtere i den unge Rimbaud.

Tag bare, hvad Boberg siger om årsagerne til alkoholisme; det kunne uden videre overføres til det danske debatklima: »Åbner du lågen for et får/kommer hele flokken væltende.« Her vover digteren virkelig pelsen, man må frygte en massakre i stil med den, jeg fandt i skabene: »Vennerne er fjender, og fjenderne er købt og solgt./ Udenfor venter det poetiske politi.« Man kunne med et udtryk fra Asger Jorn fristes til at kalde stilen for sammenlignende vandalisme:

»En ganske tynd eksistens
skiller mig fra filmens tigger.
En ganske filmisk eksistens
skiller mig fra den tiggende tyndhed.
En ganske tynd tigger
skiller mig fra eksistensens film.
En ganske tynd film
skiller mig fra tiggerens eksistens.«

En kollega får af krabasken, på samme måde som konsulen og kristenpatrioterne. Hvis man skal tage teksten for pålydende, er der både tale om, at han er sigøjner, at han har stjålet digterens Toshiba samt hans semikolon. Dertil kommer, at han er vegetar og gnaver af en rå selleri, og han optræder under pseudonym ligesom filosoffen, hvis efternavn mimer den have af sten og grus, hvor vi alle ender, nemlig kirkegården. At afsløre ånden i flasken er det rene galimatias, men tidsånden ser nøgleromaner over alt, nu også nøgledigte. Man kan snart ikke længere skrive i første person ental uden at pådrage sig et alter ego.

Klap hesten

Den som, på dette grundlag, ville give sig til at gisne om, hvem denne kollega kunne være i den danske litterære andedam, skulle måske lige klappe hesten og styre sin fantasi. Det grænser jo til paranoide forestillinger. Jeg kan oplyse Informations læsere om, at den person, som kaldes en patosknepper, ikke er identisk med kollegaen, men omtales (på side 36) som en af konsulens utallige sønner. Men viljen til at læse indenad findes ikke længere. Det er et paradoks: I tider, hvor skønlitteraturen har stadig mere trange kår, har den reelt aldrig haft dårligere og mere forudindtagede anmeldere. Digtningens rum er et simulacrum, alle strukturer er mimede, alle er
personaeeller masker, ingen er virkelige. Men hysteriet kender ingen grænser, og efter Muhammed-tegningerne har vi fået en ny religion, der hedder ytringsfriheden.

For nogle år siden skrev Boberg sammen med en kollega, Niels Frank, et indlæg i en længst hedengangen litterær debat, hvor man bliver bestormet med indlæg af den slags, som skiller fårene fra bukkene og skaber ulægelige sår i den litterære inderkreds. Det er ikke avantgarden, der er problemet (på disse breddegrader er al avantgarde på alder med Hørbylunde-manden). Sagen er, at Dansk Folkepartis værdisæt i disse år sniger sig op i stadig højere uddannelsessegmenter, hvor mangfoldighed er et fyord. Frank og Boberg formulerede deres personlige credo således:

»Vi tror, at vi uigenkaldeligt er inficeret af alskens importvås ikke-vestlige, åndelige retninger, fjerne og halvt slumrende mytologier, mayaskulpturer, zenbuddhisme, østasiatisk mad, argentinske vine, shamanisme, fremmede stemmer.«

Øde kirkegård

Kan hænde, de fornærmede nogen ved den lejlighed, jeg skal ikke kunne sige det. Vi lever i nærtagende tider. Væk er fascinationen af andre måder, vilde rejser og øjenåbnende indsigt i andres virkelighed. Vi går til i pænhed og konsensus. Ordet terror får os til at reagere som mus i slangeøjne. Alt hvad der lugter af fremmede kulturer, af myntete, vandpiber og halalhippier, skal luges ud i haven. Vort lille nationale paradis lukker sig om sig selv. Til sidst er kun en altomfattende, øde kirkegård tilbage med trist ludende gravsten, hvor fremtidens poeter kan læse deres udødelige værker op hen over de smuldrende ben på kolleger, som døden ufortalt fortjente en bedre skæbne.

Vi har fået hån i stedet for indlevelse, selvtilstrækkelighed i stedet for udsyn. Efter 40 år i faget ved jeg ikke længere, hvad der sker. Vores forlæggere er på konstant udkig efter litteraturens svar på Fede Finn & the Funny Boysog udgiver en lind strøm af lavbrynede krimier.

Men trøst jer, der er håb for enden af tunnellen, for midt i Pisserenden står en luder. »Hun tog sløret af ... Hun lignede en fest for to.«

»At være digter er at kunne få røg ud af ørerne,« sagde Vagn Lundbye engang. Det kan Boberg; han skriver, så hjernevindingerne begynder at syde. Der går år imellem, at en sådan digtsamling ser dagens mørke i Danmark.

Ib Michael er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu