Klumme
Læsetid: 3 min.

En morder i paradis

Den farvestrålende italienske opdagelsesrejsende Luigi d'Albertis hærgede Ny Guinea i 1870'erne. Syfilis drev ham ud i vildt vanvid
Kultur
28. maj 2010
Den farvestrålende italienske opdagelsesrejsende Luigi d'Albertis hærgede Ny Guinea i 1870'erne. Syfilis drev ham ud i vildt vanvid

Over stillingsbetegnelsen 'opdagelsesrejsende' står et skær af heltemod. Den sørgelige sandhed er, at et stort antal af slagsen har været drevet af dæmoner til at kaste sig ud i hasarderede fremstød i verdensdele, hvor de intet fornuftigt havde at foretage sig, og hvor de gjorde langt mere skade end gavn. Christoffer Columbus står som skrækeksempel.

Hans fødeby, Genova, har produceret en anden og mindre kendt, men også hærgende opdagelsesrejsende, nemlig Luigi d'Albertis (1841-1901).

Om ham er nu skrevet en bog af Søren Koustrup, den danske forfatter med speciale i opdagelsesrejseskildringer, senest med det fine 2006-værk Galatheas forunderlige rejse Jorden rundt.

Koustrup har givet sin d'Albertis-skildring titlen Flamboyanten. Dette ord optræder på dansk ellers kun som tillægsord i betydningen flammende/farvestrålende, men Koustrup henviser til, at venner brugte ordet som kælenavn for d'Albertis. Og sandt er det da, at d'Albertis brænder sit lys i så mange ender, som han kan få fut i, og at andre mennesker brænder sig på ham.

D'Albertis får sin indre dæmon aktiveret, da han som otteårig oplever, at faderen dør, og moderen dropper drengen og overlader ham til en følelseskold opvækst hos fjerne slægtninge og katolske anstalter, hvor hans eneste trøst er at gå på jagt.

Rastløst afløb

D'Albertis nationalfølelse vækkes under Den Italienske Frihedskrig, hvor han deltager som frivillig. Da det i 1870 lykkes at presse Italien ind i nationalstatens ramme, må d'Albertis søge nyt afløb for sin rastløshed, som han kombinerer med et talent for at skyde og ramme.

Det afløb får han, da Genovas zoologiske museum tilbyder at sende ham til Ny Guinea for at skyde, konservere og hjemsende sjældne dyr. Museet er især forhippet på at modtage pakker med øens farvestrålende paradisfugle.

D'Albertis rejser til Fjernøsten og trænger ind i Ny Guineas jungle, hvor ingen europæer før har sat sin fod. I sin dagbog skildrer d'Albertis, hvordan han efterlader sit aftryk:

»Tidligt i morges hørte jeg igen en paradisfugl, der åbenbart havde overnattet på en gren over os. Jeg gik i land og iagttog den. Det var det smukkeste eksemplar, jeg endnu havde set. Da jeg fik øje på den, sad den og gjorde morgentoilette, rystede duggen af fjerene og pudsede dem med næbet én for én. Nu og da så den sig omkring, strakte hals og holdt øje med eventuelle fjender. Jeg kunne ikke blive træt af at iagttage dette vidunderlige væsen, men var også bange for at lave støj, så den fløj væk. Stakkels fugl. Den hilste op mod solen en sidste gang. Så blev min forbrydelse begået, og det dejlige dyr lå på under et sekund død for mine fødder. Fjerenes gule og røde farver vil på kort tid forsvinde, hvis jeg ikke straks får dem præpareret og gemt et lys- og støvtæt sted.«

Forbrydelserne mod Ny Guineas dyreliv følger d'Albertis op med stedse grovere overgreb mod de indfødte, som han udnytter, bestjæler, og efterhånden også beskyder med rifler og granater. Hans dømmekraft og selvbeherskelse nedbrydes af tropesygdomme og en syfilis, han tidligt har erhvervet sig.

Skidt knægt

Hans hang til berømmelse og indtægter fra salg af indsamlede dyr driver ham ud i overdrevent risikable ekspeditioner og konflikter med ekspeditionsledsagerne, som med god grund frygter, at han vil prøve at snyde dem for deres livsfarligt optjente hyre. At d'Albertis må vide, at han er bærer af en kønssygdom, afholder ham ikke fra at dyrke sex, muligvis med begge køn. Derom er Koustrup ikke sikker, men anfører, at d'Albertis akkumulation af lammende lidelser efterhånden må have begrænset den erotiske formåen.

D'Albertis er ikke noget behageligt menneske at være i selskab med. Jovist, han kan være pudseløjerlig, når han holder tre meter lange pytonslanger som kæledyr, rullet om sin hals. Eller når han i vildnisset optræder med italienske arier. De indfødte synes særligt glade for Puccinis »Så kold den lille hånd er«. Spøgefuldt spørger Koustrup: »Hvad er mere oplagt at synge blandt kannibaler?«

Desuagtet er d'Albertis en skidt knægt, og det er vel efter reglerne, at det er hans mandskab og ikke han, der bøder med livet for strabadserne, og at han lever berømt og rig, indtil syfilissen indhenter ham. Opdagelsesrejsende levede af tidligere tiders 'hvide pletter på landkortet'. Dem er der ikke rigtigt flere af. Man kunne håbe, at det dermed var slut med opdagelsesrejsende og de ulykker, som de afstedkommer.

På den anden side ... Måske er antallet af denne klodes opdagelsesrejsende blot blevet milliondoblet. Se på, hvor mange eksotiske ferier, der markedsføres som 'opdagelsesrejse'. Og frygt for paradis - og dets fugle.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Erik Nissen

Det ligner Rifbjerg