Læsetid: 4 min.

Musikvideoer flirter med politik og kunst

Mainstreamens popmusikere bruger i stigende grad musikvideoer med kunstneriske og politiske ambitioner til at skille sig ud fra den brede metervare. Men strategien er ikke uden farer. Ambitionerne kan virke utroværdige, fordi de kommer i konflikt med musikvideoernes kommercielle natur
Mainstreamens popmusikere bruger i stigende grad musikvideoer med kunstneriske og politiske ambitioner til at skille sig ud fra den brede metervare. Men strategien er ikke uden farer. Ambitionerne kan virke utroværdige, fordi de kommer i konflikt med musikvideoernes kommercielle natur
11. maj 2010

En sort kvinde følges med et grynet kamera, mens hun gående afklæder sig foran forvirrede forbipasserende på det sted i Dallas, hvor John F. Kennedy blev skudt. Til sidst snigmyrdes kvinden på samme måde som Kennedy, og mens blod fra hendes hoved danner ordene 'Group Think', kritiserer en stemme massesamfundets konforme gruppetænkning: »Folk bevæger sig i grupper. De afliver hurtigt det, de ikke forstår.«

Scenariet stammer ikke fra en avantgardistisk happening i 70'erne, men fra den amerikanske soulsangerinde Erykah Badus video »Window Seat«, der nyligt indbragte Badu en bøde fra myndighederne i Dallas - og anseelig medieomtale.

»Popmusikere får i stigende grad øjnene op for, at det kan give pote at parre sig med talentfulde musikinstruktører. Man har efterhånden et klart billede af, hvordan standardmusikvideoen ser ud - et vist mål af sex og så videre. Derfor kan mere kunstneriske videoer være en måde at tiltrække sig opmærksomhed på,« siger Mathias Korsgaard, der arbejder på et ph.d.-projekt om musikvideoer ved Aarhus Universitet.

Badus kontroversielle video står nemlig ikke alene: Den srilankansk-britiske rapper M.I.A. fik i slutningen af april videoen til sangen »Born Free« censureret på Youtube på grund af dens ekstremt voldelige skildringer af amerikansk militær, der forfølger og myrder rødhårede.

Videoen er instrueret af Romain Gavras, der i 2008 vakte furore med billedsiden til Justices nummer »Stress«, hvori en indvandrerbande smadrer sig vej gennem Paris' gader.

M.I.A.'s samarbejde med Gavras fulgte i hælene på Lady Gagas alliance med den svenske skandaleinstruktør Jonas Åkerlund, der til nummeret »Telephone« kreerede en Thelma og Louise-historie med popikonet selv og R'n'B-dronningen Beyoncé i hovedrollerne. En video, der er blevet set som udtryk for en ny tids feminisme. Alle videoer har tiltrukket sig stor opmærksomhed på grund af deres politiske indhold såvel som - i mainstream-sammenhæng - betydelige kunstneriske ambitionsniveau.

Noget på hjerte?

Gagas og M.I.A.'s videoer nærmer sig begge en spilletid på 10 minutter, og det er også værd at bemærke, mener Mathias Korsgaard, ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet:

»Det ser man ikke hver dag fra mainstreamkunstnere. Det er en måde, hvorpå man kan markere, at man har noget på hjerte. Når Lady Gaga laver en video, der er længere end sangen og til tider suspenderer den, er formålet at indikere, at budskabet ikke kan indfanges af fire minutters popmusik.«

Han understreger, at videoer med fokus på fortælling ikke er en nyskabelse, men at den gradvist vinder frem igen efter at have været underdrejet i 90'erne og 00'erne.

Videoernes fokus på politiske tabuer om køn og etnicitet er heller ikke uden fortilfælde.

»Lady Gagas forløber er Madonna. Videoen til »Like a Prayer« fra 1989 fremstillede Jesus som sort og blandede ømtålige spørgsmål om seksualitet, etnicitet og religion,« siger han.

Søren Staal Balslev, ph.d.-studerende i litteratur ved Københavns Universitet og kulturskribent om populærkultur ved Weekendavisen, mener dog, at musikvideoer og politik generelt spiller dårligt sammen.

»Musikvideouniverset er en æstetisk slagmark, hvor den rene poetiske og visuelle åre kan folde sig ud på hedonistisk vis. Det egner sig derfor, historisk set, generelt dårligt til politiske manifestationer,« siger han.

Ifølge Balslev er Erykah Badus og Lady Gagas videoer såvel politisk som æstetisk i letvægtsklassen.

»Badus og Gagas videoer er vitterligt kønspolitisk antydende, men de latente overvejelser foregår på så sølle et kunstnerisk niveau, at de bedst af alt må betragtes som videoer, der kapitaliserer på forestillingen om den kønspolitiske kamp,« siger han.

Han ser Erykah Badus genopførsel af Kennedy-mordet som »en tom gestus, der ville have skabt opmærksomhed, uanset hvem der lavede produktionen«.

Hvad er pointen?

En tilsvarende kritik er blevet rettet mod M.I.A.'s video »Born Free«, der følger amerikanske soldaters forfølgelse af og drab på rødhårede.

Mens James Montgomery fra MTV.com kalder videoen en modig »politisk protest«, der både genkalder Abu Ghraib og får aktualitet i lyset af den nyligt strammede immigrationslov i Arizona, er andre mere kritiske.

Musik-journalisten Jessica Hopper har langet ud efter det politiske budskabs vage karakter: »Hvad er pointen? At dårlige ting overgår uskyldige? En allegori over forfølgelse overalt i verden? At USA er ond?,« skriver hun på sin blog.

»Ifølge Hopper viser uklarheden, at M.I.A. alene jagter sensationen og chokeffekten.«

Mathias Korsgaard, ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet, mener, at de nye videoer støder ind i en grundkonflikt mellem musikvideoens kommercielle funktion og politiske eller kunstneriske aspekter.

»Den kommercielle dimension kan hurtigt stikke en kæp i hjulet på et nok så dybfølt politisk budskab, der kan fremstå utroværdigt midt i det audiovisuelle spektakel. I M.I.A.-videoen overtrumfer de chokerende elementer, som når et barn skydes i hovedet, let en debat om eksempelvis krigen mod terror. I stedet kommer diskussionen til at handle om, om videoen forfalder til såkaldt torture porn. Der er en grundkonflikt i musikvideoen mellem reklamefunktionen og eventuelle kunstneriske eller politiske ambitioner, og den kløft kan ikke nødvendigvis overkommes.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Nielsen

Musikvideoen har ikke en kommerciel "natur" eller "grundfunktion". Hvis man ser på, hvorfra musikvideoen er kommet rent historisk, så er den i lige så høj grad beslægtet med eksperimentalfilmen og kunstvideoen, som med reklamen. Det vil sige, at den ikke først og fremmest er en af delene. I princippet kan man sagtens lave musikvideoer, der ikke har en kommerciel "natur". Det kommercielle findes først i mødet med markedet. Det er på markedet og i anvendelsen af musikvideoen som materiale for markedsføring problemet opstår, hvor den enkelte producent af musikken og videoen sagtens kan have helt andre intentioner end at reklamere for et kommercielt musikprodukt.

Fra artiklen

»Den kommercielle dimension kan hurtigt stikke en kæp i hjulet på et nok så dybfølt politisk budskab.

-------------

Øh ! så gør kunstnerne jo da bare det politikerne længe også har gjort - politik for kommercialitetens = pengenes skyld.

Intet nyt under solen der.

Henrik Sivgaard

Ambitionerne kan virke utroværdige, fordi de kommer i konflikt med musikvideoernes kommercielle natur

------------

Lovgivernes ambitioner... kan virke utroværdige, fordi de kommer i konflikt med samfundets kommercielle natur.

Således kan man også sagtens opsummere den farce vi i dag kalder national og international politik. Denne artikel er i sandhed en non-story. Det relativt nyligt omskrevne ordsprog finder sin anvendelse her:

”Art for art’s sake... but money for fu@k’s sake!”

Thomas H. Pedersen

Den srilankansk-britiske rapper M.I.A. fik i slutningen af april videoen til sangen »Born Free« censureret på Youtube på grund af dens ekstremt voldelige skildringer af amerikansk militær, der forfølger og myrder rødhårede"

Jeg tvivler på at det var en skildring af det amerikanske militær da dem i musikvideoen har amerikanske SWAT uniformer på dvs. politi.