Baggrund
Læsetid: 4 min.

Nødspor til Danmark

Når man er henvist til at bevæge sig ad landjorden, gælder det om at kunne sin Europa-geografi. Ellers risikerer man at ende blindt. Eksempelvis i Sankt Bernhardspasset
To danskere står betuttede på den schweiziske side af Sankt Bernhardspasset: Er det her nu den nemmeste vej hjem?

To danskere står betuttede på den schweiziske side af Sankt Bernhardspasset: Er det her nu den nemmeste vej hjem?

Jens Bo Nielsen

Kultur
4. maj 2010

Bøh. Dér står vi to danskere en søndag i lufthavnen i Nice, men der står intet fly og venter. Vi har brugt tre uger på at cykle fra Vestfrankrigs Montpellier, og nu er det meningen, at SAS skal tage sig af resttransporten til fædrelandet. Men det er SAS af vulkanske grunde forhindret i.

Skrankedamen i indtjekningen tør ikke give løfter om luftrummets askeafklaring:

»Det kan vare længe. Måske er det klogt at prøve at komme hjem på anden måde,« lyder hendes råd.

I køen foran skranken er rygter løbet om horribelt opskruede priser på biludlejning og på hotelværelser nær lufthavnen. Da de franske jernbaner i nu mere end en uge har været lammet af strejker, er der begrænsede muligheder for jordbunden transport bort fra Nice. Men vi har jo cyklerne. Dem er de andre i køen begyndt at kigge misundeligt på.

Og besiddelsen af cyklerne giver en ide:

Glansbilledtur

»Hvad med at booke os om til hjemrejse fra Frankfurt næste søndag?« spørger vi. Skrankedamen kigger på cyklerne og smiler og siger »Oui« og »Bonne route!«

Problem nummer et - den franske jernbanestrejke - klarer vi ved at cykle de 56 glansbilledskønne middelhavskilometer fra Nice til den italienske banegårdsby Ventigmilia.

Næste morgen kl. 9.07 suser vi med et supermoderne italiensk lokaltog op gennem bjergslugter og halsbrækkende udsigter over sne og tinder. Med et enkelt togskift på Po-sletten er vi kl. 13.25 på banegården i Torino.

Så langt så godt. Men hvorhen så? Vi har kun et nødtørftigt Italiens-kort. Ingen, vi spørger, ved noget om, hvordan man med tog får sig selv og sin cykel tættest muligt på Schweiz.

En snarlig lokaltogsafgang fra Torino går mod en by ved navn Aosta, og Aosta ser på vores Italiens-kort ud til at ligge tæt på Schweiz. Vi vælger Aosta. Efterhånden som toget stiger op mod Alpedalene, forestiller vi os, at Aosta nok er grænseby, og vi kan cykle over grænsen lige ind i Schweiz og overlade det næste transportarbejde til de schweiziske jernbaner.

En italiener står om bord på vores tog med en cykel. Ham spørger vi, hvor let det er at cykle fra Aosta og ind i Schweiz. Han kigger forundret på os:

»Passene er lukket af sne. Og tunnelerne under passene må man ikke cykle i.«

I blindgyde

Vi aner, at vi er røget i en blindgyde. Aosta ligger i en halv kilometers sneomkranset højde og er afspærret fra sin nordlige omverden af så imponerende forhindringer som det 4.810 meter knejsende Mont Blanc og Sankt Bernhardspasset oppe i 2.473 meters højde. Øeh, hvem sagde smutvej til Danmark?

Og så alligevel. Vi hører forlydender om en lokalbus, der hver morgen og eftermiddag forcerer tunnelen under Sankt Bernhard. Vi får at vide, at den måske tager cykler med. Hvis der er plads, og chaufføren har lyst.

Bævende af lige dele Alpe-morgenkulde og ængstelse indfinder vi os næste morgen kl. 07.45 på Aostas busstation. Og joe, chaufføren vælger at tage humant på det. Han står piberygende sammen med en kollega og morer sig over synet af os, der kæmper med at få bakset cyklerne ind i bussens flade bundlastrum.

Himlen omkring de italienske alper er tindrende skyfri. Det er som om, den vulkanske aske har renset luften. Og flyudstødningsstriber er der selvsagt ingen af. Op, opad, går det med bussen, ad snoning og hårnåle. Det tager 40 minutter at nå op til Skt. Bernhardstunnelen og 20 minutter at komme igennem den.

Ovre på nordsiden, den schweiziske, er der mere sne, men vejret er pænt. Da der skal skiftes bus i første Schweiz-bjergby, St. Pierre, benytter vi lejligheden til at sige tak for liftet. Nu har vi chancen for at rulle på egne dæk.

Varme bremser

Og svusj, en rulletur! St. Pierre ligger i 1.632 meters højde og den regionale schweiziske jernbaneby Martigny i 478. Et fald på 1.154 meter over 33 km, hvor der ikke er brug for at træde i pedalerne, men for at klamre sig til håndbremserne.

Allerede kl. 12.08 er vi og cyklerne om bord på lokaltoget fra Martigny mod Visp og efter endnu et lynskift i Bern ankommer vi 14.55 til Rhin-byen Basel på grænsen til Frankrig. Schweiz klaret på seks og en halv time og med frokost med hvid dug i Visp-Bern-togets glaskuppel.

Når man først er i Basel, er det ikke højderne, der afskærer én fra Frankfurt. Rhinen løber ned til den tyske by Mainz, hvor den opsamler floden Main, der kommer fra Frankfurt. På hele strækningen er der cykelstier langs bredderne.

Til gengæld er der også en ugunstig vind, må vi konstatere. Når det er godt vejr langs Rhinen - som det vedholdende viser sig - kommer vinden eftertrykkeligt fra nord. Lige i smasken på den sydfra cyklende.

Vores ambitioner om at cykle til Frankfurt eller dog til Mainz må vi indse det uholdbare i. Til gengæld får vi fire cykeldage i det forårsbristende Alsace på den franske side af Rhinen. På femtedagen og med 270 km Alsace akkumuleret i cykeldækkene tager vi en Rhin-færge over til Tyskland og bjerger os i læ i den gamle kurby Baden-Baden.

Dér kunne vi have trængt til undergørende behandlinger efter vore strabadser. Men nej, askeskyen er desværre blæst mod Vestatlanten, og så gælder ingen undskyldning for fortsatte udflugter. Vi kan se flyenes udstødningsspor trukket over himlen, som ikke er så blå, som den var, da flyene ikke fløj.

Tre tyske lokaltog bringer os på skift til Frankfurts lufthavn. Og vups er vi hjemme.

Vi fortæller hinanden, at vor rejses sidste uge, den påtvungne overfladefærd gennem Europa, er den, vi har fået mest ud af. Ikke mindst geografisk.

Europa er større, end når man bare flyver over det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jean Thierry

Man kan komme fra Baden-Baden til København på knapt 11 timer med tog (i stedet for at flyve).

Det er jo ikke noget særligt i forhold til resten af turen, som ellers lyder.

Der er da ingen grund til at flyve på cykelferie, når man tænker på, at toget er så meget hurtigere end cyklen, og på flyets ekstremt store forurening.

Jean Thierry

Man kan komme fra Baden-Baden til København på knapt 11 timer med tog (i stedet for at flyve).

Det er jo ikke noget særligt i forhold til resten af turen, som ellers lyder HERLIG.

Der er da ingen grund til at flyve på cykelferie, når man tænker på, at toget er så meget hurtigere end cyklen, og på flyets ekstremt store forurening.