Læsetid: 6 min.

Ondskabens redskaber

I Berlin er der netop åbnet et nyt museum for naziterrorens væsen. Det skræmmende er navnlig den folkelige opbakning bag
I Berlin er der netop åbnet et nyt museum for naziterrorens væsen. Det skræmmende er navnlig den folkelige opbakning bag
14. maj 2010

Man skal være meget ufølsom for ikke at blive sat i en ganske særlig og ydmyg stemning, allerede inden man kommer helt frem til det nyåbnede Berlin-museum Topographie des Terrors. Den store firkantede hvide bygning ligger inde på en stor åben plads, tæt på det sidste bevarede længere stykke af Berlinmuren og med Görings gamle Luftwaffeministerium i Wilhelmstrasse lige omme på den anden side af gaden.

På stedet, hvor bygningen nu er rejst, lå i den daværende Prinz-Albrecht-Strasse 8 hovedkvarteret for Gestapo og SS. Kældermuren er der stadig og frilagt, og lige bagved løber nogle meter af Berlinmuren. Men ellers er der ikke noget tilbage af den sønderbombede bygning, hvis rester blev fjernet efter krigen. Men her var »ondskabens centrum«, som museets direktør Andreas Nachama sagde ved åbningen af museet 6. maj.

I kældrene blev der torteret og myrdet politiske modstandere, oppe i huset blev den nazistiske terror organiseret og planlagt.

»Intet andet sted kan knyttes så tæt til de nationalsocialistiske forbrydelser,« som præsident Köhler sagde det ved indvielsen.

Det huskede en række aktivister, som 5. maj 1985 på eget initiativ med medbragte spader og skovle begyndte at grave i området, hvor myndighederne ellers hævdede, at der ikke var flere spor tilbage.

Egentlig har de fået en stor del af æren for museets tilblivelse (og en af dem var med ved den officielle åbning), for det var efter deres aktion, at bystyret følte sig forpligtet til selv at indlede arkæologiske udgravninger. Fra 1987 blev der oprettet en midlertidig udstilling på stedet, og nu er den så blevet afløst af et omfattende dokumentations-center med en systematisk gennemgang med fotos og tekst af terrorens udvikling op gennem 30'erne og 40'erne. Ud over udstillingsdelen er der bibliotek og flere auditorier til undervisning og særlige arrangementer.

Legitimering af ondskab

Udstillingen er bygget kronologisk op med talrige foto og tekster på tysk og engelsk. Det er nøgternt og perspektiverende fremsat, og det er en rystende oplevelse selv for den, der er rimeligt historisk informeret.

Det rystende består navnlig i, hvor tydelig terroren har markeret sig i det offentlige rum fra nazisternes første magtovertagelse i 1933, og hvor stor en folkelig opbakning der var til terroren. En langsom nedbryden og latterliggørelse af menneskelighed og etik er dokumenteret tydeligt i museet.

Sådan blev det naturligvis ikke legitimeret.

»Ondskaben tilbyder sig ikke som ondskab, men som 'beskyttelse' og 'nødvendighed',« sagde teologen Thielicke i 1945. Rigsdagsbranden 27. februar '33 banede vejen for afskaffelsen af en række grundlæggende rettigheder allerede i marts samme år, og på få måneder blev politiske modstandere og skeptikere fjernet, og landet blev en étpartistat. Presse, radio, kunst, videnskab, alle skulle underlægge sig kravet om Gleichshaltung - ensretning. I dag er ordet negativt ladet, men dengang opfattede man det, som man vel i dag ville opfatte ordet 'sammenhængs-kraft'.

Som alle totalitære regimer lovede man ikke bare bedre tider, men man ville gøre op med dem, der var skyld i dårligdommen og splittelsen og ødelæggelsen af det tyske folk. Fik man lov til at foretage dette opgør, måtte der en vis tid en brutalitet til, men det måtte man tage med. Og retfærdiggørelsen af ugerningerne skete med den nævnte metode: Påberåbelse af beskyttelse og nødvendighed. Boykotten af jødiske forretninger fra 1. april '33 blev retfærdiggjort med, at det var en reaktion på udenlandsk propaganda. Politisk modstand opfattedes som krænkelser, man måtte gøre op med.

Biografejeren Kiesewetter blev ført gennem sin by Neustadt bei Coburg af SS-folk med et stort skilt hængede på sig med teksten: »Jeg har fornærmet regeringen«.

På samme måde gik det lokalpolitikeren Hermann Weidemann, som man gav et stort navneskilt om halsen og satte ham på en ko, som så med SA-folk omkring sig blev trukket gennem byen. Omkring ham ser man en række nysgerrige, som løber med, de fleste yngre, som morer sig over situationen.

Ydmygelserne

I det hele taget spillede den offentlige ydmygelse en stor rolle for terroren, og det rystende er som sagt med hvilken folkelig opbakning, det skete. Et af de uhyggeligste billeder inden for den genre er fra august 40, hvor en 19-årig pige, der havde haft et forhold til en fransk krigsfange, blev klippet skaldet foran en tusindtallig skare på torvet i byen Ulm.

Fotografen har taget et billede væk fra pigen ud mod skaren af tilskuere, som grinende og glade ser på. Enkelte havde protesteret, så den lokale avis bragte billedet af den spottende menneskemængde sammen med en artikel om det »tåbelige sludder om den æreløse«.

Mange billeder skildrer den folkelige opbakning til og sammenholdet omkring udstødelsen af styrets modstandere. Det er nogle grundlæggende egenskaber af værste skuffe, som dokumenteres.

»Skal man dømme efter vore ubevidste ønskers tilskyndelser, er selv det nuværende menneske, på samme måde som urmennesket, en morderisk rotte«, skrev Freud i 1915.

Med lidt andre ord beskrev general Wilhelm Ulex det samme i 1940, da han henvendte sig til sin overordnede om politiets tiltagende brutalitet, som han betegnede som udtryk for mangel på menneskelig og moralsk fornemmelse, en Vertierung (gøren til dyr), som kun kan afhjælpes ved, foreslår Ulex, at udskifte hele ledelsen, som havde undladt at gribe ind over for alle overgrebene. Ulex blev kort efter fjernet fra sin post.

Den tiltagende umenneskeliggørelse ses også på en plakat for euthanasien - 'dødshjælpen'. Fra '38 stammer en plakat med et foto af en psykisk syg krøbling, bag hvilken der står en mand i hvid kittel og ser ud på beskueren. Teksten lyder: »60.000 reichsmark koster denne arveligt syge person det folkelige fællesskab i hele hans liv. Det er også dine penge«.

Forfølgelserne

Værst gik det som bekendt ud over jøderne, der var anset for hovedfjenden. Der er billeder fra kz-lejrenes afskyeligheder, men stærkt virkende er også dokumentationen af, hvorledes der i det daglige og på gader og stræder skete folkelige offentlige ydmygelser. Der Judenfresser (jødeæderen) hed en af vognene ved et optog i 1939. Vognen, som var formet som et ulvegab i hvilket nogle 'som jøder udklædte' arbejdere fra Singens aluminiumværk optrådte, var fabrikkens og dens medarbejderes bidrag til festlighederne.

Naturligvis var der også anstændige mennesker, der ydede og formulerede modstand, og opgøret med dem er også omhyggeligt dokumenteret på museet, og der var dem, der forståeligt nok bare ikke turde formulere deres modstand i bevidsthed om, hvordan det var gået dem, der havde vovet at ytre sig.

Men dokumentationen af den folkelige, småborgerlige pøbelagtige glæde ved at finde en syndebuk er skræmmende, fordi det ikke tillader den trøst at tænke på forbrydelserne som noget, en lille gruppe skruppelløse halvpsykopater begik.

»Det var da dannelsen forsvandt, at Hitler kom til magten,« sagde den tyske historiker Joachim Fest.

Med til dannelsen hører vel også advarslen om den erkendelse, som Freud omtaler, og som betragter mennesket som et væsen, der for visse personers vedkommende og under visse omstændigheder er i stand til at udvikle de værst tænkelige egenskaber. Jødeforfølgelserne var næppe direkte populære i befolkningen, skriver historikeren Ulrich Herbert i 1998.

Men den var, siger han, heller ikke noget centralt tema for folk, for man tilgav gerne føreren nogle 'fejl' og 'overdrivelser', når der nu fulgte beskæftigelse og forbedrede vilkår med.

Denne ligegyldighed kendetegner ifølge Herbert om noget den almindelige tyske holdning til forfølgelserne. Og uden for Tyskland var der jo heller ikke så vældig megen modstand mod forfølgelserne op gennem 1930'erne.

For mere om det nye museum: www.topographie.de

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter (ny) Hansen

De allierede gennemførte et folkemord i Østpreussen med systematisk voldtægt af børn. Piger blev typisk skudt gennem vagina som henrettelsesmetode, flygtningebyer blev bombet for at bremse flygtningene, flygningekolonner blev mejet ned fra fly eller tromlet ned med tanks. I Sovjet begyndte myrderierne for alvor efter krigen. I Danmark lod vi tusinder tyske flygtningebørn dø.

Det er godt vi har Tyskland til at tage al skylden for menneskets ondskab.

Henning Ristinge

Det mest beklagelige, set med en social historikers øjne er, den grad som tåbeligt Reagan-semi-religiøst sprog som ond og god - ondskabens rige - og lignende sludder - er blevet hverdags kost. Der er ingen der opnår ret meget forståelse hvad angår menneskets psyke ved at følge religiøse ideer om at dele mennesker op i onde og gode, det næste blir vel engle og djævle - det ligger sgu lige for

Jesper Wendt

»Ondskaben tilbyder sig ikke som ondskab, men som ‘beskyttelse’ og ‘nødvendighed’,«

Det ulmer jo stadig i baggrunden, det lyder ganske bekendt med de sidste 10 års udvikling i Danmark.

Terror pakker, visitationszoner, fremmedgørelse af indvandre i samfundet, den manglende forståelse for de svage i samfundet. Det vil alt sammen gentage sig, som det har gjort før, så længe vi bare ser til og accepterer at det er de få der har magten.

Krigen under anden verdens krig er ikke specielt grusom sammenlignet med andre krige, den er bare veldokumenteret, husk på i gamle dage korsfæstede man folk til skræk og advarsel.

Martin Nielsen

"Terror pakker, visitationszoner, fremmedgørelse af indvandre i samfundet, den manglende forståelse for de svage i samfundet. Det vil alt sammen gentage sig, som det har gjort før, så længe vi bare ser til og accepterer at det er de få der har magten."

Jep, vi har brug for mere liberalisme og mindre centralisme.

Niels Mosbak

Jesper Wendt

"Krigen under anden verdens krig er ikke specielt grusom sammenlignet med andre krige"

Men den kostede langt flere livet på grund af højteknologiske udryddelsesvåben, og som bekendt brugte USA chancen for at teste deres A-våben i virkelighedens teater of war.

Helt unødvendigt set i krigsmæssig sammenhæng, idet Japan var nedkæmpet bl.a. efter terrorbombninger af civilsamfundet med brandbomber...

Terrorbombningerne af de tyske byer, også med brandbomber, kostede i Dresden alene omkring 200.000 civile livet.

Overlevende danske SS-folk fra Frikorps Danmark har fortalt, hvorledes SS-folk der var tilfangetaget af russerne i Demjansk Kedlen, endte deres liv hængt op i træerne, med deres egne kønsdele i munden.

Grusomhed har mange ansigter og krig er organiseret grusomhed hvor menneskets laveste instinkter kommer frem - i alle krige - til alle tider!

Peter Hansen

Hvad pokker sker der her?! Danskere, endog folk med holdninger, jeg ofte kan sympatisere med, begynder at relativere det tyske slagtehus! Skam jer! Der er intet, der nogensinde har været mere forfærdeligt end det systematiske mord på måske 8 mio af et lands egne borgere!

Peter Madsen

Peter Hansen,

helt enig. Historieløsheden breder sig desværre kun 65 år efter afslutningen på krigen.

At Jesper Wendt forsøger en kobling imellem nazisternes ugerninger og den nuværende VK regering er simpelthen en hån imod al anstændighed.....

Niels Mosbak

Peter Madsen

Både Venstre og Konservative har en vis historisk tilknytning fra besættelsestiden, på den lidt "ufede" måde,
KU'ere der heilede osv., mens Venstre angreb socialpolitiken.

Man havde ligeledes en restriktiv fremmedlov der sendte tyske flygtninge tilbage til Gestapo, og den visse død i tyske tugthuse.

Men det er selvfølgelig ikke det samme...

Peter Madsen

Niels Mosbak,

Og den socialdemokratiske statsminister Buhl opfordrede befolkningen til at stikke sabotørerne, og sådan kan vi jo blive ved...

Sven Karlsen

Holocaust betyder åbenbart, at enhver anden horribel handling under 2. Verdenskrig skal betragtes som uinteressant.

Javist, millioner af jøder blev ikke bare slået ihjel, men mishandlet på den mest inhumane måde.

Men det er tallet for mordene der hele tiden trækkes frem, - måske fordi, at hvis man fokuserede på det inhumane, så ville man være nødt til at erkende at den type adfærd er kritisabel.

Og hvad er der med det tal? For mig gør det ingen forskel om det er 1 eller 2 millioner, mens andre åbenbart mener at det almindeligt anerkendte tal på 6 millioner skal pumpes op til 8.

Men enhver udskillelse og forfølgelse af mindretal, - uanset om den er statssanktioneret eller sker i mindre officielt samfundsregi, er en forbrydelse.

Nogle danskere hjalp måske nok jøderne ud af landet, men staten dyrkede eugenik med videnskabelig opbakning, og steriliserede ikke bare mentalt retarderede, men også andre grupper, hvis gener var kendt "uønskede".

Så prøv at se igennem facitlisterne i historiebøgerne, og prøv istedet at få øje på det samlede billede: det meste af verden var dybt engageret i at forfølge mindretal før 2. Verdenskrig - det var en meget slem tid på det område, med racisme, antisemitisme, etc., og at det tilfældigvis var nazisterne der satte rekorderne, fritager ikke for den grundlæggende erkendelse: at denne adfærd forekom i alle politiske systemer og i alle folkeslag.

- og prøv så at få tallene rigtige, hvis de skal bruges til at beskylde andre for historieløshed ;-)

Henning Ristinge

Hmm de fleste tænker måske ikke på det - men om et par århundrede, hvis vi ellers stadig hænger ved og ikke har ødelagt os selv og vores planet - så vil menneskeheden kunne se tilbage på det tyvende århundrede som det mest moderiske århundrede, det sorteste århundrede i menneskehedens historie.

Det er i alle tilfælde det absolut mest morderiske århundrede til dato - alt hvad vi har bedrevet tidligere er ren barnemad i sammenligning. Det tyvende århundrede overgår ganske bestemt - Jesper Wendt - korsfæstelser og andre grusomheder i den klassikse tid og i middelalderen.