Vi er i puberteten, til vi dør

Hvem kan få øje på den nye 'Den kroniske uskyld'? Ungdomsromanen har mistet status på det litterære felt - ikke fordi ungdommen er blevet uinteressant - den er bare blevet en permanent tilstand. De voksne er i konstant identitetskrise, og de unge bliver pessimister, fordi der hverken er voksne at se op til eller gøre op med
Hvem kan få øje på den nye 'Den kroniske uskyld'? Ungdomsromanen har mistet status på det litterære felt - ikke fordi ungdommen er blevet uinteressant - den er bare blevet en permanent tilstand
28. maj 2010

Hvis en dansker med en studentereksamen fra efter 1960 bliver vækket midt om natten, vil vedkommende højst sandsynligt - uden at åbne øjnene, uden den første kop kaffe, uden en tur på toilettet og uden at spørge hvorfor - kunne gengive handlingen i Klaus Rifbjergs Den kroniske uskyld, levere personkarakteristikker af Tore, Janus og Helle og spontant sige ord som 'ødipal' og 'seksualnorm'. Men hvilken nyere roman om de forbandede ungdomsår kan man sige det samme om?

Er ungdomsromanen kørt ud på et sidespor i dansk litteratur? Er det, fordi ungdommen bare ikke er interessant længere - altså litterært set? Nej, tværtimod, mener blandt andet lektor ved Nordiske studier og sprogvidenskab på Københavns Universitet Marianne Stidsen. Hun peger på en socialpsykologisk forklaring:

»Dengang Den kroniske uskyld, Det forsømte forår, De nøgne træer og andre romaner, man godt kan kalde kanoniserede ungdomsromaner, udkom, var ungdommen en færdig livsfase, som man gik igennem, og så kom man ud på den anden side som et modent og ansvarligt voksent menneske, der havde styr på sit liv. Men netop i kraft af at være i denne fase, hvor man skulle have fundet sin identitet, så var den selvfølgelig fyldt med sprængfarligt eksistentielt stof. Siden er ungdommen gået fra at være denne relativt fastafgrænsede fase til at være en permanent tilstand,« siger Marianne Stidsen.

Bodil Kampp, der er pensioneret ekstern lektor fra DPU og én af de få herhjemme, der har forsket i ungdomslitteratur, peger på den samme tendens:

»Nu om dage er ungdommen en meget lang periode - nogle mener, at det starter, lige før man går i puberteten, med det man kalder inbeTween, og så fortsætter det ellers til langt op i 30'erne - måske endnu længere. Mange, der er i midten af 30'erne, siger: 'Vi er voksne på en anden måde. Vi vil ikke holde op med at være unge'. Man finder ikke længere sig selv som ung, man bliver ved med at lede, derfor er der også en del af den ungdomslitteratur, der er udgivet inden for det voksenlitterære system, som netop handler om, at man ikke kan komme ud af denne lange ungdomsperiode,« siger Bodil Kampp.

Identitetskriser

Marianne Stidsen mener, at man - sat lidt på spidsen - kan sige, at al litteratur i dag er ungdomslitteratur, fordi meget af den handler om identitetskriser, som tidligere var forbundet meget specifikt med ungdomsårene.

»I dag ser vi, at identitetsproblemet findes i alle livsfaser. Helle Helles Hus og Hjem for eksempel handler om et ungt par, der slår sig ned i provinsen og skal forsøge at etablere sig. Når de har meget vanskeligt ved at træde ind i denne voksne livsfase, så har det at gøre med, at de identitetsproblemer, der tidligere blev overstået i ungdomsårene, styrer deres liv. Og Christina Hesselholdts I familiens skød tager det senmoderne familieforhold op til undersøgelse. En karakteristisk konstellation af skilsmisseforældre og delebørn, hvor du har den samme type af ungdommelige identitetsproblemer, selv om folk rent fysisk er nået op i den alder, hvor de skulle i træde i karakter og være beskyttende værger for den opvoksende generation,« siger Marianne Stidsen.

Danske Janne Teller fremhæves af flere som en forfatter, der har skrevet litterært interessant ungdomslitteratur. Hendes roman Intet er netop udkommet i USA til fine anmeldelser. Den er faktisk udkommet i adskillige lande og fik i 2008 den prestigiøse le Prix Libbylit for bedste roman for børn i hele den fransksprogede verden. Hun genkender tendensen med, at voksne ikke kan holde op med at være unge som et af ungdomsromanens problemer:

»Man skulle gerne på et tidspunkt høre op med at være infantil - det vil blandt andet sige at høre op med at se alting fra eget synspunkt og have et umætteligt 'se mig' behov. Men ung i form af at være åben og nysgerrig og tro på at man kan lære nyt og være med til at ændre verden, burde man aldrig ophøre med. Desværre mener jeg, at folk i dag ofte forbliver 'unge' i den infantile forstand. Det vil så også sige, at der nok ligger et ønske om at læse litteratur, der bekræfter denne tilstand - en, der siger, at det er naturligt - ja, tilmed ønskværdigt - også som voksen at have en voldsom 'se mig' trang og så videre. Og dette gøres jo i dag i høj grad af voksenlitteraturen, hvor det næsten ikke er til at finde bøger, der ikke dyrker 'se min egen virkelighed'-genren. Så jeg tror, at noget af ungdomsromanens problem, hvis der er et sådant, mest består i, at der ingen voksenhed er at 'se op til' eller 'gå imod'. Voksenheden er nærmest ikke til at få øje på i dagens samfund,« siger Janne Teller.

Pessimistisk

Karin Esmann Knudsen er lektor ved Litteratur, kultur og medier ved Syddansk Universitet, og hun mener, at meget af den opbyggelighed, der tidligere fandtes i ungdomsromanens opgør med forældregenerationen er forsvundet, i takt med at forældrene er det:

»Tidligere var ungdommen en mere entydig overgangsfase, der handlede om løsrivelse fra en autoritetsmagt. Fra 1950'erne og frem begyndte man at tage fat i tabuiseringerne som for eksempel seksualitetsnormer, og denne problemrealistiske streng er fortsat, hvor der i dag virkelig tages seriøse problemer op, men der skrives meget pessimistisk. I dag er problemorienterede ungdomsromaner mere udsigtsløse. Og det har noget at gøre med, at autoriteten er forsvundet, og man i stedet skal finde vej i en ekstrem frihed og overhovedet finde en måde at leve på i en verden, der er meget mangfoldig og forplumret,« siger hun.

Marianne Stidsen fremhæver det samme: »Der er sket en forskydning i de psykologiske temaer i forhold, til hvad vi ser i dagens litteratur. Nu handler det snarere om identitetskonflikter. Ikke så meget om oprør mod nogle meget snævre grænser og rammer, men mere et forsøg på at finde ben at stå på i en meget flydende, uoverskuelig og normløs verden.«

Janne Tellers ambition med at skrive ungdomsromaner er at fortælle en god historie, der kan få de unge til at tænke nye tanker og se, at der er mange andre muligheder end dem, som de indeværende samfundsnormer lægger for deres fødder. Hun har slet ikke noget imod at provokere de unge og udfordre dem med en kompleks, men god historie. Hun finder meget stor frihed i at skrive til unge. Og kalder det en interessant bagvej i litteraturen.

»Voksenlitteraturen er blevet så virkelighedsdyrkende, at der er meget lidt interesse for den litterære gode historie og de filosofiske spørgsmål, der kan stilles gennem god litteratur - ikke mindst netop i litteraturen for unge. På grund af de unges endnu åbne sind kan man skrive ufattelig spændende ting for denne aldersgruppe om store samfundsmæssige og eksistentielle spørgsmål, som man ville have svært ved umiddelbart at komme igennem med over for en voksen læsergruppe,« siger hun.

Men Janne Teller mener også, at en af grundene til, at ungdomsromanen er gledet i baggrunden i den litterære verden, handler om, at den har fået sin egen genrebetegnelse. Det samme påpeger Svend Skriver, der er adjunkt ved Nordiske studier og sprogvidenskab på Københavns Universitet: »Klaus Lynggaard har for eksempel skrevet en knaldhamrende god roman med Martin og Victoria. Når man læser den som ung, er man helt solgt og føler sig forstået, men man kan ikke på samme måde som hos Tage Skou-Hansen og Klaus Rifbjerg sige, at det er en generationsroman. Den tager jo ikke samfundsnormerne op. Det er helt tydeligt, at det er en ungdomsroman skrevet til unge, og der, i midten af 1980'erne, så man de første tendenser til, at ungdomsromanen bliver en særgenre. Litteraturhistorie beskæftiger sig ikke traditionelt med børne- og ungdomslitteratur, så det har stor betydning for ungdomsromanens kanoniseringsmuligheder, at den er blevet spaltet ud i en særgenre,« siger han.

Ejersbo som arvtager

Svend Skriver fremhæver også, at de bøger, der udgives under genrebetegnelsen ungdomsroman, har bevæget sig meget længere ned i aldersgruppe.

»Konsekvensen er, at der er mindre udblik, fordi børn og unge er og bør være mere navlebeskuende. Jo mindre udblik des vanskeligere er det for ungdomsromanen at sætte sig igennem i en samfundsdebat. Og det er centralt i forhold til genrens gennemslagskraft. Man kan jo ikke forvente, at en 12-årig interesserer sig indgående for dansk indenrigspolitik eller amerikansk udenrigspolitik.«

Det er Bodil Kampps erfaring, at genrebetegnelsen betyder meget i forhold til markedsføringen af en bog:

»Når en forfatter skriver en ungdomsroman, så er det rigtig godt at få den udgivet inden for det voksenlitterære system, fordi så kommer der fokus på. Og sådan er det over hele verden. Det er for eksempel forholdvis nyt, at det er accepteret til folkeskolens afgangseksamen, at man tager nogle af de nye ungdomslitterære værker med. Tidligere var det kun klassikere som Rifbjerg, Scherfig og Bo Green Jensen, der var acceptable. Der er ikke nogen faglig begrundelse for at holde nye ungdomsromaner ude af det selskab: Kim Fupz Aakeson og Janne Teller, for eksempel, skriver ungdomsromaner, der har en høj litterær og æstetisk kvalitet.«

Flere af de medvirkende i denne artikel peger på Jakob Ejersbo som en af Klaus Rifbjergs arvtagere, og på Afrika-trilogien som et bud på den nye Den kroniske uskyld.

»Afrika-trilogien er blevet betegnet som et nyt hovedværk inden for dansk litteratur, og her bliver der virkelig taget nogle ungdomsproblemer op, men jo inden for denne post-koloniale kontekst,« siger Karin Esmann Knudsen.

Betydning for salg

Marianne Stidsen mener også at kunne genfinde nogle af de gamle ungdomsromaners dyder hos Ejersbo:

»Her kan man sige, at samfundsproblemer og klasseskel dukker op igen - bare i en anden form: Det vestlige samfund over for det afrikanske kontinent. Og ud over at den selvfølgelig handler om den fejlslagne måde, hvorpå vesten har ydet bistand, så har du også en fejlslagen bistandspolitik på de mere private fronter i forhold til familieproblemer, hvor det handler om, at voksne bliver fastholdt i ungdommen,« siger hun.

Men Jakob Ejersbos bøger er udgivet som voksenromaner, og det er ikke uden betydning, mener Karin Esmann Knudsen:

»Børne- og ungdomslitteraturen er stadig mindre fin. Man signalerer med genrebetegnelsen, at det ikke har nogen relevans for voksne. Det er nemmere at gå den anden vej: Her er en voksenroman, der også kan læses af unge. Ejersbos bøger er meget velegnede til undervisning i gymnasiet. Og ser man på de temaer, der behandles, så kunne man sagtens have udgivet dem som ungdomsromaner. Men der er ingen tvivl om, at det ville have haft konsekvenser for anerkendelsen af dem, og ja, for salget.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Søren Kristensen

Godt set. Nogle gange savner jeg også retten (eller er det lysten?) til nogle af de ting der engang var ældres privilegier: tweed og i det hele taget tøj i en dyrere og mere rummelig kvalitet end de evindelige cowboybukser og sejlersko, som min sparsomme garderober er funderet på og hat (hvorfor ikke?) eller unge mennesker der rejser sig i bussen og tilbyder deres varme sæde i stedet for den citybike- cykelsaddel der efterhånden er blevet omtrent en udvækst på mit bagparti eller klassisk musik i stedet for det Kaper Winding-Rugsted+Kreutzfeld-disco-dasko min musiksmag ubehjælpsomt hænger fast i eller bare noget så simpelt som en morfar efterfulgt af avislæsning i lænestolen med en cerut i kæften lige over middag, i stedet for den løbetur der sikkert i seriøst rygende og/eller øldrikkende unges øjne får mig til at ligne en komplet idiot. På den anden side er der også noget livsbekræftende i, som en anden Mick Jagger, at dyrke yoga og være 21 år det meste af livet.

anbefalede denne kommentar