Klumme
Læsetid: 3 min.

Rundt i New Yorks gader

Performancekunsten er blevet mainstream, og dens bedstemor kan ses på Museum of Modern Art. Byen ligner sig selv, herunder de tudse-grimme frøer i Chinatown og hullet i jorden efter 11. september
Kultur
19. maj 2010

Jeg gik rundt i New York med en århusiansk ven, som jeg har kendt, fra vi var 12 år. Gade op og ned, dag ud og ind i en uge, og så slog vi et sving ind over Broadway. Min ven havde mærket sig, at new yorkerne uden videre går over for rødt lys. »Det gør vi da også i København,« sagde jeg og undrede mig over, at man stadig afventer grønt lys i Århus. Husker pludselig, at det var det, der slog mig mest, da jeg i sin tid flyttede til København: Hvis der ikke lige er en betjent i nærheden, går folk glad og gerne over for rødt lys. Hvad fortæller det? At der sker et moraltab, når byerne bliver større?

Navnlig gik vi street op og ned en dag i Chelsea. Vi er nemlig begge kunstinteresserede, og her ligger galleri ved galleri i gamle fabriksbygninger og godt det samme, for ellers var vi blæst væk, da der den dag var et ruskende stormvejr. Nu var det min tur til undren, for hvorfor var der ikke læ, når byen har verdens største kollektion af skyskrabere? De danner korridorer, som giver blæsten fart, forklarede min ven.

Chelsea Hotel

Det er en yndet sport at gå på galleri-crawling i de gader. Man tager en 10-15 stykker, gade op og ned, ind og ud. Det slog mig, at selv om hver enkelt maler eller skulptør gør sig anstrengelser for at være original, så kan man snart sagt overalt i verden se lignende udstillinger. Bevares, værkerne er forskellige, men også på en måde ens.

Kiki Smith skilte sig ud med figurstore gennemsigtige billeder på paneler af mundblæst glas, så motiverne fra en kvindes liv ser ens ud på begge sider af billedet. Flot så det ud. Kiki Smith var hende, der engang på Louisiana udstillede en kvinde på alle fire med en flere meter lang bændelorm, eller lort rent ud sagt, eller hvad det nu var, hængende ud af bagdelen. I Knud W. Jensens regeringstid.

Vi slog også et smut forbi Chelsea Hotel og gik ind i lobbyen for at indsnuse atmosfæren. En skulptur af en kvinde i en gynge hang ned fra loftet, og neden under sad et par freaks, hensunkne i tanker. Hotellet er mytologisk. Leonard Cohen har sunget om det, Dylan Thomas og Sid Vicious har boet her, og det var såmænd også her, Dan Turèll og Suzanne Brøgger skulle mødes, da de begge var i New York.

Så skulle vi også lige ind i en af de store Barnes & Noble's boghandler - vi var uhyggeligt kulturelle - for at indtage en kaffe i cafeen. Der var full house, optaget ved alle bordene. Ved et af dem sad en lille japansk udseende pige og læste matematik i en stor, tyk bog. Mange sad med en laptop, flere læste i bøger og tidsskrifter fra boghandelen. Vi satte os hos en anden ung kvinde, som fortalte om et projekt, hun havde som freelancefotograf. Hun havde sendt et kamera ud til syv skoleklasser rundt om i verden. Eleverne skulle tage nogle fotos, som så til sammen skulle blive til en bog. New York er fuld af free lancere og projekter.

Så skulle vi også lige ind på MOMA, Museum of Modern Art, hvor der p.t. er en udstiling af Marina Abramovics værker. The Artist is Present hedder den, og det skal man lige love for. Hun sidder på en stol, iført en højhalset, lang, sort kjole, og så kan publikum på skift komme ind og sidde over for hende og stirre hende ind i øjnene. Ikke en muskel bevæger sig i hendes ansigt.

Splitternøgen

Et andet værk består af to splitternøgne, en mand og en kvinde, der står over for hinanden i en døråbning. Man kan så selv bestemme, om man vil passere mellem dem til det næste rum, hvilket man dårligt kan gøre uden at berøre dem. Lyder det særegent? Nix. Dette er mainstream i dag. Udstillingen er et tilløbsstykke. Marina Abramovic, der er fra Beo-grad, kalder sig for performancekunstens bedstemor. Faktisk mere underholdende end de traditionelle kunstudstillinger.

Så skulle vi lige en tur hen i Chinatown, hvor vi kastede blikke ned i spande med levende, tudsegrimme frøer i trængsel. Ikke stor kunst, men de smager godt, hvis man er til frølår. Så hjem til Soho, hvor min ven residerer.

Det er tredje gang, jeg er i New York, sidst var i 2001, og byen ligner sig selv - herunder hullet i jorden efter tvillingetårnene, hvor der ikke ser ud til at være sket meget, selv om nogle kraner stikker hovedet op.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her