Læsetid: 7 min.

Sæt dig ned og græd - eller find på noget nyt

Der skal nytænkning til, hvis de smalle film skal overleve i en tid med små filmbudgetter og et væld af medieplatforme, siger de to garvede filmproducenter Christine Vachon og Ted Hope om den økonomisk trængte, amerikanske independentfilm
Uafhængige. Christine Vachon er producenten bag Bob independent-filmen 'I'm Not There' om Bob Dylan. Hun mener, at den eneste reelle definition på independentfilm er, at det ikke handler så meget om finansieringen, men om at filmen er resultatet af ét menneskes vision.

Uafhængige. Christine Vachon er producenten bag Bob independent-filmen 'I'm Not There' om Bob Dylan. Hun mener, at den eneste reelle definition på independentfilm er, at det ikke handler så meget om finansieringen, men om at filmen er resultatet af ét menneskes vision.

Fra filmen

6. maj 2010

»Dommedag malet på væggen. Nu over til hvad vi kan gøre ved det,« stod der i en Twitterbesked fra en deltager i en masterclass med de to amerikanske producenter, Christine Vachon og Ted Hope, som Den Danske Filmskoles efteruddannelse afholdt for nylig.

Gennem mere end 20 år har Vachon og Hope været to af den amerikanske independentfilms - dvs. den del af filmbranchen, der i hvert fald i ånden er uafhængig af Hollywood og ofte vil og tør mere - førende skikkelser. De har tilsammen produceret omkring 120 film af instruktører som Todd Haynes, Ang Lee, Todd Solondz, Hal Hartley, John Waters, Alejandro González Iñárritu, Mary Harron og Kimberley Pierce, og så rejser de verden rundt - både sammen og hver for sig - og fortæller om deres arbejde og erfaringer i håbet om, at andre filmskabere kan lære noget.

Lige nu er situationen den, som Ted Hope formulerer det, da jeg møder ham og Christine Vachon til en snak om amerikansk independentfilm, at glasset på én gang er halvt tomt og halvt fyldt.

Kunstnerdreven model

På den ene siden, er det på grund af den økonomiske krise endog meget svært at være uafhængig filminstruktør og -producent i USA. Der er ikke mange penge at lave film for, og de store filmselskaber skiller sig i raskt tempo af med de underselskaber, hvor de i både 10 og 20 år har produceret billigere, såkaldte independentfilm.

På den anden side giver ny teknologi, nye platforme og sociale medier som Facebook og Twitter - hvor både Hope og Vachon er ganske aktive - nogle muligheder, man ikke har haft før, ligesom uafhængigheden af Hollywood igen er reel.

»På den ene side har vi på forretningssiden set det amerikanske filmindkøbsmarked, udlandssalget, de specialiserede distributører, dvd-salget og festivalmarkedet kollapse - det er alt sammen temmelig dårligt,« siger Ted Hope (TH).

»På den anden side er det blevet billigere at producere, markedsføre og distribuere film uden for de sædvanlige kanaler. Der er bedre værktøjer til deltagelse, dialog og al den slags. Der er en ny begejstring hos filmskaberne for at fortælle historier på nye og anderledes måder på tværs af forskellige platforme. Alt det er ret fantastisk. Vi føler, at vi står på kanten af en kunstnerorienteret underholdningsøkonomi, hvor det ikke længere er så kapitalfokuseret eller samme portvagtbestemte, begrænsede udbud, men en meget mere kunstnerdreven og publikumsdreven og allestedsnærværende model.«

Egne, nye regler

- Er vi på en måde ved at nå tilbage til 1980'erne, hvor Hollywood endnu ikke havde favnet, ja, nogen siger kvalt, independentfilmen?

Christine Vachon (CV): »Det har vi selv talt lidt om. En af de ting, der tiltalte os, da vi begyndte i filmbranchen, var tanken om, at man kunne gøre det selv. Punkrock betød, at man blot kunne samle et instrument op og sige, at man var musiker. Vi tænkte, 'vi kan bare kalde os filmskabere, fordi vi behøver ikke følge de gamle regler. Vi kan lave vores egne, nye regler. Der findes ikke en rigtig måde at lave en film på.' Så der er mange ligheder, men der er også mange forskelle, blandt andet fordi mange af de institutioner, som fandtes dengang, ikke findes længere, og tingene udvikler sig så hurtigt, at der endnu ikke er kommet en afløser for dem.«

Ted Hope: »Enhver forretningsmodel, som nogen beder én om at bruge, eller enhver forretningsplan, der henviser til noget fra før 15. september 2008, har ingen reel værdi, fordi verden forandrer sig så meget. Det kan være intimiderende. Men man kan også sige, 'vi befinder os alle samme sted, så lad os komme i gang!' Der er en ny fornemmelse af samarbejde hos alle, ikke mindst blandt kunstnere, en villighed til at dele informationer på en måde, man ikke har gjort før, og et ønske om at hjælpe folk fremad og tage ansvar for at kuratere og kæmpe for andre folks arbejde.«

Hvad er independent?

- Set fra Europa kan det efterhånden være svært helt at forstå, hvad definitionen på en amerikansk independentfilm er.

CV: »Oprindeligt var definitionen på en independentfilm en film, der alene var finansieret med penge, der ikke havde med Hollywood at gøre. Det ændrede sig, især da en masse Hollywoodselskaber etablerede deres egne, såkaldte independentafdelinger. F.eks. Warner Independent, hvilket jeg altid syntes var lidt af en selvmodsigelse, og Vantage og Focus og Searchlight. Men moderselskaberne stiftede kun underselskaber for at kunne lave billigere film. Så de kunne sige, 'filmen til 15 millioner er nu en film til seks millioner dollars, fordi vi er ikke Warner Bros., men Warner Independent.'«

»Den eneste definition på independentfilm, som jeg har været i stand til at holde fast i, er, at det ikke handler så meget om finansieringen, men om at filmen er resultatet af ét menneskes vision. Det er en film, der ikke er blevet til i plenum, men er lavet af en filmskaber, der reelt er den eneste, der kunne lave den pågældende film. Jeg vil derfor argumentere for, til en vis grad, at Paul Thomas Anderson (Magnolia, Punch-Drunk Love, There Will Be Blood, red.) er en independent-instruktør, selv om hans film ikke er produceret uden penge fra Hollywood.«

- Hvad med James Cameron? Han laver også de film, han har lyst til, med penge fra systemet.

TH: »Selv om der altid vil være undtagelser i forhold til den definition, kræver independentfilm også, at der er begrænsninger på budgettet. Lige så snart ens budget når en bestemt størrelse, er man tvunget til at nå et bredt publikum, og så er det ikke længere ét menneskes vision.«

Det skal være alternativt

CV: »Og så er det heller ikke længere alternativt. Den anden del af det er, at hvis man skal kunne skelne, skal der være en forskel.«

TH: »En af de ting, der skete undervejs, var, at massemedie-selskaberne fandt ud af, at de kunne markedsføre independentfilm billigt. De blev hovedsageligt solgt på instruktørernes navne alene og afhang i høj grad af anmeldelser. Det er en billigere måde at arbejde på. Især med Pulp Fiction, der viste, at der ikke var nogen øvre grænse for, hvor meget sådan en film kunne indtjene, kom også behovet for at nå et meget større publikum. Folk jagtede profit, og det førte til, at man begyndte at bruge samme markedsføringstaktik, som Hollywood bruger, når de skal sælge en film: Man mætter markedet i en sand blitz af markedsføring og filmkopier. Det er dyrere, og derfor har independentbranchen været nødt til at omstrukturere måden, man finansierer filmene på.«

- Har I generobret ordet 'independent'?

CV: »Det kan man måske godt sige, men jeg vil også sige, at en af de gode ting er, at vi som filmskabere bliver tvunget til at udforske alle mulige forskellige måder at fortælle historier på. Todd Haynes' nye projekt er ikke en film, men en miniserie til tv, og det er fantastisk. Jeg forguder ikke biografpremieren eller selv det halvanden til to timer lange format. Jeg elsker tanken om, at vi udforsker mere og mere med tv og nettet. Vi blev af en mobiltelefonproducent spurgt om kun at lave indhold, som skal distribueres på deres mobiltelefoner. Det er spændende at præsentere det for en filmskaber og se, hvad vedkommende finder på.«

Genopfinde os selv

TH: »Jeg holdt en tale i London, der næsten havde samme titel som det, du spurgte om, 'Tag det tilbage, som allerede er jeres.' Og det var basalt set en bøn til filmskabere om at holde op med at understrege grænsen mellem kunst og købmandsskab eller marketing og indhold og i stedet acceptere, at alle de aspekter - den opdagelsesrejse, der involverer plakater, trailere, blogs, eller hvordan folk ellers bliver opmærksom på en film - er en del af, hvordan vi får fortalt vores historie. Det er ofte den første del af vores historie.«

»I mainstream-Hollywood er plakaterne blevet reduceret til gigantiske hoveder. De fører os ikke ind i historien eller dens ånd. Mange filmskabere tænker selv mere på præsentationen - hvordan man gør det at se film til en større oplevelse. En nobudget-filmskaber skrev på min blog, at han selv gjorde alting, og det hjalp publikum med at forstå ånden i projektet. Den slags iværksætterånd og alternativ tænkning - hvor man f.eks. får alle sine venner og hele sin familie til at komme og se en film - er afgørende, og der er mange ting, der kan stimulere den slags opførsel og gøre ens film til en større begivenhed. Og det er den måde, vi er nødt til at tænke på nu.«

CV: »Situationen er, hvad den er, og vi kan sidde og græde over, at folk ser Lawrence of Arabia på deres iPods, eller vi kan begynde at prøve at finde ud af, hvordan man får det bedst mulige ud af alle de nye muligheder, der er derude for os. Og det gør man blandt andet ved at droppe de gamle måder at tænke og gøre tingene på og i stedet genopfinde det, vi gør.«

Ted Hopes hjemmeside: www.hopeforfilm.com

Christine Vachons hjemmeside: www.killerfilms.com

Filmskolens efteruddannelse: www.efu.filmskolen.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu