Baggrund
Læsetid: 5 min.

Stanley og Tintin bekæmper myten om det mørke kontinent

Hvis pessimismen på Afrikas vegne skal overvindes, har to udhængte Congo-reportere mere at byde på end humanitære organisationers rædselskampagner mod ugerninger og overgreb. Det mener litteraturhistorikeren Frits Andersen, der i en ny bog søger rødderne til forestillingen om et fortabt kontinent martret af ufornuft og vold
Kultur
27. maj 2010
Hvis pessimismen på Afrikas vegne skal overvindes, har to udhængte Congo-reportere mere at byde på end humanitære organisationers rædselskampagner mod ugerninger og overgreb. Det mener litteraturhistorikeren Frits Andersen, der i en ny bog søger rødderne til forestillingen om et fortabt kontinent martret af ufornuft og vold

Danske og internationale nyhedsmedier kunne for et par uger siden berette, at tegneseriehelten Tintin var blevet sat på anklagebænken i en retssal i Belgien tiltalt for racisme.

I hæftet Tintin i Congo fra 1931 taler den belgiske reporter så nedladende og foragteligt til de indfødte congolesere, at tegneserien ifølge anklageren burde forbydes i Hergés eget hjemland. Sagen er kun den seneste i en lang række af retssager, forbud og tiltag mod det kontroversielle album, som Hergé for længst har undskyldt som en af sin ungdoms synder. Men måske har vi fra starten rettet skytset det forkerte sted hen, når vi har anklaget Hergé for at være fordomsfuld i sin skildring af afrikanske forhold. Det mener litteraturforskeren Frits Andersen, der er aktuel med murstensværket Det Mørke Kontinent? Afrikabilleder i europæiske fortællinger om Congo.

»Tintin er af den postkoloniale kritik blevet fremhævet som skoleeksemplet på den nedladende koloniale retorik. Men Hergés skildring af Congo er ført og fremmest en herlig udstilling af koloniale klicheer, som bliver overdrevet og får vendt vrangen ud,« siger forfatteren, der fremhæver Hergés beretning som en af sin tids mest frigjorte fortællinger om Congo.

Rædselsbilleder

I sin bog fortæller Frits Andersen, at synet på Afrika som et 'mørkets kontinent' præget af uløselige konflikter, der vandt udbredelse i løbet af 1800-tallet, stadig præger vestens opfattelse af kontinentet. Et litteraturhistorisk udredningsarbejde, der delvist er motiveret af den igangværende borgerkrig i Congo, en langvarig og blodig konflikt, som ifølge forfatteren virker særligt uoverskuelig og håbløs på grund af en rodfæstet europæisk forestilling om Afrika som et kontinent uden for fornuftens rækkevidde.

»Der er en tendens til, at urolighederne i nyhedsmedierne er blevet dækket som en gru, der er hinsides vores fatteevne. Konflikterne er blevet skildret som et tilbagefald til naturtilstanden, som ren driftsudfoldelse.«

Ifølge Frits Andersen er denne type af skildringer problematiske, da de skjuler de økonomiske og sociale betingelser for konflikten.

»Skildringerne er ofte sensationalistisk præget, det er Alt for damerne-agtige reportager om massevoldtægt og vold, som har fokus på skrækbilleder af ofrene og kun antydningsvist peger på, hvad der er af bevæggrunde og årsagsforklaringer. Og det er også helvedes kompliceret, og der er ikke noget at sige til det. Men det er manglen på rationelle forklaringer, der gør os så pessimistiske i forhold til Afrika, og grunden til, at det er pessimismen, der dyrkes så massivt i medierne,« siger han.

Bekæmper dæmonisering

Hvor mange skildringer af Congo fremstiller landets problemer som noget, der er Afrika iboende, udmærker Hergés beskrivelse af Congo sig ifølge Frits Andersen ved sin pragmatiske tilgang til stedet.

»I stedet for at falde tilbage til den mystiske forestilling om Afrika som et mørkets kontinent, der er uden for fornuftens rækkevidde, viser Tintin vej til den mere jordnære forklaring, at landets problemer langt hen ad vejen skyldes udenlandsk indblanding. Landets ressourcer udplyndres ifølge tegneserien af lokale, der er i ledtog med udenlandske forbryderorganisationer,« siger han.

Så langt er Hergés skildring ifølge Frits Andersen i overensstemmelse med Congos virkelige historie, der udgøres af et langt forløb af overgreb mod befolkningen og ansvarssvigt fra både udenlandske og congolesiske politiske ledere, en de facto udplyndring af et af verdens rigeste lande set i forhold til naturressourcer.

Med sin ligefremme og afmystificerende stil minder Tintin i Congo Frits Andersen om et andet af hans forbilleder, den tilsvarende skandaliserede Henry Stanley. Den engelske opdagelsesrejsende er kendt som en brutal kolonisator, men ifølge Frits Andersen rummer hans tekster et vigtigt potentiale.

»Stanley bekæmper dæmonisering, hvor han end er. Han kaster et lys over landet ved at vise det som et åbent, tilgængeligt sted i verden,« siger forfatteren, der fremhæver Stanleys rejsebeskrivelser for deres fremstilling af handel, forhandling og samkvem som grundlaget for fremskridt: »Stanleys tekster kan i dag forekomme håbløst naive set i lyset af Léopolds, den belgiske konges, og alle andres misbrug af frihandelsaftaler som dække for protektionisme. Men det ændrer ikke på det forhold, at handel er det fundamentalt modsatte af plyndring, og at handel samtidig er grundlaget for at opbygge de samfundsinstitutioner, som er helt nødvendige forudsætninger for, at civilsamfundet virker, og at staten kan gøres forpligtet på international lov og menneskerettigheder,« siger han.

Litteraturhistorikeren søger gennem læsninger af såvel kanoniske afrikaskildrere som Joseph Conrad som en række mindre kendte rejsebeskrivelser, herunder en del danske kilder, den historiske oprindelse til brugen af rædselsbilleder. En tradition, han sporer tilbage til den såkaldte Congo-reformbevægelse, historiens første internationale menneskerettighedsbevægelse, der fra omkring år 1900 kritiserede kong Léopolds brutale regime i Congo. Det afgørende nye i Congoreformbevægelsen er ifølge Frits Andersen brugen af rædselsbilledet i en transnational retorik: »Fremvisningen af lemlæstelsesbilleder fandt sted som lysbilledshows i mørke rum i Europa. Virkningen var enorm og hallucinerende, afskåret fra enhver kontekst. Den historiske baggrund for volden er overhovedet ikke interessant i den slags rum. Det ville være forstyrrende for den vækkelse og følelsesmæssige respons, der var intenderet.«

Enorm fjernhed

Brugen af rædselsbilleder i Congo-reformbevægelsen virkede ved at skabe voldsom debat i Europa og USA, og var ifølge Frits Andersen utvivlsomt en medvirkende faktor til, at Léopold måtte opgive kolonien som sin egen private ejendom for at afgive den til den belgiske stat. En af de mest blodige kapitler i kolonihistorien var dermed afsluttet, men der er ifølge Frits Andersen kritiske omkostninger i form af langtidsvirkninger ved en sådan demagogisk retorik.

Ifølge forfatteren går der nemlig en lige linje fra Congo-reformbevægelsens brug af rædselsbilleder til nutidens nødhjælps- og menneskerettighedskampagner.

»Der ligger i det historiske materiale en foregribelse af retorikken i senere nødhjælps- og menneskerettighedsbevægelser som eksempelvis Human Rights Watch. Nutidens humanitære organisationer fremfører de samme isolerede vidnesbyrd og den samme appel, der henvender sig mere til følelserne end til fornuften.«

Problemet er ifølge Frits Andersen at retorikken, trods alle gode hensigter om at vække medfølelse og solidaritet med de nødlidende, reelt fungerer distancerende.

»Den nærhed, som man konkret møder gennem rædselsfortællingerne i medierne, den chokerende nærhed, ledsages af en enorm fjernhed. Løsrevet fra enhver historisk kontekst producerer de gruopvækkende historier en forestilling om Afrika som et juridisk, retorisk og geografisk undtagelsestilfælde, noget eksklusivt og usamtidigt, som i radikal forstand ikke tilhører vores verden,« siger han.

Det er i det lys, at først Stanley og senere Hergé med Tintin i Congo med deres anderledes åbne afrikabilleder tilbyder hårdt tiltrængte andre måder at forestille os kontinentet på. Det er fortællinger om Congo, der viser en anden vej.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Gudnæs

Så I stedet for vore egne fordomme om Afrika skal vi hellere søge sandheden hos de tidlige opdagelsesrejsende, som åbenbart så klart og ikke var præget af hverken frygt, sentimentalisme eller øllebrødsbarmhjertighed.

Stanley's opinion was that "the savage only respects force, power, boldness, and decision."

Denne beslutsomhed udviste han i arbejdet med at gøre Congo til en givtig forretning for den belgiske kong Leopold 2, som udplyndrede landet gennem 23 år og med sit terrorkorps af hvide lejesoldater, La Force Publique, tvang congoleserne til at tappe gummi, -opfyldte de ikke den kvote de var blevet pålagt, skulle de afregne resten i afhuggede hænder som straf. Stanley var den praktiske organisator af hele det handelssystem der modtag tønderne med gummi og kurvene med afhuggede hænder, og han må derfor i kraft af sit naturlige engagement være det oplagte sandhedsvidne for det virkelige Afrika, sådan som vi bør se det også i nutiden, det forstår jeg godt. Hvorvidt Stanleys håndtering af afhugne lemmer var en del af hans dybe tanker om frihandel ved jeg ikke, men hvis forfatteren til denne artikel mener at Stanley gennem sit virke viser vejen frem for det moderne Afrika, hvem er så jeg til at modsige ham? Blødsødenhed står i vejen for profit, sådan er det jo overalt. Og profit er, nu som da, den motor som driver vores verden frem.

Martin Vindum

@Michael Gudnæs
Ja så er alt vist fortalt om den sag.
Tak michael !!!
Nåh jo kan vi ikke snart blive fri hor denne hetz mod Herge og Tintin, læs da tegneserien i den historiske kontekst der er skrevet i!!!
Det minder mig lidt om den stærkt undervuderede roman af Jack London "Kong Alkohol " hvor han indleder med at være imod kvinder får valg/stemmeret, men den der gider læse videre ( og det bør man gøre, i den nok bedste beskrivelse,analyse af afhængighed som er skrevet, men han vidste jo også hvad det drejede sig om ) men den der læser videre, vil jo forstå hans modstand mod kvinders valg/stemmeret i den historiske kontekst.

MVH
Martin Vindum

Martin Vindum

@ hor skal her læses som for, sorry, hvad hjertet er... Martin