Læsetid: 16 min.

Stor Børge Outze biografi udkommer i dag – læs uddrag af bogen

Efter krigen ville John Christmas Møller egentlig have Børge Outze udsendt til Washington som presseattaché, men Outze havde andre planer. I anledning af Informations 65 års fødselsdag bringer vi et uddrag af den biografi 'Outze', der beskriver avisen første døgn
Efter krigen ville John Christmas Møller egentlig have Børge Outze udsendt til Washington som presseattaché, men Outze havde andre planer. I anledning af Informations 65 års fødselsdag bringer vi et uddrag af den biografi 'Outze', der beskriver avisen første døgn
3. maj 2010

Maj 1945. Et par hundrede meter fra feltkøkkenet i passagen er Børge Outze indbudt til en anderledes lukullisk aftenmenu. I en fornem suite på Hotel d’Angleterre mødes han klokken 23 om et veldækket bord til et behageligt gensyn med kolleger og kammerater fra det illegale pressearbejde: Ebbe Munck, Aage Schoch, Ole Kiilerich og Emil Blytgen-Petersen. Det er dog hverken deres ganer eller fælles meriter i modstandskampen, der er målet med sammenkomsten, røber værten, den nyudnævnte udenrigsminister John Christmas Møller, da han lettere forsinket træder ind i sin hotelsuite. Den rastløse Christmas går lige til sagen. Han har indbudt sine mest pålidelige venner fra den danske presse for at placere dem på de poster, han anser for de væsentligste i de kommende år. Han lægger ud med to korrespondenter fra den fælles tid i London, Kiilerich og Blytgen. De skal være redaktører på Nationaltidende. Begge nikker; Outze lytter: ”De, Outze, skal til Washington, som presseattaché”. ”Nej, det skal jeg ikke”, sagde jeg. ”Jeg er ved at starte en avis”. ”Det bliver ikke til noget!” sagde Christmas. ”De tager til Washington”. Jeg blev ved mit, men han syntes ikke at høre efter. Så fortsatte han: ”Og Schoch og Ebbe Munck rykker ind på Berlingske Tidende som redaktører”. Schoch sagde uden at fortrække en mine: ”Jeg er redaktør af Berlingske Tidende!” ”Hvadbehager?” sagde Ebbe Munck. Der blev helt stille. Christmas skubbede sin stol tilbage, rejste sig og forlod sin middag uden et ord. Vi andre sad lidt. Så sagde en af os, jeg har glemt hvem: ”Ja, ja, vil kan vel spise maden”. Vi var ikke forvænt med god mad. Vi spiste. Det var ingen vellykket middag. Situationen var den, at ”man” havde lagt pres på Berlingske Tidendes bestyrelse, at den redaktionelle ledelse måtte skiftes ud. Ebbe Munck og Schoch var på tale. Alle vidste det. Ebbe Munch havde af Berlingske fået en tidsfrist til at foretage ”visse sonderinger”, og bestyrelsen havde lovet, at den ikke i den tid ville træffe nogen bindende beslutning. Nu havde bestyrelsen sikret sig et fremtrædende medlem af modstandsbevægelsen … Schoch og jeg skiltes i foyeren. Han spurgte, om det virkelig var mit alvor at fortsætte med Information. Da jeg sagde ja, svarede han ”De knækker halsen. Vi kan snakke om det bagefter”. Udenfor vekslede jeg ord med Ebbe Munck og sagde: ”Nu er der vel ikke noget i vejen for, at du kan komme ned til os? Vi kan lave Information sammen.” Ebbe svarede, at det jo så sådan ud, men at der var adskilligt, han skulle ordne. Inden vi skiltes, mindede jeg ham om, at Frode Jakobsen havde inviteret ham – og andre – til et møde på Information næste aften. Han garanterede, at han nok skulle være der. Han var der.” Outzes interesse i at få Ebbe Munck med på vognen er ikke kun en cadeau til Muncks evner som leder og inspirator. Det skyldes også en nagende tvivl hos Outze selv. Han er fuldt bevidst om, at han ikke selv kan føre sit bladprojekt igennem. Han får brug for en makker, en stærk og dynamisk medredaktør. Outze er først og fremmest reporter. Han slår også gerne nogle skæve som kommentator med hang til det finurlige. Men om han kan stå i spidsen for en flok journalistiske individualister eller dag efter dag banke en fornuftig og læseværdig lederartikel sammen, aner han ikke. Han har engang med den 14-åriges uforfærdede tæft begået en slags leder i skolebladet ’Baunen’, men ikke gjort sig i genren, før han fire dage efter Befrielsen debuterede som 33-årig med ’Sejrens Dag’. På Nationaltidende var han udelukket fra at skrive ledere, og hans causerier i Venstrebladet under mærket ’I Periskopet’ og ’Stilk’ ligger et kvart liv og en hel krig tilbage og var af en anden natur. Så han er uden illusioner om sin egen formåen. ”Kort og godt: Jeg, der så vidt jeg ved, optrådte yderst selvsikkert i den periode, trængte vældigt til at stives af ved at få en erfaren mand med i bladets redaktionelle ledelse.”1 De store bladhuse er på udkig efter det samme, men af andre grunde. Avismarkedet går lysere tider i møde. Efter de fem mørke år hungrer danskerne efter frie aviser og ucensurerede nyheder. Bladhusene konkurrerer om læsernes gunst, og de store borgerlige aviser demonstrerer en akut trang til at lægge afstand til deres rolle under Besættelsen. Derfor kappes de om at give plads for en markant modstandsmand i chefredaktørens stol. Kandidaterne får tilbud, som Information slet ikke kan hamle op med. Børge Outze har på forhånd opgivet at fiske efter Ebbe Munck, der længes mod ’de store maskiner’ i Det Berlingske Hus. Han ved også, at Erik Seidenfaden spejder mod et hjørnekontor på Politiken, og at Ole Kiilerich og Blytgen-Petersen drømmer sig tilbage til Nationaltidende. Derfor ser han den overraskende vending ved middagen på d’Angleterre som ’et mirakel’. Frihedsrådet har en interesse i at få folk fra egne rækker placeret i ledelsen af dansk presse. John Christmas Møller er på samme linie, men har luftet sine planer ved festmiddagen uden på forhånd at inddrage de relevante bladbestyrelser i sine overvejelser. Det viser sig temmelig usmart. Til undskyldning for X-mas tjener, at han som forretningsfører og politisk leder af Det konservative Folkeparti har vænnet sig til at køre partiet egenmægtigt. Desuden er han tynget af personlig sorg, efter at han og hustruen Gertrud så sent som den 20. april har modtaget underretning fra War Office om, at deres eneste søn John blev dræbt den 9. april under englændernes fremrykning i Tyskland. Det var Blytgen-Petersen, der i London gav dem dødsbudskabet i Det Danske Hus. Sønnen ’lille John’ var uddannet løjtnant fra Sandhurst og delingsfører i Grenadier Guards, en britisk opklaringsenhed, der ofte opererede bag fjendens linjer. Samme dag, 9. april, blev Johns skolekammerat fra Herlufsholm, den højt dekorerede major og elitesoldat Anders Lassen, dræbt ved en operation i Norditalien. Som drenge har de leget og fisket ved Susåens bredder. Nu er de begge faldet som officerer i den engelske hær. Sønnens død gav den 51-årige Christmas Møller et knæk, han aldrig kom over. Hans fodfejl ved uddelingen af redaktørposter viser sig at blive til fordel for hans tidligere bodyguard’s bladplaner og for Information. Pludselig er Ebbe Munck inden for Outzes rækkevidde. Munck har for nylig talt med Aage Schoch om en fælles fremtid på Berlingske Tidende. De har drøftet sagen med chefredaktør Svend Aage Lund i Muncks hotelværelse på Kongen af Danmark. Ebbe Munck vil afvente, at de mest fortyskede elementer fejes ud af Pilestræde, så de nye redaktører kan starte på en frisk. Han har været væk på en eventyrlig sviptur til det jubelramte Oslo for at rapportere om den tyske overgivelse i Norge, da Aage Schoch går solo bag hans ryg. Dagen efter den famøse middag på d’Angleterre er en altafgørende dag i Børge Outzes kamp for at starte en ny avis. Det summer af aktivitet i bladets lokaler. Time for time stiger spændingen. Telefonerne kimer med hektiske opkald. Alle på stedet ved, hvad der er på spil. Outze sætter sig i mylderet med en skrivemaskine. Der er en presserende sag, han må tage sig af. Samme aften fyldes et stort kontorlokale i Store Kongensgade med de mennesker, der har lagt mest energi i skabelsen af det nye dagblad. Det skal afgøres, om interessen og midlerne slår til. Ledelsen i den midterpolitiske modstandsbevægelse ’Ringen’ vil vide, om Outzes forehavende er værd at satse på. Til stede er professor Erik Husfeldt fra Ringen, Ebbe Munck, Blytgen-Petersen, Kiilerich, Sten Gudme, Erik Seidenfaden, Henning Sally, Robert Holmberg og Børge Outze. Desuden en række af Informations første frivillige – Ove Martin, Johs. Ebbesen Sørensen, Erik Grundt, Knud Zeltner og Else Brixtofte udlånt fra Samfundet for Vanføre, samt nogle mere eller mindre løse medhjælpere, som i mellemtiden har meldt sig. De sidder i vindueskarme og trænges i krogene. Christmas Møller holder sig borte, men hans ministerkollega Frode Jakobsen træder frem som mødeleder. Han spørger, om Fædrelandets maskineri overhovedet kan producere to dagblade. Robert Holmberg tør ikke udstede garantier – ”det er hasard, men vi vil prøve.” Så stiller Frode Jakobsen det afgørende spørgsmål til de tilstedeværende pressefolk: ”Vil du være med?” Det er ingen afstemning, snarere en edsaflæggelse. Hver enkelt skal overveje og svare klart ja eller nej. De skal svare en for en, som det er blevet tradition under modstandskampen før en beslutning, der gælder liv og død. Mere end nogen er det Outzes hjertensbarn, der ligger på vægtskålen. Han indprenter sig svarene fra hver enkelt: ”De sagde nej. Én for én sagde de nej. Gudme og Seidenfaden var fortsat ansat på Politiken, sagde de, og vi nikkede, for vi kendte jo striden om redaktørskifte eller ikkeredaktørskifte på Politiken. Kiilerich og Blytgen var stadig på Nationaltidende og kunne ikke anse forhandlingerne om deres fremtidsstillinger for afsluttede. Tilbage var så Ebbe Munck. Frode Jakobsen sagde: ”Der ligger stor vægt på din afgørelse”. Ebbe rømmede sig og sagde: ”Okay!” (D.v.s. nogle mener, han sagde Allright, men meningen er jo den samme).” Okay eller Allright. I et af disse udtryk hang dagbladet Informations skæbne, indtil Ebbe Munck definitivt beslutter at kaste sit lod i vægtskålen for den nye avis. De store maskiner må køre uden ham og han selv undvære en formidabel årsindtægt, mindst fire gange cheflønnen på Information. Rygtet om hans tilsagn springer som en løbeild gennem den danske bladverden og udløser en sand algang fra Pilestræde af kolleger, redaktører og bestyrelsesmedlemmer, der over opulente frokoster og dyre middage trygler ham om at vende tilbage til Berlingske. Selv Aage Schoch stiller med hatten i hånden, og chefredaktør Svend Aage Lund tilbyder Ebbe Munck at efterbetale de to og et halvt års løn, som han er gået glip af, siden Lund fyrede ham, da Munck i september 1942 nægtede at vende hjem fra Sverige. Ebbe Munck takker nej. Han er stålsat i sin beslutning, hverken til købs for smørelse, smiger eller smørrebrød. I sin dagbog noterer Ebbe Munck: ”Beslutter i anledning af Schochs ejendommelige Taktik at starte Information. Canvasser for Penge og Medarbejdere. Schoch har ingen Tilslutning fra Frode og Husfeldt, hvad han tidligere har nävnt”. Det er altså Aage Schochs manøvre, der giver Ebbe Munck det afgørende skub fra Pilestræde ned mod Store Kongensgade, men for Outze er der ingen tvivl om effekten: ”Dermed var sagen afgjort. Så stærk var Ebbe Muncks position, at ingen, der var til stede og ej heller nogen, som bagefter hørte om mødet, betvivlede, at nu kom Information som dagblad”. Outze er sikker på, at Muncks tilsagn også langt uden for pressekredse vil give hans nye blad det afgørende gennembrud. ”Det afgjorde ’Informations’ skæbne dette ene ord. Holmberg og jeg var et par ukendte størrelser, Ebbe Munck var kontaktmanden til de allierede, i forvejen en fremtrædende pressemand, som nød tillid i alle kredse. Med ham som vimpel og ballast kunde vi sejle”. Stærkt opmuntret forestiller Outze og hans medarbejdere sig desuden, hvordan ”millionerne ville komme sejlende i kølvandet på Ebbe Munck”.11 Foreløbig må de dog spejde efter små solstrejf i nogle mere nærliggende pytter. Det bliver især Robert Holmbergs og Henning Sallys opgave. Bladets økonomi er stort set et tag-selv-bord. Mønterne fra de første numre opbevares i kasser under feltsenge og borde, hvorfra medarbejderne forsyner sig, når de har brug for penge. Outze går med Holmberg og Sally i Handelsbanken for at sikre bladet en kassekredit. Personalet skuler bekymret efter de tre fremmede herrer, da de vises ind på direktør Hedegaards pompøse kontor. Efter lidt snak frem og tilbage spørger bankdirektøren forsigtigt, om Outze og Sally mon har noget imod at stille deres våben fra sig, mens de forhandler? Bevæbningen er blevet så meget en del af deres daglige påklædning, at de har glemt, hvordan det virker at gå ind i en bank med maskinpistoler over skulderen. Der er også formalia, som skal på plads. Outze inviterer inderkredsen til frokost på restaurant Soho i Købmagergade. Under Besættelsen har det været en af hans stamcafeer, hvorfra han ofte har fået bragt et varmt måltid mad, når han har overnattet i en lånt lejlighed i den indre by. En af hans illegale kammerater var landsretssagfører Emil Brückner, der sad i restaurantens bestyrelse. Nu bruger Outze stedet til at få papir på bladets juridiske eksistens, der formaliseres i ’Det under Stiftelse værende Aktieselskab af 4. maj 1945’. På et løfte fra Frode Jakobsen bliver ’Ringen’ en af de første økonomiske støtter. Erik Seidenfaden har lovet, at Information kan blive arving til Dansk Pressetjeneste i Stockholm. Det holder han, og kort efter køres de første flyttelæs ind i Sct. Annæ Passage med stole, skriveborde og andet inventar fra lokalerne i den svenske hovedstad. I den første sending er der også et billedarkiv og nogle hårdt savnede skrivemaskiner, der dog insisterer på at skrive med svensk ä og ö. Outze og Munck konkretiserer planerne for deres samarbejde, da de mødes til deres første redaktionsmøde den 17. maj. De har besluttet at udsende et større prøvenummer af Information. Nu skal det vise sig, om den sammenbragte flok kan levere varen i form af et aktuelt og fyldigt dagblad. Der er en klang af Churchill i Børge Outzes velkomst til læserne af hans næste blad. ”Now this is not the end. It is not even the beginning of the end. But it is, perhaps, the end of the beginning,” proklamerede den britiske premierminister, da Montgomery’s ørkenrotter i november 1942 havde jaget Rommels tyske tanks på flugt fra El Alamein i Egypten. Som en stor beundrer af Sir Winston må den fynske Børge have lunet sig ved at udbasunere sin opmuntring til de mennesker, der får modstandsbevægelsens nye organ i hænderne: ”Dette er ikke en Avis. Det er kun Begyndelsen til en Avis.” Søndag den 20. maj er Information på gaden med 12 sider fyldt af et tæt og rodet mix af nyheder, baggrund og causerier. Forsidebraget er et interview med den 22-årige frihedskæmper Poul Klemp, der har infiltreret Hipo-korpset og kan berette om grusomheder begået af tyskernes danske hjælpepoliti under ledelse af den tidligere politimand Oktavius Norreen. Topnyheden er ’Fædrelandets’ konkurs, og inde i bladet veksler udlandstelegrammer med nyheder om Dansk Røde Kors’ håndtering af flygtningestrømme og resolutioner fra danske sabotagegrupper med krav om fjernelse af Danmarks indre fjender, om nødvendigt med dødsstraf. Ebbe Munck har fået sin gamle ven fra tidligere ekspeditioner til Grønland, Eigil Knuth, til at skrive kronik om ’Genforeningen med Grønland’, og fra Muncks kontakter hos højt rangerende britiske, amerikanske og russiske allierede gengives en lang række officielle hilsener til Information, der hyldes for sine bedrifter under krigen. Udgivelsesdagen er igen valgt med omhu. Denne søndag fejrer København frihedskampen med store parader af frihedskæmpere i Vognmandsmarken, arbejderdemonstrationer i Fælledparken, den kongelige livgarde for fuld musik og taler af ministre og ledere af Frihedsrådet, alt sammen sendt ud i landet gennem højtalerne af Statsradiofonien. Informations leder ’Hvad vi ønsker’ trykkes også på engelsk og former sig som en programartikel i en tone, der i passager er tydeligt outzesk: ”Det bliver ingen gensidig Roseforening, og der bliver foreløbig mere Lyrik om Modstandskampen i de andre Aviser. For dette Blads Medarbejdere var Modstandskampen Hverdag og dens Personer Kammerater, som vi bedømmer nøgternt. Der bliver ikke meget med Badepiger og Fru Hansens Hat ved Premieren på Sarauws nyeste Lystspil i dette Blad, og vi vil heller ikke hidse os op over Ulykker og Jalousimord. Det bliver en Avis, der interesserer sig for Politik, Udenrigspolitik, Økonomi, Handel og andre Realiteter i den Hverdag, som venter os. Andre Ting skal vi gerne beskæftige os med, om vi faar Tid, men de kommer i anden Række.” Derpå følger to provokerende udsagn vendt direkte mod dagspressens gængse målgrupper, annoncører og læsere, og i klar strid med den proklamerede åbenhed. Information vil ikke lægge spalteplads til hvem som helst, slet ikke fjender fra modstandskampen. Annoncer bliver underlagt privat censur – ”Vi ønsker ikke at blive oversvømmet med Værnemagerannoncer, man gerne vil præsentere i et forhenværende illegalt Blad.” Så er det sagt. Læserne skal heller ikke føle sig lokket på falske forudsætninger: ”Information bliver ikke en Avis, De kan nøjes med som eneste Avis, i hvert Fald ikke det første Aar. De kan betragte den som et Supplement til den Avis, De plejer at holde. Det var under Krigen vor Opgave at sige de Ting, som den legale Presse ikke maatte eller turde sige. Vi ønsker fortsat at løse den samme Opgave, for det er nødvendigt, at nogen løser den. De vil højst sandsynligt meget hurtigt blive bunduenig med os om et eller andet. Lad os haabe det. Enighed bliver alt for let Ensretning. Men kan vi opnaa, at De aldrig er ligeglad med, hvad vi skriver, har vi naaet Maalet. Hvis De interesserer Dem for at faa Modstandsbevægelsens Idealer ud i Livet paa tværs af megen Lunkenhed og meget Hykleri, saa læs ’Information’, naar det begynder at komme dagligt.” Når Outze siden ser tilbage på disse formuleringer, hæfter han sig ved, at ”Information allerede i sit prøvenummer påtog sig rollen som en pressens revser, en rolle, avisen har beholdt gennem årene, og som ofte har vakt harme og irritation. Vi var farisæere fra fødslen.”13 Bag de frejdige proklamationer er realiteten dog, at Information langtfra er så fri og flyvefærdig, som det hævdes. Bladet er det nærmeste til at udfylde dén rolle som modstandskampens talerør, som Frihedsrådet har besluttet at etablere. Derfor er der en livlig kontakt mellem de to redaktører og vennerne fra modstandskampen. For første gang er en lederartikel sat på forsiden af Information. Det er et signal om, at det nye blad tør vedstå sine holdninger og skilte med dem på fremmeste vis. Dristigheden i dette træk afbalanceres dog af Outzes formuleringer. Under rubrikken ’Bornholm’ tripper han rundt om den russiske Besættelse af Bornholm på diplomatiske listesko. Lederen er skrevet efter udenrigsminister Christmas Møllers besøg på øen og i nøje samråd med ministeren. Information advarer den danske presse mod at mistænkeliggøre de sovjetiske hensigter med Besættelsen. ”Russerne er kommet til Danmark som Venner, selvom de maatte slaa en Dør ind,” hedder det. En anden artikel er et resultat af intense forhandlinger – også om økonomien – mellem Outze, Munck og Frode Jakobsen i hans ministerkontor på Christiansborg. Artiklen tager sig ud som en 3-spaltet hilsen fra Ringen under rubrikken ’Valget maa sikre mod Tilbagefald til Slaphedens Politik’. Det er samtidig en erklæring, der gør Information til ”et Talerør for den upolitiske Del af den danske Frihedsbevægelse i dens stadige Kamp for de Idealer, der bar frem til Sejr mod Tyskervældet, og som man bestandig vil stræbe efter”. Teksten lægger både op til at gøre op med nazisterne og deres håndlangere og arbejde for en fredelig fremtid under en ny verdensorden gennem de Forenede Nationer, som er under forberedelse i San Francisco med Ringens og Informations medstifter, professor Erik Husfeldt som kommende dansk delegeret. De fleste formuleringer i artiklen er Frode Jakobsens, men hvert ord er endevendt af Outze og Munck, fordi de i realiteten besegler et politisk sigte bag Informations redaktionelle kurs. ”Er man besjælet af den rette Modstandsaand, vil man forstaa, at de partipolitiske Hensyn maa vige for noget større,” skriver Jakobsen, der samler parolerne i tre punkter, der forpligter Ringen – og Information – til at støtte et retsopgør, en ny dansk politik og en international vision: ”Alle Drømme om Danmarks isolerede Neutralitet maa være forbi. Vi har lært, at Freden maa forsvares. Vi maa ikke vige tilbage for nogen af de Forpligtelser, man med Rimelighed kan forlange af os i den nye Fredsorganisation, som hele Verden nu maa sætte sin Lid til. Vi ønsker en saa nær Tilknytning til de nordiske Broderfolk som muligt. Og vi ønsker et snævert, internationalt Samarbejde. Men skulde de to Tanker mod Forventning kollidere, da maa det mindre vige for det større. Det vigtigste er den internationale Organisation, at hele Europa, ja alle Verdens Lande, arbejder sammen i en Fredens og Fordragelighedens Aand.” Det er formuleringer, som Børge Outze stadig mange år senere finder ”godt og fremsynet sagt på et tidspunkt, da 2. verdenskrig endnu ikke var afsluttet, og da Europa var delt i sejrherrer og besejrede”. Hvis løskøberne af prøvenummeret den 20. maj får smag for det nye blad, opfordres de til at indsende en kupon i bladet for at sikre sig et abonnement. I toppen af kuponen kan tidligere modtagere af det illegale Information angive deres illegale nummerkode og dermed give sig til kende for avisen. ”Vi var rævestolte,” mindes Outze, ”da en af kuponerne kom tilbage, udfyldt af ’Nr. 100’: Kongen, Amalienborg.”15 Som holder af det illegale Information fik Christian den Tiende allerede i september 1943 tildelt nr. 100, længe før der var så mange abonnenter. Samtidig fik dronning Alexandrine nr. 101, kronprins Frederik 102 og kronprinsesse Ingrid 103. Med kongens håndskrevne kupon er også den legale avis blevet kongelig hofleverandør. I det hele taget modtager bladet så mange bestillinger, at Outze og Munck vover sig ud i det næste dristige spring: at sende Information ud på alle hverdage.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu