Læsetid: 3 min.

Tavse forfattere

Bortset fra Carsten Jensen virker det, som om de danske forfattere kollektivt har besluttet sig for ikke at tage stilling til noget som helst
Armadillo. Det er, som om Carsten Jensen er den eneste forfatter, der gider tage stilling til noget som helst i øjeblikket. Det gør han så til gengæld også med stor virkning, senest i forhold til Janus Metz' 'Armadillo'-film.

Armadillo. Det er, som om Carsten Jensen er den eneste forfatter, der gider tage stilling til noget som helst i øjeblikket. Det gør han så til gengæld også med stor virkning, senest i forhold til Janus Metz' 'Armadillo'-film.

Lars Skree

28. maj 2010

Hold da helt ferie, hvor sker der lidt i den litterære andedam for tiden. Har lige været en tur rundt i aviserne og i blogsfæren, men der sker ingenting. Ingen manifester, ingen ophedede debatter, ingen, der tør satse noget, ingen, der råber op over verdens fortrædeligheder og uretfærdigheder, og ingen forfattere, der tager stilling til store politiske spørgsmål. End ikke forfattere, der har lyst til at diskutere litteraturens rolle eller æstetiske spørgsmål. Ingenting. Tavshed.

Tænker, om alle forfattere er begyndt at gå på jagt og derfor får afløb dér, eller om de bare er trætte af at debattere i en større offentlighed? Et eller andet sted håber jeg, at tavsheden skyldes, at de sidder og skriver på det ene mesterværk efter det andet, for ellers er det ikke til at bære, at de er blevet så tavse.

Faktisk virker det, som om Carsten Jensen er den eneste, der gider tage stilling. Det gør han så til gengæld også igen og igen og med stor virkning, senest i forhold til Janus Metz' Armadillo-film, hvor det ikke mindst er hans fortjeneste, at vi nu ikke bare diskuterer den film, men også selve den danske virkelighed som krigsførende nation i Afganistan, sådan som han i weekenden foldede det ude i stort essay i Politiken om krigens dogmer.

På folkets side

Men hvorfor er han den eneste for tiden? Hvor er eksempelvis Ib Michael henne eller Jens-Martin Eriksen eller Jens Christian Grøndahl eller Suzanne Brøgger eller Klaus Rifbjerg eller Kirsten Thorup, der jo alle plejer at have et par sandheder at sige om den samfundsmæssige udvikling? De skriver heller ikke lige for tiden krasse bøger, der skærer sig ind i tidsånden, men måske er de på vej? Ikke at forfatterne som sådan skulle være særlig privilegerede til at sige noget om udviklingen, men vi er dog blevet vant til, at nogle forfattere ikke kunne lade være med at blande sig.

Her i avisen forsøgte vi at få gang i en debat om, hvorvidt danske forfattere er automatiserede venstreorienterede, og om de er nærmest hysteriske bange for på nogen måde at kunne blive kaldt borgerlige. Det gav lidt spræl, men så døde den debat lige så hurtigt igen. Og så har der været debatten om, hvorvidt man med bøger som den om jetsetrockeren Brian Sandberg var med til at forherlige forbrydere.

Måske er Leonora Christina Skov den eneste, der ihærdigt forsøger at få en debat op at køre om, hvad der er god og dårlig litteratur. Hun har længe gjort et stort nummer ud at afvige fra det etablerede forfattermiljø, men er nu ved at gøre det til en heltemodig norm at stille sig på folkets side mod det litterære parnas.

I Weekendavisen i sidste uge taler hun således om en afgrundsdyb afstand mellem befolkning og eliten; og hun taler om en alliance mellem kunststøttesystemet og aviser, der skriver spalte op og ned om den ene forfatterskoleelev efter den anden, præmierer deres bøger, uddeler arbejdslegater til dem, mens bogkøberne primært går efter de bøger, som ikke bliver anmeldt, hyldet eller statsstøttet. Leonora Christina Skov, der lige har fået det treårige arbejdslegat fra Kunstfonden med en lidt kras besked om, at hun får pengene, men så fremover som i sin seneste roman bør søge nye kunstneriske veje og væk fra den populistiske genrelitteratur. Det har Leonora Christina Skov selvfølgelig ikke tænkt sig at efterkomme, for hun har stillet sig på folkets side. Så må man bare for hende håbe, at folket også vil have hende. Hvis der da overhovedet er nogen, der tror på hendes skarpe opdeling mellem folk og elite.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Daniel K. Hansen

Det er da dejligt at vi endelig får lidt ro, hvorfor i himlen skal forfattere ophøjes til orakler for en universiel retfærdighed? - det er en kortslutning at forfattere skulle have noget som helst konstruktivt at sige om politik som forhåbentligt snart aftager.

Carsten Jensen har en politisk agenda i forhold til hans ageren i medierne og har skyklapper på hans egen moral, han har desuden også lavet en "mette Frederiksen" - brokket sig over skellet i samfundet og sendt sin datter i privatskole..

Kenneth Krabat

Jeg gider næsten ikke engang at sige noget til dét her...

Samtaleatmosfæren er Facebook'ificeret af magtesløshed.

Det er tavshed ELLER korte støttende kommentarer, der holder en ekspert eller meget selvsikker person til ordet.

ALT kan agendaiseres. Og bliver det. Og dértil, hvor de mange agendaer bliver til økonomisk råderum eller ej, har de færreste af os adgang.

Der er for meget. For mange sager. Og for få offentlige ordstyrere, der IKKE har det som arbejde at fastholde en offentlig samtale - f.eks. forskere og journalister. Ikke dermed sagt, at der kke findes forskere og journalister, som brænder for ting og sager. Men det er umådeligt svært at fastholde en sag i medierne eller i forskningen, som medierne eller forskerne ikke selv har interesse i.

Og så er der kun egne publikationer og Facebook tilbage.

Var det svar nok?

KOMMENTAR
blank
af tvingende omstændigheder

SLUT
intet afviger fra planen
tidens utålmodighed

( fra Tilstand af A.-M. Albiach )