Læsetid 3 min.

Træt som en dopamin-junkie

Kroppen er kampplads mellem den ideelle lønarbejderlivsstil og den uansvarlige sanselighed. Balancen ligger ideelt set et sted midt imellem, men har det med at tippe til den ene eller anden side, fordi mådehold bare ikke føles rigtigt
28. maj 2010

Jeg havde besluttet at genvinde kontrollen og gennemfører hele 10 dage som clean fra dagligdagens doping, rødvinen, nikotintyggegummiet (for det er jo så usundt at ryge), koffeinpillerne og sovemedicinen. Bortset fra koffeinpillerne, helt legale uppers and downers, der gensidigt opvejer og kompenserer for hinanden og skaber en skrøbelig våbenhvile i det evige livtag mellem Luther og Dionysos. Den højproduktive, disciplinerede lønarbejderkrop i kamp med det sansende, impulsive, umådeholdende og modtagelige menneske.

Bedriften skal belønnes og bliver det med et ordentligt endorfin-kick hos en tatovør. Og så sidder jeg der og flasher vinterhvid dunk, lidt akavet, men det gør militærpolitibetjenten og den svenske bøsse også, så det er ok. Kvinden, der vimser rundt, flasher ikke dunk, men har netop fået lagt permanent make-up, nærmere bestemt permanent læbestift. En lettere udtværet permanent kyssemund. Jeg synes, det ser farligt ud, men det er jo heller ikke mig, der skal gå med det. Jeg håber, hun synes, det er flot. Ellers er det ret synd, tænker jeg. Det er jo ligesom permanent.

Opløst i gråd

Men så taler hun i telefon og bliver ret oprevet og råber i telefonen og begynder og græde, og militærpolitibetjenten, den svenske bøsse, hans tre venner og jeg ser måbende til. Hun kommer ikke til at se mindre farlig ud af at være opløst i gråd med nylagt permanent kyssemund.

Hun søger hele tiden mit blik, søger øjenkontakt, som om hun flirter midt i sin grådkvalte krise, og det kan jeg altså ikke rumme, som jeg sidder der med bar, hvid mave, og det gør herre-nalleper i armen, og hun ser helt farlig ud. Eller, jeg kan nok bare ikke rumme det i det hele taget, så jeg stirrer på udklippet af kong Frederik den 9., der ud over at være tatoveret faktisk har en ok veltrænet overkrop.

Den malede mund har glemt at tage penge med, fortæller tatovøren mig i fortrolighed, og det synes jeg da godt nok lyder utroligt, men hun har fået lavet en aftale med en, der hedder Mulle, der kommer med nogle penge, kundgør hun hikstende efter telefonsamtalen. Hun smider demonstrativt en taske med en bærbar computer på gulvet som pant og smækker døren, da hun går. Som om det var vores, de tilstedeværendes, skyld det hele, eller bare så meget som en lille bitte del af det.

Bolsjepædagogik

Så kommer der en ny kunde. Hun har silikonelæber, og det giver sådan et sært lille fremspring på hendes overlæbe, som et lille næb, især i profil. Hun skal have lavet en blomst på lænden. Jeg er færdig, betaler og går. Belønnet.

Egentlig sært, at bolsjepædagogik er et skældsord, når nu det er sådan, den virker, hjernen. Motivation på baggrund af løftet om belønning - evt. belønning som fravær af straf. Belønning i form af hjernens herlige velværegivende dopamin, som man desværre ikke kan få i pilleform, og som derfor finder sin populære erstatning i ecstasy, amfetamin og kokain. Nå ja, og så i det mere kulturelt accepterede organiske opløsningsmiddel alkohol og nervegiften nikotin.

Men ideen om bolsje- pædagogik strider ligesom mod den herskende etiske fordring, for det skal jo ikke være sjovt, og man skal jo ikke belønnes for at yde, som om det var noget særligt, måske aflønnes for at gøre sin pligt, men det er noget andet.

Ansvarligt og kedeligt

Kroppen er arena for kampen mellem fordringen om at skulle yde og begæret efter at nyde, fordringsløst; at lade dopaminen flyde i en retningsløs, øjeblikkelig og behagelig modifikation af bevidstheden. Men så får man f.eks. tømmermænd, og de bliver værre med årene og harmonerer også så dårligt med idealet om den velsmurte, parate krop. Man skal være sund.

Så ud med dagligdagens legale uppers and downers til fordel for forestillingen om den naturlige kropslige balance, og farvel til dopamin-junkien til fordel for motion, meditation og mindfulness. Og hold da kæft, hvor er det bare ikke det samme som smøger og en iskold sixpack dåsebajere, men til gengæld er det modent, ansvarligt og virkelig sundt. Og kedeligt.

Men kedeligt er godt, for kroppen skal ikke tjene som sans og genstand for stimulanser, men som et værktøj, et redskab for produktivitet til markedet, skabelse af værdi og løsning af alle dagligdagens skal'er. Fremad efter planen, mod næste delmål og mål, fit og i form, og driften mod overspring, svipture og strejftogter skal undertrykkes, eller i det mindste sættes i system og planlægges: Spontanitet har sin tid og sit sted. F.eks. en fast ugedag med badminton og en (kun én) kold fadøl bagefter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Michael Skaarup
Michael Skaarup

"Men kedeligt er godt, for kroppen skal ikke tjene som sans og genstand for stimulanser, men som et værktøj, et redskab for produktivitet til markedet, skabelse af værdi og løsning af alle dagligdagens skal’er. Fremad efter planen, mod næste delmål og mål, fit og i form, og driften mod overspring, svipture og strejftogter skal undertrykkes, eller i det mindste sættes i system og planlægges"
- Det er netop derfor at vi alle sammen render rundt og har en en følelse af at der noget vi ikke har nået, og har svært ved at finde sammenhæng i vores hverdag.

VI sjofler livet, og spilder tiden på at udføre ligegyldigt og meningsløst arbejde, imens vores kroppe skringen efter opmærksomhed bliver bedøvet af en lind strøm passiverende stimulanser, som ligegyldige og let underholdning og stærkeste lort medicinalindustrien kan fremskaffe, så vi ikke opdager at vi er ved at kede os ihjel.

Så fåk at bankernes vogtere på Christiansborg vil have os til at arbejde endnu mere....