Læsetid 5 min.

Vanen eller livet

Regelbrydere. Den mandlige kunstner har mere end en gang haft slagside mod det selvdestruktive, men hvis dette barske element er bragt nogenlunde under kontrol, kan det åbne op for social kritik og vaneopgør
Espedal. Måske er tiltrækningen ved at læse Tomas Espedals bog dybest set, at man igen begynder at elske sine vaner.

Espedal. Måske er tiltrækningen ved at læse Tomas Espedals bog dybest set, at man igen begynder at elske sine vaner.

21. maj 2010

Er den mandlige kunstner typisk en vagabond, der flakker fra kvinde til kvinde, og vægrer sig ved forpligtelser, samtidig med at han applauderes og hædres af samfundet?

Hvordan kan det være, traditionen for sangere, forfattere, rockmusikere, digtere, der er gået på landevejen, i grunden er så lang? Især mænd har trasket, blaffet derude, og har gjort vejene usikre meget længe. De har fortsat med det på den anden side af Atlanten. Og det er ikke kun vejene, de gør usikre, men vanerne, det daglige liv, som bliver sat til debat.

Kunstnere må være regelbrydere for at lave noget nyt. De skal være fortrolige med traditionen, samtidig med at de skal slå en hidtil kendt form i stykker. Kunstneren er en regelbryder, og det kan han også være i forhold til at drikke. Han synes måske selv, han knækker nakken på nogle pæne regler. Selv om det er selvdestruktivt og et regelbryderi på en bevidstløs måde.

Men i kulturen kan man ikke lade være med at søge regelbruddet, fordi det er en vigtig måde at gøre nye veje farbare på: Jeg går over en fodgængerovergang på Rådhuspladsen. En mand bliver fotograferet professionelt ude midt i det trafikerede kryds. Han står på en fodgængerhelle, mens fotografen træder mere og mere tilbage mellem de ilende fodgængere.

En kvinde løber lige forbi manden, hvis portræt er ved at blive taget. Hun tager ham om skuldrene, som om hun nærmest vil tage ham med og smiler stort ind i kameraet. Så springer hun videre. Og både fotograf og mand kan ikke lade være med at smile. Fordi al fornyelse foregår sådan.

Der etableres nogle regler. Én bryder dem.

To forfattere går dybere ind i dette vekselspil mellem regel og regelbrud, mellem liv og vane.

Inden for litteraturen er det en genre for sig at drive vagabonderingen til det yderste. On-the-road-bøger minder os om, at vi dybest set læser af to årsager:

Vi læser, fordi vi ikke gider bare at være os selv.

Vi læser, fordi vi i den grad ønsker at være os selv.

Vi ønsker at se den drabelige kamp udfolde sig for vores øjne: vanen eller livet?

Amerikanske Jack Kerouacs bog Vejene (1957) er da en klassiker.

Norske Tomas Espedal er et bejlende bud på samme genre. Hans bog hedder Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv (2006), som var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i 2007.

Den åbne vej

Tomas Espedals bog ... starter i Bergen i Norge, i Europas udkant. I Bergen har de kokke, der står og ryger:

» jeg går forbi kokkelærlingene på stentrappen uden for skolen, de står og ryger under de hvide, luftige kokkehuer, som om de holder skyerne oppe med deres kokkehoveder, syv-otte kokkelærlinge på rad og række ved siden af frisørlærlingene, let genkendelige på grund af frisurerne, røde, grønne hårmanker i alle længder og retninger (en af pigerne har barberet håret væk i en stribe fra panden om i nakken, som om vejen fortsætter gennem hendes hoved).«

Vejen dukker op alle steder. Det er bare ikke alle, der tør træde ud på den. Det er ikke hvem som helst, der trækker i jakkesættet og hiver Dr. Martens-støvlerne på, smækker rygsækken på ryggen og så af sted. Inde i den oprørske romantiske digtersjæl sidder en spejder godt gemt, en udholdende enspænder, der er parat til at gå langt. Sådan er Tomas Espedal.

Måske er tiltrækningen ved at læse Espedals bog dybest set, at man igen begynder at elske sine vaner.

Vanen er noget, der skal laves satire over med jævne mellemrum. Det gør Espedal. Derfor er det sjovt at læse ham, fordi man hepper inden i: Gør det igen! Bliv bare ved! Jeg kan godt klare det. Espedal praktiserer klar og rammende satire og får virkelig stillet spørgsmålet: Vanen eller livet?

Så jeg med en stilfærdig hårdfør mine siger: Vanen tak!

Bogen falder lige ind i den dommedag, mennesker i forvejen går og holder over sig selv.

Det er klart, det er krævende at bo i et hus: »Jeg havde aldrig været glad for huse, de var for store og umedgørlige. Et hus er krævende, vanskeligt. Man må lære at mestre et hus. Man må lære at bo. Jeg lærte det, men jeg ville ikke, jeg ville ikke bo i et hus.«

Tomas Espedal siger, at travel (der betyder rejse på engelsk) har samme oprindelse som travail (der betyder arbejde på fransk). Det hele er et arbejde. Hus eller vej, det kommer ud på et. Og Espedal tager vejen. Det er hele første halvdel af bogen, som er god. Fordi han indrømmer utilpasheden.

Hans bog er skarp underholdning og skal læses for dens ætsende opgør med vanen.

Støvskyen

Det er lige omvendt med Jack Kerouac.

Han vælter vanerne omkuld. Det sker i høj grad sammen med vennen Neal Cassady, der kom lige fra fængslet, men var som skabt til livet på vejene.

Neal er en katalysator han går til grænsen og over den. Reglerne gælder nogenlunde, men langt fra altid for Neal. Jack er til tider ved at dø af skræk over den halsbrækkende måde, som Neal kører bil på. Alligevel tager han ud og køre med den skøre igen og igen, fordi Neal inkarnerer en livslyst.

Jack Kerouacs bog Vejene. Det oprindelige manuskript (på dansk 2008) er skrevet med et ork og et brøl og baserer sig på oplevelser i 1947 og tre år frem.

Kerouac sparker en myte i gang. Dengang i 1947 stod USA på tærsklen til en stor historie om sig selv, men lerfødderne hang stadig godt fast i mudderet. Bogen er skrevet på et afgørende tidspunkt, lige før USA bliver til den store nation, den var i anden halvdel af det 20. århundrede: Kraften løfter sig i Jack Kerouacs prosa. Sådan ser det ud, når en nation rejser sig fra støvet efter den omsiggribende arbejdsløshed i før-krigs-USA, hvor hvem som helst hoppede på togene. Alle var vagabonder: »Dengang i midten af 1930erne var hele staten ikke andet end én stor støvsky lige så langt, man kunne se.«

Jack Kerouac har en sympati for minoriteter og afvigere, samtidig med at han også møder helt almindelige amerikanere på vejene. Han gradbøjer afvigerne, så man kan se, de er mennesker.

Han kan tale med folk, og faktisk høre, hvad de siger. På den måde får han skabt sin svimlende række af personportrætter.

Det kan sagtens være, Jack Kerouac mangler talent for et almindeligt liv. Han passer ikke helt ind i samfundet, heller ikke i gode tider. Men han magter legen med regel og regelbrud, og det er det afgørende for læseren. Også selv om det gode liv viste sig vanskeligt at gennemføre for Kerouac selv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu