Læsetid: 5 min.

En vaskeægte amerikansk tragedie - og succes

Mytisk. Sangeren, sangskriveren og paradokset Hank Williams nåede på sine blot 29 år at skrive flere country-standards end nogen anden før eller siden. En netop udkommet tegneserie giver countrylegenden nyt liv
Mytisk. Sangeren, sangskriveren og paradokset Hank Williams nåede på sine blot 29 år at skrive flere country-standards end nogen anden før eller siden. En netop udkommet tegneserie giver countrylegenden nyt liv
20. maj 2010

Katolikkerne har deres skytsengle, som de påkalder, når lejligheden kræver det. I hiphop-kredse taler man om at 'keep it real', dvs. udtrykket skal være autentisk i forhold til den udøvendes erfaringsmasse. Inden for enhver musikgenre, ja, inden for snart sagt hvad som helst har man eksempler på 'den ægte vare'. Og når talen falder på country, er Hiram King 'Hank' Williams, Sr. (17. september 1923 - 1. januar, 1953) selve indbegrebet af 'the real thing'. For selv om han som menneske var alt andet end efterlignelsesværdig (hvilket dog ikke har forhindret hundredvis af unge hotheads i at forsøge at gøre ham kunsten efter hvad angår piller, sprut og kvinder), efterlod han sig ved sin alt for tidlige død som 29-årig countrymusikkens nok mest elskede sangrepertoire, der i stor stil stadig af- og indspilles den dag i dag.

Sad lige i skabet

Titler som 'Move It On Over', 'Jambalaya', 'You Win Again', 'I'll Never Get Out Of This World Alive', 'Hey, Good Lookin', 'I'm So Lonesome I Could Cry', 'Cold Cold Heart' og 'I Saw The Light' er blot toppen af et enormt isbjerg, idet Hank Williams stod fadder til over 300 sange. Læg dertil et par stykker - 'Lovesick Blues', 'Lost Highway', 'Take These Chains From My Heart' m.fl. - som han ikke selv skrev, men som for evigt vil forbindes med ham, og man vil forstå, at han ikke holdt sig tilbage i pladestudiet. Ja, da pladeselskabet Mercury i 1998 optimistisk udsendte et bokssæt indeholdende ti cd'er - i alt 225 indspilninger! - under titlen The Complete Hank Williams, fór kenderne straks i blækhuset for at fastslå, at den skam var alt andet end komplet! Og dertil bør også tilføjes, at selv den mest fanatiske fan næppe vil påstå, at det er rent guld det hele, ja, duetterne med hustruen Audrey kræver faktisk en del fedt på nerverne, thi de minder mere om lyden af et dysfunktionelt ægteskab (hvad det så også var!) end klassisk duetsang. Men ikke desto mindre kan The Complete Hank Williamsgodt opfattes som mandens selvbiografi, idet Hank Williams skrev langt hovedparten af sine egne sange, hvorved han gjorde countrymusik til et medium for et personligt udtryk - uden at glemme, at han var en del af underholdningsindustrien. Det er en skam, at så få af nutidens countrykunstnere aspirerer til de højder, som denne skrøbeligt udseende mand fra Alabama nåede.

Bundløs fortvivlelse og succes

For lige meget hvad, når Hank - lad os blot være på fornavn med myten, der er ikke meget Mr. Williams over denne vanartede mandsperson - ramte rent (og det gjorde han som oftest), sad den sgu lige i skabet. Det er den altoverskyggende grund til, at mandens navn stadig lever, at han stadig benyttes som målestok for kvalitet og fremstår som et eksempel til efterfølgelse, for better or for worse. Og alverdens countrysangere forsøger stadig at følge hans eksempel hvad angår nedbrydningen af murene mellem country og pop, desværre uden Hanks traditionsfornemmelse og sikre evne til ikke at overbrodere hverken sine sange eller sin musik. Men ind imellem dukker der ægte talenter op, folk, som forstår countrymusikkens rødder og historie, og som ikke har tænkt sig at overtrække deres udtryk med sukker for at få den til at glide ned og nå videre ud. Og ethvert oprør mod Nashvilleformlen fra Bakersfieldscenen i 60'erne (Merle Haggard, Buck Owens m.fl.), countryrockens skaber Gram Parsons, Outlaw-bevægelsen i 1970'erne - der talte navne som Willy Nelson, Waylon Jennings og ikke mindst sønnen Hank Williams, Jr., 80'ernes New Country med stjerner som Randy Travis, k.d. lang og Dwight Yoakam og frem til vor tids blomstrende alt-country-scene påberåber sig Hank som skytsånd og ville være utænkelig uden hans arv.

Så er der selvfølgelig alt det mytiske, som jo er guf for folk med hang til samme, og det tør nok påstås, at Hank Williams' liv formede sig som manuskriptet til det grummeste sydstatsdrama. Alene måden, han døde på, indgår i musikkens mytologi som en uopslidelig historie, der kun bliver bedre af, at omstændighederne aldrig er blevet helt afklarede. Den 1. januar 1953 skulle Hank spille en nytårsdagskoncert i Canton, Ohio, og hyrede derfor en studerende til at køre ham til koncerten fra det hotel i Knoxville, Tennessee, hvor han befandt sig. Før de tog afsted, havde Hank taget en sprøjte med en blanding af morfin og vitamin B-12 - en medfødt, ubehandlet skade på rygsøjlen betød, at han døjede med smerter livet igennem - og på bagsædet hyggede han sig med nogle dåseøl, mens han skrev, hvad der skulle blive hans sidste tekst. Chaufføren opdagede på et tidspunkt, at der var noget helt galt og kørte ind på en benzinstation i byen Oak Hill i Vest Virgina, hvor det konstateredes, at sangeren var død. Konsensus går på, at han døde i sin søvn på bagsædet af Cadillacen, selv om det skam stadig diskuteres.

Netop forløbet omkring hans død, som senere har været anledning til mange konspirationer, beskrives i tegneserienLost Highway,som udkommer i dag. I en blanding af fiktion og dokumentarisme tegner danskeren Søren Mosdal et portræt af Hank Williams.

Hvid, underuddannet og fejlernæret

Kort sagt findes countrymusikkens essentielle komponenter i hans korte livsforløb: pludselig, overvældende succes, bundløs fortvivlelse, uhørt fanloyalitet, excessive shopping sprees, uhyggeligt selvdestruktive kræfter (alkohol, narko) i både samspil med og grel modsætning til en dybtsiddende fundamentalistisk kristen tro med oceaner af skam og anger til følge (Hank skrev og udsendte som Luke The Drifter en stribe blændende salmer, der vist nok skulle redde ham fra Helvede), den gamle ordens forfald i de Sydstater, hvis reneste produkt han var og det hvide landproletariats værdiers efterfølgende forfald i de hastigt ekspanderende storbycentre, de mindreværdskomplekser, det medfører at vokse op fattig, hvid, handicappet, underuddannet og fejlernæret, den fraværende far og overdominerende mor, smerten ved de uforløste ambitioner om at sætte flasken fra sig og falde til ro - og meget, meget mere!

Hank forstod - som både sangskriver og en fuldblods hjertets sanger - mere, end han vidste ... og vidste mere, end han forstod. Fysisk set et handicappet skravl evnede han livet igennem aldrig at række ud og nå nogen, kun det store anonyme massepublikum gjorde ham til noget særligt - når han var ædru nok til at stå på benene, kunne han med sin stemme påvirke et publikum, det er de færreste forundt. Uden sammenligning i øvrigt er der som hos en Frank Sinatra ingen synlig sammenhæng mellem manden og kunstneren - mellem det guddommelige og det dæmoniske. Og som sådan var han paradoksalt nok en vaskeægte amerikansk tragedie - og succes.

Skæbnen ville, at den af hans sange, der lå på hitlisterne, da han døde, var ... 'I'll Never Get Out Of This World Alive'. Den slags kan der spindes mangen en ende over. Og her for god ordens skyld de ord, Hank skrev på bagsædet af Cadillacen den famøse januardag 1953:

'We met, we lived, and dear we loved,
then comes that fatal day,
the left that felt so dear fades away.
Tonight love hath one alone and lonesome,
all that I could sing,
I love you still and always will,
but that's the poison we have to pay.'

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ann-Charlotte Kjeldsen

Tak for en god artikel om en legende, som døde i den mytiske alder, nemlig 29 ... som så mange andre før ham og især efter ham..

Vil forfatteren af artiklen mene, at det kun er mandlige sangere/sangskrivere, bortset fra K.D.Lang, som nævnes, der har været toneangivende ?
Jeg erindrer da en dame ved navnet Patsy Cline, som fik stor betydning for countrysangens udbredelse i bredere popkredse...

Ann-Charlotte Kjeldsen

.. Hun fortolkede en hel del Hank Williams sange og gjorde det så glimragende.... Crazy er jo også en af Hank Williams, så vidt jeg husker...

Lars Peter Simonsen

Hej Ann-Charlotte;-)
Crazy er af Willie Nelson.
Og Emmylou Harris og Dolly Parton er osse værd at nævne!