Læsetid: 8 min.

De åbne hænders højtid

Barcelonas elektroniske varemærke - Sónar-festivalen - er en mere åben og løssluppen festival, end vi er vant til på vores breddegrader. Og det kaster hedonistisk lyksalige øjeblikke, men også kunstnerisk frustrerende stunder af sig
Der er masser af dunkle områder, hvor man kan tage imod de åbne håndfladers tilbud, og der er ofte lydniveauer som sender rystelser gennem selv de mest uterlige regioner af korpus. Det bløder også mere på Sónar - med lyd, som flyder sammen fra flere scener, hvis man står de rigtige - eller forkerte - steder. Nederst til venstre ses Nedry, øverst til højre King Midas Sound.

Der er masser af dunkle områder, hvor man kan tage imod de åbne håndfladers tilbud, og der er ofte lydniveauer som sender rystelser gennem selv de mest uterlige regioner af korpus. Det bløder også mere på Sónar - med lyd, som flyder sammen fra flere scener, hvis man står de rigtige - eller forkerte - steder. Nederst til venstre ses Nedry, øverst til højre King Midas Sound.

Ralf Christensen

Kultur
22. juni 2010

Hænderne er rakt i vejret i en hyldest til et band badet i hvidglødende lys. Andre hænder tegner lykkeligt koreograferede dansemønstre gennem solstrålerne. Eller de rækkes frem mod os med legale såvel som illegale substanser.

En mand står midt på kunstgræsset i solen med isterninger i hænderne og tilbyder kærlig nedkøling. En forbipasserende neohippie med McEnroehår og -frottepandebånd tager imod de sidste smeltende rester, som han taknemmeligt får smurt ud over sin isse og nakke.

Opad en væg sniffer en fyr kokain af en anden mands hånd, mens musikken dunker fra flere forskellige retninger og kaster hårde ekkoer fra den hvide væg, de sidder på hug opad.

En tynd fyr med stirrende øjne passerer os og rækker håndfladen opad mod os. Den rummer fire-fem hvide piller. »Pills?« lyder det sært uinteresseret.

Han skal vist bare af med overskuddet, eller også har han bare overskud til at give uden at afkræve taknemmelighed.

I hvert fald bliver der givet mere på Sónar-festivalen i Barcelona, end man er vant til på danske festivaler. Jeg har aldrig opdaget det før, selvom jeg har været her et par gange tidligere. Men det er så også fem år siden sidst. Måske er jeg blevet mere lystbetonet, måske er jeg bare blevet bedre til at rette blikket ud ad, når jeg er i godt selskab. Og spanierne plus de glade turister - her i blandt en del danske - er godt selskab. De ser dig i øjnene, flirter elegant, smiler, gør plads, danser ved højlys dag, ter sig løssluppent civiliseret.

Civil ulydighed

Dagsudgaven af festivalen udfolder sig på CCCB - Centre De Cultura Contemporània De Barcelona - inden for i de minimalistiske lokaler såvel som udenfor i stedets betragtelige baggård. Mange ignorerer rygning forbudt-skiltene inden døre, men det er så også noget af den mest markante civile ulydighed, man kan opleve. Rammerne skaber stemningen. Vi er pæne folk.

Det er man i mindre grad på Sónar By Night i Barcelonas svar på Bella Centret. Nogle enorme bygninger 20 minutters kørsel fra centrum, hvor der allerede sådan rent arkitektonisk, men også lys- og lydmæssigt er lagt op til mere hals- og hovedløs gerning.

Der er masser af dunkle områder, hvor man kan tage imod de åbne håndfladers tilbud, og der er ofte lydniveauer som sender rystelser gennem selv de mest uterlige regioner af korpus.

Det bløder også mere på Sónar - med lyd som flyder sammen fra flere scener, hvis man står de rigtige - eller forkerte - steder. Det problem har Sónar ikke løst, dét står klart allerede tidligt den første dag, torsdag. Hvor plasma dunker fra dagtimernes hovedscene og ned i SonarHall, i kælderen på museet. Oven på spiller den hæderkronede britiske BBC-dj Pete Tong et sæt, der bekræfter Sónars og ikke mindst catalanernes afsæt i og forkærlighed for techno og house. Nedenunder spiller et spansk-amerikansk 8 m/k højt strygerorkester og en elektroniker. Pete Tong spiller med.

Folkelighed og kunst

Mens orkestret spiller deres smukke akkorder i rå karambolage med otte bit-elektroniske sprøjt, så filtres deres buer også ind i de bastante beats fra for oven.

Siden glider Tristan Perich + BCN216 over i den mest underskønne, righoldige drone, hvor det er umuligt at skelne elektronikkens flydetoner fra buernes og strengenes. Oven på dunker Pete Tongs plader videre, mens vi nedenunder forundres over musikkens diskussion af elektronikkens roller, positioner, betydninger, muligheder i en akustisk ramme.

Og således begynder Sónar i spændingsfeltet mellem folkelighed og kunst. Et sted hvorfra der transmitteres med stor sikkerhed festivalen igennem, især i dagtimerne - >i stand til både at være inklusiv og esoterisk. Der langes mojitos, vodka-Red Bull og Estrella-fadøl over diskene, mens solen bager og man rammer en af og til festlig, af og til flad fællesnævner på den store udendørsscene. Mens man nede i SonarHalls airconditionerede tusmørke holder et anselig kunstnerisk niveau over samtlige tre dage.

Laptoppens forbandelse

Og så ligner kvalitetsniveauet til gengæld en Tour de France bjergetape i det Red Bull-sponsorerede og -dirigerede SonarDôme-telt: Canadiske Caribou og hans band gnistrer under en ekstatisk koncert, der ikke kun får musik til at føles som solskin, boblebad og blowjob, men også demonstrerer, hvor kærligt elektronik og rockinstrumenter kan tæskes sammen. Men senere om torsdagen går en glad fyr, der kalder sig Robot Koch på scenen og glor ind i sin laptop en times tid.

Det scenarie gentager sig med japansk kvindeligt fortegn fredag eftermiddag. Det er kedeligt begge gange, og det undrer mig, at man stadig accepterer den slags som en koncertoplevelse på en festival, der allerede i 2003 viste denne signatur, hvordan man hæver laptoppens forbandelse over koncertoplevelsen: Ved - som musiker - at danse lykkeligt eller vugge yndefuldt eller rase igennem til den musik, man står og piller ved på et tastatur eller pegefelt - altså ved at legemliggøre den. I det mindste give os en ide om, at musikeren ikke bare står og klikker rundt i iTunes.

Dén fornemmelse havde man i hvert fald ikke da californieren Nosaj Thing gik på fredag aften i kælderen og leverede et vildt strittende og alligevel elegant, yndefuldt sæt et sted mellem wonky, hiphop, jazz, dubstep og en ny associativ samplerdelica med krystalklart melodisk tæft.

Ganske vist er laptoppen stadig nervecentret hos Nosaj Thing, men den er umiskendeligt forbundet til hr. Jason Chungs egne nervebaner og kreative centre i hans magre krop. Og man følger hans færden over knapperne - hvordan det resulterer i skurrende fordrejninger, liflige sug og afklædninger af frekvensområder - med åben mund.

Ekkoeffekten

Og nej, der er ikke meget Pete Townshend eller Angus Young over menageriet, men vi er også i mellemtiden blevet mistænksomme over for rockretorik - og vi er blevet tunet ind på at aflæse finmotorikkens forbindelse til computernes brølende processorkraft. Så her er en manifestation af, hvor kraftfuld elektronikken, vi alle sidder med, egentlig kan være.

Og hvor slatten rockmusikken egentlig kan være, det kan man så erfare lørdag nat, hvor Roxy Music spiller en fornærmende dårlig koncert - godt hjulpet på vej af Sónar by Nights alt andet end imponerede lydkvalitet.

Et overbefolket (12 personer!), overliret, bredbaget band nedsænket i en tyk størknet pulverbearnaise som en slatten Bryan Ferry heller ikke magter at penetrere. Eneste forsonende træk er 'Love Is The Drug', der med sin sparsomme funk og sit spinkle sax-tema skærer igennem ekkoeffekten i den største hal og ja, i det mindste fungerer.

Vi ankommer ellers til de hedonistiske haller lørdag nat i opløftet stemning. I os har vi stadig, fra dagen før, LCD Soundsystems bevis for, at man kan starte en steppebrand endda i hi-fi-kvalitet på selvsamme scene. Det amerikanske bands fremragende discorock-show er en muskuløs, stram opvisning i, hvordan man kan blive ved med at læsse på uden at overlæsse.

Dén balanceakt forsøger britiske Hot Chip sig vist også med en time tidligere fredag aften på den største af de to udendørsscener på Sónar by Night.

Om det lykkes, skal jeg ikke kunne sige, for lyden er så molesteret af bas og ekkoer fra bygningerne, at man er nødt til at klistre sin egen erindring om sangene sammen med opførelsen af samme for overhovedet at kunne bare nogenlunde klare konturer.

Det virker faktisk som en strålende koncert, men det er utrolig svært at sige noget endegyldigt, som man står dér og famler mellem nuet og erindringen.

Det kan måske være svært at tro på efter ovenstående, men lydkvaliteten på Sónar by Night er blevet bedre, siden jeg var her sidst i 2005. Og man er også blevet anderledes ferm til at lyssætte bygningernes klodsede rektangler smagfuldt. Men natudgaven står stadig i festabernes, ikke feinschmeckernes tegn. Der er gavmild brug af storskærme, men desværre ikke af f.eks. lyddæmpende materialer eller strategisk placerede højttalere, som kunne modarbejde den hårde dundrende akustik.

Ret så sexet sted

Til gengæld er dette sted i lige så høj grad som dagsudgaven forum for de åbne hænders højtid. Hænder der lige så meget bruges til at vifte og vinke og hylde med, som til at røre, give og tage imod med. Om det så er stoffer eller venner eller nye kroppe. Det er ikke et bakkanal, tag ikke fejl, men et ret så sexet sted at stå og gå ud af sit gode skind, mens man holder sig i det. Så mens den spanske stat knager i fugerne, så limes det spansk-internationale publikum sammen i ekstasen.

Og af og til får man sig også gode musikalske oplevelser i den fløjlsbløde nat. F.eks. britiske Fuck Buttons' stamme-synkoperede retro-synthede og changerende flow.

Voldeligt smukt

Men det er heller ikke her, jeg har de lykkeligste øjeblikke i år: De drukner i skygger og blændes af sol på Sónar by Day. I kælderen sprænger King Midas Sound hul i forestillingerne om dancehall som et behageligt sted at være. Ikke at der ikke er lyst i de torturerende klippeblokke af lyd, nej, det er bare en skyggefuld desperat lyst, der får os til at bide tænderne sammen, river os fri af solen og den brune hud ovenpå; smider os ned i en urban slugt af noise-dancehall, der trækker på både Trickys tidlige triphop, Merzbows nådesløse støj og det ene bandmedlem, Kevin Martins rasende dubstep-ytringer under navnet The Bug. Med sig har han den fabelagtigt grovkornede, stout monolitiske toaster Roger Robinson, der også straffer en guitar langsomt. Samt den skingert besværgende sangerinde Hitomi, der, som også hr. Martin, får elektronikken til at skrige en majestætisk apokalyptisk blues. Voldeligt smukt.

Det andet øjeblik er anderledes solbeskinnet. Egentlig spiller britiske Nedry ikke en sindsoprivende koncert, men den er fint synkoperet, belevent eksekveret i hånden på en række elektroniske interfaces mellem hånd og harddisk. Og sangerinden Ayu har en legende ynde over sig.

Men det er mere den antropologiske nydelse i at føle sig i ét med nuet og folket på festivalens karakteristiske kunstgræs. Solen skinner. Hud i alle afskygninger steger. Dansemuskulatur cirkler over alt på plænen i hver deres ukendte og alligevel genkendelige logik. Det er så enkelt og dog så overraskende rart at være en del af.

Sónar - Barcelona, Spanien, torsdag-lørdag. www.sonar.es LCD Soundsystem spiller på årets Roskilde Festival og Strøm Festival. Nosaj Thing spiller på årets Strøm Festival. Hot Chip spiller i Vega den 27.8.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her