Nyhed
Læsetid: 4 min.

Den altafgørende målscore

Seks point i tre kampe er ikke altid nok til at gå videre fra gruppespillet, og Chile risikerer i dag at måtte forlade VM på den hårdest tænkelige måde. Det bliver heller ikke rart for os andre, for så skal vi se en kamp mere med Schweiz
Chiles Mark Gonzalez fejrer sin scoring mod Schweiz i mandags, hvor sydamerikanerne vandt 1-0. Chilenernes problem er, at de ikke gav gav de destruktive schweizere den veritable røvfuld, de så inderligt fortjente. I aften risikerer de så at forlade VM med hele seks point i bagagen.

Chiles Mark Gonzalez fejrer sin scoring mod Schweiz i mandags, hvor sydamerikanerne vandt 1-0. Chilenernes problem er, at de ikke gav gav de destruktive schweizere den veritable røvfuld, de så inderligt fortjente. I aften risikerer de så at forlade VM med hele seks point i bagagen.

Paul Thomas

Kultur
25. juni 2010

Chile har et talentfuldt og interessant hold og var på forhånd udråbt som en meget forsigtig outsider ved VM-slutrunden. Det hold, som eksperterne glædede sig til at følge, når de blev spurgt i de utallige optaktsartikler. Og holdet har på ingen måde skuffet. Chilenerne har spillet god, offensiv fodbold, er kommet frem til mange chancer og har vundet deres to første kampe. De to kampe, som man kan forvente at skulle vinde for at kvalificere sig til kvartfinalen. Alligevel er det langt fra sikkert, at Chile går videre, når aftenens kamp er spillet færdig. Bookmakerne tror faktisk ikke på det. De har Spanien og Schweiz som favoritter. Grunden er den simple, at Spanien tabte til Schweiz. Hvis Spanien vinder over Chile i aften, og det er der en ret stor sandsynlighed for mens Schweiz vinder over Honduras, hvilket er omtrent lige så sandsynligt, ja, så har de tre hold alle seks point for tre kampe. I det tilfælde vil Spanien være sikret en plads pga. bedre målscore, mens Schweiz sandsynligvis vil få den anden plads (med mindre de kun vinder med ét mål og Chile kun taber med ét så går Chile videre.) Konklusionen er, at det bliver spændende i aften og at målscoren er ekstremt vigtig ved en slutrunde.

Målscoren

Ved VM i 1982 som er det vildeste år, hvad målscore angår måtte hele fire lande forlade turneringen allerede i gruppespillet på grund af målscoren. Det var Algeriet, Cameroun, Jugoslavien og Skotland. Ved dette VM er værterne fra Sydafrika røget hjem (hvis man ellers kan sige det) på grund af målscoren. Australien, som må siges at være en positiv overraskelse med fire point, er også røget ud, fordi de kom til at lukke fire mål ind i den første kamp imod Tyskland. Og i skrivende stund vides det ikke, om Jon Dahls manglende 3-1 mål imod Cameroun (eller et af de to dumme hollandske mål for den sags skyld) også blev Danmarks skæbne ved dette VM, men muligheden er der. Derfor er det også fuldstændig vanvittigt, at Morten Olsen i en irriterende og påtaget vred tone efter Cameroun-kampen sagde, at han slet ikke tænkte på målscoren, mens kampen stod på. Hvis en træner ikke tænker på målscoren ved en VM-slutrunde, så burde det være fyringsgrund (men han løj jo nok også, hvilket blot gør hans optræden endnu mere usympatisk.)

Tilbage til Chile. De har trods det flotte spil ikke scoret nok mål. Og skal man kritisere dem for noget ved dette VM, så må det være deres manglende effektivitet. De burde have vundet mere end 1-0 over både et svagt honduransk hold og et schweizisk mandskab, der var reduceret til 10 mand det meste af kampen. De var også meget tæt på at score flere gange i begge opgør, men det hjælper dem ikke. Nu kan deres skæne blive grum. Faktisk kan man sige, at den i givet fald vil blive ekstremt grum, fordi de vil forlade turneringen med seks point det højst mulige antal point, man kan opnå uden at gå videre. Det er faktisk kun sket to gang før i VM-historien, nemlig for Skotland i 1974 og Algeriet i 1982. (Dengang fik man kun to point for en sejr, så de forlod turneringen med fire point i tre kampe. Algeriets exit var i øvrigt resultatet af den klassiske skandalekamp, hvor Vesttyskland og Østrig trillede bolden rundt i 80 minutter, fordi de begge ville gå videre med en 1-0 sejr til Vesttyskerne. Herefter indførte FIFA den fornuftige regel om, at sidste runde i gruppespillet skal afvikles samtidig.)

Schweiz

Lige så positivt det har været at følge Chile ved slutrunden, lige så træls har det været at kigge på Schweiz, for nu at sige det lige ud. Schweiz spiller destruktiv fodbold, når det er værst og de var ekstremt heldige med deres overraskende sejr over Spanien og omtrent lige så heldige med kun at tabe med et enkelt mål til Chile. Havde Chile bare givet dem den røvfuld, de fortjente, var det Schweiz, der i dag ville være bookmakernes favorit til at ende med den skæbnesvangre tredjeplads og seks point. Så ville det vel være lige så synd for dem, kunne man passende spørge? Ikke spor. Uheldigt, måske, men ikke synd. Jo tidligere Schweiz ryger ud af turneringen, jo bedre. Chile vil det derimod være synd for. Vil gå så langt som til at sige, at det ikke bare vil være synd for Chile, for alle os fodboldelskere for så skal vi døje med Schweiz i endnu en kamp. Man kan så trøste sig med, at de næppe kommer længere end til ottendedelsfinalen, for her møder de enten Portugal eller Brasilien fra gruppe G, the group of death. Portugal og Brasilien spiller imod hinanden i dag klokken 16.00. Den kamp kan faktisk godt gå hen og blive spændende, selvom det i praksis er afgjort, at begge hold går videre (i øvrigt også på grund af målscoren. Portugal tog sig sammen og slog Nordkorea 7-0 og har dermed det ene ben i ottendedelsfinalen, selvom de kun skulle ende på fire point) Når den alligevel kan blive spændende, er det fordi, taberen skal formentlig møde Spanien, mens vinderen med relativt stor sandsynlighed skal op imod et tandløst Schweizisk mandskab i ottendedelsfinalen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her