Læsetid: 3 min.

Bartolis genskabelse af den fuldkomne sang

Den italienske mezzosopran Cecilia Bartoli førte onsdag aften sit publikum tilbage til kastratsangernes mytologiske verden. Hendes stemme er en af alle tiders mest bemærkelsesværdige, og derfor var hun årets modtager af Léonie Sonnings Musikpris
Den lidt runde italiener Cecilia Bartoli indtog scenen i susende fart i elegante herregevandter, som var hun steget af en dampende ridehest: sort kappe med rødt foer, sorte gamacher, lange støvler som for at illudere en mandlig kastratsanger.

Den lidt runde italiener Cecilia Bartoli indtog scenen i susende fart i elegante herregevandter, som var hun steget af en dampende ridehest: sort kappe med rødt foer, sorte gamacher, lange støvler som for at illudere en mandlig kastratsanger.

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Kultur
18. juni 2010

Først sang Bartoli. Ja, hun sang ganske simpelt salen grundigt i sænk med sit drabelige arsenal af bel canto-kunst. Og efter 12 svimlende numre i trapezen under kuplen fik hun omsider overrakt Léonie Sonnings Musikpris 2010 og blev dermed medlem af en udsøgt kreds, som bl.a. tæller musikalske guder som Stravinskij, Messiaen, Sjostakovitj og Ligeti.

Når man tænker på en sanger, der kunne fortjene en pris som belønner det ypperste, er der ingen mere oplagt kandidat end den 44-årige mezzosopran Cecilia Bartoli. Ligesom Maria Callas gjorde det i sin tid, har Bartoli i dag skabt sig en enestående position i kraft af sin mageløse sangkunst og ikke mindst det intelligente og eksklusive repertoirevalg.

I de senere år har hun koncentreret sig om såvel enkelte komponister som specifikke stemmefænomener; ved priskoncerten i Tivoli gjaldt det barokkens kastratsangere - »disse molesterede væsener er grundlæggerne af sangen, som kommer helt inde fra sjælen. Med deres hensygnen forsvandt den italienske bel canto,« sagde Rossini.

Nydelse og ekstase

Med kastraten blev der åbnet for en stiliseret verden, der intet havde at gøre med virkeligheden. Nogle nuancer i kastratens klangspektrum mindede om drengestemmen, andre om den kvindelige sopran, andre om den fyldige alt, og denne kombination resulterede i sang, der syntes at komme fra en overnaturlig verden, klange der udtrykte en seksuel tvetydighed.

Kastratens abnorme udvikling af brystkassen og lungerne gav ham en ekspansiv stemmekraft, en usædvanlig stor lungekapacitet, en formidabel støtte i mellemgulvet, en fysik, der gjorde ham i stand til at synge med sublim ekspressivitet og teknisk virtuositet, det fuldkomne billede på den menneskelige stemmes vidunderlige, poetiske kræfter.

Kastraten var helten i barokkens mytologiske operaunivers. Han kunne vække sanserne til den yderste fryd gennem stemmens timbre, den forfinede klangvariation og den ekstatiske løssluppenhed. Dramatisk realisme var ganske irrelevant, det var banalt og uvedkommende. Nej, det væsentlige var nydelsen, virtuositeten, det blomstrende symbolske sprog, improvisationen og den androgyne seksualitet. Summen af alle disse elementer skabte fænomenet bel canto.

Diva i herregevandter

Cecilia Bartoli har sat sig for at genoplive denne døde stemme og dens sangkunst.

Hun har gennemsøgt europæiske biblioteker og fundet for længst glemte italienske operaer og oratorier, som havde kastraterne som de førende protagonister. Vi kan kun ane, hvordan disse stemmer har lydt, men det er sandsynligt, at Bartoli kommer tæt på med sine utroligt elastiske stemmebånd og klangskønne beherskelse af alle registrene, højt som dybt. Med et sådant forehavende: at agere en stjernekastrat som eksempelvis Farinelli (og her må man ikke tænke på Poul Bundgaards inkarnation), kunne Bartoli naturligvis ikke optræde i kvindeligt skrud. Under den indledende orkestermusik entrede den lidt runde italienerinde scenen i susende fart i elegante herregevandter, som netop steget ned fra en dampende ridehest i kulissen: sort kappe med rødt for, sorte gamacher, højskaftede støvler, røde handsker, hvid skjorte med generøst kravetøj, det lange hår sat stramt tilbage. Bredskygget hat med busk blev smidt hen ad gulvet på vejen. Sådan tager man en sal med storm, allerede inden der er løsnet et skud.

Bartoli la stupenda!

Ja, hun var vitterligt fantastisk. Disse hengemte arier af Nicolò Porpora, Leonardo Leo, Francesco Araia osv. er stort set metervarer fra et begravet overskudslager, men når de bliver vakt til live på denne i bogstaveligste forstand enestående måde, glimter og funkler de som det pure guld.

Man kan indvende, at hele dette blomsterhav af bravura, jublende koloraturer, triller, skalaer, gradvis mættede ørerne ganske betragteligt, og alligevel: bestandigt hørte man noget nyt, en suverænt gennemført detalje, en virtuos passage frit og frækt fraseret med uhæmmet vellyst.

Der var en given sig hen til sanseligheden og forførelsen, en naturstridig vejrtrækningsteknik, en eksemplarisk retorisk behandling af modersmålet.

Men der hvor Bartoli måske kom tættest på kastratens trylleklang var i de enkle, langsomme arier, hvor hun tvang det fine schweiziske Scintilla Orkester til at spille nærmest under gulvbrædderne og selv svævede som en sommerfugl gennem rummet. Med dette hypnotiske pianissimo foredrag tog Bartoli den fyldte sal - sikkert også dem bag i salen, der ingenting kunne høre - i et blidt berusende favntag.

Tiden stod stille, og luften sitrede sagte af en åndeløs ophidselse.

kultur@information.dk

Léonie Sonnings Musikpris 2010. Koncert med operaarier af Porpora, Caldara, Broschi, Araia m.fl. Cecilia Bartoli (mezzosopran). Orchestra La Scintilla. Koncertmester: Ada Pesch. Tivolis Koncertsal den 16. juni

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her