Læsetid: 9 min.

Bitte-Niels på job i FMC

Bitte-Niels fra Himmerland er god til at skrive positive historier til den døsige danske befolkning, så den ikke bliver forskrækket og får kagerne i den gale hals. Bitte-Niels var med det første troppekontingent af danske soldater til Helmand-provinsen. Læs her Henning Mortensens novelle om Bitte-Niels med ordet i sin magt. Sådan da ...
Bitte-Niels fra Himmerland er god til at skrive positive historier til den døsige danske befolkning, så den ikke bliver forskrækket og får kagerne i den gale hals. Bitte-Niels var med det første troppekontingent af danske soldater til Helmand-provinsen. Læs her Henning Mortensens novelle om Bitte-Niels med ordet i sin magt. Sådan da ...
4. juni 2010

Den første september 2006 blev jeg ansat i Forsvarets Medie Center. Tænk, Bitte-Niels fra Himmerland, som min mor kaldte mig, fordi vi boede i Himmerland, da jeg blev født, men måtte flytte til Næstved, og fordi jeg hed Niels og var lille (det var ham den glade dreng med de små, hårdføre næver, der holdt løvevognens tømmer, da Wombwells manageri trak op mod Graabølle), tænk, Bitte-Niels, journalist og spin-ekspert, fik en så smuk og betydningsfuld stilling inden min fyrretyvende års fødselsdag. Ja, ladies and tjenestemænd (jeg er ret kendt for at gøgle lidt med sproget på mange områder), altså, I, der er med på den her åndelige fyraftensakkord, vil ikke længere skamme jer, når jeg afblæser den, så vi kan komme hjem.

Mig skulle de bruge, for nu var det første større troppekontingent af danske soldater kommet til Helmand-provinsen, og jeg havde allerede til fulde demonstreret mine evner i medierne og i et ministerium. Bitte-Niels med tømmerne, altid med et smil, altid frisk og samarbejdsvillig og med lyst til udsyn i den rigtige retning. Ja, med lyst til at genindsætte, hvad vi så tidligt tabte: den danske selvværdsfølelse på det udenrigspolitiske område, det militære. Det er mig, Bitte-Niels. Halløjsa und hochwillkommen.

Fredag. Der er frokost lige nu. Jeg skal fra bilen over gaden og ned i en kælderrestaurant. Sådan noget ofrer jeg på mig selv, hver gang en weekend begynder. Jeg passerer en lille bræmme af hjemløse med hunde. Hvorfor har de altid så mange hunde? Er det ikke dyrplageri? Så er jeg ved at ramle ind i en ung mand i kørestol ... jeg mener, selv om man er handikappet, kan man da godt se sig for. Ærlig talt, vi skal være her allesammen. Bitte-Niels er i princippet glad, meget glad, men også aldeles usentimental. Klar i hovedet. Det er sådan, jeg er. I litteraturen som i virkeligheden. Frisk.

Også når jeg har fået en øl og en snaps til sildene og stykket med sprængt oksebryst eller måske flæskesteg. Jeg kan til enhver tid forsvare mine holdninger. For hør lige her:

Findes der en bevidsthed, som kan rumme denne pærevælling af religiøst vanvid, lejesoldater, hensynsløse stammeledere, middelalderforestillinger om kvinders underordnede plads i verden og mandens overordnede ret, lokale politichefer, korrupte politikere, Taleban-kommandanter, udenlandske kontingenter af soldater, kollaboratører, torturbødler, spioner fra alle omkringliggende lande og selvmordsfanatikere og fanden og hans pumpestok? Nej, svarer jeg selv. Det gør der ikke. Ingen bevidsthed kan overskue dette infernalske fletværk af mønstre og relationer. Derfor piller vi i FMC brugbare enkeltheder ud og danner positive historier til den døsige danske befolkning, så den ikke skal blive forskrækket og få kagerne i den gale hals, og sådan noget er Bitte-Niels fra Himmerland god til. Danskerne er i deres fulde ret til at stole på politikernes løgne og søvnens gavnlige virkning. Hvis vi lægger det evige røgslør ud, behøver vi ikke være bange for at vågne op for sent. Så vågner vi aldrig.

Vi har i FMC et supermoderne tv-studie med et dusin faste og mobile kameraer, vi har faktisk alt, en biograf, tv-, web- og bladredaktion, billed- og filmarkiv, som ganske enkelt er enormt, og en uddannelsessektion med blandt andet medietræning.

Men et par gange har jeg set en underligt klædt mand sammen med en ged ... han står udenfor på P-pladsen og råber til mig:

– Slip tømmerne, Bitte-Niels. Løverne er brudt ud af vognen og løber allerede langs vejen ved siden af den. Slip nu de tømmer, Bitte-Niels fra Himmerland. Løverne brøler, og Wombwell raser. Slip nu. Tiden er knap.

Men er den nu også det? Den rigtige Bitte-Niels, nobelpristagerens, forsvandt sporløst i Amerika – det var noget med alimentationsbidrag – og i virkeligheden kan man også sige, at jeg forsvandt den første september 2006 på samme måde i Amerika, men ikke sporløst. For jeg giver mine bidrag i form af moralsk ophøjede løgnehistorier og storslåede sproglige og billedmæssige forvridninger. Og min kone og vore to drenge er i dag (igen en ny fredag, hvor jeg skal i smørrebrødskælderen og blandt andet snakke nogle ting på plads med tre-fire kolleger) fløjet til Lanzarote for at motionere og have det sjovt, og i morgen følger jeg efter dem, når jeg telefonisk har sikret mig, at et vigtigt stykke arbejde er fuldt planlagt. Så er familien igen forenet, det bliver den nemlig altid, fordi jeg har overblik over situationen. Lad os kalde det den lille feries lovmedholdelige og helt naturlige familiesammenføring, ha, ha ...

Og det planlagte arbejde bliver endnu en tv-beretning om, hvordan danske soldater går i krig iført hvide handsker og julemandssække fyldt med gaver til de lokale børn. Vi skal ikke høre noget om selve krigen, skønt vi i FMC har set de værste fotos og film, man kan forestille sig. Derimod skal der fortælles om en fej og grusom fjende, der bruger miner, vejside- og selvmordsbomber og halshugger fanger, men vi skal ikke høre om danske soldater, der slår civile ihjel og sådan noget, de står nemlig og taler hyggeligt med de lokale og med dannebrogsflag i baggrunden (fordi det foregår tæt ved de danske baselejre), og vore drenge hjælper hele tiden med at bygge brønde og pigeskoler og nye hospitaler.

Der er også noget andet, vi skal bruge. I et partiværelse på Christiansborg hænger en række billeder af danske landskaber og soldater fra gammel tid, og dem skal vi for Guds skyld vise. Der er intet, der er mere falsk end de nationalromantiske og chauvinistiske kulører og toner, det vil jeg gerne indrømme, men de går lige i hr. og fru Danmark som flødeskum og remoulade. Vi i FMC skal sørge for, at realiteterne holdes borte fra danskernes fine og rene stuer. Debat – nej tak. Fakta er, at Danmark i modsætning til det øvrige Europa sover, det har jeg sagt før, og det skal Danmark have lov til. Selv er jeg for øvrigt ikke racist, hvis vi nu også lige skal ind på dét emne, mit valgsprog er: Vågn op og se land – der er sorte piger på kajen!

Hvordan var det nu med ham Bitte-Niels i den gamle historie? Han var vel ikke så tung i det som de andre fra den egn? Og den skønne løvedronning Miss Alice lå i med Wombwell himself, og det var utugt, for de var jo ikke gift, og hvordan var det nu, man fik det formuleret lokalt blandt bøh-hovederne? »Wombwell maatte være rig saa det betød noget! Naar man har Penge, saa kan man. Herregud, vi vil vel allesammen gerne være slette Mennesker, men vi er for smaa«. Pudsigt, at det var Bitte-Niels, der ikke var for lille til så mange alimentationsbidrag.

Det er mørkt, da jeg kommer hjem i lejligheden, for vi var et par stykker fra FMC, som fortsatte ude i byen, hvad vi normalt sjældent gør, og måske kan man for en gangs skyld sige, at jeg er en smule snalret, da jeg træder ind i entreen.

Det havde ellers været en morsom aften.

Særlig Bent Manfred Thomsen foldede sig ud. Han har ildrødt hår og fregner og fortalte om en ung bekendt, som fik begge underben skudt af i Helmand. Vedkommende har imidlertid fået nogle hypermoderne kunstige underben med fantastisk fjedrende fødder og er begyndt at løbetræne. Det er en meget fin historie at fortælle befolkningen i stedet for at fokusere på alle de selvmord blandt hjemvendte soldater. Det sidste giver en dum fornemmelse af, at der er noget galt med at gå i krig. Det skulle være nok med kisterne, Dannebrog og blomsterne, gråden. Men nu har vi ham – Sigurd hedder han – og han begyndte at træne på fortovene i mit eget kvarter, hvor han bor hos sine forældre. Pludselig så man Sigurds hoved ligesom glide af sted på toppen af en hæk, eller man kan sige, at det så ud, som om han stod på en af disse el-vogne til personale i institutioner med lange gange, sygehuse for eksempel, og at sådan en vogn drønede af sted med ham. De nye underben betyder nemlig, at hans hoved ikke ryger op og ned eller fra side til side som hos almindelige joggere, men er helt roligt trods farten under løbetræningen. Bent Manfred Thomsen fortalte meget grinagtigt om den tidligere sportsstjerne Sigurd (jysk mester i både det ene og det andet) og hans nye konkurrenceplaner og begyndte selv at løbe rundt på værtshuset, som om han var Sigurd.

Nå, jeg må lige sige, at Bent Manfred Thomsens søster, Vita, som også er rødhåret, men uden fregner, stødte til senere på aftenen, hun og jeg har ... nej, da hun hørte, at jeg allerede skal ned til konen og drengene på Lanzarote i morgen, gav hun mig bare et lidt tørt kys på kinden, og jeg mærkede (absolut uden smerte), at det ikke blev den nat, jeg skulle hjem til hende og have en frisk ridetur eller to. Vi skulle, om jeg så må sige, ikke være, som FMC er det med den danske hær, embedded (undskyld vitsen). Så jeg gav mig blot til at drikke lidt ekstra. Det var imidlertid Vita – og det er egentlig dét, jeg vil sige – som lige gjorde sin bror opmærksom på, at han var en tand for morsom med den Sigurd-parodi. Sigurd har jo indvilget i at være hovedperson i den næste livsbekræftende tv-udsendelse om soldaterne fra Helmand. Men det var nu alligevel sjovt at se Bent Manfred Thomsen glide af sted med hele understellet i denne gyngende skidestilling, men med hovedet fuldkommen roligt og i samme konstante og millimeterpræcise højde over gulvet, som om det skulle betyde noget som helst for slagets gang. Han sagde, at Sigurd havde mindet ham om en eller anden fugl, jeg tror, han kaldte den en sandløber.

Jeg grinede for mig selv, da jeg var på vej hjem på gåben, thi føre køretøj kunne jeg jo ikke, vel, Sigurd Sandløber? Måske skal vi få Sigurd til at fortælle en eller anden Zahir, som også har fået underbenene skudt af, at hvis han går ind for demokrati, så kan han få nogle nye, ordentlige underben. Det skal vises på film. Den skal hedde »Zahir, Ørkenløberen«. Så sig ikke, at Bitte-Niels fra Himmerland ikke er en innovativ humorist med et stort, dansk lyssyn.

Døren til stuen står åben, og lyset fra gader og huse udenfor skinner ind gennem stuevinduerne. Men i stedet for at glæde mig til i morgen, til Lanzarote, får jeg et chok. Det er ikke kager, jeg får i den gale hals, men spidsen af min egen tunge. Som er jeg pludselig gået i gang med at sluge mig selv indefra på en kvælende måde.

Midt på gulvet står en skikkelse, en mørk silhuet, som jeg synes at have set før, og min ene hånd glider op mod kontakten, og jeg tænder lyset i entreen, men længere kommer jeg ikke. For lyset rammer figuren i stuen.

Det er et dødt menneske. Ham med geden, det lille, skæggede dyr, som lige nu ligger ved siden af ham.

Og nu kan jeg se, at det er en bonde fra Registan syd for Kandahar, flækket fra øverst til nederst i en mark af smukke opiumsvalmuer. Ribbenene er blotlagte og revet ud til begge sider. Alle pulsårer har tømt sig og sprøjtet blod i mægtige vifter over blomsterne. Også geden er revet fra hinanden. Så rød den verden dog er. Mandens indvolde hænger i slimede tråde nede mellem hans lår. Hans tandløse mund bevæger sig, og måske er han i stand til at holde sig oprejst, fordi han endnu har noget at sige:

– Bitte-Niels, slip nu de tømmer ... jeg beder dig ...

Men jeg kan ikke høre fortsættelsen, ser kun læbernes bevægelser, indtil alt bliver sort som vulkansk aske, stjerneløs nat. Med alle fingre prøver jeg at rykke min tunge på plads i munden, mens jeg glider ned på gulvet. Den pisker fra side til side som en gal slange, den snor og vrider sig, den vil væk fra sproget, den vil væk fra mig.

Nogle enkelte informationer og formuleringer vedrørende FMC er hentet fra et blogindlæg af Poul Villaume: ’Når (TV-) medierne går i krig’.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer