Læsetid: 12 min.

Byen, der er fyldt med de flinkeste bedragere

Forfaldet er smukt i Havana, og alting er til salg - ikke mindst mennesker. Den politiske retorik får digtene til at virke underligt tamme, men i krogene hviskes der: 'Dette land er en ø, og denne ø er et fængsel'. Forfatteren Thomas Boberg reporterer fra Cuba
Selv forfaldet er smukt i Havanas gamle kvarterer som Habana Viejo, Centro og Vedado, hvor de overdådige gamle villaer er fyldt til randen med voksne, gamle og børn, der alle er på udkig efter penge på den ene eller anden måde.

Selv forfaldet er smukt i Havanas gamle kvarterer som Habana Viejo, Centro og Vedado, hvor de overdådige gamle villaer er fyldt til randen med voksne, gamle og børn, der alle er på udkig efter penge på den ene eller anden måde.

Thomas Boberg

25. juni 2010

En lille, mager, gammel mand med en ordentlig cigar i den tandløse mund drev om uden for Hotel Vedado, han solgte avisen Juventud Rebelde. En officiel cubansk avis, hvilket betyder, at det som står i den netop ikke er rebelsk i forhold til landets officielle politik. Men ungdommen var jo altid rebelsk, altid imod. Jeg har ladet mig fortælle, at det kan gi op til fire års fængsel at udtale sig kontrarevolutionært i den gamle kommunistiske stat. Viva la revolución!

Om kort tid kører bussen til Matanzas, hvor jeg med en mindre gruppe poeter, skal læse op. Festivalens åbningsaften var fuld af politisk retorik og varme solidariske følelsesladede taler og tekster om den cubanske revolution som det enesteående verdenshistoriske projekt, den er.

Man vil helst ikke udtrykke sig negativt i dette forum. Man bagtaler hverken den elendigt organiserede poesifestival (et yndlingstema for de udenlandske digtere) eller Fidel Castro når de cubanske digtere er til stede. Den politiske retorik får digtene til at virke underligt tamme her, selvom guderne skal vide, at de flyver som en sværm af blade i en voldsom storm. På trods af supermagtens iskolde blokade (man omtaler altid el embargo som el bloqueo) har Cuba formået at skabe det bedste sundheds- og uddannelsessystem i Latinamerika, men Cuba hænger i laser. Cuba er de forliste kommunistiske drømmes ø.

Nu er det Fidels bror Raúl, der bestemmer, og han har strammet op, mere overvågning, mere kontrol, mere politi på gaderne.

CIA-digtere

Her er så knaldende hedt, tømmermænd og caribisk hede er en grusom kombination. En lille flaske vand koster en cuc nede i baren (ca. 8 kroner). Cubanerne har deres mønt og vi, turisterne, vores. En cuc er - sagde taxachaufføren (den rejsendes bedste informant) - 25 gange mere værd en den nationale mønt, en cuc svarer til en euro. Vi kan kun købe med cuc, forstår jeg, ja, men hvad skulle I også med de andre, fortsatte han. Oplæsningen i Matanzas blev ikke til noget, myndighederne havde lukket den, der gik rygter om, at en af de inviterede digtere var udsendt af CIA. Den spanske digter Campoy og jeg slentrede så rundt i Habana Vieja, det gamle centrum, og videre ad lange gader mellem gamle og smukke, ofte ekstremt forfaldne bygninger, men selv forfaldet er smukt i Havana. Det er en tidsmaskine, det er som at gå rundt i halvtredserne, de gamle amerikanske flydere er nypudsede, de er skinnende blå, de er røde, de er gule, de er grønne. En del af kirkerne er lavet om til museer, men der holdes stadig gudstjeneste i nogle af dem. Er cubanere meget religiøse, spurgte jeg en sakristan i El Espiritu Santo, så kiggede han ned i gulvet og sagde, det ved jeg snart ikke. Men de kommer ind og tænder lys og knæler for La virgen de la Caridad, som er Havanas beskyttende moder. Fidel Castro troede ikke på religionen, men han hadede den heller ikke, han kom selv fra en religiøs familie i det gamle Galicien. Vi vandrede mod Capitolio, som ligner en tro kopi af den amerikanske Capitol i DC, skønt arkitekten benægtede nogen sammenhæng eller inspiration. Inden for står La estatua de la republica, verdens tredjehøjeste statue under tag; i en patio mellem tropiske træer findes den sorte faldne engel, der er kun to i verden, en i Madrid og så denne. Her er Lucifer oprøreren, den vilde guerillasoldat. Ellers er den imposante bygning helt tom, Castro ville ikke overtage den bygning, hvor kapitalens marionetter havde styret Cuba, den kommunistiske regering flyttede til Revolutionens plads.

Til salg

En las af et menneske flakkede om udenfor restauranten og tiggede, hver gang han prøvede at trænge ind i cafeen blev han myndigt afvist af en uniformeret vagt. Men det var ikke kun denne næsten nøgne skikkelse, udmagret som en muselmand, der havde hånden fremme. Før eller siden vil den du snakker med bede om et eller andet, der var din drikkeven Silvio i baren som først ville forære dig cigarer, siden sælge dem, og endelig sælge sig selv, der var hotelpigen, der gjorde rent på dit værelse, som allerede havde set den stofpose festivalen havde lagt til dig, og straks spurgte hun om hun ikke måtte tage den med til sin nevø. Kustoden i Capitolio var den flinkeste mand, og havde også brug for en mønt, og den morsomme Angel Chang vi mødte nede ved maleconen, havde det på samme måde. Han var i færd med at vaske sig, og ordne sine dåser han havde samlet sammen i løbet af dagen, fem kilo kan omveksles til en cola. Han trampede dem flade og proppede dem i en sæk. Han var bokser og underviste børn i den sport som Cuba er de bedste til i hele verden, pralede han. Jeg fik lov til at fotografere ham i boksepositur, han spurgte om vi havde kuglepenne til hans børn, penge til hans gamle mor og tøj til hans kone. Han fik et par mønter og forsvandt ind i en grotte, hvor han skiftede sine klude. Han var gammel sømand, havde syv børn, hans far var kineser, hans mor efterkommer af de afrikanske slaver. Han var en stor elsker, sagde han bramfrit, kvinderne tilbad hans enorme pik, ligesom de mange mænd han havde knaldet igennem tiderne, for sin fornøjelses skyld og for betaling. Nu var han 56 år gammel, munter, frisk og fattig, og med et ansigt der havde modtaget mange hårde slag. Han var meget glad for Fidel og hans bror Raúl, to utrolig fine mennesker, mente han, skønt det også var sandt at Raúl havde indført en ret så nådesløs hestekur, men det var jo for at frelse Cuba. Han sprang rundt på klipperne, kastede sine sække over skulderen og gik skraldgrinende videre i st liv.

På vej tilbage til Hotel Vedado droppede vi ind på en bar. Ved baren sad der en hjerneudbrændt drukkenbolt, som forsøgte at komme i kontakt med os, men den søde bartenderske holdt ham borte. Alligevel lykkedes det ham at få en cuc-seddel ud af mig. Derefter dukkede en Juan op, endnu en mager, sort og rynket ældre herre, han sluttede sig til vores selskab og som samtalen udviklede sig, voksede striben af mojitos på bardisken, og snart deltog et voksende klientel i festen. Juan mente at Cuba var en katastrofe, overvågningen foregik dag og nat, han pegede ud af baren mod et vindue i en bygning overfor, og sagde, at der var der et kamera, der filmede os alle sammen. Selv var han ligeglad med om han befandt sig på gaden eller i fængslet. Alle var på spanden, alle talte om politik, frustrerede og indestængte. De unge ville gerne rejse, og kunne ikke, og jo mere de drak, jo mere rasende blev de, diskussionen tog til, og spanske Campoy måtte holde for, det var noget han havde mærket, at han som spanier var upopulær, at man klandrede ham for, hvad Spanien havde udrettet 500 år tidligere.

Kan du ikke huske mig?

Jeg elsker at slentre i fremmede byer; Havana er så smuk og charmerende, et arkitektonisk overflødighedshorn, en drøm for øjet, og den fremmede nostalgiker bryder sig ikke om at se virkeligheden i øjnene. Et øjeblik havde jeg mistet retningen, spurgte en vaks lille kvinde om vej, udførligt forklarede hun mig systemet i Vedado, gaderne med numre krydser gaderne med bogstaver, jeg skulle ned ad O og mellem 22 og 23 lå hotellet; men jeg skal alligevel samme vej, sagde hun, hun havde købt nogle ting til en tante, som hun var på vej hen for at aflevere. Og jo det var sandt at Raúl havde strammet op, men ellers lignede det sig selv, der var jo kun et lille mindretal som var modstander af revolutionen, og på grund af blokaden var det svært med fødevarer, fødevarer var Cubas største problem, pludrede hun. Hun tjente selv 400 mn om måneden (den nationale mønt, cubanske pesos) ved sit arbejde i lufthavnen, og dertil kom 33 cuc oven i, der var altså knap og nap til huslejen. De flotte forfaldne villaer vi passerede var jo alle fulde af mennesker, kældrene og selv garagerne var beboede. Da vi nåede til hjørnet af gade O kindkyssede vi farvel og held og lykke, og pas på, sagde hun, byen er fuld af de flinkeste bedragere. Jeg vendte mig om, og stod ansigt til ansigt med en af dem. Buenas tardes, sagde han og kiggede på mig som om jeg var en nær ven, det var mig der førte dig gennem paskontrollen i lufthavnen. Det var altså en kvinde, sagde jeg. Kan du virkelig ikke huske mig, sagde han bebrejdende?

Forbudte stævnemøder

Efter festivalens afslutning i teatret med cubajazz, gospel, rumba og oplæsning, gik Campoy og jeg ud i Havanas nat, børn legede på de dystert øde gader, gadekøtere strejfede om, det vrimlede med katte. Min ven ville danse, som barn havde han lært at mime Michael Jackson til perfektion, nu var han læge med egen konsultation og en af Spaniens mest talentfulde nyere digtere, han kunne ikke tage herfra uden at opleve de cubanske piger danse. Vi henvendte os til en kvinde på gaden, hun var meget smuk, men stemmen var brummende bas, vi skulle hellere tage med hende, sagde hun. En bil standsede, der sad to i den, den ville vi ikke ind i. Til sidst prajede vi en cocotaxi (knallerttaxi med form som en kokosnød)til La Bodeguita del medio, en turistet bar, hvor Hemmingway i sin tid tumlede ud og ind i sine kæmpebranderter. Campoy havde stadig ikke set pigerne danse. En taxifører hvilede på kantstenen ved siden af sin cykeltaxi, han skulle have fire cuc, for at cykle os til festlige Barrio Chino. Jeg er ærlig nok, sagde han, men det er mine ben som er motor her, ville du måske gætte at jeg er 53 år? Han havde en hund som lå under sædet, det er Manolo, sagde han, min maskot, den er altid med på mine taxiture, han asede op og ned ad gaderne. Campoy hadede det, han følte det var ydmygende, at en fattig cubaner skulle trampe os rundt på den måde. Cykeltaxiføreren fortalte at han var pensioneret militærmand, han tjente det der svarede til en syv-otte dollars om dagen, det rakte til det basale. Selv om det officielt hed sig, at der ikke var gadekriminalitet, så var det ikke rigtigt, man skulle fx ikke gå på fortorvet under de ødsle søjlegange, som byen så smukt er dekoreret med, men holde sig til midten af gaden, advarede han. Han standsede ved porten til et stort diskotek, som var lukket, udenfor unge mennesker i klynger, straks nærmede sig tre buttede piger med voldsomme kavalergange, men den vej skulle vi ikke. En af festivalens digtere fra det gamle kontinent mødte den første aften en 25-årig kvinde og dennes ven, en cubansk maler, i Havannas gamle kvarter. De drak og morede sig, digteren inviterede dem med til Hotel Vedado, hvor han var indlogeret. Digteren blev lun på kvinden og hun på ham, han inviterede hende op på sit værelse, kort efter dukkede to politifolk op og hentede kvinden. Stævnemøder af den art kan foregå på dertil indrettede pensioner ude i byen, skal det foregå på hotellet, er man nødt til først at konferere med personalet. For en lille sum under bordet er en hel del muligt her på denne isolerede ø, men for pigen er det alvor. Anden gang hun bliver taget i den situation, ryger hun i fængsel.

Sexfabrikken

Cykeltaxien skulle netop til at sætte i gang, da vores mand blev anråbt af en betjent, de diskuterede i en uendelighed, det lignede en sag, man ikke skulle blande sig i, så kom han tilbage, og sagde med et stort undskyldende smil, at han ikke kunne fortsætte turen. Det er ulovligt at fragte turister rundt i cykeltaxaer. Hvad skal der så ske med Dem? De gir mig en bøde, og så tager de mig hen på stationen og lader mig overnatte i en celle. Det er vi meget kede af, sagde vi brødebetynget. Det skal I ikke tænke på, I skal den vej, han pegede ned ad en mørk gade, og så til højre ved krydset, der ligger La Casa de la musica, der er dans, ren energi. La casa de la musica var et koncertsted, 10 cuc (ca 75 kroner)for indgangsbilltten, det forekom at være dyrt, ville den almindelige cubaner være i stand til at betale en sådan pris? Men der var proppet, tre høje mørke sangere dansede og sang i forrygende takt - merengue og salsa - så alting skælvede, mikrofonstativet var en fallos de kunne lege med, damerne rystede røven op i deres dansepartneres underliv; man svang hinanden rundt til denne dundrende salsamekanik. Der var langt flere kvinder end mænd, helt unge piger og de mere modne, overalt stod de og vrikkede med røven, mens de spejdede efter et bytte. Den ene efter den anden kom og bød sig til. Campoy ville jo gerne danse, og snart havde en meget ung, sort pige i et hvidt nederdelsdress fat i ham, hun fik først en øl, som hun bad om; hun er så sød, sagde Campoy, ikke som de andre, hun er helt anderledes, hun hader prostitutionen, men hun elsker at danse, så det gjorde de. Straks dansede en høj flot kvinde hen til mig, hvad jeg hed, hvor jeg kom fra, om jeg ville ha en svingom, og så til sidst, om jeg ikke ville tilbringe natten sammen med hende? Alle dansede i djævelsk takt til de dundrende rytmer i denne gigantiske sexfabrik, hvor arbejderne smilede, mens røven gik på dem som snurretoppe.

Frie røster forsvinder

Festivalens afskedsmiddag foregik under åben himmel med udsigt til de grønne bakker i Terrazas halvanden times kørsel fra Havanna. Oplæsningerne var omsider til ende, ved mit bord sad Campoy, en digter fra Ecuador, digteren Mark Lipman fra Amerika og så en ung sort cubansk pige, digterspire og performancekunstner. Vi talte om ytringsfrihed. Ecuadorianeren mente, at man ikke kunne tillade sig at sige alt, at der altid ville være en grænse, desuden eksisterede der heller ikke noget sandt demokrati, han kiggede på Campoy med et ondt blik og hvæsede, at Spanien behandlede de latinamerikanske immigranter fascistisk, han sagde, at der ikke fandtes sande revolutionære længere, også i Cuba var de unge blevet individualister. Jeg spurgte den cubanske pige, hvordan det stod til med det frie ord på Cuba. Dårligt, sagde hun. Hvad der så skete med kritiske røster? Man fik dem til at forsvinde. Hvordan? Sådan, så var de pist væk. Under en performance havde der åbenbart indfiltreret sig nogle modstandere af regimet, og selv om de ikke havde gjort væsen af sig, havde nogle spioner spottet dem i mængden. Øjeblikkeligt havde man sendt performancegruppens leder ud af landet. Ecuadorianeren mente derimod, at det var klar politik, at man ikke kunne have den slags folk på Cuba, at man heller ikke kunne åbne grænserne, da alle tænkte på sig selv, ville ingen blive tilbage, desuden handlede den frie bevægelighed kun om hvem der havde penge til at flytte sig, og mange lande som Danmark og Spanien fx krævede visum, der forhindrede man jo folk i at rejse ind, hvori bestod da den egentlige forskel? Det var ikke ens for alle, men hvis man lod cubanerne rejse, ville revolutionen dø. USA er ved at smuldre, sagde den amerikanske digter, som elskede Cuba, det sker indefra, det vil styrte sammen, dette imperium som altid har haft brug for sine fjendebilleder, det er blokaden et udtryk for. Kan du heller ikke rejse ud? spurgte jeg pigen. Nej, men jeg ville så gerne, vi bor på en ø, vi kan ikke komme væk fra den, det er frygteligt, sagde hun. Du skulle ikke tænke på dig selv, men på Cuba, tordnede ecuadorianeren. Jeg vil bare gerne rejse ud for at mærke hvordan planterne dufter andre steder, jeg har ikke tænkt mig at dø i et andet land, jeg vil dø her på Cuba, det er jo mit land. Og lidt senere hviskede hun til mig: Vi venter på at Fidel og Raúl skal dø; dette land er en ø og denne ø er et fængsel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja, det er underligt, at den Cubanske samfundsmodel, med dets sundhedssystem, spædbørneprogram, uddannelsesinstitutioner og fødevaresikkerhed udøver den kolosale magnetiske tiltrækning på millioner og atter millioner af fattige slumbeboere og livegne i hele Syd og Mellemamerika...

...men de fleste af disse fattige er selvfølgelig analfabeter og de er sikkert aldrig blevet ordentligt orienteret om konsekvenserne af den amerikanske handelsblokade.

troels hansen

Well. balanceret hvis man har været på ferie i Cuba
og kun set hvad en gennemsnits turist kan opfatte. Syndt at forfatteren som burde undersøge bedre sine kilder lader sig narre af rygter om bla cubas juridiske system. jeg ønsker ikke at forsvarer blot at afkræfte visse myter. En Cuc(peso convertible cubano) er fast tilknytet den amerikanke dolar med 1,08 dolar til en Cuc. dvs væsentlig mindre en 8 kroner. Kvinden som arbejder i lfthavnen nævner ikke for orfateren at i cuba må den maksimale husleje udgører 10 % af en hustands indkomst. En lov som blev indført i 1960. Endvidere er alle personer som er ansatte i en cubansk lufthavn, sikkerhedstjekket og det er yderst utænkeligt at de tiltaler dig på gaden og især i det førnavnte område idet det er kamera overvåget og at de hvis de tager kontakt til dig såfremt mister deres job.(et job hvor de tjener og har adgang til yderst fordelagtig økonomisk situation grundet "el estimulo en divisa")
det er heller ej korrekt at der er anden gang en pige bliver taget med en udlænding at hun risikere at ryge i fængslet. reglen er at en kvinde kan indlogerer sig med den samme mand en utal antal gange med med forskellige turiter maks 3 forskellige per 2 år. eller falder hammeren og hun enten skal i fængslet eller i samfundstjeneste.