Lige nu sidder jeg og venter på et opkald fra endnu en nybagt far, som rystet og rørt kan fortælle mig, at et barn er kommet til verden. Jeg har ventet længe på det opkald, for det er over seks år siden, at min ven fortalte mig, at han og hans kæreste havde besluttet sig til at prøve at få et barn.
»Men det kan godt blive svært. Hun har jo haft cyster på æggestokkene,« sagde han, og så drak vi en øl og snakkede om noget andet. Vi har drukket en del stille øl i de sidste seks år, for det blev svært at blive gravid. Og der var mange hormonindsprøjtninger og tårer og overvejelser om at adoptere eller bare opgive og flytte til Berlin, indtil han ringede for at fortælle, at nu var kæresten endelig gravid.
Og det var med tanke på dette par og alle de andre venner, bekendte og kollegaer, som er blevet befrugtet af en sprøjte, at jeg først blev mundlam og så vred, da regeringens sparekatalog skrev disse mennesker ud af den universelle behandlingsgaranti og gjorde deres sygdom i de reproduktive anlæg til et individuelt anliggende.
Det burde egentlig ikke have overrasket mig, for jeg havde hørt argumentet før i diskussioner om prioriteringen i sundhedsvæsenet. I sådanne diskussioner er der altid én, som siger det: »Hvorfor skal vi egentlig betale for behandlingen af barnløshed. Det er jo ikke en menneskeret at få børn.«
Tør vi tage dén diskussion?
Og nej, det er ikke en menneskeret at få børn. Ligesom det ikke er en menneskeret at få sit barn vaccineret mod mæslinger. Det er heller ikke en menneskeret at få en hjertetransplantation. Eller en provokeret abort. Eller livsforlængende behandling, når lægerne har konstateret, at de ikke kan gøre noget ved den kræft, som breder sig. Til gengæld er det selve grundprincippet i vores sundhedsvæsen, at alle, som kan hjælpes gennem medicinsk behandling, bliver hjulpet uden diskussion.
Vi har for længst accepteret, at lægevidenskaben har flyttet grænserne for liv og død. At tilstande, som for 30 år siden havde sendt os til jorden i eksistentiel afmagt, i dag er rutineoperationer: At nye hjerter kan sættes ind. At syge bryster kan skæres af, at børn kan produceres i reagensglas. Og derfor vil sundhedsudgifterne blive ved med at dræne de offentlige budgetter, uanset om man gør fertilitetsbehandling privatfinansieret eller ej.
At tage diskussionen om prioriteringen i sundhedsvæsenet er en dans på pigtråd og glasskår. Den vil få enhver politikere til at slå sig til blods på frygtelige cases og umulige dilemmaer, men min respekt vil stige for den, som tør danse hele dansen og diskutere scanningerne af de raske gravide, den dyre livsforlængende kræftbehandling og de hjertetransplantationer, som hele tiden mislykkes i stedet for fejt at skrive enkelte medborgere ud af det offentlige sundhedssystem under henvisning til, at lige netop deres ulykke vist ikke er en rigtig sygdom.
