»Vi spiller for Danmarks smukkeste piger,« råber Fede Finn fra Fede Finn & Funny Boyz. Han skuer ud over menneskemængden, der har taget plads til festivalens første koncert. I en skov af klapstole i et af festivalens to cirkustelte sidder Danmarks største dansktopfans, og mens mændene giver deres kvinder et klem, og en håndfuld par tager opstilling til dans, slår bandet an til storhittet, 'Sugar Baby', der i øjeblikket har ligget 12 uger på P5's dansktopliste.
Et par afkørsler på motorvejen fra Vejle og ude bag et betonlandskab af et industrikvarter ligger Løsning, og Løsning kunne godt være byen, hvor Keld og Hilda Heick kunne have gået hånd i hånd gennem livet. For smørblomsterne står nu engang smukkest langs landevejen ved den lille kirke, der hver søndag er så proppet med kirkegængere, at kirken i 2004 udvidede. Og hist hvor landevejen slår en bugt, er området, hvor Danmarks første dansktopfestival ligger. For arrangør Bo Bonde, der de sidste 20 år har været indehaver af Bonde Spisegård i Løsning, er det en gammel drøm at arrangere denne hyldest til den folkelige musik. En hyldest til genren, der formår at samle folket til fællessang, og hvor sangene skrives til publikum og ikke for kunsternes egen skyld.
Og lige præcis dét er enestående ved dansktoppen, påpeger populærmusikforsker ved Dansk Folkemindesamling, Henrik Smith-Sivertsen.
»Siden 60'erne, hvor rockmusikken fik legitimeret sig selv som kunstart på linje med klassisk og jazz, har musikken i sig selv været det vigtigste element til at vurdere, om noget er vigtigt og godt. Derfor har dem, der spiller for underholdningen i sig selv, været skubbet ud og behandlet som noget illegitimt,« siger Henrik Smith-Sivertsen.
Det er glæden i musikken
Uden for det store musiktelt sidder 75-årige Runa Mathiassen i en klapstol. Bænket ved hendes side sidder svigerinde Eva, der med strikketøjet fordriver ventetiden, indtil Kandis går på. Det var Eva, der gav Runa Mathiassen billetten i fødselsdagsgave.
»Skal det være musik, så skal det være dansktop,« siger Runa Mathiassen og griner. Det gode ved dansktoppen er, at det er musik, man kan synge med på:
»Sådan en som Birthe Kjær, hun kan give et knus igennem sin musik, og der er varme i hendes stemme,« siger Runa Mathiassen, som er en del af en familie, hvor alle lytter til dansktop.
Og ifølge dansktoplegenden Keld Heick, der er konferencier ved dagens arrangement, er netop begejstringen den kerne, dansktoppen drejer om.
»Genren formidler glæde, og giver muligheden for at synge i fællesskab. Dansktoppen er et socialt samlingspunkt for dem, der lytter,« siger Keld Heick. Musikken skal være nem at gå til, og tilgængelig for alle, og Keld Heick mener ikke, dansktoppen skal have kulturelle ambitioner på sine lytteres vegne,
»Du kan se det på dem, der er mødt op i dag. De er kommet for at få en glad dag, ikke for at få nye ting at spekulere over. Det skal ikke være de store problematikker, der skal stilles op i teksterne, vi skal bare have en god dag. Dét er dansktoppens funktion,« siger Keld Heick, da Information møder ham i kunstnerteltet på festivalens bagområde.
Aldrig for fine til en autograf
Men trods kunsternes teltbeliggenhed på festivalens bagområde er der ikke langt fra publikum til musiker. I solskinnet på pladsen er Berit Hansen og Mia Winther på jagt efter Keld og Hilda Heick. Med sig har de dansktopparrets nyligt udgivede bog, Duet for livet - den skal nemlig signeres. Både Mia Winther og Berit Hansen er i 20'erne og har lært hinanden at kende igennem Birthe Kjærs fanklub, hvor de fandt et fællesskab i passionen for dansktop. Tilsammen har de alt med dansktoppens 'grand old lady'. Lige ned til videoklip fra 80'erne og originale vinylsingler. Ikke alene har de alt med hende, de ved også alt om dansktopdronningen - eksempelvis er Birthe Kjærs livretter hummersuppe og stegt flæsk med persillesovs, ligesom hendes yndlingsfarve er rød. Men det kan nok ikke komme bag på nogen.
»Alle kunstnerne er helt nede på jorden og ukrukkede. Man får altid en autograf - jeg har mellem 20 og 25 bare fra Birthe. De giver sig altid tid til at snakke, og sådan tror jeg ikke, det er med de internationale kunstnere,« siger Berit Hansen, der læser tysk på Aarhus Universitet.
Danmarks nationalmusik er dansktop
Den korte afstand fra kunstner til publikum er kernen i dansktoppens stil, siger populærmusikforsker, Henrik Smith-Sivertsen:
»De er meget tilgængelige i forhold til den almindelige rockmusiker. De er ekstroverte og i direkte kontakt med deres publikum. Jeg har forsket i performanceperspektivet i dansktop, og jeg har ikke kunnet fange dem i en eneste indadvendt gestus, som man ellers bruger i andre genrer. Den indadvendte koncentration, inderligheden, der kan virke indesluttet. Den eksisterer ikke i dansktop, og tilgængeligheden er det, lytterne er tiltrukket af,« siger han.
Fem kvinder danner en kæde og bryder ud i spontan linedance. Der bliver klappet på et og tre, mens de handicappede svinger af begejstring i kørestolene på første række. Kandis er blandt festivalens største navne, og de spiller nu. Midt i den vuggende menneskemængde står Bo Bonde og smiler. Som arrangør og idémand bag festivalen har han længe ønsket at gøre noget ved den oversete dansktop:
»Det er Danmarks nationalmusik, og jeg ved da godt, at det har en simpel sound, men til helvede med det. Teksterne er simple, men op i røven med det. Det handler om at hygge sig og acceptere det, man kan lide,« siger han.
»Så skal der hældes vand på kamelerne,« siger Johnny fra scenen og tager en slurk vand.
Der bliver grinet fra publikum. De slår an til gennembrudshittet 'En lille ring af guld'. Mia Winther kender teksten og synger med, mens hun maser sig ind foran scenen for at få et close-up af en af dagens helt store stjerner.
»Man tager teksterne til sig, og man kan tænke længe over dem og bruge dem til noget i sit eget liv. Der er ægte følelser i sangene, og man kan danne sig billeder af de ting, kunstnerne synger om,« siger Mia Winther, der til daglig arbejder på en skole.
Berit Hansen bryder ind: »Med dansktoppen bliver man ført tilbage til en svunden tid, dengang hvor der var mere glæde. Her handler det ikke om druk og hårde tider,« siger Berit Hansen.
Og netop tilgængeligheden i teksterne gør det let for lytterne at forholde sig til dansktoppen, pointerer Henrik Smith-Sivertsen.
»Det skal hverken være poesi eller en udlevelse af noget indre. Teksterne fortælles i tredje person og er konstrueret sådan, at publikum kan lytte til dem og bruge dem hver især. Det er publikum derude, der er i centrum - det er dem, der skaber festen.«
Se Sigrid Nygaards billedserie fra dansktopfestivallen her
En typisk "Information dykker ned i folkedybet og skildrer det med falsk loyalitet"-artikel.
Og illustreret med billeder, der tydeligt illustrerer, at fotografen med omhu har udvalgt synligt handikappede personer blandt publikum.
Det kan I sgu gøre bedre, Information - det lever op til de værste fordomme om avisen.
Dansktoppen er Danmarks nationalmusik.
Så lærte jeg det, det var jeg ikke klar over.
Mon ikke det er derfor Pia bestemmer så meget her til lands?
For det er da om noget hendes proselytter der høre sådan noget musik, hvis man da kan kalde det musik.
Hvorfor falder i sådan til patten, og bringer noget der ikke en gang er kulturelt.
Hvad med jazz-musikken og den klassiske ditto?
Det er efterhånden ret sjældent man høre noget fra de kanter.
Dansktop bræk!!!
Tag jer dog sammen mand og skriv om noget der er væsentligt.
Hvor mange læsere af Information tror i måske hører sådan noget sødsuppe-musik?
Heidi Madsen
Problemet er ikke, at Information skriver om det, men at journalisten tydeligt ikke tager opgaven alvorligt. Der er helt klart dømt freak-show.
Jeg kan ikke se der er specielt meget freakshow over den her artikel. Men det er interessant at se, at det som folk udveksler når de går til dansktopfestival, ikke så meget handler om det musikalske indhold men mere, at der er et fællesskab omkring musik uden fine fornemmelser. Men det gælder vel også for andre musikfestivaler, at folk primært kommer der for, at få deres egen kultur bekræftet. Forøvrigt interessant at Keld Heick åbenbart mener, at der er et modsætningsforhold mellem at tænke og at være glad.
Jeg ville måske af Information have forventet en holdning til kvalitetskriterier, iet der bestemt også findes sådanne inden for dansktopmusikken, først og fremmest mellem folk, der kan deres håndværk, og folk, der ikke kan. Der er fx milevidt fra en Birthe Kjærs eller en Kjeld Heicks venlige professionalisme til en Richard Ragnvalds totale mangel på samme.
Det er ikke forbudt også at kræve kvalitet af ren underholdning og hygge.
@Per Vadmand
"Det er ikke forbudt også at kræve kvalitet af ren underholdning og hygge." Det er bare gamle PH om igen "Ingen underholdning uden holdning", det er der alligevel ingen der gider høre på. Desuden er kvalitetskriteriet for dansktopmusik nok ikke så meget musikalsk kvalitet, men mere at folk kan hygge sig sammen.
Man kunne også kalde den holdning, at sekundavarer er godt nok til folket, for hoven og elitær.
Hvad Ragnvald angår, har hans politiske holdning ikke nødvendigvis noget at gøre med, at manden vitterligt ikke kan synge rent eller skrive tekster, hvor versefødderne passer. Jeg kunne også have nævnt Teddy Edelman eller tyskeren Hansi Hinterseer som eksempler på dårlige håndværkere.
Da min egen produktion ikke henvender sig til dansktop-segmentet, er den i øvrigt irrelevant i denne sammenhæng.