Læsetid: 5 min.

Don Fabios bryderier

Den sammenbidte mand fra Norditalien slås som engelsk landstræner med målmandsproblemer og en vaklende defensiv i forsøget på at gøre holdet til troværdig titeludfordrer
Englands landstræner, Fabio Capello, slås med målmandsproblemer. I den indledende kamp mod USA kostede et målmandsdrop englænderne sejren.

Englands landstræner, Fabio Capello, slås med målmandsproblemer. I den indledende kamp mod USA kostede et målmandsdrop englænderne sejren.

Matthew Childs

18. juni 2010

Når man har set et vist antal VM-slutrunder begynder man at forstå, at et verdensmesterskab ikke bare er en enkeltstående fodboldturnering, der afvikles hvert fjerde år et eller andet sted på kloden, og som ender med, at der kåres en verdensmester.

Hver slutrunde indgår tværtimod i én lang, glidende fortælling, hvor de mest betydningsfulde fodboldnationer mødes og føjer nye kapitler til historien om, hvem de er, og hvordan de ønsker at definere sig selv, både sportsligt og nationalt.

Dette blev blandt andet demonstreret ved VM i Tyskland i 2006, hvor landstræner Jürgen Klinsmanns angrebsivrige og humørfyldte tropper fremstod - ikke blot som genfødslen af tysk fodbold på landsholdsplan - men som selve gennembruddet for det moderne, forenede Tyskland, der endelige kunne kaste skylden for Anden Verdenskrig af sig og eksistere som en nation i sin egen ret.

I samme stil er Hollands totalfodbold i halvfjerdserne også ofte blevet beskrevet som den fodboldmæssige fortolkning af det velfærdssamfund, der blev opbygget i Vesteuropa i samme periode; et ligeværdigt fællesskab, hvor de gamle hierarkier er ophævet, og alle har ret til at rokere frit rundt på banen.

Ligesom man med en vis ret kan hævde, at Dungas resultatorienterede tropper repræsenterer det nye Brasilien; en hårdtarbejdende og ambitiøs nation, der har forladt legealderen og er ved at træde ind i rollen som en af fremtidens økonomiske supermagter.

Historien gentager sig

Fodbolden fortæller historien om nationer under forandring - hvilket er med til at sikre VMs evige fascinationskraft. Men der er dog også visse fortællinger, der konstant forbliver de samme.

Det gælder ikke mindst for de i landsholdsmæssig forstand så hårdt plagede øboere i den aflange nation vest for Danmarks kyster. I de sidste tredive år har England fremtrådt som international topfodbolds evige underachievers. Slutrunde efter slutrunde har holdet formået at falde fra hinanden, når det virkelig gjaldt, og der er - vurderet på baggrund af det indledende gruppeopgør mod USA - intet, der tyder på, at tingene vil ændre sig denne gang, selv om englænderne råder over et nyt våben i skikkelse af Fabio Capello.

Vindermentalitet

Den sammenbidte mand med designerbrillerne fra Friuli i Norditalien er bredt anerkendt som en af Europas bedste trænere, men han blev som udgangspunkt ikke ansat for sine taktiske kvaliteter eller evner udi mandskabsplejen, men fordi han råder over en enkelt ting, som englænderne i desperat grad savner: Vindermentalitet.

En nærmest endeløs række af skuffelser og bitre nederlag har drænet selvtilliden ud af Three Lions, der for et par år siden var i så ringe forfatning, at de ikke engang magtede at kvalificere sig til EM. Og Capello blev hyret - netop efter den fejlslagne EM-kvalifikation - for at pumpe nyt mod tilbage i spillerne og få dem til at tro mere på sagen, når de iførte sig den hvide landsholdstrøje.

Dette lykkedes tilsyneladende i kvalifikationsturneringen, som holdet badede sig gennem. Men til den første puljekamp ved dette VM var det alligevel good, old England, der mødte frem; det tungt spillende, fantasiløse og underskudsramte mandskab, som vi kender så godt fra tidligere slutrunder.

Under afvikling

Selv en mestertræner som Capello kan kun arbejde med det forhåndenværende materiale. Og det er ikke imponerende i denne omgang.

Den generation, der har domineret engelsk landsholdsfodbold i det seneste årti - dog uden at vinde noget som helst - er under tydelig afvikling; Michael Owen, David Beckham og Rio Ferdinand er slet ikke med i Sydafrika på grund af skader eller formsvigt, og Steven Gerrard, Frank Lampard og John Terry er alle trådt ind i den afsluttende fase af deres karrierer. Det er dog stadig de tre sidstnævnte, der - koblet med Wayne Rooney i front - leverer aksen på det engelske nationalmandskab, og den er sådan set stærk nok.

Det er de øvrige dele af holdet, der ikke holder niveau.

Målmandsproblemer

Især har Capello bryderier med målmandsposten. Hans tre udvalgte er alle af ganske jævn kvalitet, hvilket har medført, at Don Fabio - som han kaldes i den engelske presse - helt ekstraordinært er rejst til Sydafrika uden en designeret førstekeeper.

Først to timer før kampen mod USA besluttede han, at West Hams Robert Green skulle vogte buret - hvilket som bekendt viste sig at være en rigtig dårlig idé. Målvogteren fra Nordlondon forærede amerikanerne det ene point med sit kæmpedrop, og nu venter alle på, hvordan den italienske manager vil håndtere målmandssituationen op til kampen mod Algeriet.

Den mest rutinerede af de tre keepere - 39-årige David James fra Portsmouth - er faldet i unåde efter at have kritiseret trænerens udvælgelsesmetoder, så Capello har reelt kun to målmænd tilbage at vælge imellem: Birminghams Joe Hart, der aldrig har startet inde i en turneringskamp for landsholdet, eller Green, hvis selvtillid må være skudt totalt i smadder.

Intet under at italieneren ser bekymret ud!

Stive ben

Når han har taget stilling til problemerne i den bagerste skanse, kan han passende rette blikket mod centralforsvaret, hvor Liverpool-veteranen Jamie Carragher er blevet rokeret ind efter skader til Manchester Uniteds Rio Ferdinand og Ledley King fra Tottenham.

Carragher er imidlertid langt fra sin ungdoms vår, og minder med sine stive ben og mangel på hurtighed mest af alt om det, han er - en 32-årig midterforsvarer, der er træt og mørbanket efter mange års slagsmål med de fysiske powerhouses, der gør det ud for centerforwards i den bedste engelske række.

Et mandskab med Robert Green på mål og Carragher i midterforsvaret er ikke oplagte kandidater til at vinde noget verdensmesterskab, men det er altså de spillere, som Capello har at gøre godt med, og så må han bare prøve at få det bedste ud af det.

Små glæder

I det mindste kan han glæde sig over, at den vigtige balancespiller Gareth Barry fra Manchester City ser ud til at være kommet sig over den skade, der holdt ham ude af åbningskampen mod USA.

Med Barry tilbage på den defensive midtbane kan Capello rykke Steven Gerrard ud på venstre flanke og således undgå, at han og Frank Lampard løber og træder hinanden over tæerne inde på midtfeltet. Det skulle skabe bedre balance i den engelske opstilling og frigive både Lampard og Gerrard til de offensive fremstød, som de er så kendte for på deres respektive klubhold, men som man alt for ofte savner at se fra deres side i landsholdstrøjen.

Én ting er i hvert fald sikker: Englands lille håndfuld af topklassespillere - Gerrard, Terry, Lampard og Rooney - skal spille op til deres allerbedste, hvis englænderne endelig skal bryde med mange års traditioner for at underpræstere og komme helt til tops.

De kan jo passende starte i aften med at demonstrere klassen mod Algeriets ørkenræve, der absolut fremstår som en af VMs mest overkommelige modstandere.

England expects!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu