Læsetid: 10 min.

En engageret og utilpasset popstjerne

MIA er den mest provokerende popstjerne i vor tid. Hun er blevet beskyldt for at støtte de tamilske tigre, men hævder, at hun blot støtter den tamilske befolkning i Sri Lanka
Glem alt om bar hud og sex. Den britiske popstjerne MIA har for længst luret, at det er politik, der rykker
24. juni 2010

MIA er (endnu) ikke rigtig berømt, men hun er berygtet. Hendes sange bliver spillet i radioen, men er forbudt på MTV. Hendes politiske udtalelser har ført til, at hun blev beskrevet som en terrorist. Hendes musikvideoer bliver analyseret som politisk propaganda. Hendes seneste, som udkom i april, blev straks fjernet fra YouTube på grund af dens voldelige indhold. Og i en tid, hvor ordet indvandrer snarere end en beskrivelse er en fornærmelse, bruger hun det stolt til at beskrive sig selv: En flygtning, der startede fra bunden og fik international succes som 28-årig.

Hun er også en drama queen: »Dette kan blive det sidste interview, jeg nogensinde giver,« siger hun i slutningen af vores samtale. Det skal man ikke satse på. MIA - hvis rigtige navn er Maya Arulpragasam - er en gave, som medierne ikke vil give slip på. Hun har smukke øjne og markerede kindben, hendes eklektiske tøjstil med lyse farver, afrikanske og asiatiske tryk, hættetrøjer og heldragter bliver fuldendt af opsigtsvækkende udtalelser. Hun kæmper for sager (»Jeg tror, jeg vil snakke om Liberia og den slags«) uden megen eftertanke og tilsyneladende tilfældigt. Hendes seneste skydeskiver omfatter Lady Gaga og Twilight-filmene, Facebook og Google, som ifølge Maya er »udviklet af CIA«.

Ikke Kylie

For det meste får hun problemer, når hun taler om Sri Lanka. Hun blev født i London i 1975, og da hun var seks måneder gammel, flyttede familien til forældrenes hjemland Sri Lanka, og hun tilbragte de første 10 år af sit liv i en lille landsby uden for Jaffna i den nordlige del af landet og i den indiske by Chennai. Hendes far var grundlægger af Eros, en studenterorganisation der i 70'erne og 80'erne kæmpede for en uafhængig tamilsk stat. Hans politiske engagement betød, at Maya og hendes familie blev tvunget til at vende tilbage til London i 1987, hvor de boede på lejede værelser, pensionater og i sociale boligbyggerier.

Maya har ikke kopieret sin fars politiske engagement, men hun støtter tamilernes sag. Hendes udtalelser om, at Sri Lankas regering er skyld i et folkedrab mod tamilerne, er ikke blevet vel modtaget. Hun er endda blevet beskyldt for at støtte De Tamilske Tigre, den separatistiske gruppe, som sidste år blev besejret af den srilankanske regering efter næsten 30 års borgerkrig. Hun er alt andet end Kylie.

Kontroversiel video

Desuden har MIA i de seneste måneder været årsag til to kontroverser. Den første handler om »Born Free«, en sang fra hendes tredje album Maya (eller / \ / \ / \ Y / \, som navnet skrives). »Born Free« skulle ikke udgives som single, men uden at spørge pladeselskabet, producerede og finansierede Maya og instruktøren Romain Gavras en ledsagende video.

Gavras er også berømt. Hans video til Justices sang »Stress« fra 2008 viser en teenagebande på krigsstien i Paris. De smadrer cafeer, tæver sikkerhedsvagter, stjæler en bil og sætter ild til den. Den ni minutter lange video til »Born Free« viste sig at være endnu mere provokerende. Den begynder i Los Angeles, hvor en væbnet milits afhenter rødhårede unge mænd og et barn, som bliver taget med ud i ørkenen, hvor de får tæsk og bliver dræbt. Drengen bliver skudt i hovedet. Metaforen er indlysende, men voldsom, nogle ville sige umotiveret, og videoen blev straks forbudt af YouTube, men kan stadig ses på miauk.com.

Fremtidens lyd

Den anden kontrovers handler om en artikel af Lynn Hirschberg i New York Times, hvor journalisten understreger kontrasten mellem Mayas politiske udtalelser og hendes komfortable livsstil: »'Jeg vil være en outsider,' siger MIA, mens hun spiser en pomfrit med trøffelsmag.«

Maya brød sig ikke om denne antydning. Så hun offentliggjorde Hirschbergs telefonnummer på nettet sammen med en optagelse, hvor man kunne høre, at det var Hirschberg og ikke Maya selv, der bestilte de dyre pomfritter. En storm i et glas vand? Måske. Men den usofistikerede, oprigtige og iltre Maya kan bare ikke lade tingene passere.

Da vi mødes, har jeg indsamlet al viden om MIA. Min computer er ved at sprænges af argumenter for og imod, officielle udtalelser, udfald fra kommentatorer, som knap nok kan læse og skrive, og kommentarer fra Mayas egne blogs. Det er alt sammen meget underholdende, men afleder opmærksomheden fra hendes musik. Så lad os sige det tydeligt: MIAs musik er fantastisk. Hun er selvlært rapper, sangskriver og producer, der laver smittende, opfindsomme melodier, der stjæler fra hiphop, grime, rave og punk og blander det med jamaicanske, indiske, afrikanske rytmer. Hun sampler hæmningsløst fra grupper som The Clash og Suicide og bruger de lyde, der omgiver hende: kasseapparater, legetøjsinstrumenter, tamilernes urumee-tromme. Også hendes tekster er interessante: flydende, tvetydige og svære at afkode. De blander gangsta-snak med London-slang, fjolleri og personlige bemærkninger. Efter hendes første plade, Arular fra 2005, sagde rapperen Nas: »Hendes lyd er fremtiden.«

Vi mødes på Banana Leaf, en indisk restaurant i det sydlige London. Da jeg ankommer, er restauranten helt tom, bortset fra Maya, hendes pressechef, hendes kæreste, Ben Bronfman, og deres 14-måneder gamle søn, Ikhyd, som heldigvis har travlt med at tygge på mobiltelefoner. Maya, Ben og Ikhyd virker søvnige. De har rejst en hel del. Ben tilbyder at gå en tur med Ikhyd, mens vi taler.

En del af flabetheden i Lynn Hirschbergs artikel handlede om forholdet mellem Maya og Ben, som er søn af Edgar Bronfman Jr., Seagram-familiens arving og direktør i Warner Brothers. Ben, som er forsanger i indie-reggae-gruppen Exit, har sit eget, miljøvenlige pladeselskab og er født til penge. Det er Maya selvfølgelig ikke. Hvordan kan hun stadig virke ægte, når hun bor i Hollywood med en rigmandssøn? Men disse indvendinger virker latterlige, når man ser Ben og Maya sammen. Ben er tydeligvis meget stolt af sin kommende kone: »Har du hørt pladen? Er den ikke fantastisk?« spørger han ivrigt.

En vild barndom

Da Ben og Ikhyd er gået, taler vi længe om Mayas familie. Det er en vild historie. Selv om Mayas forældre begge var tamiler fra Sri Lanka, mødtes de for første gang på en pub i Hounslow. Hendes far, Arul, fik som 15-årig et stipendium til at studere i Rusland, hvorefter han kom til London. Kala var på et kort studieophold og boede hos sin bror. For at få forlænget sin opholdstilladelse fik Kala overtalt Arul til, at de skulle gifte sig. I løbet at to år fik de to piger: Kali, som nu er smykkedesigner, og Maya, som er en forkortelse for Mathangi. Uden at Kala vidste det, kom Arul i kontakt med nogle politisk aktive tamilere, og da Maya var to måneder gammel, forlod han familien: »Han gik ud for at købe mælk og kom først tilbage fire måneder senere,« siger Maya. Han var taget til Libanon for at træne med PLO.

Da Arul kom hjem, fortalte han Kala, at han var på vej tilbage til Sri Lanka og spurgte, om hun ville med. Arul Pragasam var påvirket af sine nye venner og sin tid i Rusland og tog hjem for at oprette studenterorganisationen Eros, der støttede det tamilske mindretal gennem politik, men ikke vold. Den blev opløst midt 80'erne, da de tamilske tigre blev en magtfaktor. De flyttede hjem til Kalas landsby nær Jaffna i det nordlige Sri Lanka, hvor Mayas bedsteforældre boede. Kort efter blev sønnen Sugu født. Men Arul, der nu kaldte sig Arular, var der stadig ikke meget: »Han spurgte min mor: 'Hvorfor skulle jeg bruge min tid på at hjælpe en kvinde og tre børn, når jeg kan hjælpe tusinder?' Hun sagde: 'Hvis du spørger dig selv om det, må du hellere gå'.«

Indtil Maya var otte, troede hun, at hendes far var død. Hun så ham kun tre gange i de år, hun boede i Sri Lanka.

»En af gangene kunne han ikke huske, hvad jeg hed,« siger hun.

Henrettelsesvideoer

Mayas liv i Sri Lanka var lykkeligt. Hun, hendes søster, bror, mor og bedstemor boede i en treværelses lejlighed (bedstemor sov i det ene værelse, alle de andre i et andet, mens det tredje var til besøgende). I kvarteret boede deres tanter, som hver især havde syv-otte børn: »I vores gade var der omkring 50 børn. Det var fantastisk.«

Mayas familie var den eneste i ejendommen, der havde et køleskab, og en gang om måneden lejede de et tv og en video. Alle deres slægtninge og venner kom på besøg for at se tamilske film i 24 timer i træk. De kom is i ansigtet for at holde sig vågne.

Men Arul påvirkede stadig deres liv. Hendes familie flyttede igen, denne gang til et tamilsk område i Indien, hvor de i tre år boede i et forfaldent hus. Da de vendte tilbage til landsbyen i Sri Lanka, kom regeringssoldaterne flere gange for at lede efter faderen. De tog Maya på knæet og spurgte hende, om hendes legetøj var en gave fra hendes far. Derefter tæskede de venlige soldater Kala foran hendes børn og gav alle mændene i landsbyen på mellem 18 og 25 år den samme behandling. Efter nogle år blev denne chikane for meget, så de lokale samlede penge til Kala og sagde til hende, at hun måtte tage børnene med tilbage til Storbritannien. Af en fraværende far at være har Arul forårsaget meget sorg, vil jeg mene.

Maya mener, at reaktionen på videoen »Born Free« var latterlig, eftersom YouTube indeholder en masse ægte drab: »Det er bare teaterblod, men folk er mere forargede over den end henrettelsesvideoer,« snøfter hun. Med henrettelsesvideoer mener hun klip af srilankanske tropper, der skyder ubevæbnede, nøgne mænd med bind for øjnene i hovedet. Den srilankanske regering hævder, at videoerne er falske, men uafhængige eksperter har bekræftet, at de er ægte og formentlig optaget i januar 2009: »Jeg nævnte dem på Twitter for seks måneder siden, men ingen talte om det. Da Romain og jeg så lavede en video om det, blev alle forargede.«

Krig og turisme

Mayas problem er ikke, at hun er uvidende, men at hun er emotionel, personlig og lidt, øh, uartikuleret. Man må ikke lade sig rive med, når man taler om krig. Efter vores interview så jeg et klip fra det amerikanske talkshow med Tavis Smiley, hvor hun meget klart skelner mellem de tamilske tigre og den tamilske civilbefolkning. Hun siger, at Sri Lankas regering har benyttet de tamilske tigre som et påskud for at udslette almindelige tamilske civile. Interviewet er fra januar 2009, og senere blev hendes udlægning af begivenhederne bekræftet af bl.a. New York Times: »New York Times er så stor en institution, at journalisterne ikke engang læser deres egne nyheder. To dage før Lynns artikel om mig, skrev New York Times, at Sri Lankas regeringsstyrker var skyld i alle de civile dødsfald. Men den dag jeg fødte mit barn, skrev de, at jeg sympatiserede med de tamilske tigre. Jeg har hele tiden sagt, at jeg støtter civilbefolkningen, ikke tigrene. Jeg kenderdem ikke og ved ikke, hvad de laver. Så jeg er pisseligeglad. Det handler om tamilerne, for jeg kender deres situation af egen erfaring.«

»Desuden betegner New York Times strandene på Sri Lanka som verdens bedste rejsemål, blot seks måneder efter at 300.000 mennesker er blevet bombet der. Man er nødt at forbinde turisme med politik. Alle krige handler om at erobre land, og når du omtaler et stykke et land som det bedste sted at tage solbad, må du undersøge, hvad der sker.«

Falske rygter

Alt dette virker indviklet for os, som ikke ved noget om srilankansk politik. Men jeg har kontrolleret Mayas påstande, som alle har vist sig at holde stik.

Problemet er ikke, at MIA lyver, men at verden er ligeglad. Hun bruger lang tid på at forklare mig, hvordan den srilankanske regering har spredt rygter om hende på internettet og kontaktet hendes fans individuelt for at skaffe landet et rent image. Det kan meget vel være sandt, men jeg kendte ærlig talt ikke alle detaljerne om borgerkrigen i Sri Lanka, som endte med, at flere hundredtusinder civile tamiler blev gennet ud på strandene og bombet ihjel. Jeg er lige så skyldig som Hirschberg. Så det er ikke underligt, at en dum musikvideo skaber mere forargelse, end når rigtige mennesker dør.

Maya har brugt meget af sit liv på at rejse rundt i verden med forskellige mennesker: bengalske drenge fra Brick Lane, kunststuderende på St. Martins, hiphoppere fra Los Angeles og jetsettere fra London. Da hun indspillede sit andet album, Kala, havde hun problemer med sit visum til USA, så hun indspillede pladen i Liberia, Jamaica, Trinidad og Indien. Da hun var gravid, blev hun nødt til at flytte fra New York, fordi lugten i byen konstant fik hende til at kaste op. Hun passer ikke ind nogen steder.

Lykkelig overalt

Hun og Ben skal snart giftes. Om 10 måneder udløber Mayas amerikanske arbejdstilladelse, men de ved ikke, hvor de skal bo, fordi deres familier er spredt i hele verden. Så de overvejer at bo på en båd: »Jeg er så klar på det,« siger Ben, som er kommet tilbage med Ikhyd.

Maya fortæller, hvordan det var at flytte tilbage til England, da hun var 10 år. På hendes første skoledag lavede de et regnestykke i klassen. Maya rakte hånden op, fordi hun kendte svaret: »Hele klassen grinede ad mig,« siger hun, mens hun selv griner. Læreren klappede hende på hovedet og sagde, at hun ikke skulle lade som om, hun kendte svaret. Men hun kendte svaret, hun kunne bare ikke tale engelsk. Hun havde ikke ord til at sige det: »Jeg var ligeglad,« siger hun: »Jeg var lykkelig. Jeg var lykkelig overalt.«

© Guardian News & Media og Information 2010
Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu