Det danske landkort er oversået med festivaler fra Skagen til Langeland. Og det er en fantastisk mulighed for provinsbyernes erhvervsliv, siger professor Jon Sundbo, center for oplevelsesforskning på Roskilde Universitet.
»Der er kommet større fokus på events som noget, der kan trække turister og indbyggere til og derved på sigt skabe arbejdspladser,« siger Jon Sundbo.
Selvfølgelig får lokalsamfundet først og fremmest gavn af en øget omsætning under festivalen, mener professoren. Men på længere sigt kan en festival have en branding-effekt og sende et signal om, at det er en by, hvor der sker noget.
»Byerne kunne godt være bedre til at udnytte festivalens muligheder for at sætte gang i erhvervsudvikling og tiltrække iværksættere,« siger Jon Sundbo.
Erfaringer fra Roskilde og Hultsfred i Sverige viser, at en musikfestival over en årrække kan føre til en stigning i indbyggertal og virksomheder, hvis der arbejdes aktivt for at udnytte mulighederne.
Danmarks og Nordeuropas største festival, Roskilde Festival, står for døren og snart valfarter 70.000 gæster til byen. Og landets mange mindre festivaler kan roligt se mod den sjællandske domkirkeby for at hente inspiration.
For i Roskilde har man forstået at udnytte festivalens muligheder til at fremme erhvervslivet i byen, mener Jon Sundbo.
Det kommer blandt andet til udtryk i Musicon, en grund lige op til festivalpladsen uden for Roskilde By, som kommunen har afsat til at huse kreative erhverv og oplevelsesøkonomi.
Efter planen skal en helt ny bydel stå klar om 10-15 år med omkring 500 boliger og 2.000 arbejdspladser med kulturerhverv.
Samarbejdet med festivalen skinner igennem på mange punkter blandt andet sidder festivalens direktør Henrik Rasmussen med i Musicons politiske udvalg. Det samme gør Kim Lundshøj, som er direktør i Udviklingshuset Sjælland, erhvervslivets organisation i Ringsted, Lejre og Roskilde Kommuner.
»Musicon udnytter hele den ekspertise og viden omkring det at drive et kreativt projekt, som Roskilde Festivalen er. Man kombinerer forretning med moderne oplevelsesøkonomi,« siger Kim Lundshøj.
20.000 nye skibonitter
I Skive ligger en anden af Danmarks store festivaler, som med sine 20.000 gæster i begyndelsen af juni fordobler indbyggertallet i den midtjyske by for en stund. Det har fået stor betydning for byens erhvervs- og foreningsliv, siger Jeanne Søgaard, souschef på Skive-egnens Erhvervs- og Turistcenter.
»Vi bliver invaderet af 20.000 gæster, og det er klart, at det betyder noget for vores detailhandel,« siger hun.
Byens supermarkeder lever især godt af de sultne og tørstige festivalgæster, men også de lokale leverandører af el og vand har gang i butikken.
I Skives turistcenter mærker man især festivalens branding-effekt, når byen skal repræsenteres på forskellige messer. Centeret har planer om at drage yderligere nytte af det gode omdømme ved at markedsføre Skive gennem de lokale musiktalenter og festivalen, siger Jeanne Søgaard.