Læsetid: 4 min.

Da fodbold blev et statsanliggende

Det franske fodboldlandshold tjener som model for nationen, social integration og arbejdsmoral. Og derfor blev de seneste dages interne drama hos 'les bleus' noget nær et statsanliggende
Det franske fodboldlandshold tjener som model for nationen, social integration og arbejdsmoral. Og derfor blev de seneste dages interne drama hos 'les bleus' noget nær et statsanliggende
23. juni 2010

PARIS - Det var 'Mor-Frankrig', som efter to dages nærmest enstemmig forargelse i fransk presse holdt dundertale for det franske fodboldlandshold i Bloemfontein i Sydafrika.

»Intet bliver som før, det er en moralsk katastrofe.«

Sportsminister Roselyne Bachelot fortalte mandag aften, hvorledes hun netop havde irettesat de franske spillere:

»Det er jeres børn, I ikke længere er helte for. Det er deres drømme, I har ødelagt. Det er Frankrigs image, I har tilsmudset,« havde hun kundgjort for spillerne.

For ganske vist havde franskmændene ikke de allerstørste forventninger til det landshold, Raymond Domenech havde stillet an til VM, i folkemunde ud fra devisen: 'Man ændrer ikke et hold, der taber'.

Men den kæde af ophidsede og barnlige reaktioner, fra Nicolas Anelkas fornærmende eder over at blive irettesat af træneren, hans eksklusion fra holdet og til holdets træningsstrejke med en erklæring fra en dybt ydmyget Domenech, havde ingen dog kunnet forestille sig.

Den myndige og bramfri Roselyne Bachelot havde set hver af spillerne i øjnene.

Når det er autoriteten, der er problem for »de forkælede unger«, som pressen enstemmigt forarget havde beskrevet les bleus, var det altså mor, der måtte få dem til at skamme sig. Det er Bachelot dygtig til. Kyndigt, med farmand i baglandet:

»I løbet af ugen har jeg selvfølgelig talt meget med præsidenten, premierministeren og de ansvarlige for fransk fodbold,« bedyrede hun.

Sammenhold pr. dekret

Men det ser ikke godt ud for det franske landshold som model for fransk identitet. Næsten samtidig med at Roselyne Bachelot udtalte sig, landede angriberen Nicolas Anelka, der ifølge pressen havde bedt sin træner om at blive »baghylet af sin ludermor«, nonchalant tyggegummityggende i Heathrow Lufthavn i London. Med sort forstadshætte på hovedet, mørke solbriller og dyrt tøj var han for samtlige franske tv-kommentatorer ikke ligefrem billedet på den ydmyghed, Bachelot efterspurgte. Anelka har for nylig udtalt til engelsk presse, at han aldrig flytter tilbage til Frankrig, fordi han ikke har lyst til at betale skat til landet.

Reaktionerne både i de franske mediers overskrifter, men også fra de politikere, der rutinemæssigt udtaler sig, har de sidste par dage været forbavsende enstemmige: »Forfærdeligt«, »skandaløst«, »begrædeligt«, »forstemmende«. Den franske udenrigsminister, socialisten Bernard Kouchner, kalder landsholdets optræden en »karikatur«, og han var en af de første, der bekymrede sig om den skade, holdet forvolder Frankrigs image.

François Bayrou fra midterpartiet Modem taler om »opløsningsstemning«, mens Henri Guaino, specialrådgiver for den franske præsident Sarkozy, på tv-kanalen i-téle udtaler, at »det franske landshold ikke længere er et hold«.

På spørgsmålet om, hvorvidt præsident Sarkozy så skal gribe ind, svarer Guaino:

»Man kan jo ikke udstede et dekret om, at der skal være sammenhold på det franske landshold«.

Smittet af bling-bling

I en politisk kontekst, hvor der ikke kan findes fælles fodslag om en nødvendig pensionsreform, hvor regeringen med Sarkozy ved roret har lagt loft over skatten, så ingen betaler mere end 50 pct., og hvor udgifterne til sygesikring underminerer statsbudgettet, kan Guainos udtalelse kun ses som et udtryk for afmagt. Hvis altså det franske landshold er model for nationen. Kan man dekretere solidaritet?

Ikke overraskende brugte venstrefløjen det franske landshold som metafor for nationen. Jêrome Cahuzac, formand for finanskommissionen for socialisterne i parlamentet, udtalte skarpt, at spillerne som alle andre i det franske samfund blot er smittet af 'bling-bling'. Et begreb som refererer til Sarkozys forsmag for dyre ure, smykker og restauranter. I de forløbne måneder har der været stor polemik i fransk presse om prisen på det hotel, landsholdsspillerne er indlogeret på i Sydafrika, og om den bonus, både spillere og træner modtager, hvis Frankrig vinder. Og alt dette er ifølge Cahuzac Sarkozys skyld:

»Der er en grundstemning på det franske landshold, som Nicolas Sarkozy har pisket op: Det er individualisme, egoisme, enhver hytter sit eget skind, og den eneste målestok for et menneskes værdi er den check, man modtager i slutningen af måneden.«

Nation i vanære

Sportsminister Roselyne Bachelot har nu bestilt en rapport fra et konsulentfirma, som skal kortlægge, hvad der skete i søndags, da det franske landshold bestående af det ypperste af Frankrigs fodboldungdom lukkede sig inde i en bus og nægtede at gå til træning, fordi en medspiller var blevet udelukket for at have udspyet nogle saftige eder.

Indtil i går holdt alle vejret og håbede, at holdet mod alle odds ville gå videre. Samtlige franske aviser skrev mandag på deres forsider, at spillerne var en flok store idioter, og at de nu skulle genoprette Frankrigs ære i bedste gaullistiske stil.

Hvis nationen er fodboldlandsholdet, er det en van- ære for alle måske ikke at tabe, men at tabe med elendigt holdspil.

Der var kun én, som synes, at det hele havde været mægtig sjovt. Det var Danny, alias Daniel Cohn-Bendit, den røde fra '68, der i øvrigt elsker fodbold. Han påpegede, at det jo omsider var lykkedes træner Domenech med vandreture for hele holdet i de franske bjerge lige inden VM omsider at skabe den holdmentalitet, der så længe havde manglet. Og så var det blot morsomt, at holdet pludselig vendte sig mod Domenech selv. »Det vi så i går« (til træningen søndag, da spillerne udeblev fra træning i protest) forklarer Cohn Bendit, »var et udslag af selvstyring«. Det var »fodbold tilbage til fodboldspillerne«.

Ligesom dengang spillere fra den brasilianske klub Corinthians i begyndelsen af 1980'erne indførte demokrati i deres klub under militærstyret og gik på banen med bannere med påskriften: »Tab og vind - men altid i demokrati«, påmindede Cohn Bendit.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Heinrich R. Jørgensen

At landshold skal kæmpe indbyrdes, er åbenlyst udtryk for nationalisme -- national identitet, nationalt sammenhold osv.

Sven Karlsen

Nyhed-nyhed!

Information når kvalmepunktet i fodboldfokus længe før VM er nået til de "interessante" runder

PS: og så tag dog hensyn til de stakkels aviskøbere, med sådan en forside, er der mange der risikerer at komme til at tage en Informide i stativet, istedet for deres sædvanlige BT eller EB ... de får jo dagen ødelagt!