Læsetid: 6 min.

'Gå aldrig væk fra demokratiet'

Forfatteren Carsten Jensen modtog Demokratiprisen til sin egen overraskelse, da han ikke ser sig som ideel dansker. Men i dyb respekt for de tidligere modtagere, der med integritet værner om demokratiets grundpiller trods terrorlove og krige, er han meget beæret
'Jeg er beæret over at modtage demokrati-stafetten i dag, også selv om jeg vist desværre på temmelig mange måder ikke ligner den ideelle dansker. Men noget må I jo have set i mig, og jeg skal i det kommende år forsøge at leve op til jeres tillid, sagde Carsten Jensen in absentia i sin tale holdt afr Jesper Klein.

'Jeg er beæret over at modtage demokrati-stafetten i dag, også selv om jeg vist desværre på temmelig mange måder ikke ligner den ideelle dansker. Men noget må I jo have set i mig, og jeg skal i det kommende år forsøge at leve op til jeres tillid, sagde Carsten Jensen in absentia i sin tale holdt afr Jesper Klein.

Kristine Kiilerich

7. juni 2010

Kære alle sammen,

Prøv at forestille jer et smil, der på engang er undskyldende, sårbart, en lille smule bedrøvet og så dog alligevel fuld af et ukueligt lyssyn. Forestil jer et ansigt fuld af udtryk, der kan minde om Benny Andersens digte omsat til stilfærdig mimik. Forestil jer en mand, der taler lige så meget med sine pauser som med sine ord.

Forestil jer en beskedenhed, ikke af den lurende slags, der udspringer af en vaklende selvfølelse, men i stedet er en beskedenhed i slægt med blufærdighed.

Forestil jer alt dette, og så vil I med det samme vide, at der her gemmer sig en form for danskhed, der ikke har brug for højlydt at proklamere sig selv eller se ned på andre for at bekræfte sig selv. Så behøver I heller ikke forestille jer mere.

I gæld til Jesper Klein

For manden, der repræsenterer alt dette, står foran jer: Hans navn er Jesper Klein, og det er for mig en stor glæde, at det netop er ham, der i mit fravær skal læse min tak op, når jeg i dag får overdraget demokrati-stafetten.

'Jeg står i livsvarig gæld til Jesper Klein. Jeg har set ham på skærm og lærreder, siden jeg var teenager, og hver gang jeg ser ham, bliver jeg mindet om det, som jeg synes er det bedste ved det land, jeg lever i, og som jeg vil kalde skrøbelighedens stilfærdige styrke.

Stafetten gives til mig i Ebbe Kløvedal Reichs navn. Også han er en slags livsledsager. Jeg fulgte hans forfatterskab, især i de for mig så afgørende dannelsesår i 70'erne og 80'erne. At læse hans krøniker fra Svampens tid var for mig en læreplads i offentlig debat. Så fantasifuldt, så blomstrende uforudsigeligt, så engageret og indsigtsfuld kunne det gøres, så på en gang lydhørt og samtidig personligt.

Reichs stædighed

Ebbe Kløvedal Reich var altid søgende, i mange retninger på en gang, men det var også en tid, der tilbød mange livs- og verdensforklaringer. Stejl var han aldrig, i stedet frugtbart og stædigt uafklaret, rummelig i en grad, så man nogle gange spurgte sig selv, hvor meget et menneske i grunden kan indeholde uden at sprænges.

Jeg glemmer aldrig hans bekendelse til marxismen-leninismen trykt i Information engang i 70'ernes midte. Den noget uventede bekendelse til en af de mest selvmorderisk dogmatiske, åndeligt indsnævrede tankegange, der lader sig opdrive, var vel et forsøg på at finde et bindende, forpligtende standpunkt, en slags åndelig afmagringskur midt i al den forslugne rummelighed.

Læs essayet, og du får essensen af Ebbe.

Det begynder rigtignok med en afsked med de gamle anarkist-venner og ender så alligevel i det rene anarki. For der er simpelthen ikke den gruppering, bevægelse eller det parti fra midten og udad mod venstre, Ebbe Reich ikke kan finde noget godt i, og han ender med opgivende at slå ud med arme og ben og bede tante Rosa om at hjælpe sig. Og hvem er så tante Rosa? Det er Rosa Luxemburg, den frit tænkende tyske marxist, der før hun blev myrdet, slog fast, at frihed altid kun er frihed for anderledestænkende.

Ebbe Reich sværmede for Mao, men det var vistnok mest, fordi han antog ham for en slags kinesisk Grundtvig. I dag ved vi, at Mao var en koldsindigt manipulerende massemorder. Betyder det så, at Ebbe Reich hører til den kategori, højrefløjen triumferende kalder »intellektuelle, der fejlede«, fordi de gjorde fælles sag med diktaturer?

Forpligtet på demokrati

Går vi til roden af Ebbe Reichs engagement, var han altid forpligtet på demokratiet og samtalen. Han var den inkarnerede samtale, tværs over klasseskel, tidsaldre, traditioner og kontinenter og havde han levet i dag, havde han sikkert forsøgt at omvende muslimerne i Danmark til sufismen, Islams store tradition for åndelig mystik.

Jeg kender mennesker, der priser ytringsfriheden, men helst den ubrugte, for den uoverskuelige samtid kompromitterer os altid på den ene eller anden, ofte helt uigennemskuelige måde, og disse mennesker foretrækker at sidde på afstand af deres egen tid og vente på, at den skal afklare sig selv, så de i bagklogskabens selvretfærdige lys kan begynde på deres fordømmelser. Sådan var Ebbe Reich ikke.

Generøse mennesker kan også gå fejl. Det er en del af deres generøsitet, deres evige vekselvirken med tiden, og uden dem ville vi stå stille. At gå er for et øjeblik at slippe jordforbindelsen, i hvert fald med den ene fod, og så finde den igen. Og Ebbe Reich var en mand, der gik. Og gik. I mange retninger. Men aldrig væk fra demokratiet. Der er en tredje mand, der er grunden til, at jeg står her i dag. Det er Hans Jørgen Bonnichsen, den nu pensionerede chefkriminalinspektør i Politiets Efterretningstjeneste. Det er fra Bonnichsen, jeg modtager stafetten, og det gør mig særlig stolt at modtage den netop af ham.

Når jeg ser Bonnichsen optræde i medierne eller læser hans bog Frygt og Fornuft er der tre dyder, der falder mig ind: Saglighed, integritet og besindighed.

Aldrig bedrevidende

Saglighed, fordi Bonnichsen altid ved, hvad han taler om, med baggrund i sine erfaringer gennem mange år i politi og efterretningsvæsen, og fordi han føler, at viden forpligter.

Der er et udtryk på det danske sprog, der hedder at handle mod bedre viden. Det siges ikke åbenlyst, men underforstås, at det skal man ikke gøre. Bonnichsens viden er aldrig bedreviden. Det er den ægte bedre viden, og han handler ikke imod den, men i overensstemmelse med den, når han lader sine vægtige ord lyde i debatten.

Integritet er Bonnichsens anden dyd. Han føler sig ansvarlig over for det demokrati, hvis linjevogter han er sat til at være. Han forfalder aldrig til det nemme synspunkt, at man bedst forsvarer demokratiet ved at suspendere det. Besindighed er hans tredje dyd. Bonnichsen har valgt det vanskeligste, hvis man vil skabe lydhørhed for sine synspunkter, at appellere til fornuften frem for den frygt, som så nemt lader sig vække, og som, når den først er vakt, er umulig at blive af med igen.

Vi kender alle klicheen om the good cop og the bad cop. Den ene skaber tillid hos delinkventen, den anden truer ham til at spytte ud. Bonnichsen er the good cop, og når jeg ser og hører ham tænker jeg altid, at han er beviset på, hvor rodfæstet vort demokrati er. Det er ham, overvågeren, der advarer mod overvågningssamfundet. Det er ham, der bliver bekymret, når borgerne vil sælge deres demokratiske førstefødselsret og vælge sikkerhed frem for frihed.

Det er ham, der påpeger faren for, at borgerne frivilligt umyndiggør sig selv i en tvivlsom trygheds navn. Han er efterretningsmanden, der frygter sin egen magt.

The bad cop findes, men det ser i disse år ud til, at manden, hvis rolle det er at true, føler sig mere tiltrukket af politikken end af politiet. Det er blandt de folkevalgte, vi finder the bad cop, anbragt på Christiansborg af et vælgerkorps, der vender ryggen til, når det kommer til de store afgørelser og til gengæld med nidkær omhu vogter over de nærmeste markskel.

Tilsammen udgør de tre mænd, den blufærdige Jesper Klein, den vandrelystne Ebbe Kløvedal Reich og den besindige Hans Jørgen Bonnichsen, den ideelle dansker. Vi kan også kalde det den ideelle demokrat.

Jeg er beæret over at modtage demokrati-stafetten i dag, også selv om jeg vist desværre på temmelig mange måder ikke ligner den ideelle dansker.

Men noget må I jo have set i mig, og jeg skal i det kommende år forsøge at leve op til jeres tillid.

Indtil også jeg om nøjagtigt et år står her for at give stafetten videre. For det er med stafetter som med demokratier: ingen ejer dem, og de er på en endeløs rejse.

Dette er Carsten Jensens takketale i anledning af, at han grundlovsdag modtager Demokratiprisen i Ebbe Kløvedal Reichs navn. Prisen er en stafetpris, der er givet videre fra sidste års modtager, Hans-Jørgen Bonnichsen. Carsten Jensen skal så næste år givet prisen videre. Prisen blev i Carsten Jensens fravær oplæst af Jesper Klein

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Netop den der benægter, er det tit og ofte mere i hjertet.

Nationalisten, der flagrer i sin bevidstgørelse af en afmålt og sproglig tilstand, fuld af søgte grænser, fordummes og lukkes blot mere og mere om sin søgen, og ender til sidst på den lille plet der blot er stykke jord, uden sjæl.

Sjælen vandrer.

Tillykke, Jensen......

Dan Johannesson

Kære Carsten.

Det glæder mig det blev dig, og håber du vil fortsætte med nuanceret at kaste lys ind i de rådne sprækker og gemmer af vores samfund.

Stort tillykke.