Generation Barça

Mens træner Vicente del Bosque grubler over taktiske dispositioner og den akutte skadesliste - både Cesc Fàbregas og Andrés Iniesta har døjet med skavanker - er højrebacken Sergio Ramos inkarneret diplomat:

»Det er fansene, pressen og hele verden, som bliver ved med at fortælle os, at vi er favoritter. Vi holder fødderne på jorden, som vi altid har gjort.«

Smukt spil, ro i geledderne og drenget forventningsglæde. I dag begynder VM for alvor. Og midt i den eksklusive virak om det svære valg mellem 4-1-3-2 med Fernando Torres eller 4-2-3-1 med Fàbregas melder spørgsmålet sig: Har spanierne virkelig overvundet deres traumer og fundet stilen?

Et sindbillede på
La Furiaanno 2010 var David Silvas scoring mod Polen for nylig. Spanien vandt 6-0. En række korte pasninger lige uden for feltet fandt Iniesta, som lobbede bolden tværs over det polske forsvar til Xavi Hernández. Xavi flugtede videre til David Silva, som resolut scorede.

Thierry Henry var misundelig:

»De har Villa og Torres. De har Xabi Alonso og Cesc, Iniesta og Xavi - og Silva. Det er utroligt.«

Xavis fornemmelse for spillet er eminent, og hans vilje til sejr er allerede en legende. I måneden op til La Ligas afgørende slutspurt i år rendte Xavi rundt med en skade, som kunne bryde ud, hvad øjeblik det skulle være. I værste fald ville det betyde tidlig VM-exit. Men Xavi blev ved med at spille, for hvert point og hver en målgivende aflevering - og dem laver han mange af - talte i Barcelonas tætte race med arvefjenden Real Madrid.

»Xavi er optændt af lidenskab for sin klub,« udtalte Pep Guardiola om sin guldfugl. »Han er et mønster- eksempel for alle.«

Barças elegance

Hemmeligheden om del Bosques succes med de blå-røde er netop implementeringen af Xavis mentalitet. Spillet er blevet æstetisk, hvor det før VM 2006 var på grænsen til det brutale. Efter et alt for tidligt farvel til slutrunden for fire år siden lagde den hidtidige manager, Luis Aragonés, stilen om og gjorde Barças elegance til holdets rygrad.

»Disse midtbanetyper findes overhovedet ikke i resten af verden,« udtaler Santi Segurola, Spaniens bedste fodboldskribent, »og til forskel fra andre lande er det først nu, vi har vores egen stil.«

Helenio Herrera forsøgte tilbage i 60'erne at importere den defensive
catenacciofra Italien. 30 år senere fik spanierne øgenavnet
La Furia Rojatakket være Javier Clementes baskiske kerne, som var berygtet for fysisk spil lige til kanten.

Segurola mener, at det var Johan Cruyff, som satte det mest prægnante stempel på spansk fodbold, først som spiller, siden som træner. En Barça-generation var født. Stadig med fast firebackkæde og strikers på toppen, som man havde lært fra engelsk powerplay, men nu med sans for dynamik og rap boldomgang à la de orange.

Fansene på den iberiske halvø husker med gru, hvordan Mauro Tassotti i det sidste kampminut smadrede en albue i næsen på Luis Enrique i VM-kvartfinalen 1994.
Azzurrigik videre til finalen, mens
La Furiamåtte rejse slukøret tilbage til solskinslandet. De onde naboer slår huller i både græs og hoveder. Og vinder. Vi spiller lækkert og har bolden det meste af tiden. Og taber. Vi kommer på hospitalet, mens de kommer i >finalen.

På de blås præmisser

14 år senere skete der noget meget mærkeligt. Den 26. marts 2008 førte Aragonés sine 11 udvalgte til en fortjent 1-0-sejr i en testkamp mod Roberto Donadonis drenge. David Villas fuldtræffer i det 78. minut var en fornøjelse. Men i spaniernes selvforståelse havde man ikke alene vundet over de blå, men gjort det på deres præmisser. De 90 minutter var et studie i taktisk kedsomhed, altså italiensk. Spanierne stillede med en central oprydder på midtbanen. Mere italiensk. Og den enlige Torres i toppen af 4-5-1-systemet var et perfekt spejlbillede af Andrea Pirlos pasninger og Luca Tonis kynisme. Italiensk? >Tjek.

I dag frygter del Bosque ikke rollen som kopist. De kan selv. Det var netop Torres'
speedi EM-finalen for to år siden, der gjorde, at han kom først på bolden og kunne lobbe den hen over Jens Lehmann i tyskernes mål. Den scoring, den 29. juni 2008, var enden på 44 års ventetid for det stolte og knugede folk.

Men det var ingenting - og Torres har selv indrømmet det - mod kvartfinalesejren over Italien ugen forinden: Fàbregas snød Gianluigi Buffon, og Iker Cassilas reddede nationens ære på stregen. Så betød det mindre, at Aragonés var næsten døv af ælde, at hans retorik var racistisk, og at Villa-Torres-aksen endegyldigt var rykket forbi elskede Raúl González i hierarkiet. 'De vrede røde' havde fundet melodien og indfriet ønsket fra Álvaro Benitos turneringssang dét år: »Lad os komme forbi kvartfinalen!«.

Sejren over Danmark

Eller måske var det den famøse kamp mod Danmark, som Spanien skulle vinde for at kvalificere sig til Euro 2008, der forløste transformationen fra
Furiatil Generation Barça. Ramos' scoring til 3-0 var ikke alene en æstetisk genistreg, men glasuren oven på 27 afleveringer, uden at danskerne kom i nærheden af bolden.

Kig på statistikken. Carlos Marchena har spillet 50 ubesejrede landskampe i træk. Spanien har vundet 10 ud af 10 VM-kvalifikationskampe og kun tabt én ud af deres seneste 47 kampe. De har slået Italien, Argentina, Frankrig og England. Efter matchen mod Frankrig for kort tid siden, hvor St. Denis-fansene sarkastisk gjaldede »Ole!« i benovelse over de spanske esser, var den udskældte træner, Raymond Domenech, ved at skumme over af ærefrygt:

»De har exceptionelt talent, som de ofrer for kollektivet. De spiller uden hast, og alligevel gør de det med intensitet og fremdrift. Deres omgang med bolden er spektakulær, og den afgørende stikning fra midtbanen er som et straffespark. Hver gang.«

Der er stadig dem, der begræder Raúls exit fra landsholdet. Men Barça-generationens meritter sætter tingene i perspektiv: David Villa er kun syv mål fra Raúls historiske topscore. Og han har spillet 46 kampe færre.

I eftermiddag kan vi nyde det smukke spil Barça-style. Fjenden er ikke Schweiz og heller ikke de finalister, Spanien vil møde længere fremme. Det er dem selv og rollen som overhund. Og så selvfølgelig den 130 decibel larmende, konstante summen fra 30.000 vuvuzelaer.