Baggrund
Læsetid: 4 min.

Græsk poet: Krisen ryster os igennem

Den 82-årige græske digter Titos Patrikios talte om undertrykkelse, eksil, sprog og lyrik på Berlins poesifestival
Kultur
11. juni 2010

BERLIN - Poesifestival i byen. En aften er helliget Grækenland, og arrangementet hedder 'Mellem Kalliope og krise'.

Første halvdel er en begavet samtale mellem den 82-årige digter Titos Patrikios og litteraturkritikeren Maike Albath. En samtale med titlen: 'Så længe erindringen bor i mig, vender jeg tilbage'. Og er der nogen, der er vendt tilbage, er det Patrikios. Han blev født i 1928 i Athen og fik allerede i 1943 sine første digte trykt. Som ganske ung kæmpede han mod de tyske besættere i modstandsbevægelsen ELAS, der var kommunistisk domineret.

Kort før den græske befrielse i 1944 stillede kollaboratører ham for en henrettelsespeloton, men i sidste minut blev henrettelsen aflyst. Efter Anden Verdenskrig fulgte jurastudier ved universitetet i Athen. Det anti-kommunistiske regime efter den græske borgerkrig sendte i 1951-52 Patrikios til den nøgne fængselsø i Ægæerhavet, Makronisos, et helvede for kommunistiske fanger allerede under borgerkrigen 1946-49.

Ekstra hår på brystet

I 1959 gik han i eksil og levede i lange perioder i Paris, hvor han føjede sociologi til sine studier, og i Italien. Ud over at være en af Grækenlands fremmeste digtere, har han arbejdet som advokat, journalist, oversætter og ved flere centre for sociologiske studier. De sidste år har han levet i sin fødeby Athen.

Det omtumlede og dramatiske liv har ud over den obligatoriske sydlandske hårpragt givet tilføjet Patrikios et par ekstra hår på brystet. Han har derfor kun et lille ironisk smil tilovers for finanskrisen.

»Jeg er opvokset med kriser. Der opstår altid nye kriser. Den igangværende og debatten om den forekommer mig noget latterlig. I min tid har vi overvundet meget værre kriser end denne. Hvad litteraturen angår, kan man sige, at krisen ryster os igennem, og det er måske meget godt for produktiviteten. Det er nok den gode side af denne krise,« siger Patrikios og har så ikke flere kommentarer til den finanskrise, der har nødsaget hans hjemland til at gå tiggergang hos det øvrige Europa.

Langt hellere vil han tale om eksilet og dets betydning for digterens stemme.

»Mit første fremmedsprog var engelsk. Det lærte jeg, fordi det er praktisk. Så lærte jeg fransk på grund af dets logiske struktur og endelig italiensk ud af ren og skær følelse. Men det græske sprog er som den elskede, jeg altid blev nødt til at bedrage med andre elskerinder. Derfor blev jeg også nødt til at tage tilbage til Grækenland. Sproget er mit værktøj, og det kom tilbage til mig, hver gang jeg vendte hjem,« siger Patrikios.

I Paris blev han skilt fra sin første kone.

»Og jeg lovede mig selv, at jeg aldrig mere ville have noget at gøre med en græsk kvinde. De er for besværlige, de ville giftes, og det ville jeg ikke. Så i 10 år havde jeg kun forhold til ikkegræske kvinder. Men så mødte jeg en væsentligt yngre græsk studine, som jeg giftede mig med. Og hun gav mig følelsen af at genopdage sproget. Også det græske, som de unge taler,« siger Patrikios, der er meget bevidst om eksilets pris.

Opvokset på teatret

Men også om den erkendelse, det har bragt med sig.

»Troen på én ide måtte jeg lade tilbage. Den fanatisme, vi stod for som unge, forlod jeg. Og det var en befrielse. Mit første besøg i Berlin spillede også en rolle i forhold til den befrielse. Jeg stod i Østberlin og oplevede, hvor frygteligt der var. Jeg vil ikke sige mere af angst for at lyde demagogisk,« siger Patrikios, hvis syn på den tyske kommunistiske dramatiker Bertolt Brecht også har ændret sig over årene.

»Begge mine forældre var skuespillere, så jeg er vokset op på teatret. I Paris var jeg meget optaget af Berliner Ensemble, der havde sit første gæstespil i byen i 1954. Jeg lærte også Helene Weigel (Brechts hustru og ensemblets primadonna, red.) personligt at kende. Dengang var jeg en stor beundrer af Brechts teater, i dag ser jeg mere kritisk på det og på dets didaktiske aspekt. Sådan som jeg ser mange andre ting mere kritisk i dag. Men jeg sætter stadig stor pris på digteren Brecht,« siger Patrikios.

Som ung troede han, at man for at bekæmpe den ene undertrykkelse - nazismen - måtte underkaste sig den anden undertrykkelse - kommunismen.

»Men på et tidspunkt sagde jeg til mig selv: Ingen undertrykkelse overhovedet.«

Maike Albath tilføjer, at den store italienske forfatter Italo Calvino, der var erklæret kommunist, skrev, hvor forfærdelig han syntes, at Østblokken var, og hvor lykkelig han altid var, når han atter sad på toget på vej hjem til Italien.

To vigtige ting

»Min mor var en ægte græsk mor, der holdt meget af sin søn. Da jeg vendte tilbage til Athen efter mit fængselsophold, sagde hun til mig, at hun syntes, at jeg var det værste menneske, hun nogen sinde havde mødt. 'Fordi du havde oplevet undertrykkelsen på Makronisos, så betragtede du os med et mærkeligt blik, da du vendte hjem,' sagde hun til mig. Og det blev klart for mig, at et menneske kan blive forvandlet til en drage,« siger Patrikios.

Han havde to ting, der hjalp ham til at klare opholdet i fængslet. Det ene var en skakbog, som man lod ham beholde.

»Den læste jeg i, og så spillede jeg partier inde i mit hoved. Siden dengang har jeg aldrig spillet skak. Den anden var en digtsamling af Baudelaire. Den tog man heller ikke fra mig. Og den sidste ting, der hjalp mig, var de ord, en soldat sagde til mig: 'Der, hvor du kommer hen, vil du opleve meget slemt, men pas blot på, at du ikke selv kommer til at gøre noget ondt mod andre.' Den sætning hjalp mig. Da de tog mig forhør, sagde jeg, at jeg hellere ville dø end forråde andre mennesker,« siger Patrikios.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her