Læsetid: 4 min.

Guitarheltenes sommer

En række udspil inden for slag-med-spade leverer rigeligt med legitimering af festivalarrangørernes beslutning om i år at tilgodese en marginaliseret gruppe
En række udspil inden for slag-med-spade leverer rigeligt med legitimering af festivalarrangørernes beslutning om i år at tilgodese en marginaliseret gruppe
2. juni 2010

Det er ikke nemt at være til hård rock og metal. Som velvoksen skal man aflure stemningen, før man erklærer, at årets yndlingsplade er Slayers World Painted Blood, for oftest møder andre voksne en sådan ytring med udtalt undren, og man mærker straks, at ens intellekt, kreditværdighed og selvrespekt bliver betvivlet.

Det værste er medlidenheden. Folk begynder at forære dig Rufus Wainwright-plader, for at du skal komme videre - for at løfte dig ud af, hvad der kun kan være et ungdommeligt hængedynd. Til sidst begynder man at holde det for sig selv. Man søger parallelsamfundet af bloggere, spillesteder og svenske og tyske festivaler. Man accepterer, at de etablerede kritikere ignorer genren. Man lader sig nøje med Slipknot på Roskilde.

Men så sker der noget. NOFX afsløres som det første af årets bandnavne på Roskilde Festivalen. Senere kommer Killswitch Engage, Sick of it all og Motörhead til. Copenhagen Live tilføjer Slash til den nye festivals program. Refshaleøen indtages af endnu en ny festival og i tilfældet Copenhell taler vi et så nichebevidst metalprogram, at bandet Behemoth, der er rendyrket blackened deathmetal, er inden for målgruppen.

Min far er stærkere...

Så lad os ikke forfalde til bitterhed over fortidens fremmedgørelse, men i stedet kaste et blik på en række af de koncertaktuelle kunstnere.

I april udkom solodebutpladen fra den legendariske og med rette selverklærede ultimative guitarhero Slash. Der er ingen tvivl om, at en stor del af tiden i Guns N' Roses gik med diskussioner på min-far-er-stærkere-end-din-far-niveauet mellem de to store egoer frontmand Axl Rose og guitarist Slash, så man kunne frygte, at Slashs soloudspil ville være én lang guitarsolo, nu hvor han egentlig får al den plads han vil.

I virkeligheden er Slashs soloudspil et vidnesbyrd på guitaristens evne til at være, ja, guitaristen. Han har skrevet numre, der passer til hver enkelt af de gæsteoptrædende vokalister. Det er en-to-tre-fire-simpel rock, når sangeren er Motörheads Lemmy Kilmister, det er psykedelisk 70'er-nostalgi, når sangeren er Andrew Stockdale fra Wolfmother, det er gumpetung dissonans, når skråleren er Ozzy Osbourne. Pladen peger genre- og udtryksmæssigt i alle mulige retninger. Men på trods af forvirringen, forsvinder Slash aldrig. Han er den røde tråd. Hans karakteristiske tæft for fængende riff lader sig ikke sådan overdøve. Selv når sangen er skrevet til Rocco Deluca fra indierockbandet Rocco Deluca and The Burden, genkalder man sig Slashs prægtige hårpryd og høj hat i ørkensandet i videoen til 'November Rain' fra Guns N' Roses-pladen Use Your Illusion I.

Mest interessant er det, om den for denne anmelder hidtil ukendte Miles Kennedy lever op til den ære, det er at være blevet hidkaldt som vokalist på verdensturnéen. Og det gør han. Men som Slash og resten af pladen peger han bagud. Så hvis man vil henvises til dengang, hvor en guitarsolo var en solo og kunne vare en fjerdedel af sangens længde, så er Copenhagen Live stedet i dag.

Senere i denne måned spiller de genremæssigt svært placerbare Deftones, lad os bare kalde det alternativ metal, i København til Copenhell. Siden karrierens højdepunkt White Pony fra 2000 har Deftones været konstant grænsesøgende og kaldes metalgenrens Radiohead. Gruppens styrke er den dynamik, der opstår mellem forsanger Chino Moreno og guitarist Stephen Carpenter, sidstnævnte hiver konstant forsangeren i retningen af den tunge metal og Moreno hiver tilbage, og Carpenter vinder heldigvis oftest. Pladen Diamond Eyes udkom i maj og er dog mindre eksperimenterende end bandets forrige plade Saturday Night Wrist. I stedet vender de tilbage til den linje, der oprindeligt blev lagt med White Pony uden på nogen måde at være bagudskuende. Deftones skruer heldigvis mere og mere ned for rapelementerne, og personligt glæder denne anmelder sig til at opleve numrene »Rocket Skates« og »CMND/CRTL« til Copenhell.

Sideeffekter

Sick Of It All er efterhånden nogle gamle drenge, men det er der mange, der er i metal. Konservatisme og tryghedsnarkomani er måske en af marginaliseringens sideeffekter. I hvert fald bliver man aldrig utryg i selskab med Sick Of It All, altså i forståelsen 'du får hvad du forventer': I dette tilfælde New York Hardcore. Based On A True Story, der udkom i april er halsbrækkende hurtig i form og indhold. Samtlige numre afsluttes inden de magiske tre minutter og andre gode punktraditioner som arbejderklassenostalgi holdes også i hævd - dette iblandes fart, skrålevokal og moshpitability. Stil til hævning, og afvent koncerten på Roskilde Festival og oplev punk opført i umenneskelig fart. Based On A True Story indeholder imponerende elementer som »Bent Outta Shape«, men generelt er der ingen overraskelser.

Men det er heller ikke overraskelser, vi har brug for. Vi har brug for bekræftelse. Det får vi hele sommeren. Tak.

Slash: Slash (Roadrunner/Warner Music) er udkommet
Deftones: Diamond Eyes (Warner music) er udkommet
Sick Of It All: Based On A True Story (Century Media/EMI) er udkommet
Copenhagen Live: 2. juni Copenhell: 11.-12. juni Roskilde Festival: 1.-4. juli

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu