Læsetid: 8 min.

Historien om det forsømte selvopgør

Det svidende nederlag ved Dybbøl i 1864 har på godt og ondt præget dansk selvopfattelse gennem de seneste 150 år. Nu skal slaget omdannes til en spillefilm – og muligvis også en dramaserie til 100 millioner kroner på Danmarks Radio. Men hvad er det for en historie, der ligger begravet i det kuperede sønderjyske terræn – og hvorfor bliver den ved med at spøge?
Historisk. Et af verdens første krigsfotografier (ovenfor), taget af en tysk fotograf ved skanse 6 i Dybbøl, dagen efter stormen på Dybbøl om morgenen den 18. april 1864. Tom Buk-Swientys bog om slaget bliver nu forvandlet til en storfilm, der skal gøre op med myten om Danmark som den uskyldige lille, der blev løbet over af den grumme store.

Historisk. Et af verdens første krigsfotografier (ovenfor), taget af en tysk fotograf ved skanse 6 i Dybbøl, dagen efter stormen på Dybbøl om morgenen den 18. april 1864. Tom Buk-Swientys bog om slaget bliver nu forvandlet til en storfilm, der skal gøre op med myten om Danmark som den uskyldige lille, der blev løbet over af den grumme store.

Slagtebænk Dybbøl

24. juni 2010

De hører en lærke synge. Måske er det blot deres bedøvede sanser, som spiller dem et puds, men det er dét, de danske soldater hører, inden helvede bryder løs den 18. april 1864.

I seks lange timer har granaterne regnet ned over stillingerne ved Dybbøl og forvandlet alt til grus og jordbunker. Men kl. 10, kort før titusinder af prøjsiske soldater indleder et stormløb mod den danske hær, kan de nedgravede soldater i skanser og skyttehuller høre lærkesang. Så lyder kommandoråbet, og et inferno af død og ødelæggelse bryder ud.

Da det hele er forbi, og stilheden igen har taget over, ligger flere tusind døde eller sårede soldater tilbage på slagmarken.

Mere end 3.100 danske soldater er desuden taget til fange af prøjserne eller er slet og ret deserteret fra det slag, der sammen med det næsten lige så store slag ved Als to måneder senere regnes for den største politiske og militære katastrofe i nyere dansk historie: Den tabte krig i 1864 fører ikke alene til, at Danmark må afstå to femtedele af sit territorium (Slesvig og Holsten), det fører også til en gennemgribende national revision af, hvad det overhovedet vil sige at være dansk.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Oreskov

Jeg har ikke læst Tom Buk-Swientys bog om Dybbøl og kan derfor ikke udtale mig om den, men ud fra nærværende artikel, ser det ud som om han, arbejder efter en nationalistisk reduktions model. Særlige Politiske begivenheder, ja selve krigen og dertil knyttede specifikke holdninger, bliver reducerede til fælles nationale tildragelser. Det er rendyrkede nationalisme venner – af værste skuffe; for har der nogensinde eksisterede et sådan ”enheds” Danmark? Et Danmark hvor befolkningen en som alle var optaget af national genoprustning – selvfølgelig ikke! Danmark var, et klasse samfund, som Søren Krarups meget rigtigt pointere. Den fortælling Tom Buk-Swienty argumentere for, er borgerskabets historie, og kollektive hukommelse. Størstedelen af Danmarks befolkning var ude i en klassekamp, i tiden efter 1864, hvor kuglerne blev støbt til vor tids velfærdssamfund. Arbejderklassen og de fattige bønder kunne bare ikke tillade sig den luksus, at bruge tiden på eksistentielle spørgsmål om national identitet – det var slet ikke på tale. Der blev kæmpede i di år, men det var ikke på slagmarken, det var på arbejdspladsen og i parti foreningerne!
Som den proletar dreng jeg nu engang er, genkender jeg ikke en skid af det vrøvl som Tom Buk-Swienty disker op med. Det er ikke min klasses historie! Derimod genkender jeg sagtens historien på den måde som Søren Krarup fremstiller den – differentierede og nøgtern. Dog en lille rettelse til Krarup. Det var ikke udelukket bondesoldater der kæmpede og blev myrdet ved Dybbøl, men i høj grad københavnere drenge, som i sagens natur ikke havde en skid at gøre med hele miseren. Derfor den store grad af nationalisme, som skulle samle folket om en sag, som ragede de fleste en høstblomst! Derfor ved jeg, ærlig talt ikke, hvem det er der skal tage et selvopgør? Men jeg tror at det kun kan dreje sig om et par kulturradikale og 2- 3. overklasse familier i Hellerup og omegn – held resten af den danske befolkning udenfor, vi har aldrig haft noget med sagen at gør!

For det første: Når medlemmer af magteliten - her Søren Krarup - siger "de" om magthaverne, så afsikrer jeg min pistol. Det er elementært uhæderligt at bilde tilhøreren ind at man ikke selv har magten.

For det andet så må man beundre det fiktionsunivers Krarup lever i, hvor der åbenbart i 150 år har levet en hemmelig skyggedagsorden i modsætning til folket. Åbenlys nonsens.

Henning Ristinge

Danmark var en nation af bønder i 1864 så jo det var næsten udelukkende bondesoldater Oreskov - dine elskede arbejder brokvarterende eksisterede endnu ikke og rekruteringen til hæren var først og fremmest fokusseret på landdistrikterne, det ved enhver der har været nede i arkiverne

Henning Ristinge

Oreskov
Det er som sædvanlig Oreskov al det 'arbaider'-istiske ideologiske sludder du har brugt år på at fylde dit hoved med som skygger for virkeligheden- Det er med dig som med de fleste af os andre Oreskov - du nedsatemmer ikke fra ar-bai-dere - men derimod fra knoldesparkere - noget du kunne forvisse dig selv om ved at lave lidt slægstforskning

Christian I. Sørensen

Jeg har læst bogen, og det synes jeg er en god ide, hvis man skal udtale sig om den. Den er fremragende i sin beskrivelse af det politiske spil op til de to slegsviske krige, - den politiske inkompetence fra dansk side er så åbenlys, at man burde sende preusserne en undskyldning!

Claus Oreskov

@Henning Ristinge. Et godt råd: Når du kommentere en tekst, så læs den før du fare i blækhuset. Jeg skrev at der var mange københavnere drenge der blev myrdet ved Dybbøl. At du få det til ”arbejdere” må stå for din egen indbildning. Jeg ved ikke hvilken arkiver du har været nede i, men det er jo ikke nok at dykke ned i arkiverne, hvis man mangler metode!!!
Du skulle lytte til sangen: ”Den gang jeg drog af sted”, digtet til lejligheden, for at sætte fut i mobiliseringen af københavnerne.
Et godt råd: Når du kommentere en tekst, så læs den før du fare i blækhuset. Jeg skrev at der var mange københavnere drenge der blev myrdet ved Dybbøl. At du få det til ”arbejdere” må stå for din egen indbildning. Jeg ved ikke hvilken arkiver du har været nede i, men det er jo ikke nok at dykke ned i arkiverne, hvis man mangler metode!!!
Du skulle lytte til sangen: ”Den gang jeg drog af sted”, digtet til lejligheden, for at sætte fut i mobiliseringen af københavnerne.
PS: jeg har altid været bevidst om at være en bondsk proletar, men det er p.g.a. min egen individuelle historie, og ikke fordi jeg, ligesom du, benægter arbejderklassens indsats og eksistens!

Niels-Simon Larsen

Jeg kan slet ikke få det til at rime med dansk mentalitet at holde storvask og give os selv skylden for noget som helst. 1864, det manglende retsopgør efter 1945, eller bindingen til Bush-politikken, Irak, Afghanistan.
Vi har ikke disse bidende høringer, som man afholder i USA. Vi snakker lidt om det, og så er det det. Dermed er vi dømt til nye fejltagelser.
Håber at få tid til at læse bogen.

Heinrich R. Jørgensen

Niels-Simon Larsen:
"Jeg kan slet ikke få det til at rime med dansk mentalitet at holde storvask og give os selv skylden for noget som helst"

Helt enig.

Og ligeledes enig i din konklusion -- at det er meget svært at lære af fejl, når man ikke erkender dem.