Læsetid 8 min.

Historien om det forsømte selvopgør

Det svidende nederlag ved Dybbøl i 1864 har på godt og ondt præget dansk selvopfattelse gennem de seneste 150 år. Nu skal slaget omdannes til en spillefilm - og muligvis også en dramaserie til 100 millioner kroner på Danmarks Radio. Men hvad er det for en historie, der ligger begravet i det kuperede sønderjyske terræn - og hvorfor bliver den ved med at spøge?
Historisk. Et af verdens første krigsfotografier (ovenfor), taget af en tysk fotograf ved skanse 6 i Dybbøl, dagen efter stormen på Dybbøl om morgenen den 18. april 1864. Tom Buk-Swientys bog om slaget bliver nu forvandlet til en storfilm, der skal gøre op med myten om Danmark som den uskyldige lille, der blev løbet over af den grumme store.

Historisk. Et af verdens første krigsfotografier (ovenfor), taget af en tysk fotograf ved skanse 6 i Dybbøl, dagen efter stormen på Dybbøl om morgenen den 18. april 1864. Tom Buk-Swientys bog om slaget bliver nu forvandlet til en storfilm, der skal gøre op med myten om Danmark som den uskyldige lille, der blev løbet over af den grumme store.

Slagtebænk Dybbøl

24. juni 2010

De hører en lærke synge. Måske er det blot deres bedøvede sanser, som spiller dem et puds, men det er dét, de danske soldater hører, inden helvede bryder løs den 18. april 1864. I seks lange timer har granaterne regnet ned over stillingerne ved Dybbøl og forvandlet alt til grus og jordbunker. Men kl. 10, kort før titusinder af prøjsiske soldater indleder et stormløb mod den danske hær, kan de nedgravede soldater i skanser og skyttehuller høre lærkesang. Så lyder kommandoråbet, og et inferno af død og ødelæggelse bryder ud.

Da det hele er forbi, og stilheden igen har taget over, ligger flere tusind døde eller sårede soldater tilbage på slagmarken. Mere end 3.100 danske soldater er desuden taget til fange af prøjserne eller er slet og ret deserteret fra det slag, der sammen med det næsten lige så store slag ved Als to måneder senere regnes for den største politiske og militære katastrofe i nyere dansk historie: Den tabte krig i 1864 fører ikke alene til, at Danmark må afstå to femtedele af sit territorium (Slesvig og Holsten), det fører også til en gennemgribende national revision af, hvad det overhovedet vil sige at være dansk.

»Nederlaget var så forsmædeligt, at danskerne blev nødt til at genopfinde sig selv efter krigen. Man havde ét Danmark før 1864, og man får et nyt Danmark efter 1864. I den forstand blev krigen det moderne Danmarks år nul,« siger Tom Buk-Swienty, der er forfatter til den anmelderroste Slagtebænk Dybbøl samt Dommedag Als, der udkommer til september og omhandler 1864-krigens sidste og afgørende fase, et kapitel stort set ingen danskere kender til i dag.

I den kollektive bevidsthed

Tidligere i år erhvervede Miso Film sig rettighederne til bøgerne, og i sidste uge meddelte filmselskabet, at man nu går i gang med at producere en helaftensspillefilm, baseret på Buk-Swientys bøger, og med Ole Bornedal som instruktør og manuskriptforfatter. Miso Film ligger samtidig i seriøse forhandlinger med Danmarks Radio om at forvandle det historiske krigsnederlag til en 100 mio. kroner dyr tv-satsning.

Godt 150 år efter den sidste krudtrøg har lagt sig over bakkerne ved Dybbøl, fortsætter de skæbnesvangre begivenheder altså med at rumstere i den kollektive bevidsthed. Hvorfor? Fordi vi ganske enkelt aldrig har fået taget et opgør med myten om 1864, mener Tom Buk-Swienty.

»I mange år har vi fuldstændig fortrængt årsagerne til nederlaget,« siger forfatteren på mobiltelefon fra Dybbøl Banke, hvor han i øjeblikket er i gang med at indspille en promotion video til Dommedag Als.

»Den fortælling, danskerne har haft om sig selv og krigen, er, at Danmark var et uskyldigt lille land, som blev løbet over ende af de grumme tyskere. Men som jeg viser i mine bøger, optræder Danmark faktisk som den mest aggressive og udfarende part forud for krigen, og vi var dermed langt hen ad vejen selv skyld i de problemer, vi fik skaffet os på halsen,« siger Tom Buk-Swienty.

Når dén sandhed har haft svært ved at synke ind, skyldes det flere omstændigheder. For det første havde de ansvarlige politikere efter krigen travlt med at skubbe ansvaret fra sig og over på hinanden, og for det andet opstod der i befolkningen hurtigt et behov for national genoprustning. De slagne danskere havde brug for at læge sårene fra det svidende nederlag, som ikke blot havde strejfet den danske folkesjæl overfladisk, men boret sig dybt ind i marv og ben. Nederlaget pillede ved vores kulturelle dna og selve forestillingen om, hvem vi var som danskere: Da vi gik ind i krigen 1864, var det med en drøm om et slags Stordanmark, der skulle strække sig helt ned til Ejderen - og med sejren i Treårskrigen 1848-51, der nærmest havde hensat landet i en national rus, var både selvtilliden og selvovervurderingen i top. Danmark var en militær magt, der anså det for naturligt at bruge våbenmagt for at fremme nationale interesser. Men efter 1864 ændrede det sig radikalt. Danmark var nu blevet så lille og svagt, at man blev nødt til at genopfinde sig selv som et fredeligt, artigt folk, der holdt lav profil i international magtpolitik for ikke at påkalde sig udlandets vrede.

»Vi udvikler efter 1864 en form for passiv-aggressiv selvforståelse,« siger Tom Buk-Swienty: »Vi opfører os passivt sikkerhedspolitisk, men til gengæld bliver vi ret aggressive på den hjemlige nationale front, fordi vi fortæller os selv, at vi er verdens bedste, fredeligste og mest demokratiske folkefærd. Vi gør det, fordi vi bliver nødt til at få en ny fortælling om os selv, for at vi igen kan tro på os selv som en levedygtig kultur, og for at vi kan tro på vores eksistensberettigelse. Man skal huske, at Danmark som land var ved at gå under i 1864, sådan som jeg viser i min kommende bog. Det er dén fortælling om danskerne som et udvalgt folk, der er dygtigere og bedre end alle andre, der i mange år har været dominerende i vores forståelse af, hvem vi er som danskere,« siger Tom Buk-Swienty.

Stadig et forsvarsværk

Himlen over Dybbøl er postkortblå, i horisonten sejler et sejlskib forbi, fårene græsser i de frodige bakker og Dannebrog vajer i vinden: »Dansk Folkeparti har hele tiden arbejdet for at gøre Danmark trygt,« fortæller en speakerstemme hen over dækbillederne fra Dybbøl i partiets valgvideo fra 2007.

Det gamle forsvarsværk ved Dybbøl har stor politisk symbolværdi for Dansk Folkeparti: Da Pia Kjærsgaard i 2009 holdt tale ved partiets årsmøde i Herning sagde hun, at kampen for Danmarks frihed i dag ikke står »ved en mølle ved Dybbøl, men blandt andet ved en flod i Helmand i Afghanistan«.

Og da hun i sidste måned var på rundtur i det syd- og sønderjyske, var det første stop netop historiecentret ved Dybbøl Mølle, som hun lovede ekstra støtte ved næste års finanslovsforhandlinger.

»Det handler jo om at hjælpe de historiske steder, der er med til at give os vores identitet,« begrundede hun den økonomiske håndsrækning.

Spørger man Dansk Folkeparti indfødsretsordfører, kan man da næsten heller ikke overvurdere betydningen af slaget ved Dybbøl Mølle, når det kommer til dét at være dansk.

»Slaget har været med til at bestemme det danske folks mentalitet og sindelag gennem de sidste 150 år,« siger Søren Krarup, som selv er stærkt begejstret for udsigten til både en spillefilm og en mulig tv-serie om Dybbøl baseret på Buk-Swientys bog, der i øvrigt er blevet vel modtaget af hele det politiske spektrum.

»Jeg ser det som en alletiders mulighed for at lave noget virkelig godt. Slagtebænk Dybbøl er en oprivende bog, som på glimrende vis skildrer den danske bondesoldats utrolige udholdenhed og loyalitet,« siger Søren Krarup. At bogen også er en skildring af dansk hovmod, der bringes til fald, lægger han ikke skjul på. Men det er et hovmod, som hverken kan eller skal skrives på de hårdt kæmpende danske soldaters regning, men derimod skyldes den gruppe af nationalliberale politikere, der »i almindelig overklasse-flothed skabte krigen,« siger Søren Krarup:

»I 1863 holder A.F. Krieger en tale i forbindelse med vedtagelsen af Novemberforfatningen, som markerer et brud på de fredsaftaler, man har indgået med de europæiske stormagter i 1852. Her siger han: 'Hvo Intet vover, han intet vinder, men dristigt vovet, halvt er vundet'. Med dén begrundelse kastes Danmark ud i en krig, vi overhovedet ikke er forberedt på, og hvor vi står alene over for to stormagter. Det er fuldstændig vanvittigt. Men det skyldes netop overklassens hovenhed, og det er det menige folk, der må betale og bære byrden.«

På spørgsmålet om, hvilken fortælling om 1864, Søren Krarup gerne selv vil se omsat til det store lærred, nævner han uden tøven Karen Blixens far, Wilhelm Dinesens beskrivelser af slaget i Fra 8. Brigade.

»Dinesen deltog selv i slaget som 18-årig løjtnant og var den eneste officer fra sin bataljon, der kom uskadt fra det. I bogen beskriver han, hvordan de danske soldater holdt ud, selv om de blev svigtet af alle de ledende danske politikere og hele den danske overklasse, der - dengang som i dag - var illoyal over for befolkningen. Sådan en film kunne jeg godt tænke mig at se,« siger han.

Patent på 1864

Ole Bornedal, der er udset til opgaven som både instruktør og manuskriptforfatter, er i øjeblikket uden for rækkevidde i udlandet, men i en pressemeddelelse udsendt af Miso Film redegør han kort for sine egne tanker om filmen.

»Jeg har igennem mange år tænkt på disse billeder: En tordnende himmel og rystende danske soldater under den, mens preussere stormer voldene og på ganske få timer udsletter fædre og sønner i en rasende krig - der med et slag, dét slag - for evigt står mejslet i nationens erindring. Og så alligevel glemt. Der må være en stor historie i det her til os alle. Historien om mennesker - fanget i en gal og skæbnesvanger virkelighed, og den glæder jeg mig til at fortælle på det store lærred.«

Ifølge Peter Bose, producent på Miso Film, er det hensigten at lave en film, som »ikke er en historisk fortælling a la Bryggeren«.

»Vi skal lave en historie, der fortæller om krigen, lidelserne og det massive morads, som de unge soldater gennemgik. Det skal vi vise som en stor flot krigsfilm med alt, hvad det indebærer af kanoner og bulder. Men vi skal også fortælle en kærlighedshistorie eller måske flere kærlighedshistorier. Tom Buk-Swientys bøger rummer både brudstykker om familier, der bliver mere eller mindre udslettet, om små børn, der mister deres fædre, og om venskaber, der bliver smadret fra det ene øjeblik til det andet. Den smerte skal vi ind og vise,« siger han.

For Tom Buk-Swienty er filmatiseringen af hans bøger »en drøm, der går i opfyldelse«, men samtidig undrer han sig over, at der faktisk ikke er universitetshistorikere, der har 1864 som deres forskningsområde.

»Det er egentlig interessant, for jeg tror ikke, du finder nogen historikere, som er uenige med mig i, at 1864 er en skelsættende begivenhed i nyere dansk historie og som vil være uenige i, at det moderne Danmark for alvor bliver til efter 1864,« siger Tom Buk-Swienty, som mener, at der i den historiske stand findes en klar berøringsangst, når det gælder om at vove pelsen og folde 'de store historier' ud i fortællinger.

»Det er da lidt tankevækkende, at jeg - som ganske vist er uddannet historiker, men som først og fremmest har haft mit virke som journalist - nærmest har fået banen for mig selv, når det gælder 1864. Men på den anden side, kan man måske ikke fortænke nogen i ikke at ville bruge flere år af deres liv på en krig, der bare ikke kan vindes,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Oreskov

Jeg har ikke læst Tom Buk-Swientys bog om Dybbøl og kan derfor ikke udtale mig om den, men ud fra nærværende artikel, ser det ud som om han, arbejder efter en nationalistisk reduktions model. Særlige Politiske begivenheder, ja selve krigen og dertil knyttede specifikke holdninger, bliver reducerede til fælles nationale tildragelser. Det er rendyrkede nationalisme venner – af værste skuffe; for har der nogensinde eksisterede et sådan ”enheds” Danmark? Et Danmark hvor befolkningen en som alle var optaget af national genoprustning – selvfølgelig ikke! Danmark var, et klasse samfund, som Søren Krarups meget rigtigt pointere. Den fortælling Tom Buk-Swienty argumentere for, er borgerskabets historie, og kollektive hukommelse. Størstedelen af Danmarks befolkning var ude i en klassekamp, i tiden efter 1864, hvor kuglerne blev støbt til vor tids velfærdssamfund. Arbejderklassen og de fattige bønder kunne bare ikke tillade sig den luksus, at bruge tiden på eksistentielle spørgsmål om national identitet – det var slet ikke på tale. Der blev kæmpede i di år, men det var ikke på slagmarken, det var på arbejdspladsen og i parti foreningerne!
Som den proletar dreng jeg nu engang er, genkender jeg ikke en skid af det vrøvl som Tom Buk-Swienty disker op med. Det er ikke min klasses historie! Derimod genkender jeg sagtens historien på den måde som Søren Krarup fremstiller den – differentierede og nøgtern. Dog en lille rettelse til Krarup. Det var ikke udelukket bondesoldater der kæmpede og blev myrdet ved Dybbøl, men i høj grad københavnere drenge, som i sagens natur ikke havde en skid at gøre med hele miseren. Derfor den store grad af nationalisme, som skulle samle folket om en sag, som ragede de fleste en høstblomst! Derfor ved jeg, ærlig talt ikke, hvem det er der skal tage et selvopgør? Men jeg tror at det kun kan dreje sig om et par kulturradikale og 2- 3. overklasse familier i Hellerup og omegn – held resten af den danske befolkning udenfor, vi har aldrig haft noget med sagen at gør!

For det første: Når medlemmer af magteliten - her Søren Krarup - siger "de" om magthaverne, så afsikrer jeg min pistol. Det er elementært uhæderligt at bilde tilhøreren ind at man ikke selv har magten.

For det andet så må man beundre det fiktionsunivers Krarup lever i, hvor der åbenbart i 150 år har levet en hemmelig skyggedagsorden i modsætning til folket. Åbenlys nonsens.

Henning Ristinge

Danmark var en nation af bønder i 1864 så jo det var næsten udelukkende bondesoldater Oreskov - dine elskede arbejder brokvarterende eksisterede endnu ikke og rekruteringen til hæren var først og fremmest fokusseret på landdistrikterne, det ved enhver der har været nede i arkiverne

Henning Ristinge

Oreskov
Det er som sædvanlig Oreskov al det 'arbaider'-istiske ideologiske sludder du har brugt år på at fylde dit hoved med som skygger for virkeligheden- Det er med dig som med de fleste af os andre Oreskov - du nedsatemmer ikke fra ar-bai-dere - men derimod fra knoldesparkere - noget du kunne forvisse dig selv om ved at lave lidt slægstforskning

Christian I. Sørensen

Jeg har læst bogen, og det synes jeg er en god ide, hvis man skal udtale sig om den. Den er fremragende i sin beskrivelse af det politiske spil op til de to slegsviske krige, - den politiske inkompetence fra dansk side er så åbenlys, at man burde sende preusserne en undskyldning!

Claus Oreskov

@Henning Ristinge. Et godt råd: Når du kommentere en tekst, så læs den før du fare i blækhuset. Jeg skrev at der var mange københavnere drenge der blev myrdet ved Dybbøl. At du få det til ”arbejdere” må stå for din egen indbildning. Jeg ved ikke hvilken arkiver du har været nede i, men det er jo ikke nok at dykke ned i arkiverne, hvis man mangler metode!!!
Du skulle lytte til sangen: ”Den gang jeg drog af sted”, digtet til lejligheden, for at sætte fut i mobiliseringen af københavnerne.
Et godt råd: Når du kommentere en tekst, så læs den før du fare i blækhuset. Jeg skrev at der var mange københavnere drenge der blev myrdet ved Dybbøl. At du få det til ”arbejdere” må stå for din egen indbildning. Jeg ved ikke hvilken arkiver du har været nede i, men det er jo ikke nok at dykke ned i arkiverne, hvis man mangler metode!!!
Du skulle lytte til sangen: ”Den gang jeg drog af sted”, digtet til lejligheden, for at sætte fut i mobiliseringen af københavnerne.
PS: jeg har altid været bevidst om at være en bondsk proletar, men det er p.g.a. min egen individuelle historie, og ikke fordi jeg, ligesom du, benægter arbejderklassens indsats og eksistens!

Niels-Simon Larsen

Jeg kan slet ikke få det til at rime med dansk mentalitet at holde storvask og give os selv skylden for noget som helst. 1864, det manglende retsopgør efter 1945, eller bindingen til Bush-politikken, Irak, Afghanistan.
Vi har ikke disse bidende høringer, som man afholder i USA. Vi snakker lidt om det, og så er det det. Dermed er vi dømt til nye fejltagelser.
Håber at få tid til at læse bogen.

Heinrich R. Jørgensen

Niels-Simon Larsen:
"Jeg kan slet ikke få det til at rime med dansk mentalitet at holde storvask og give os selv skylden for noget som helst"

Helt enig.

Og ligeledes enig i din konklusion -- at det er meget svært at lære af fejl, når man ikke erkender dem.