Klumme
Læsetid: 2 min.

Hotel

Hotelværelset er et upersonligt rum med en atmosfære af udluftet, tør fremmedhed, der alligevel er nedtrådt af uanede mængder
Kultur
8. juni 2010

Først er der nøglen. Enten messingtung med gehæng og gummiring, ikke til at slæbe rundt i den fremmede by, eller et hullet plastickort, som vi skal lære at stikke hurtigt ind i sprækken for at åbne adgang og derefter ned i lommen. Og så synet af rummet, skuffende eller med lettelse, begge indtryk overdøvet af den gennemførte anonymitet af god eller dårlig smag, atmosfæren af udluftet, tør fremmedhed, en bevidst afpersonalisering. Dér en bred dobbeltseng, smalt toiletbord med brochurer og blanket til minibaren, et tv-apparat med tilbud om valg mellem to spændingsfilm og to naturfilm. En lænestol eller to ved et lavt rundt bord, sengelamper, hvoraf den ene ikke fungerer, stativ til en enkelt kuffert, klædeskab med ekstrapuder af skumgummi til fremkaldelse af søvnløs hovedpine. Baderum med minisæbe, shampoo og badehætte på glashylden, korte og lange håndklæder over en metalstang. Samt mangel på alt andet, som hjertet begærer.

Før man stiller sine egne ting på plads for at erobre værelset, rummer det en lurende latens af tilværelsens ubrugte muligheder. Her står vi revet løs fra normale sammenhænge, i et rum skønt allerede nedtrådt af uanede mængder fremmede alligevel ubetrådt, fri for lur fra mur, legeplads for uendelige fiktioner. Hvad er en film uden mindst en hotelværelsesscene, ladet med erotik og nøgne overkroppe over dynekanten, en lejemorder, der venter bag døren, eller folk, som monterer lytteudstyr.

Udenfor er der trin på trappen og tæppegangen, helte eller skurke med skydevåben eller dørspark eller en høflig fyr med roomservice. Alle muligheder ligger lige for, snublende nær rædsler og henrykkelser, hvortil kommer ildløs, jordrystelse og terrorangreb. Det er på tide at stille tandbørsten i glasset, kam, neglerenser, hele apoteket på plads, hænge skjorter og skiftetøj i skabet og lægge bøger og aviser på bordet, inden irritationerne tager over, for at undgå det Marcel Proust kalder »den første aftens fjendtlige værelse«.

To gange tre bankeslag

Den unge Marcel ankommer til Grand Hotel i Balbec, hvor han kommer til at tilbringe sommeren 'i skyggen af unge piger i blomst', som titlen lyder på den pågældende del af På sporet af den tabte tid.

»Det er vores opmærksomhed der placerer genstandene i et værelse, og vanen som fjerner dem og gør plads til os selv«.

Og plads til ham selv var der altså ikke, han forstyrrer tingene og deres egen tilværelses trummerum med et ukendt sprog, der virker sårende på ham. Han martres ved tilstedeværelsen af små bogskabe med glasdøre, et stort spejl på fod, der er stillet på skrå, så han ikke kan slappe af.

I en orkan af ukendte lyde plager farverne ham, så han umuligt kan sove for de violette gardiners vildskab foran genstandenes samlede helvede. Ledsaget som han er af sin mormor, kan han efter aftale banke tre slag i væggen, når det natlige mareridt tager over, og hver gang hører han hende svare med tre andre slag, hvis tonefald er anderledes, præget af rolig autoritet: jeg har hørt dig og kommer om et øjeblik!

Selv har vi taget andre selskabelige forholdsregler for ikke at bukke under for grimme ting og hæslige farvers brud på daglig rytme, hvis ikke netop de nye muligheders atmosfæriske udæskning og latente provokation afføder herlige drømme og uanede ønskers opfyldelse i den fremmede by.

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her