Læsetid: 8 min.

'Ingen overgår ham i at være Clausen'

Erik Clausens seneste film er arbejderromantiske folkekomedier i stil med Morten Korch. Men gør det noget?
Erik Clausens seneste film er arbejderromantiske folkekomedier i stil med Morten Korch. Men gør det noget?
10. juni 2010

»Jeg så for nylig alle Clausens 14 spillefilm på én gang, hvilket er både rigtigt og forkert at gøre,« siger filminstruktøren Michael Noer om sin kollega, Erik Clausen, fra i dag biografaktuel med Frihed på prøve, der er en efterfølger til hans forrige film, Ledsaget udgang fra 2007.

»Det er det samme mønster, der gentager sig i hans film. Det er hans force, men også hans svaghed.«

Selv mener Erik Clausen, at Frihed på prøve er en 14'er.

»Alle mine film handler om det samme,« sagde den 68-årige instruktør for en uge siden til et arrangement i Informations kantine:

»De handler om frihed, den frie tanke, den frie fantasi, og hvor meget du tør omsætte din egen frihed uden at blive egoist. Hvor meget kan samfundet, vanetænkning og dine omgivelser trykke dig ned, så du bliver undertrykt og ingen frihed har? Det er stort set de temaer, der interesserer mig i mit eget liv og i mine film. Så har det så antaget forskellige skikkelser.«

I Frihed på prøve spiller Clausen igen vaneforbryderen John, der iført plateausko og læderjakke gavmildt deler ud af sin lommefilosofiske livsvisdom til den søn (Henrik Bruhn), han aldrig rigtig har været der for tidligere. Og dermed giver Clausen endnu engang stemme til de (mere eller mindre) almindelige mennesker på bunden af samfundet, han som instruktør og politisk engageret kunstner altid har kæmpet for.

Ledsaget udgang blev en publikumssucces med 300.000 solgte billetter. Og mon ikke Frihed på prøve også nok skal trække en god procentdel af den danske befolkning ind til biografens bløde plyssæder? Begge film er en del af udvalget i Biografklub Danmark, hvilket automatisk sikrer en film et stort publikum.

Hyggelig og gemytlig

Men som både Michael Noer og Erik Clausen selv er inde på, skal publikum ikke forvente noget nyt eller revolutionerende fra veteraninstruktørens hånd. Han var engang kendt som en indigneret samfundsoprører, der talte den lille mands sag og kæmpede mod systemet. Men i dag kæmper han i virkeligheden ikke mod så meget andet end nogle sure anmelderes manglende anerkendelse - til gengæld har han folket bag sig. Det siger i hvert fald hans kritikere, der også mener, at han rent filmisk er gået i stå.

»Erik Clausens samfundskritik er hyggelig og gemytlig, men den gør ikke nogen ondt,« siger Peter Schepelern, lektor i Film- og Medievidenskab ved Københavns Universitet.

»Men så må han også finde sig i at komme ind på amagerhyldens sortiment af uundværlige hygge- og nipsgenstande, som ikke har andet end affektionsværdi. Clausen er ikke dén, der kaster nyt lys over samfundsstrukturerne, hvilket har præget den sidste halve snes år af hans karriere. Det er vel meget forventeligt. Han er barn af sin tid og sin generation. Den rolle udfylder han stadig superbt. Der er ingen, der overgår ham i at være Clausen.«

En sjælden trofasthed

Peter Schepelern mener dog ikke, at Erik Clausen som kulturhelt er overflødig, og i opslagsværket Danske filminstruktører skriver Politikens filmredaktør, Kim Skotte, at Clausen efterhånden er blevet sit eget brand, som er både stærkt og uundværligt.

»Som filminstruktør har Erik Clausen unægtelig slået nogle skæverter,« skriver Skotte: »Det hindrer ikke, at han efterhånden har fået et trofast publikum, der lige skal ud og se, hvad DERES Clausen - denne oase af folkelig romantik - nu har fundet på. Det er en form for trofasthed, der er lidt af et særsyn i filmens verden.«

Erik Clausens styrke er, at han har været på banen i mange år. Han har været kendt og elsket som de venstreorienteredes talerør siden 1970'erne. Han er et multitalent, der har kastet sig ud i gøglerkunst og gadecirkus i et parløb med Leif Sylvester, malet kunstværker, turneret og skrevet sange med Kim Larsen og lavet tv-satire med den sindige nordjyske sanger og komiker, Niels Hausgaard. Med andre ord har Clausen i 40 år bevist, at han kan lidt af hvert og i øvrigt nægter at opgive sin kritik af magthaverne.

Erik Clausen har en særstatus, fordi han er den, han er - og insisterer på at blive ved med at være det. Når man bare nævner navnet Clausen, så ved alle, hvad det er for en lille, rundhovedet skikkelse med tyk københavnerdialekt, der er tale om.

Proletarisk stenbrovisdom

Når en film som Ledsaget udgang, der fik en blandet modtagelse af anmelderne, kan sælge 300.000 billetter, skyldes det, at det er hyggeligt at have en mand som Erik Clausen og hans samfundskritik med sjove oneliners, mener Peter Schepelern.

»Man er i godt og hyggeligt selskab,« siger han.

»Det er en arbejderromantisk folkekomedie, og jeg ved, at han hader ordet folkekomedie, fordi han nok forbinder det med sådan noget som Baronessen fra benzintanken, men i virkeligheden kan man roligt drille ham med, at der er lige så meget skarp samfundssatire i Baronessen fra benzintanken, som der er i Clausens senere produktioner. Han laver venlig arbejderklasse feel-good-lyrik, som er sød og hyggelig, men det gør ikke ondt at tage fat om nælden - for den er for længst holdt op med at brænde.«

Morten Piil, forfatter til bl.a. Danske filminstruktører og mangeårig filmkritiker på Information, mener, at figuren John fra Ledsaget udgang og Frihed på prøve i virkeligheden er en slags Morten Korch-skikkelse for venstreorienterede romantikere.

»Det er en forherligelse af en form for proletarisk stenbrovisdom, som mange måske vil tro på, men som måske ikke er så umiddelbart indlysende at bringe frem i dagens Danmark,« siger han:

»Frihed på prøve er i virkeligheden en slags Morten Korch-folkekomedie, fordi den viser et miljø, der ikke er tidssvarende. Visdommen fra folkedybet tror jeg ikke på. Det er muligt, at man gjorde det på venstrefløjen tidligere. Men den form for nostalgi, Clausen laver, har ofte en enorm publikumsappel.«

Holder sig til sejlrenden

Efter Morten Piils mening er Erik Clausen også blevet en anakronisme, fordi hans fortælleform er utrolig gammeldags og fuldstændig uden påvirkning af det, der er sket i Danmark i mange år.

»Han har ikke udviklet sig de sidste 20-25 år rent filmisk, hvis man ser på de seneste to film. Det handler om spillestilen: Alt er skåret ud i tungnemt pap. Rytmen er langsom. Der er så få nuancer. Man kan altid komme publikums behov i møde, men det er da sjovere at fremstille noget, de ikke vidste; noget de godt ville have, i stedet for at køre på det samme,« siger Morten Piil.

Michael Noer mødte første gang Erik Clausen i forbindelse med et dobbeltinterview i det seneste nummer af filmtidsskriftet Ekko. Noer er en stor beundrer af Erik Clausen, fordi han er intim i sin satire og ikke er bange for at bruge sig selv i sine film.

»Det lader til, at danskerne har mistet tilliden til den mere eksperimenterende del af dansk film,« siger Noer, som er dokumentarist og for nylig havde premiere på sin første spillefilm, fængselsdramaet R, der blev til i et tæt parløb med Tobias Lindholm.

»Skellet mellem de eksperimenterende film og mainstreamfilm er blevet alt for stort for publikum, derfor oplever jeg, at der er behov for sådan et anker som Clausen, som folk ved, hvem er, og hvad man kan forvente sig af.«

Erik Clausen er blevet en institution i Danmark, mener Michael Noer. Én af den slags, man ikke skal forsøge at ændre, for så vil Clausen ikke længere være Clausen.

»Jeg har det lidt med Clausen, som jeg har det med Kongehuset. Hvis det bliver alt for moderniseret, giver det ingen mening. Clausen skal være Clausen - ellers giver det ingen mening,« siger Michael Noer og fortæller en anekdote, han har hørt om den russiske teaterinstruktør, Stanislavskij.

»Stanislavskij sad engang og snakkede med en kaptajn på et stort fragtskib, der skulle sejle ind gennem Ruslands smalle kanaler. Så spurgte Stanislavskij, 'hvordan kan det lade sig gøre, at du altid kan navigere uden om store sten og aldrig går til bunds, og I altid når frem til tiden?' Så svarede kaptajnen: 'Jeg holder mig altid til sejlrenden'. Det er det, Clausen gør, han holder sig til sejlrenden og kommer sikkert i havn.«

Og det har Erik Clausen det selv fint med, ikke mindst fordi han taler til et stort publikum: »Jeg har efterhånden erfaret, at du ikke både kan få elitens beundring og folkets kærlighed,« siger han.

»Jeg arbejder med en autentisk og naivistisk stil. Frihed på prøve er ikke en film, der skal flytte noget - den skal bare bevæge folk. Ja, det er nok, hvad man i oplyste kredse vil kalde en let film, men ude i landet elsker de mig.«

Blåstemplet

Clausen er i år blevet tildelt Statens Kunstfonds Repræsentantskabs livsvarige kunstnerydelser på op til 150.000 kroner om året, og i begrundelsen lyder det blandt andet: »Erik Clausen forsvarer den lille mands ret til civil ulydighed, og han vender sig mod eliten, det korrekte og etablerede. Han er folkelig og uspoleret, imod finkultur og glatte gulve. Altid er der bid i hans satiriske kommentarer, altid er hjertet med. Men tag ikke fejl, Erik Clausen er dybt optaget af - og vidende om - den kunstneriske og filosofiske arv, vores kultur hviler på, og han integrerer den legende i sit kunstneriske arbejde.«

Erik Clausen er dermed blevet blåstemplet af den danske stat, og han er blevet en kulturhelt for sin egen generation.

»Jeg tvivler på, at han siger de unge ret meget,« siger Peter Schepelern.

»Han har et publikum, men det er et fanpublikum, som, jeg vil tro, har fulgt ham fra begyndelsen som den personlighed, han er.«

Michael Noer mener bestemt, at han som ung filminstruktør kan lære noget af den erfarne Clausen. Blandt andet at man ikke skal være bange for at liste noget politik ind i film hist og her. Noer synes, det er prisværdigt, at Clausen som kunstner også har et politisk projekt.

»Jeg synes, hans idealisme og vedholdenhed er meget smuk. Men at sejle sikkert gennem sejlrenden, det er jeg ikke sikker på, at jeg selv vil gøre - selv ikke når jeg engang når Clausens alder,« siger Michael Noer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

At se Clausen film er lidt lige som at gå på loppemarked. Man får ikke altid noget med hjem og det er måske også meget godt.

Det var dog en ordentlig gang selvsmagende analyse af et simpelt men godt fænomen. Clausen siger i alt hvad han laver det samme, som han altid har gjort: Se kvaliterne i alle mennesker, og lad være med at forhindre dem i at leve deres eget liv.
Der er hver gang opfindsomhed og nye finurligheder i hvad end han laver.
Og behovet for det tema er ikke blevet mindre over årene - derfor er det godt og nødvendigt at han bliver ved...