Læsetid: 3 min.

Jazzprofessorens suveræne afsked

Django Bates' Charlie Parker-tolkninger er ganske enkelt formidable
Kultur
15. juni 2010

Stillingen som professor ved Rytmisk Musikkonservatorium i København, der just nu er under genbesættelse, indebærer ikke bare muligheden for professoren til selv at spille på den danske scene udenfor konservatoriet, men faktisk pligten til det.

Under sit fem år lange professorat, som altså udløber med dette semester, har man flere gange på københavnske scener kunnet træffe på engelske professor Django Bates, især med sin store gruppe af elever, StoRMChaser (de midterste versalier er den engelske forkortelse for 'rytmekons'), med hvilken han har fortsat dét, han er mest kendt for i jazzen: begavede, overrumplende, spektakulære, let burleske arrangementer af egne, lidt krølhjernede melodiske inventioner. Alvor og spas i heftigt møde.

Men Bates har mere i posen. Han er en fremragende pianist, og afslutningen på professortilværelsen i København (det er svært at få at vide, om han skulle være blandt ansøgerne til sin egen stilling, men man kan jo håbe) har han fejret med en ny turné med den trio, han har dannet her med den svenskfødte bassist Petter Eldh og trommeslageren Peter Bruun. En cd med trioens tolkninger af Charlie Parkers musik har allerede været ude i England et stykke tid, men for mange var mødet fredag aften i Copenhagen Jazzhouse med de tre musikere det første, hvorfor koncerten - også primært bestående af Parker-relaterede temaer - forekom som en åbenbaring i mere end én forstand.

Professoral centrifuge

Hverken som privatperson, pædagog eller kunstner står der nogen aura af klassisk professoral sværvægt om Bates, og derfor vil det komme bag på de fleste, hvilken kolossal indsigt han har i det klassiske bebop-klaverspil, og hvor ubesværet han kan spille i Bud Powells kølvand. Dét nøjes han dig ikke med. Disse moderne klassikere sendes gennem en centrifuge, når Bates på én gang splintrer alle de metre, vi hidtil har forbundet med dem, og alligevel giver dem en struktur, vi føler os helt trygge ved.

Selve metoden kan minde om den, pianister som Martial Solal eller Uri Caine er kendt for, men hvor for eksempel Solals virkemidler kan identificeres hver for sig, så bruger Bates en mere antydningsvis måde at kaste rundt med sine indfald på, ligesom han - ikke mindst i samarbejdet med Eldh og Bruun - er rytmisk langt mere dristig. Metre splintres ikke kun, de trækkes også ud og ind, så vi trods de konstante rytmiske opbrud bevarer fornemmelsen af en gennemgående puls. Reharmoniseringer optræder naturligvis i flok, men de serveres med en så frapperende kraft, at vi ikke forbinder dem med nogen kalkule lagt i studerekammeret men kun med den fart, hvormed Bates tænker musikalsk.

Udstrakt neddæmpethed

Også i de langsomme tempi lykkes Bates med en neddæmpethed så udstrakt og så åndeløs, at man ikke skulle tro det muligt - dog mere på cd'en end ved koncerten - og når han så samtidig kan kaste enkelte af sine egne temaer ind og, trods deres udspring i et post-post-bebopsprog, få dem til at supplere Parker-repertoiret på en helt indlysende måde, så står vi faktisk med en jazzbegivenhed, der ikke blot bør give genlyd hos Bates' elever og proselytter i Danmark og blandt egne landsmænd men blandt elskere af improvisationsmusik hvorsomhelst. Det er ganske enkelt formidabelt.

Koncerten kan ikke nås, men cd'en bør findes på alles hylder.

Copenhagen Jazzhouse fredag: Django Bates Trio

Django Bates Trio: Parker Beloved (LM 004)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her