Læsetid: 4 min.

København er forbillede for New York

Mere end tusind cykelnørder fra hele verden afsluttede i går deres konference i Øksnehallen i København. Her minglede 'de vanvittige cyklister' fra Ecuador med New Yorks trafikborgmester, som er ved at transformere den amerikanske millionby til en cykelby med København som forbillede
'Jeg græder - og hva så?', står der på Diego Puentes (th.) armbånd mod mandschauvinisme. Sammen med Cerda Rueda i den grønne T-shirt er han taget fra Ecuadors hovedstad Quito til København for at deltage i cykelkonferencen VeloCity. Hjemme i den katolske bjergby er det franske ungdomsoprør med lidt forsinkelse startet, og cykelfolket fører an.

'Jeg græder - og hva så?', står der på Diego Puentes (th.) armbånd mod mandschauvinisme. Sammen med Cerda Rueda i den grønne T-shirt er han taget fra Ecuadors hovedstad Quito til København for at deltage i cykelkonferencen VeloCity. Hjemme i den katolske bjergby er det franske ungdomsoprør med lidt forsinkelse startet, og cykelfolket fører an.

Jonathan Bjerg Møller

26. juni 2010

De var kendt som »de vanvittige cyklister,« da de som enlige cykelpionerer blandede sig i den aggressive biltrafik i Ecuadors hovedstad Quito. Men de skabte en kæmpe bevægelse, og i dag mødes mere end 50.000 mennesker hver eneste søndag for at nyde, at 30 kilometer vej i centrum af Quito bliver lukket af for trafik.

»Cyklen er et af vores bedste værktøjer til at forandre byen fra at være ekskluderende og fjendtlig til at være venlig, integrerende og menneskelig,« siger Diego Puente fra organisationen CiclóPolis, der er i København for at deltage på cykelkonferencen.

Der er 59 lande repræsenteret i Øksnehallen, og med mere end 1.000 deltagere er det den største Velocity konference siden man startede i 1980.

Det er 15 år siden, at Diego Puente sammen med nogle venner fik overtalt byens borgmester til at lave en enkelt bilfri søndag. Det blev en succes og med tiden blev ordningen udvidet, så det nu sker hver eneste søndag.

Cykelbevægelsen går hånd i hånd med en kulturel bevægelse, der handler om at skabe mere fællesskab, tolerance og glæde i det offentlige rum fortæller Christian Rueda fra samme organisation. Faktisk har der været lidt problemer, fordi arrangementet er blevet så populært, at byens politikere gerne ville overtage det.

- Men som sydamerikansk mand, der kæmper man i stedet for at græde, er det ikke rigtigt?

»Jo,« griner Diego Puente. »Vi kæmpede, og vi vandt. De bilfrie søndage er stadig organiseret nedefra.«

Så tilføjer han:

»Men manderollen er under forandring,« og viser sit armbånd mod mandschauvinisme med teksten: »Jeg græder - og hvad?«.

Det er som om, det franske ungdomsoprør med lidt forsinkelse er startet i den katolske bjergby, og cykelfolket fører an.

Fuck cykelhjelm

En ældre pæn dame med kjole og gråt krøllet hår går rundt med et badge, hvorpå der står: »Spørg mig, hvorfor jeg ikke kører med hjelm.«

Den opfordring er svær at sidde overhørig, og hun forklarer, at i Schweiz, hvor hun kommer fra bliver folk bange for at cykle pga. de mange sikkerhedskampagner for at bruge cykelhjelm.

»Men cykling er noget af det sikreste og sundeste, der findes. Det er meget farligere for helbredet at lade være med at cykle end at cykle uden hjelm,« siger hun bestemt, mens hun med øjnene tjekker efter, om journalisten forstår pointen.

Anders Hedin, tidligere CEO for en stor svensk virksomhed, går på scenen og fortæller overraskende nok om sin passion for biler.

For ham var cykling fint som barn, men pedalerne fik baghjul dengang en af kammeraterne fik en amerikansk Buick og kunne køre rundt med pigerne på bagsædet. Anders Hedin fortæller på et syngende svensk-engelsk om hans livs biler og slår fast:

»Jeg er bilentusiast. Jeg elsker biler.«

Der er så mange gode grunde til at køre cykel. Men man får ikke folk til at cykle, fordi det er miljørigtigt, godt for samfundsøkonomien eller fordi, det er sundt, mener han.

»Det er, hvad I er oppe mod,« understreger han provokerende.

Det viser sig senere, at Anders Hedin er skuespiller. Hyret til provokationen. Der sker noget i cykelfolkets Mekka.

De gør det i New York

Hun bliver præsenteret som »lidt af en rockstjerne i USA«: New Yorks trafikborgmester Janette Sadik-Khan.

Hun går smilende på scenen og fortæller, hvordan hun efter sit første besøg i den danske hovedstad tog hjem til New York og begyndte arbejdet på at skabe separate cykelstier i byen.

De seneste tre år er det blevet til 220 kilometer cykelsti, og hvert år kommer 80 kilometer mere til. Mens en cyklist i New York for få år tilbage var en slags »gangster budfyr«, så er billede i dag ved at vende, så familier med børn cykler rundt i New York. Janette Sadik-Khan viser billeder fra Broadway, hvor caféborde og cykelruter har fortrængt de gule taxaer under de lysreklamer, vi alle kender fra hundredvis af film.

Det minder om, hvordan Nørrebrogade i København er blevet lukket for biler, hvilket den danske digter Søren Ulrik Thomsen har kaldt »det værste, der er sket i København siden 70'erne«.

Han ville få akut hjertestop, hvis han så, at det samme nu sker i New York. Fodgængere og cyklister fortrænger bilerne fra gaden. New York er ved at blive en provinsby.

»Vi er ikke helt København endnu, men vi er på vej,« siger Janette Sadik-Khan.

En spansk cykelaktivist kommenterer newyorkernes bedrifter:

»Man kan sige meget om amerikanerne, men når de først forstår, at de har taget fejl, så er de ekstremt hurtige til at forandre sig.«

Roger Geffen fra den engelske cykelorganisation nikker slår fast:

»Før har vi sagt: Det kan lade sig gøre i København og Amsterdam. Men det bliver så meget nemmere at overbevise politikere i London, når vi nu kan sige: De gør det i New York.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer