Læsetid: 7 min.

Komikerne tager magten på Island

Når skuespillere begynder at spille politikere, forvandler politikerne sig ikke automatisk til skuespillere - i stedet viser det sig, at også de er skuespillere. Rollen er bare så tæt sammenvævet med deres personlighed, at spillet for dem er ren stinkende alvor. Virkeligheden er deres scene, og dér går de omkring med deres magt, samtidig med at der foregår design af kostumer, imagepleje og spin
Islands politiske landskab er en tragisk farce bag scenetæppet. For eksempel startede Daví Oddsson netop sin karriere som komiker på scenen og i radioen og er den længstsiddende islandske statsminister til dato og tidligere borgmester i Reykjavik.

Islands politiske landskab er en tragisk farce bag scenetæppet. For eksempel startede Daví Oddsson netop sin karriere som komiker på scenen og i radioen og er den længstsiddende islandske statsminister til dato og tidligere borgmester i Reykjavik.

Ragnar Axelsson

Kultur
4. juni 2010

Jeg skal ikke kunne sige, om jeg var heldig eller uheldig, da jeg befandt mig på litteraturfestivalen i Lillehammer, mens sidste etape af kommunalvalget på Island blev løbet. Jeg stemte selvfølgelig, inden jeg tog af sted, for det tilfælde at vulkanerne ville efterlade mig i Norge, glanende ved en stormomsust kyst, således at nordmændene ville stå tilbage med en digter ligesom i sin tid Egill Skallagrímsson. Var dette sket, ville jeg have søgt foretræde for deres konge og digtet et heltekvad om ham i det håb, at han ville frelse mit land. Men sådan skulle det ikke gå. Flyveren fløj til den fastsatte tid, og der er da heller ingen, der får lov til at frelse Island undtagen lige Den Internationale Valutafond, som ikke frelser nogen, medmindre den samtidig får lov til at tyvstjæle fra dem. IMF har udstedt en ordre gående ud på, at natur ressourcerne skal privatiseres, at forgældede familiers boliger kommer på tvangsauktion til oktober, hvilket ifølge statistikken vil sige en tredjedel af landets indbyggere. I overenskomsten mellem regeringen og valutafonden kan man endvidere læse, at ICESAVE-gælden skal betales, som om der overhovedet ikke har fundet nogen folkeafstemning sted om det spørgsmål. Eva Joly, der har fungeret som højre hånd for Altingets særlige undersøger oven på finanssammenbruddet, formulerer det store spørgsmål om gælden på følgende klare måde: »Island, hvor der kun bor omkring 320.000 sjæle, kan nu se frem til at skulle bære en gældsbyrde på mange milliarder euro, som langt den største del af befolkningen ikke har det mindste ansvar for og overhovedet ikke er i stand til at betale.«

Befolkningens interesse?

Men kommunalvalget handlede ikke om disse basale forhold, skønt de fungerer som en slags kulisser bag ved det hele. Jeg nævner dette, fordi de byrder, som de islandske myndigheder vil lægge over på landets befolkning, skal redde de gældsforpligtelser, som privatdrevne finansselskaber oprettede viden om i verden. Dette er Islands situation efter nyliberalismens sejrsgang og sammenbrud - denne linje, som utrætteligt arbejdede for privatisering af samfundets fælles værdier, denne linje, som i de sidste tre årtier har ladet sine skud brede sig over hele verden i kraft af den globalisering, som stadigvæk hersker. Derfor rejser folk sig og drager dette system i tvivl, og også dette sker i verdensmålestok. Spørgsmålet er dette: Hvorfor skal den brede befolkning bære ansvaret for kapitalistklassens finanskrise, ene og alene for at kapitalistklassen kan fortsætte, som om intet var hændt? Nu skal det vise sig, hvilke betingelser der bliver fulgt: Bliver det finansinstitutionernes og bankernes betingelser, eller bliver det den brede befolknings velfærd og interesser? Dette bagtæppe bliver man nødt til at have i tankerne, når man vurderer resultatet af det netop overståede kommunalvalg, og eftersom debatten på Island handler om at skjule sagens kerne, er valgets resultat åbenlyst og til at forstå.

Mørk skygge

For at gøre en lang historie kort blev valget vundet af en komikerliste, men eftersom det hele for komikerne er blodig alvor, er komikken ikke videre komisk. Ja, komik er altid alvor, og det er ikke alle komikere, der er i stand til at se med humor på sig selv. Partiet kaldte sig Det Bedste Parti, og det manglede ikke meget i, at det opnåede absolut flertal i hovedstaden. I så fald ville byen helt og holdent skulle regeres af entertainere, selv om det ikke er alle i Det Bedste Parti, der har optrådt i denne funktion. Omvendt har de gravalvorlige politikere fra de traditionelle partier tit været genstand for megen latter, ja, nogle gange har man grinet ad dem over hele landet. I sidste valgperiode nåede der at sidde fire forskellige borgmestre, og man kunne sagtens skrive en komedie om den periode, hvis ikke lige korruptionsskandalerne havde kastet en mørk skygge over komikken, både når det gælder salg af byens besiddelser, den så godt som gennemførte privatisering af Energiforsyningen og uddelingen af byggegrunde som gaver til rigmænd. Der er såmænd ikke noget at sige til, at vælgerne viste politikerne det røde kort.

Jo, det er alt sammen meget besynderligt, men i virkeligheden ikke spor besynderligt. Alt hvad der måtte komme frem, kommer før eller senere frem. Alle de kendte partier mistede deres opbakning, mens en liste, som ingen havde fjerneste idé om for blot nogle uger siden, skovlede stemmer til sig. Politikerne fik fingeren, som man siger, ikke mindst fordi mange af dem var tæt forbundet med de korruptionssager, som alle kendte til, men som nu er blevet offentlig viden gennem Altingets Undersøgelsesrapport. Man behøver i grunden slet ikke skrive romaner på Island for tiden, for de udspiller sig i virkeligheden. Island er som et realityshow, vulkanudbrud i direkte transmission og en finanskrise, der forvandler bankdirektører til efterlyste forbrydere. Den forhenværende direktør for banken Kaupthing er efterlyst af Interpol, præcis den mand, der evig og altid truede med at flytte til udlandet, hvis ikke han fik lov til at beregne sig løn, nøjagtigt som det passede ham.

Skuespiller af Guds nåde

Nu skal han hentes hjem med politimagt, for han nægter at møde op på politistationen og forlanger at politiet skal komme til London og snakke med ham hjemme i privaten. Man kunne for den sags skyld tale om karnevalisme, situationisme, kreativ fantasi, krav om forandringer, krav om folkemagt, opgivelse, optimisme, håbløshed og håb. Alt efter hvordan man ser på tingene. Politikerne prøver at fortolke dette som et budskab til dem, men hvad der skete, var såmænd bare, at man forkastede dem. De griber i egen barm og når til den konklusion, at de åbenbart ikke er morsomme nok. Nu begynder de naturligvis at gå på kurser og lære at fortælle vittigheder, og deres imagedesignere organiserer snart spiritistseancer med afdøde entertainere. Sådan noget sker kun, når store ting er i vente.

Jeg ville skulle bruge en halv årgang af denne avis for at yde alt dette retfærdighed, men man kan ikke lægge kommunalvalget på Island fra sig uden at spendere nogle ord på lederen af Det Bedste Parti, Jón Gnarr, som hører iblandt nationens sjoveste mænd, en glimrende stand-up-komiker og en skuespiller af Guds nåde. Han beskriver sig selv som følger: »Jeg har spillet, skrevet og instrueret skuespil, laver reklamer og lavet at hav af komiske programmer. Og jeg har spillet store roller i adskillige biograffilm. Jeg betragter nok nærmest mig selv som en slags idéfabrik. Jeg tænker virkelig meget. Min hjerne er som en lufthavn, ligesom Heathrow. Den holder aldrig lukket, der er hele tiden nogen, der ankommer og rejser igen, men ingen stopper op, for jeg er meget glemsom. Jeg er en selvgroet mand og har aldrig fulgt de mest befærdede stier i noget videre omfang - jeg har ingen formel uddannelse.«

En tredje vej

Som ung blev han punker, en af de første i landet, efter eget udsagn. Som punker blev han tit tæsket til plukfisk, både fordi han var punker, og fordi han var rødhåret og sær. Så holdt han op med at gå i skole og blev én af de punkere der holdt til i læskuret på busholdepladsen på Hlemmtorv. Med denne tilværelse fulgte en del drikfældighed. Da de traditionelle rusmidler slap op, greb punkerne til søsygetabletter, og nogle af dem gik på benzin ligesom biler. Denne verden er til dels beskrevet i Fririk ór Fririksssons dokumentarfilm Rock i Reykjavik. Ved en bestemt lejlighed var vor nye borgmester nær død af at æde piller, men han kom til hægterne igen og har ladet sig dræne. Han har lavet digte, skrevet romaner og lavet film og arrangeret et utal af happenings, senest den at blive borgmester.

Jeg husker en historie, der gik omkring 1980, da nogle udenlandske journalister kom til Reykjavik for at skrive om byens ungdomskultur, om punkerne, hvis ry dengang blev ført langt ud over landets grænser. Journalisterne begav sig ned i centrum ved aftenstid og fandt nogle punkere i en mørk krog ved hovedgaden Austurstræti. I selskab med dem var der en nydeligt klædt herre, nogle år ældre end de. Da journalisterne spurgte, hvem denne mand var, sagde punkerne: »Jamen, det er da den nye borgmester, Daví Oddsson,« og Daví Oddsson var ganske rigtigt netop blevet valgt til borgmester. Måske var Jón Gnarr en af punkerne i den mørke krog, og måske er han den nye Daví Oddsson, for Daví startede netop sin karriere som komiker på scenen og i radioen. Jeg ved ikke, om Karl Marx her ville blande sig i diskussionen og sige, at historien gentager sig, først som tragedie og bagefter som farce. Det vil alt sammen vise sig.

Men vi der bor i byen, er parat til at stå til disposition for Jón Gnarr og hjælpe med til at finde en tredje vej imellem de to.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Carstensen

"Komikerne tager Magten" - hvilken magt, den er jo deponeret hos IMF ?
Men OK, de indtager scenen !