Læsetid: 5 min.

'Kunstnere er en trussel imod det iranske regime'

Den eksilerede fotokunstner Shirin Neshats første film handler om fire kvinders liv i hendes fødeland, Iran - den har ikke en chance for at klare sig gennem præstestyrets censur, men piratdistributioner har allerede sikret den et stort iransk publikum
Mundkurv. Den debuterende, iranske filminstruktør, Shirin Neshat, er ret vild med at lave værker, der ikke blot kalder på bedømmelse af kritikere på internationalt plan, men også på bedømmelse fra Irans Islamiske Republik.

Mundkurv. Den debuterende, iranske filminstruktør, Shirin Neshat, er ret vild med at lave værker, der ikke blot kalder på bedømmelse af kritikere på internationalt plan, men også på bedømmelse fra Irans Islamiske Republik.

STINE LARSEN

17. juni 2010

Shirin Neshat sidder på en cafe i en park i London og taler i begejstrede vendinger om pirat-dvd'er. Den iranske kunstner og nyslåede filminstruktør er ligeglad med indtægtstab som følge af nedgang i billetsalget. Hun roser i stedet opfindsomheden hos de sælgere på det sorte marked, som har fremstillet ulovlige kopier en masse af hendes film, Kvinder uden mænd og dermed sikret den en større udbredelse.

»Min søster købte fem eksemplarer i en butik, med nyt cover og alting,« fortæller hun mig: »Hun sendte nogen over for at købe endnu flere, men fyren i butikken sagde: 'Hør her, dame. Vi har allerede solgt 500'. Jeg var virkelig glad.«

Den omtalte butik ligger i Iran, hvortil også filmens handling er henlagt, og pirat-dvd'er er sandsynligvis den eneste distributionskanal i landet for hendes film. Neshat er overbevist om, at den aldrig vil klare sig gennem censuren.

»Alle iranske kunstnere drømmer om at slå igennem på det sorte marked,« griner hun: »Vi er ligeglade med at tjene penge.«

Magisk realisme

Neshat var seks år om at producere Kvinder uden mænd, som vandt en pris for bedste instruktør på sidste års filmfestival i Venedig. Neshat, der tidligere især har opnået omtale for sin fascinerende sort-hvide fotoserie Allahs kvinder (billeder af bevæbnede, tilslørede kvinder med påskrifter af persisk poesi på deres kroppe), har bygget sin prisvindende film på den magisk realistiske roman af den feministiske forfatter og tidligere politiske fange Shahrnush Parsipur. Historien, som har været forbudt i Iran siden 1989, følger fire kvinder - en ung religiøs kvinde, der forelsker sig, hendes politisk bevidste veninde, en prostitueret og en ulykkelig gift midaldrende husmor - igennem deres liv, i deres død og i deres bizarre genopstandelse. Henlagt til 1953 har filmen alle de karakteristiske træk ved Neshats fotoværker: Et fokus på kvinders kroppe, på skønhed og på politisk vold. Hver en scene minder om et af hendes fotografier eller er en hyldest til et maleri: Da Zarin, den anorektiske prostituerede, næsten drukner, er det i et bassin, som er lige så tilgroet som den å, hvori John Everett Millais' Ophelia ses ligge i.

53-årige Neshat fortæller, at hun sammen med sin mand og samarbejdspartner Shoja Azari har forsøgt at »udvikle en helt ny måde at fortælle historier på. Den går ikke ud på at følge de mønstre eller modeller, som er gængse i film, men på at tage afsæt i konceptkunst og i de poetiske traditioner i Iran.«

Knivskarp skønhed

Lille og slank, i en broderet sort jakke, med store øreringe og de kraftige faraolignende eyelinemarkeringer, hun har gjort til sit særkende, udtrykker hun en vis nervøsitet for filmens britiske premiere på dagen, da vi mødes. Kritikernes reaktioner har været blandede: Hvor New York Times lovpriste dens »knivskarpe skønhed«, afviste Washington Post filmen som »ubønhørligt dyster«.

Filmkritiker Peter Bradshaw kaldte den »en stille, stor film, der fanger både hjerte og sind«.

Men Financial Times var ikke alene om at beklage sig over, at filmen var som »en række billedopstillinger uden liv«.

Neshat, der forlod Iran som 17-årig for at studere i USA og nu bor i New York, er da også lige præcis mest bekymret for, at filmens ikonografiske billedsprog kan være for vanskeligt for et vestligt publikum at følge.

»Det er en stil, som er forankret i Irans kulturtraditioner. Vi er blevet censureret så længe, at vi kun kan udtrykke os gennem metaforer og allegorier. Hvis et vestligt publikum skal forstå det, er det nødvendigt at læse mellem linjerne - det er sådan, iranere udtrykker sig,« siger hun.

Solidariske landsmænd

Neshat er dog ved at lære sig at være mere direkte, siger hun. Til nyhedsmagasinet Time har hun tidligere udtalt: »Jeg er kunstner, ikke aktivist,« men de voldsomme protester i Iran, som blev udløst af valget for et år siden, hvor præsident Mahmoud Ahmadinejads regering blev beskyldt for at svindle sig til en sejr, har flyttet hendes holdning:

»I lang tid lod jeg bare mine værker tale for sig selv. Og de handlede om måder at sætte spørgsmålstegn på - ikke om at søge svar eller tage stilling,« siger hun: »Men det, som skete i juni 2009 fik mig til at ændre holdning. Ikke at udvise aktiv solidaritet over for landsmænd, der sætter livet på spil for noget så værdifuldt som demokrati, er også at tage stilling. Og hvis min stemme tæller noget, så vil jeg råbe højt.«

Modvilje mod Vesten

»At være politisk er en integreret del af at være iraner,« tilføjer hun: »Vores liv bliver defineret af politikerne. Mit eget liv - ikke at kunne tage til Iran, at være adskilt fra min familie - er blevet styret af dem, der sidder på magten, så al vreden og bitterheden kan jeg udmærket tage del i. For mig handler det ikke kun om at sympatisere med de vrede mennesker på gaden.«

Selv om Kvinder uden mænd blev produceret før sidste års protester, forekommer Neshats beslutning om at betone historiens politiske baggrund at være forudseende. (Hun dedikerede efterfølgende filmen til minde om »dem, der mistede deres liv i kampen for frihed og demokrati i Iran, fra Den Konstitutionelle Revolution i 1906 til Den Grønne Bevægelse i 2009«.)

I 1953 - året, hvor filmen foregår, blev Irans første - og hidtil eneste - demokratiske regering styrtet ved et britisk iscenesat og CIA-støttet kup, netop som den nationale leder, Mohammad Mossadegh, skulle til at nationalisere landets olieindustri. Neshat mener, at det var den modvilje mod Vesten, som dette kup slap løs, der i første instans satte gang i den kæde af begivenheder, som førte til den iranske revolution og til det nuværende teokrati.

»Vi iranere har generation efter generation kæmpet for det samme. Det er en cyklus, hvor faklen går videre,« siger hun.

Ingen ytringsfrihed

For nylig hjalp hun med at arrangere en sultestrejke og underskriftsindsamling, der opfordrede til at løslade politiske fanger - herunder instruktørkollegaen Jafar Panahi, som da også blev sat på fri fod i slutningen af maj. Hans tilbageholdelse, siger hun, er vidnesbyrd om den ekstraordinære situation for kunstnere i Iran.

»Vi har ingen ytringsfrihed, men vi er centrale for debatten. Kunstnere bliver taget yderst alvorligt. I en sådan grad, at vi opfattes som en trussel, hvilket er virkelig interessant for en regering, som ikke interesserer sig for kultur.«

Men hun siger, at hun ikke kunne tænke sig det anderledes: »Vi laver ikke blot værker, som kalder på bedømmelse af kritikere på internationalt plan, men også på bedømmelse fra Irans Islamiske Republik. Det er jeg ret vild med. At udspaltninger af menneskers fantasi kan have en positiv indflydelse på et samfund snarere end blot at blive indsamlet og sat på museum.«

Kvinder uden mænd har premiere i Danmark 12. august
© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu