Kvindetegnet. Det lille tegn - korset med en cirkel foroven - kan sætte lidt af hvert i scene: En ældre kvinde fra længe før kvindefrigørelsen, der holder tegnet i hånden som en håndtaske. En trivialtegning af en kvinde fra et typisk romanblad fra 1950'erne synes at være formummet af tegnet, der løst lægger sig om hendes mund. Eller Snehvide, hvor tegnet er integreret i hendes røde tørklæde om håret.
Det er mennesker 'mødt' med kvindetegnet, som kunstneren Lene Adler Petersen selv formulerer det. Og hendes kvindetegn indgår i det værk, der blev til over et par uger i 1974 og består af næsten 500 bladudklip af især kvinder; men også tegneseriefigurer, mænd og par, rød eller hvid tusch, sat op på sort eller hvidt papir, alle tilført kvindetegnet.
Værket, der aldrig før har været vist i sin helhed, er nu samlet i en stor, flot bog fra Gyldendal ved navn Kvindetegnet. Bogen er en samlet præsentation af et hovedværk i Lene Adler Petersens produktion i den konceptuelle kunst fra 1970'erne: Udklip på papir med kvindetegnet fra 1974.
»Det er ikke et litterært møde. Jeg har tænkt med øjnene og med hurtig hånd beseglet billedet på næsten kalligrafisk vis med kvindetegnet,« siger Lene Adler Petersen.
Allerede i 1969 skabte Lene Adler Petersen og hendes mand, billedhuggeren Bjørn Nørgaard, den happening, hun måske er mest kendt for i dag, da hun som en kvindelig Kristus gik nøgen gennem Børsen med et hvidt kors.
Børsen var et magtfuldt mandsdomineret offentligt rum, der repræsenterede storkapitalen, og de sorte habitter veg tavst fra den enlige nøgne kvinde, der i kontrasten kom til at repræsentere et modbillede til den patriarkalske, kapitalistiske samfundsstruktur.
»Jeg ankom nøgen under en lang sort frakke med korset inde på maven, og Bjørn optog lydene, og en fotograf, vi kendte (John Davidsen, red.), stod ved indgangen og tog billedet. Der blev helt stille. Hvis vi havde haft slagord og plakater med, var der helt sikkert nogen, der havde ringet efter politiet, men det gjorde de ikke. Jeg tror, de var helt paffe. Det var bare et billede, vi lavede, og det virkede meget stærkt,« fortæller Lene Adler Petersen.
Men det var ikke blot en feministisk aktion, forstår man på Bjørn Nørgaard, der sagde, at den også handlede om at finde andre idealer for det at være mand. Og netop Jesus stod for det, de opfattede som kvindelige kvaliteter som blidhed, kærlighed og omsorg. Med aktionen pegede de på, at det ville have været naturligt, hvis Jesus var en kvinde. Det var altså flere store fortællinger, Lene Adler Petersen i den legendariske aktion den dag udfordrede: kapitalismen, kristendommen og patriarkatet.
Tegnet i samtiden
Tanken om kvindelighed som egenskab mere end blot køn(skamp) er beslægtet med Udklip på papir med kvindetegnet. Ved første øjekast vil kvindetegnet opfattes som et rødstrømpepolitisk statement, men der er så meget poesi og humor i mødet mellem billederne og tegnet, der går igen i hundredvis af varianter, at værket ikke opleves som et historisk kampværk, men mere som en undersøgelse af det kvindelige.
»Først og fremmest har jeg klippet alle slags kvinder ud,« siger Lene Adler Petersen: »Gamle, unge, modeller og arbejdere. Jeg ville netop ikke rangere, det lå også i tiden med ligeret og ligeværd. Og hvis du tænker over det, så er ethvert menneske, du ser i kunsten, typisk et levende udsagn. Måske derfor har jeg også klippet mænd og par ud, det handler først og fremmest om mennesket før rangeringen i køn. For mig handlede det om at møde de her mennesker,« siger Lene Adler Petersen i sit atelier på Frederiksberg, hvor hun bor sammen med Bjørn Nørgaard.
Når man beder hende sige noget om sit værk, går hun først og fremmest teknisk til det:
»Der er jo noget helt elementært i at indsamle og udklippe,« siger hun: »Jeg sad med alle de her aviser og blade og klippede mennesker ud. Derefter lagde jeg dem i en stor bunke og mødte så hver enkelt igen med et hurtigt tuschtegn. At det var kvindetegnet, jeg valgte, skal selvfølgelig ses i sin samtid,« tilføjer hun og finder et 30 år gammelt nummer af bladet Kvinder frem.
»Det var jo samme tid som kvindebevægelsen begyndte, og politik og kunst hang tættere sammen, end det gør i dag. Man dyrkede fællesskaberne, også kunstnerisk - og vi bar hinanden. Fællesskaberne kunne fremkalde den enkelte kunstner, på måder man måske ikke havde kunnet alene.«
Hun bladrer i Kvinder med et lille smil og viser mig lister over kvindesammenslutninger i hver en lille flække i Danmark.
»Man boede i kollektiver, og der blev jo kæmpet for ligeløn og ligeret over hele linjen, de første arbejdsmedicinske rapporter kom og beskyttede arbejderne på arbejdspladsen, vi besatte Livø og tog kvæg og såsæd med i drømmen om at skabe en ny måde at leve på uden for det kapitalistiske system,« fortæller Lene Adler Petersen.
Mødet med kvinden
Bogen er blevet til på initiativ af kunsthistoriker Birgitte Anderberg, der også har skrevet forordet. De to kvinder repræsenterer på den måde en slags samtale mellem to generationer af kvinder: den 66-årige kunstner og den 42-årige kunsthistoriker.
- Hvad sker der med de her billeder, når de møder kvindetegnet?
Lene Adler Petersen læner sig frem og slår en latter op: »Ja, hvad synes du,« spørger hun, og vi ser på et billede af en ældre kvinde med høfligt smil og en kaffekop omkranset af det røde tuschtegn.
»Jeg synes, tegnet fremkalder mit møde med kvinden,« svarer jeg, og så må jeg redegøre for, hvordan jeg ikke i dette billede opfatter tegnet som kamp, men som et feminint fællesskab på tværs af tid og generationer. Et af de mere morsomme billeder, er det af to elskende i sten hugget ind i en frise på et berømt tusinde år gammelt kama-sutra-tempel i Indien, hvor kvinden let bærer tegnet om halsen. Tegnet er her trukket så langt ud af sin politiske samtid, at det i stedet bliver bærer af et feminint tusindårsfællesskab helt ind i en fuldstændig anden kultur.
- Det her værk er skabt i og afspejler en bestemt tid. Hvad skal vi bruge det til i dag?
»Først og fremmest er det et værk,« siger Lene Adler Petersen: »Dernæst er det jo en slags historisk dokumentation. Kvinder i min generation vil læse det ind i den politiske samtid, det er skabt i. De vil læse kvindeoprør og Femølejre og opgøret med deres mødre ind i det. Du skal tænke på, at tegnets symbolværdi er meget stærkt for min generation, det var i det hele taget en tid, hvor tegn havde en stærk symbolværdi. Der var de sorte pantere, der var fredstegnet, kvindetegnet, og genbrugstegnet blev opfundet i de år.«
Et visuelt legende digt
- Men hvad skal jég læse ind i det? Kan værket i en ny samtid udsige noget nyt?
Lene Adler Petersen tænker.
»Birgitte Anderberg, der er museumsinspektør på Statens Museum for Kunst, og som fik ideen til at udgive værket, har lige foræret det til sine to niecer i konfirmationsgave. Du kan jo spørge hende,« smiler hun.
Birgitte Anderberg og jeg er jævnaldrende. Hun har beskæftiget sig med kvindekunst i 60'erne og 70'erne og betragter Udklip på papir med kvindetegnet - som i bogform hedder Kvindetegnet - som en nyklassiker:
»Det er jo et vigtigt værk, man skal udgive af samme grund, som man genudgiver Marcel Proust og andre litterære klassikere,« siger hun: »Værket er et meget komplekst budskab om det kvindelige. Kvindetegnet er taget ud af den kontante sammenhæng, det optrådte i dengang med den knyttede næve indeni, og nu kan det pludselig mange ting. Det kan være et våben, et smykke, en tanke, et kors. Dengang var diskussionen i kvindebevægelsen ikke så nuanceret, så også i sin samtid var det komplekst.«
Birgitte Anderberg betragter værket som et visuelt legende digt, der kan fortrylle med sin form og igen og igen skabe nye betydninger med tegnet som det gentagne element. Hendes niecer bladrede i det og hæftede sig først og fremmest ved de smukkeste af kvinderne, men derefter dukkede andre billeder op, som de pludselig så noget i.
»Mine niecers generation er begyndt at bruge kvindetegnet igen som smykke, så de kender det godt, selv om de ikke læser helt det samme ind i det. Og jeg tror, der er en god grund til, at mange yngre kunsthistorikere er begyndt at interessere sig for 60'ernes og 70'ernes kunst igen, for det er dér, vores generations kultur starter,« siger Birgitte Anderberg.
Nutidens amazone
Tilbage i atelieret fortæller Lene Adler Petersen videre om 70'ernes kunstscene og om Eksskolens Trykkeri, hun og nogle andre kunstnere startede i 1971 og som stadig eksisterer i dag. Hun fortæller om, hvordan alle lavede 8- eller 16-millimeterfilm og viste dem for hinanden og til forskellige happenings.
»Men der er jo også unge kunstnere, der i dag på andre måder tager både form og tema op. For eksempel den norske kunstner AK Dolven, der har lavet værket Amazon, som er en 16-millimeter-film, hvor du ser en androgyn figur, der affyrer en pil på sin bue.«
Titlen Amazon refererer til de græske amazoner, der efter sigende skar deres ene bryst af for bedre at kunne spænde buen og ramme målet. Dolven selv siger om værket, der er fra 2005, at det handler om styrke og kvindeligt mod.
»Dolven fik brystkræft og fik bortopereret det ene bryst,« siger Lene Adler Petersen.
- Hvad tænker du om min generation? Har vi tabt kvindefrigørelsen på gulvet?
»Overhovedet ikke. Vi er historiske mennesker, vi bærer erfaringerne i os, og I kæmper i nogle andre sammenhænge. Bevægelser skal jo ikke blive ved. Så stagnerer de.«
