Nyhed
Læsetid: 2 min.

Langelinie er kedeligt uden Havfruen

Langelinies besøgende savner Den lille Havfrue. Mens hun sidder i Shanghai, skuffer 'den kedelige livetransmission' på den opsatte storskærm
Langelinies besøgende savner Den lille Havfrue. Mens hun sidder i Shanghai, skuffer 'den kedelige livetransmission' på den opsatte storskærm
Kultur
8. juni 2010

Den lille Havfrue er fløjet til Shanghai. Alligevel kan man se hende på en opstillet storskærm, der transmitterer hendes billede direkte fra Kina. Storskærmen står som et pixelleret spejl. I København stiller de fleste sig med ryggen til skærmen og Havfruen. Smiler til ære for fotografen. På skærmen udspiller sig samme scenarie; folk stiller sig op med ryggen til Havfruen. I Shanghai tager de et billede, kigger på kameradisplayet, tager endnu et billede. I København nøjes de med ét billede.

Den lille Havfrue, kendt fra H.C. Andersens eventyr, er tydeligvis flere billeder værd, når den reelt er tilstede og ikke kun synlig via et satellitsignal fra Shanghai.

Trist skærmfrue

En af dem, der må nøjes med skærmbilledet, er Martin Wadsworth fra London. Han er fint og sommerligt klædt. I løbet af sit 54-årige liv er det tredje gang, han besøger København. Selvom han ikke har noget tilhørsforhold til hende, vil han hellere præsenteres for den ægte Havfrue.

»Det er dejligt at gå rundt herude i det gode vejr, men jeg må indrømme, at jeg bedre kunne lide stedet, da den rigtige Havfrue sad her. Det er lidt trist at se hende på en skærm, og ikke hvor hun retfærdigvis hører hjemme,« lyder det fra englænderen.

Hollandske Aaltje Wijker er i København sammen med sin mand, og ingen af dem er begejstrede over løsningsmodellen med livetransmission fra den danske pavilion ved World Expo 2010.

»Jeg vidste godt, at Hans Christian Andersens Lille Havfrue ikke var placeret i København for tiden. Jeg ved ikke, hvad jeg forventede, men jeg synes, billedet er lidt kedeligt at se på. Jeg kom heldigvis ikke kun til København for at se Den lille Havfrue; så var jeg blevet skuffet,« siger hun.

Lavt souvenirsalg

En kvinde holder et skilt op med tallet '7'. Hun fører de cirka 25 turister forbi storskærmen. Turisterne bærer lyst, let tøj og mørke solbriller denne solskinsdag, tager kameraet op foran ansigtet og knipser det obligatoriske billede af hinanden foran skærmen.

Så går de videre. Nogle stopper ved Peter Deichmanns lille stand, der sælger T-shirts, akvareller og postkort med billeder af Den lille Havfrue.

Kunstuddannede Peter Deichmann var den første, der fik tilladelse til at slå en lille stand op foran Den lille Havfrue. Det er nu 18. sæson, han står bag bordet og sælger hjemmelavede souvenirs. Men efter havfruens flugt til Kina er salget ikke længere det samme.

»Der er langt færre mennesker, end der normalt vil være sådan en solskinsdag. Jeg sælger kun for 30 procent af, hvad jeg normalvis ville gøre. Folk bruger ikke lang tid herude, og dem der ikke vidste, hun var flyttet, de bliver rigtig skuffede,« fortæller han.

Sæsonen er ikke begyndt

Helt samme reaktion har de endnu ikke mærket hos Københavns turistbureau Wonderful Copenhagen. Men de forventer alligevel nogle skuffede turister, når sommersæsonen virkelig starter.

»Sæsonen er ikke rigtig gået i gang endnu, men vi forventer da helt sikkert, at der vil komme nogle reaktioner fra turisterne i løbet af sæsonen. Men indtil videre er det ikke til at sige, om folk holder sig helt væk fra attraktionen,« fortæller pressemedarbejder Lasse Schmidt fra Wonderful Copenhagen.

Ifølge Lasse Schmidt har Havfruen, der kommer hjem igen til december, omkring en million besøgende hvert år.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her