Interview
Læsetid: 5 min.

Mareridtsversion af den virkelige verden

'Det følelsesmæssige chok er stort,' siger Michael Winterbottom om en særdeles brutal scene i sin nye film, 'The Killer Inside Me', hvor den psykopatiske hovedperson smadrer sin kærestes ansigt med hænderne
'Han skal være troværdig som både den sympatiske vicesherif og som det psykopatiske monster,' fortæller den britiske instruktør Michael Winterbottom (t.v.) om Casey Affleck, der spiller hovedrollen i 'The Killer Inside Me'.

'Han skal være troværdig som både den sympatiske vicesherif og som det psykopatiske monster,' fortæller den britiske instruktør Michael Winterbottom (t.v.) om Casey Affleck, der spiller hovedrollen i 'The Killer Inside Me'.

Kultur
1. juli 2010

»Jeg var interesseret i, hvad en morder er for en størrelse, hvad folk er for nogle størrelser« siger Michael Winterbottom om sin nye film, The Killer Inside Me, der handler om den psykopatiske vicesherif Lou Ford.

Den er baseret på en bog af noirpulp-forfatteren Jim Thompson og har vakt en vis furore i både England, hvor Winterbottom er fra, og i USA, hvor filmen foregår.

Instruktøren er blevet beskyldt for at have lavet en kvindefjendsk film, der samtidig glorificerer vold, og kritikere og publikum har især haft det svært med en scene, hvor Lou Ford (Casey Affleck) smadrer sin kæreste, luderen Joyces (Jessica Alba) ansigt med sine hænder, mens han samtidig siger undskyld og erklærer hende sin kærlighed.

»Jeg blev overrasket over de stærke reaktioner, der har været på filmen, især i England,« siger Winterbottom i telefonen fra England, hvor han er ved at forberede en ny film.

»Jeg havde lyst til at lave en film baseret på Jim Thompsons bog, og jeg tænkte slet ikke over, at der ville komme en reaktion. Faktisk synes jeg, at reaktionerne har været lidt perverse. Det er meningen, at de scener i filmen skal være voldsomme og forfærdelige. Det er scener, hvor en mand brutalt dræber en kvinde, han elsker, og som han godt kunne have skabt sig et liv sammen med.«

Winterbottom mener ikke selv, at han og hans faste danske fotograf, Marcel Zyskind, har skabt en mere voldelig eller visuelt chokerende film, end hvad Hollywood ellers sprøjter ud af voldsforherligende underholdning.

»Men det følelsesmæssige chok er stort, netop fordi Lou Ford dræber et menneske, han elsker,« siger instruktøren, der aldrig har været bange for at tage fat i vanskelige og potentielt kontroversielle emner.

»Vi oplever det fra Lous synsvinkel og ser det i hans øjne; vi kan ikke slippe væk fra ham, og han er en ubehagelig figur.«

En fantastisk skuespiller

Casey Affleck bærer The Killer Inside Me. Umiddelbart ligner Lou Ford en svigermors drøm, men under den glatte, tilforladelige overflade raser psykopatien.

»Han er en fantastisk skuespiller,« siger Michael Winterbottom om den unge amerikaner, der er Ben Afflecks yngre bror, og som for alvor brød igennem i rollen som en anden utilregnelig Ford i Andrew Dominiks Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford.

»Han skal være troværdig som både den sympatiske vicesherif og som det psykopatiske monster. Det er en drilsk rolle, og det vigtigste ved Caseys præstation er, at Lou udadtil er en langsom og langsomt tænkende sherif, hvilket står i skarp kontrast til hans indre liv, som publikum lærer at kende takket være fortællerstemmen. Der er forskel på det, han siger, og det han gør, og det er foruroligende, og man begynder at spekulere over, om han mon fortæller sandheden. Han er mystisk, og man vil gerne ind i hans hoved. Man ved ikke, hvad han tænker. «

Følelsesmæssigt kick

I lighed med Jim Thompsons The Getaway og The Grifters, der også begge er blevet filmatiseret, er The Killer Inside Me fra 1952 en stærk og brutal bog, der ifølge Michael Winterbottom har meget at sige om verden og samfundet.

»Jeg nød at læse bogen, fordi den hele tiden overraskede mig, og jeg måtte bare prøve at hænge på,« siger han.

»Lou Ford er bogens fortæller, og han ved, hvad han ved, men han fortæller ikke altid sandheden. Det er en alvorlig bog fortalt i en populær genre, og man får et stort følelsesmæssigt kick af at læse den. Den handler om, hvad der gør os menneskelige, og hvordan vi opfører os i verden. Jim Thompson var en ambitiøs forfatter, og han havde mange ting at sige om den verden, han levede i.«

Thompsons bog foregår i 1952 i Vesttexas og skildrer overgangen mellem en gammeldags verden fuld af cowboys og en ny tid, hvor det er olie, fremskridt og smarte forretningsmænd, der bestemmer.

»Det var en verden, Thompson kendte godt, og bogen er fuld af sigende detaljer,« siger Winterbottom, der sammen med sin manuskriptforfatter, John Curran, besluttede sig for at flytte handlingen længere op i 1950'erne.

»Det gav os mulighed for at optage on location i nogle af alle de små byer i Vest- texas, hvor der ikke er sket så meget siden. På den måde kunne vi også få noget af den samme feel i filmen som i bogen, der præsenterer os for en meget stiliseret udgave af den verden. Stilen i filmen er bestemt af, at vi har optaget virkelige steder. Det var sådan set bare at se sig omkring. Vi prøvede ikke at genskabe steder fra bogen, men fandt i stedet locations, der passede til den historie, vi gerne ville fortælle. Alt er optaget on location, selv de mere specielle steder som fængslet, der ligger under retsbygningen. I små byer som denne er de største og mest elegante bygninger sherifkontoret og domhuset, der også udgør byens centrum, og under dem alle ligger der et fængsel.«

Kan man stole på Lou?

I modsætning til mange andre af tidens hårdkogte og mere kendte og anerkendte noir-forfattere, Raymond Chandler, Dashiell Hammett og Cornell Woolrich, skrev Jim Thompson ikke ligefrem realistiske samtidsskildringer.

»Hans historier er så afgjort fiktion; det er mareridtsversioner af den virkelige verden,« siger Michael Winterbottom og kalder Jim Thompson en cool forfatter.

»I bogen er Lou Ford fortælleren, og man prøver at regne den og ham ud, stykke puslespillet sammen. Men hvor meget kan man stole på ham? Man begynder med at tro på ham, men efterhånden mister man tilliden til ham, og til sidst holder man helt op med at stole på, hvad han siger. Det samme gælder i filmen. Vi ser, hvad han ser, men er det kun hans udgave af virkeligheden, vi bliver præsenteret for? Det, vi ser, er ikke nødvendigvis sandt. Det er i høj grad fiktion, Jim Thompson skriver, ikke sandheden, og han tillader sig at lege med grænserne mellem fakta og fiktion i en melodramatisk historie, hvor fortælleren er en galning, der gør forfærdelige ting.«

Michael Winterbottom leger også med konventionerne i sine film, f.eks. 24 Hour Party People, Tristram Shandy og The Killer Inside Me. Personerne ved godt, at de er en del af en fortælling, og at de optræder for et publikum. Kunsten er ikke at overdrive, når emnet er så alvorligt, som det er i The Killer Inside Me, forklarer Winterbottom.

»Det var vigtigt, at min leg med genren og fortællestrukturen ikke blev hele omdrejningspunktet. Det fylder meget i fortællingen, men filmen måtte ikke blive én stor joke. Ford måtte ikke blive for bevidst om, at han er en del af en fortælling - som i Tristram Shandy, hvor hovedpersonen henvender sig direkte til kameraet. Det var ikke med i bogen, men jeg følte, at det var i bogens ånd at lege så meget med selve fortællestrukturen.«

»Men man må ikke blot sidde tilbage med en fornemmelse af, 'nå ja, det er bare en historie,' når man har set The Killer Inside Me. Man skal have en stærk mavereaktion på filmen.«

Og dét har Michael Winterbottom da i hvert fald opnået.

The Killer Inside Me har dansk premiere i dag. Anmeldelse her på siden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her