Læsetid: 5 min.

Ny bog om polarhelten mangler fokus

I sin monumentale bog om Knud Rasmussen og hans samtid har Kirsten Hastrup forsømt det væsentlige: et anliggende og et fokus
Biografi. I sin monumentale bog om Knud Rasmussen og hans samtid har Kirsten Hastrup forsømt det væsentlige: et anliggende og et fokus
4. juni 2010

Der er et bestemt billede af Knud Rasmussen, der går igen i de mange ældre og nyere biografier om ham: billedet af en mand med en uimodståelig charme og en evne til at overvinde alle vanskeligheder, et eventyrligt og lysende billede, som også har fæstnet sig hos de fleste, der har hørt om ham. I de nyere biografier betones i højere grad end i de tidlige en splittelse mellem det grønlands-eskimoiske på den ene side og på den anden det dansk-europæiske, ligesom det ret entydige nationale helteportræt i de tidlige, efterhånden afløses af det mere komplekse historisk-psykologiske portræt. Alligevel består i det store og hele - i hvert fald i Danmark - myten om Knud Rasmussen. Det synes, som mand og myte er ét.

Ingen af disse biografier - alle overskuelige af omfang - har videnskabelige prætentioner eller er behæftet med særlig faglig ekspertise. Derfor har den store videnskabelige biografi, den, der med den nødvendige etnografiske indsigt går bag om myten, været en indlysende mangelvare. Er det så den, Kirsten Hastrup med sin nye bog, Vinterens hjerte, har skrevet?

I hvert fald opfylder den de ydre kriterier. Bogen er den hidtil langt mest omfattende, en 750 sider stor moppedreng, og forfatteren professor i antropologi og præsident for Videnskabernes Selskab. Som yderligere faglig garant står Carlsbergfondet, der både har støttet udgivelsen og forfatterens rejser i Knud Rasmussens spor.

En skuffelse

Men selv om alle gode kræfter - også hvad udstyret angår - altså er mobiliseret, og selv om bogen med sit righoldige og delvis nye materiale utvivlsomt repræsenterer en udvidelse af vores viden om Knud Rasmussen, er den alligevel en skuffelse. Dels føjer den ikke noget nyt til billedet af ham - mand og myte er stadig ét, og den fremlægger heller ikke en videnskabeligt funderet analyse af hans indsats og betydning, slet ikke i en etnografisk sammenhæng. I det hele taget spiller den etnografisk-folkloristiske synsvinkel en overraskende beskeden rolle. Et så fundamentalt spørgsmål som pålideligheden af og de særlige karakteristika ved Knud Rasmussens gengivelse af eskimoernes mundtlige tradition behandles for eksempel kun i forbigående og lades helt ubesvaret.

Genremæssigt vakler bogen mellem biografi og mentalitetshistorie og kommunikativt mellem genfortælling og formidling tilsat langstrakte mikroanalyser, for eksempel af jægerens blik eller varderne som tegn. Sine steder mærkes en videnskabelig ambition. Andre steder er det Knud Rasmussen for begyndere med hele det velkendte repertoire. Jo, nye læsere kan begynde her og få alt det gamle med, uanset hvor naivt - og med fuld tilslutning fra forfatteren.

Mangler fokus

Årsagen til denne uklarhed og ukritiske rundhåndethed er blandt andet, at bogen i fatal grad mangler fokus. Med sine alt for mange ord og alenlange citater, ofte ret irrelevante, vil den ikke noget bestemt, har ikke noget bestemt anliggende, som den forfølger. Jo, nok se sin hovedperson i en større historisk sammenhæng, for »ved at sætte Knud Rasmussen i centrum for en historie, der rækker ud over biografien, kan man opnå at se både ham og hans samtid tydeligere og afdække noget af den kompleksitet, der udgør et liv - efterhånden en livshistorie«, men denne hensigtserklæring er klart nok for diffus til at skabe det nødvendige fokus.

I stedet er bogen struktureret i en række temaer eller aspekter: polarforskeren, jægeren og fortælleren. Pointen med denne tredeling er ifølge bogens epilog, »at disse tre sider af Knud Rasmussens karakter forenes i hans erkendelse af verden«. Så blev vi så kloge! Men ellers betyder denne opbygning, at biografien - og dermed livshistorien - brydes op på den uheldige måde, at der hele tiden springes frem og tilbage i kronologien. Det medfører ikke blot alt for mange gentagelser, men også umuligheden af at skildre samspillet mellem samtid og hovedperson som et udviklingsforløb.

Undervejs og som det mest værdifulde søger bogen i en række redegørelser at indkredse den baggrund, han virkede på, blandt andet gennem opsummeringer af kolonihistorien, polarforskningens historie og datidens geografiske og etnografiske videnskab, alt sammen for så vidt et interessant og nyttigt tilskud, men der opstår hele tiden problemer, når Knud Rasmussen skal sættes ind i disse sammenhænge. De nævnte opsummeringer og hans egen historie forbliver adskilte spor, eller der foretages spekulative og hasarderede sammenligninger på et mere end løst grundlag, helt grelt og dilettantisk, når Knud Rasmussen sættes i forhold til strømninger i det litterære miljø og vitalismen. Alle mulige helt forskelligartede tendenser blandes her sammen i én pærevælling.

Forhekset

Tættere på sin hovedperson kommer Hastrup heller ikke ved denne strategi - ud over at konstatere det ikke særlig mærkværdige, at han også er et produkt af sin samtid. Bogen igennem bekræftes det oprindelige velkendte billede af et enestående helstøbt menneske, der med sin charme og livslyst lægger alle ned: »Det var som om selve Knud Rasmussens vitalitet drog andre ind i hans sfære; han hypnotiserede dem eller 'forheksede' dem ligefrem, som det er blevet sagt,« står der. Således har han tydeligvis også hypnotiseret og forhekset Kirsten Hastrup, hvad hun mange steder smukt giver udtryk for, men det er selvsagt ikke det bedste udgangspunkt for en videnskabelig eller blot analytisk tilgang.

Men flot og lækker er bogen - som et reservat, hvor man kan hengive sig til den arktiske poesi og skønhed, blandt andet i Peter Lyngs' drømmeagtigt smukke fotografiske naturscenenerier. Tilsvarende er der overalt en iøjnefaldende tendens til harmonisering og mytologisering. Alle alvorlige konflikter i Knud Rasmussens liv, for eksempel striden med Lauge Koch om ansvaret for Thorild Wulffs død på 2. Thuleekspedition, nedtones eller ignoreres. Spørgsmålet om splittelse diskuteres ikke, men det fastslås bare, at hos Knud Rasmussen er tanke og handling, europæisk og eskimoisk ét. I det hele taget gås ikke i åben dialog med den øvrige forskning, et ellers indlysende krav til en bog som denne.

Harmoniseringstendens

Den samme harmoniseringstendens præger billedmaterialet, der gavmildt er strøet ud i bogen. Masser af billeder af pelsklædte mænd og kvinder, der poserer foran kameraet, men for eksempel ingen af Thulebasen eller en nutidig grønlandsk virkelighed, som også de 750 siders tekst lader helt ude af betragtning.

Men hvis Knud Rasmussens indsats og betydning hverken belyses fra en videnskabelig synsvinkel eller på forsvarlig vis integreres i en historisk fremstilling, endsige sættes i forhold til en nutidig grønlandsk udvikling, bliver kun fascinationen af personen tilbage som påskud og væsentligt indhold. Så hvad vil Carlsbergfondet på den galej?

Jeg har i øvrigt noteret mig, at billedoplysningerne ofte er utilstrækkelige og registret temmelig mangelfuldt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu