En sødlig cigarillolugt omringer forfatteren Leonardo Padura. Han er rund og har venlige øjne og fortæller, at han mildest sagt ikke er særlig imponeret over dansk kaffe. Han har fundet et sted nær sit hotel, som serverer en nogenlunde espresso, men heller ikke mere. På den måde ligner han romanfiguren Mario Conde fra Havana-kvartetten, hvor Conde starter som kriminalkomissær i det korrupte og kriminelle Havana, som ender som bogopkøber med stor appetit på opklaring af mysterier, indtag af rom - og god kaffe.
Han understreger, at der dog er store forskelle på ham og Conde, der ikke er hans al- ter ego: »Conde er ikke mig, og jeg er ikke Conde,« forklarer han. »Men gennem ham forsøger jeg at se og være en del af det cubanske samfund. Han er en del af den cubanske bevidsthed og en mand af min generation, af mit kvarter og af mine erfaringer. Han benytter sig jo også mere eller mindre af mine litterære referencer, så på den måde står han mig nær, men han har sit fiktionelle liv, og jeg har mit virkelige liv.«
Den cubanske bevidsthed gennemsyrer bøgerne om Conde og hans venner. Bøgerne udspiller sig i Cuba, hvor læserne bliver ført rundt i Havanas gader, barer og natteliv, hvor den cubanske tradition, kultur og ikke mindst fattigdom kommer til syne. Ifølge Padura selv viser den et realistisk billede af Cuba, som er plaget af inflation og dårlige lønninger, men også af sammenhold og kærlighed til landet.
»Jeg har det, som bøgerne beskriver det. Cuba har store økonomiske og sociale pro-blemer, som påvirker mange mennesker, og som er svære at løse. Selv regeringen ved, at lønningerne er for lave, og folk er nødt til at lave ting ved siden af for at overleve,« siger han.
Rod i virkeligheden
For nylig kom den femte krimi på dansk om Mario Conde, Fortidens tåger. Conde, den tidligere politimand, bliver i jobbet som bogopkøber i private hjem tilfældigt involveret i mord og ribber op i gamle sager, han måske ikke bør blande sig i.
Padura er selv tidligere journalist og har skrevet for systemkritiske blade, men ser ikke sig selv som kritiker med et politisk fundament: »Jeg er ikke systemkritiker, for jeg har aldrig tilhørt noget politisk parti. Jeg støtter ikke systemet, for jeg skriver mine bøger med et meget kritisk blik, hvor jeg går hårdt til regeringen. Jeg forsøger at være så ærlig i den måde, jeg tænker og skriver på og have et frit og uafhængigt sind - både i Cuba og i verden.«
Og den verden, han beskriver, kan mange genkende: »Næsten hver dag får jeg post eller telefonopringninger fra folk, som vil takke mig for, at jeg skriver de her bøger. Det er meget motiverende at få at vide, at det betyder mere end en simpel læsning,« fortæller den 55-årige forfatter.
Trods stor elendighed i Havana kunne han aldrig finde på at forlade landet, ligesom mange af hans venner har gjort.
Han forklarer, at han ikke kan være andre steder: »Jeg bor i Cuba af mange grunde, men det vigtigste er, at jeg er cubaner - og det er umuligt for mig at være andet. Jeg har venner i USA, Mexico, Spanien og Frankrig, men de føler sig alle en smule fortabt. De oplever økonomisk succes, men de mangler noget, som man kun opnår i sit hjemland,« siger han.
Savnet af venner, som flygter til Vesten i drømmen om et bedre og rigere liv, findes ikke kun i romanen, men i særdeleshed også i virkelighedens Cuba, forklarer Padura: »Savnet er overalt. Mange af mine venner og min lillebror er flygtet. Jeg prøver at bevare venskabet. Vi vil jo altid have den cubanske kultur tilfælles. De forfattere, som bor andre steder, de skriver cubansk, malerne, som bor andre steder, maler cubansk. Al den her kreativitet er en del af den cubanske byrde,« mener han.
Den britiske journalist Rory Carroll skrev for nylig i Information, at unge flygter fra Cuba som aldrig før. Efter Raul Castro overtog magten fra den gamle leder Fidel Castro, håbede mange på reformer, som kunne sætte gang i økonomien. Det er endnu ikke sket. Padura er optimistisk, men forstår også godt frustrationerne.
»Befolkningen har haft problemer i mange år, og det er ikke til at sige, hvad der vil ske i fremtiden, men vi har ventet på det i lang i tid, og i sidste ende vil det ske. Jeg tror, Raul Castro vil lave forandringer, mest af alt fordi han er er nødt til det. Fattigdommen er så markant blandt befolkningen, at der skal skabes en ny form for økonomi - jeg ved ikke, om det økonomiske system skal laves essentielt om - jeg er bare forfatter, som lever meget beskyttet i forhold til andre.«
