Spis mere smør og flere sovepiller

Maise Njor får i sin nyeste e-mail-bog gode råd fra en bedstemor med slag i
Maise Njor får i sin nyeste e-mail-bog gode råd fra en bedstemor med slag i
4. juni 2010

Det er en af de mere triste konsekvenser af 68-oprør og kvindefrigørelse, at de unge kvinders liv i dag er så afgørende forskellige fra deres bedstemødres, at det er svært at få et brugbart råd fra en kvinde, som er længere i sit livs cyklus end en selv.

Maise Njor har derfor i sin nyeste e-mail-bog Livet for let øvede fået et misundelsesværdigt tilbud. I en tid, hvor hendes eget ægteskab er ramlet, får hun lov til at e-maile med den 78-årige Fay Weldon, som har været så tidligt ude med alting, at hun på trods af sin alder både har været selverhvervende karrierekvinde og er blevet skilt og gift igen. En brønd af relevant livsvisdom for en kvinde, der som Maise Njor er temmelig meget i tvivl om, hvad livet skal indeholde, når hun ikke længere kan få det, som hun helst vil have: en lykkelig kernefamilie med eksmanden, som hun vist stadig elsker. Og Fay Weldon har heldigvis prøvet det samme og har råd for det meste, for hun kombinerer sin moderne erfaringshorisont med krigsgenerationens kynisme, så yngre og følsommere generationer må glippe med øjnene.

Ikke tid til terapi

Fay Weldon har ikke meget tilovers for Maise Njors hang til psykologisering. Hverken når Njor vil være en bedre udgave af sig selv: »Du virker helt fin i mine øjne. Min generation var ikke vild med selvudvikling - man troede bare at gud havde givet en nogle bestemte kort og dem spillede man så efter bedste evne.« Eller når Njor vil have forklaringer på, hvorfor hun har brug for at skrive: »Det antydes, at der er et eller andet galt (...) at det at skrive er et symptom på en neurose. Men sådan er det ikke.(...) Vi forfattere er bare heldige - ikke ulykkelige.«

Hun er også iskold over for Maise Njors ønske om at lære at være alene uden mand og synes, at det er lidt patetisk, at moderne kvinder tror, at de kan få styr på tilværelsen ved at stå i trekantstilling.

»Måske skulle I udskifte yoga, der er lutter yin og kvindeligt, med kung fu, som er lutter yang og mandligt.«

Med Fay Weldon har Maise Njor fået en penneveninde, som er feminist, men som samtidig tror på kønnenes dybe forskellighed. Et synspunkt, som er fyldt med selvmodsigelser, men som også virker sært befriende i al sin biologiske kynisme.

»Fædre elsker ikke deres børn på samme måde, som mødre. Det må vi holde op med at bilde os selv ind,« kommenterer hun, når Njor græder over at have afleveret sine skilsmissebørn til sin eksmand og foreslår, »at den grufulde genfærdsagtige lyd af køer, der brøler, når deres kalve bliver taget fra dem, burde sendes ud fra hustagene, hver fredag aften, hvor der bliver udvekslet børn«.

Alligevel går korrespondancen igen og igen i stå, måske fordi Maise Njor, der i sin sidste e-mail-bog Charlie Hotel Oskar Kilo var så nøgen og sårbar, at det skar i hjertet, denne gang beholder overfrakken på. Hun er blevet forladt, vil trofaste læsere vide, men hvorfor og hvordan har hun ikke lyst til at uddybe. Når Fay Weldon lukker op for gamle korrespondancer med den mand, som forlod hende, svarer Njor tilbage som en anden følelsesforskrækket bibliotekar og vil gerne vide, hvordan Fay Weldon finder navnene til sine hovedpersoner, eller hvilken af sine bøger som hun bedst kan lide.

Kvalt af stærke kvinder

Maise Njor går heller ikke rigtigt ind i kønskampen, selv om man fornemmer, at hendes billede af de moderne fædre er en anelse mere nuanceret end Fay Weldons. Hun nøjes med at konstatere, at de stakkels mænd muligvis er blevet kvalt af de stærke moderne kvinder, som vil bestemme det hele. Det er ikke en særlig original analyse.

Og læsere, der som jeg selv har læst meget af Maise Njor, fordi jeg holder af hendes sproglige billeder og registrering af hverdagens finurligheder, vil ærgre sig over, at mange af iagttagelserne og sprogblomsterne fra de sidste års produktion af klummer og e-mail-bøger går igen i denne korrespondance.

Måske i mangel på modspil begynder Fay Weldon at gå i nykonservativt selvsving og bliver lige nødt til at fortælle, at den globale opvarmning er overdrevet og at kvinderne har det værre i Irak end i Europa. Og hendes livserfarne råd bliver i højere og højere grad til, at Maise Njor skal huske at spise smør og sovepiller.

Som læser ender man derfor med at lukke bogen, mens man spekulerer på, at man egentlig burde få læst noget Fay Weldon, og om Maise Njor ikke snart skulle få skrevet den roman, som hendes skrivetalent berettiger til, i stedet for at sende alle de e-mails.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu