Læsetid: 5 min.

Tag den, Europa - og syng med

Nutidig pop beklager, at Gud er død, og at den kreative klasse også går glip af livet - eller drømmer om et andet. Mike Patton griber efter et mere romantisk og sentimentalt Europa, fuld af en dekadence, som får velsoignerede The Chap til at virke som duksedrenge
Den tidligere Faith No More-frontfigur, Mike Patton, gir den fremragende som intens, nogle gange overgearet smørtenor på sit seneste album, der spænder over et smukt dramatisk landskab af længsel - fra det lummert indsmigrende til det skingert rablende.

Den tidligere Faith No More-frontfigur, Mike Patton, gir den fremragende som intens, nogle gange overgearet smørtenor på sit seneste album, der spænder over et smukt dramatisk landskab af længsel - fra det lummert indsmigrende til det skingert rablende.

STEVE C. MITCHELL

9. juni 2010

Er der stadig nogen derude? Elvis? Diego Maradona? Gud? Er desillusionen total? Og i så fald: Kan poppen redde os? Mjah, for en stund. Tænk på Marvin Gayes saliggørende velsignelser, Beatles' tidlige popekstaser, Destiny's Childs gymnastiske sakramenter. Musik der kropsligt, åndeligt får propper til at springe, dødsangst til at forstøve. Bekymringer ryger i landflygtighed, vi limes sammen med verden. I tre-fire minutter ad gangen.

Tag nu den britisk-græsk-tyske og London-baserede gruppe The Chaps nye, fuldtonende popalbum Well Done Europe. Deres fjerde ytring i fuld længde: »We're glad to have you with us«.

Ja, det tror vi gerne, men et så ironisk band som The Chap kan alligevel ikke bare kaste sig i grams og dykke dybt i den sentimentale sirup uden at have redningskrans inden for rækkevidde. Så de 12 sange holdes i stram britisk dressur, i kølige, nøgne klangrum. Velsoigneret, velfriseret funk, pop, rock, kor, electronica, som sitrer fra bandet. Stiff upper lip, du ved. Sjove mundlyde, autotuning, violin-origami, børnesamplinger, afrikansk ringlende guitarer, eksotiske rytmer er stadig en del af menageriet, men de indordnes i poppens hierarkier på en mere håndfast måde end tidligere.

The Chap har været på stilistisk kostskole og er blevet rettet ind. Og ud er kommet intellektuel pop. Og det er til tider uendelig lifligt - fuld af melankoli, jovist, men af den slags, man kan synge med på. Melancholy. »Nevertheless, The Chap«. Og selvfølgelig med de glimt i øjet og splinter i stilistikken som begavede britiske popsnedkere har så svært ved helt at høvle væk. Der er altid en violin, der plukkes ondskabsfuldt. En gurglende behandlet vokal, der driller. Et kor, der sprænger hul ud til et territorium mellem Melodi Grand Prix og 70'er-musicals.

Og teksterne er et studie værd i sig selv: 'Kids, are you ready to go steady with the summertime love?' passer strålende ind i popfirmamentet. Men så er der sangen »Obviously«: 'Is anybody still out there', hvor Diego - Maradona, ham med Guds hånd? - og - den katolske popstjerne? - Shakira stilles op over for Richard Dawkins. Den britiske biolog, som The Knife også læste på under skabelsen af deres Darwin-opera, og som med sin gen-træ-teori og sine vægtige bøger har givet religionen nogle solide skud for boven: 'Oh, Diego, I'm so sorry, Richard Dawkins/He turned awry'.

Inderlig ironi

Der er de bittert ironiske linjer 'We know them/We work in bars/They're really good/We work in bars' - om hvordan livet passerer næser forbi også i den kreative klasse. Gad vide hvad Herman Bang ville få ud af det? Well, i hans fravær presser The Chaps inderlige ironi rigeligt med melankoli og skarpsyn ud af livets ulidelige lethed, fraværet af autoritet og nærværet af afmagt.

Der er åbningsnummeret »We'll See To Your Breakdown« med ordene 'You will never have a job/We'll see to that/Cause we hate you'? Hvem er afsender? De uduelige, dybt forgældede, europæiske regeringer til deres uregerlige rasende ungdom? Og hvordan skal albumtitlen i øvrigt forstås? Som et sarkastisk skulderklap? Eller som at Europa er godt gennemstegt, klar til at blive gennemtygget af kreditorer?

Jeg ville ikke være den, jeg er, hvis ikke jeg skulle beklage, at eksperimenterne er blevet sandblæst længere ned i detaljen på Well Done Europe. Jeg savner de elektroniske blødninger, den ekstravagante rock'n'roll, de grovere stilbrud, de rytmiske forvirringer. Men jeg nyder, at The Chap smider flere forbehold over bord og affyrer en - begavet og udfordrende - popplade i synet på verdens mest forgældede verdensdel. Tag den, Europa - og syng med.

Overgearet smørtenor

Den amerikanske tusindkunstner Mike Patton har for nylig været i Europa - for at besøge en af vores mest korrupte fæstninger, Italien. Meget passende. For hvor indædt uhæmmet Patton end forfølger sine mange musikalske visioner, så er der alligevel samtidig noget uhåndgribeligt olieret over ham. Han flanerer gennem musikverden og -historie, som vi andre oser i økologiske nærbutikker. I et overflødighedshorn af konstellationer: Faith No More, Fantomas, Tomahawk, Mr. Bungle.

Patton viste sig allerede subversiv og sinistert sensuel som frontfigur i Faith No More, med en coverversion af The Commodores' ballade »Easy«. Dengang var det ikke cool, når man stod i front for et rapmetal-band, men når man så så Patton i øjnene i videoen, så var det alligevel. Dérinde var - og er - der er en legesyge, en ironi, en kompleksitet, en anerkendelse af menneskets korruption, som han stolt paraderede - og paraderer.

Nu har Patton kastet sig over italiensk pop fra 50'erne og 60'erne. Ikke overraskende, fordi han tidligere har demonstreret stor kærlighed til den italienske soundtrack-mester Ennio Morricone, hvis musik også figurerer her på Mondo Cane, hvor Patton får rygstøtte af et 40 mand stort orkester, kor og band. Og gør det fremragende som intens, nogle gange overgearet smørtenor over et smukt dramatisk landskab af længsel. Fra det lummert indsmigrende til det skingert rablende.

Han er en fremragende - ofte ret morsomt forskruet - sanger, og han besøger sentimentaliteten i mange af disse sange for fuld skrue. Men alligevel med den galopperende ironiske køter vibrerende i struben. Der er altid mere på spil i Pattons sang. Det afmægtige gab mellem sangens følelsespotentiale og den dekadente amerikaners krukkede rækken ud efter den, vel vidende at han aldrig vil kunne nå det. Men at det er måden, hvorpå han rækker ud, som er afgørende.

Vital og vigtig

Det er et svundet Europa, som Patton griber efter. Et mere romantisk og sentimentalt kontinent, fuld af en dekadence, som får The Chap til at virke som duksedrenge.

Patton siger selv i pressemeddelelsen, at Mondo Cane ikke er nostalgi, men et forsøg på at vise, hvor »vital og vigtig denne musik stadig er«.

Og det anskueliggøres udmærket. Der er mange decideret smukke sange med fejende strygertemaer og skingert dynamiske arrangementer. Italienske film af stort melodramatisk snit passerer revy for ens indre blik.

Der er sågar en sang om borgerrettighedskamp i 60'erne, »Urlo Negro«, som bliver fremført med fuld damp på lungerne og på et lokomotiv af metalguitar og militant rytmik. Det er en af albummets mest markante ombygninger, primært i konkurrence med »Senza Fines« elektroniske nedsmeltninger og folkelige optøjer, der druknes i tyk stryger- og messingsuppe.

Pop kan også være repressiv. Tænk på moderne r&b's kropsdiktatur. Ørehængerens totalitarisme. Konsensuskulturens mel- og mig-jævner. Men disse to album og eksempler på pop er alt for fulde af sprækker, nuancer, selvmodsigelser og skjulte rum. Ja, du kan sagtens udfries i tre-fire minutter ad gangen, men det sker betinget - af The Chaps smukt styrede tvivl og af Mike Pattons berusede dobbeltspil. Det er aldrig for sent at blive forvirret eller korrumperet.

The Chap: 'Well Done Europe' (LO Recordings/Specialimport). Mike Patton: 'Mondo Cane' (Ipecac/Target)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu