Læsetid: 7 min.

To lys på et bord og Oscar på hylden

Otto Brandenburgs gamle hit fik noget til at falde på plads for Joachim Back, da han instruerede kortfilmen 'The New Tenants', som nu er et visitkort, der kan føre ham videre mod spillefilm. Men reklamefilmene vil han ikke umiddelbart undvære
'Jeg ville gerne fortælle en New York-historie', fortæller filminstruktøren Joachim Back, der efter den Oscar-vindende kortfilm 'The New Tenants' vil søge mod spillefilmen.

'Jeg ville gerne fortælle en New York-historie', fortæller filminstruktøren Joachim Back, der efter den Oscar-vindende kortfilm 'The New Tenants' vil søge mod spillefilmen.

marc hom

9. juni 2010

NEW YORK - Engang var reklame og kunst to vidt forskellige verdener. På reklamebureauerne drømte tegnerne, tekstforfatterne og reklamefilminstruktørerne om at blive kunstnere, mens kunstnerne drømte om at tjene lige så meget, som man gør i reklamebranchen. Sådan groft sagt. Det skel er i nogen grad ophævet i dag, hvor selv vore mest succesrige filminstruktører ser en udfordring i at instruere reklamefilm.

Det personificeres af danskeren Joachim Back, der for nylig modtog en Oscar for sin film The New Tenants. Den står i dag på kaminhylden i hjemmet i Brooklyn-lejligheden, og der står den godt.

- Vidste du altid, at du på et tidspunkt ville prøve dig af på filmkunst?

»Det må jeg sige ja til, og jeg ved, hvor ambitionen stammer fra. Jeg så Oliver Twist, da jeg var en stor knægt. Filmen var meget sørgelig, så min mor trøstede mig med ordene 'Det skal du ikke tænke over, for lige om lidt får de en kop kaffe!' Jeg kunne ikke helt forstå kombinationen, men så forklarede hun mig, at efter hver scene går skuespillerne ud og drikker kaffe. Siden iscenesatte jeg mine venner i forskellige roller under vores lege, og jeg stod foran et spejl og øvede mig i at holde Oscar-taler. Vi boede lige op ad en skov, og jeg er nok den eneste, der har haft en hule i skoven med fliser på gulvet og træk og slip. Det lavede jeg med ting som jeg fandt på den lokale losseplads. Om træk og slip virkede, gjorde ingen forskel, fantasien gjorde resten. Og på det sted følte jeg mig godt tilpas.«

En god skole

- Da du som ung mand fik job på diverse spillefilm, var det så udtryk for, at du ønskede en karriere i filmbranchen?

»Ja, og jeg lavede nogle småprojekter dengang, men egentlig følte jeg mig først klar til det for alvor for halvandet år siden - til at lave min første kortfilm The New Tenants. Jeg begyndte at lave reklamefilm 1994. Og jeg slog igennem med en film, hvor man ser en gammel dame, der aer en kat og smider et stykke brænde i ovnen. Den skulle fortælle, at det gælder om at tjekke sit syn, før det er for sent. Det var for Synoptik. Med den film vandt jeg den svenske reklamepris Svanen over instruktørtrioen Traktor, som var et stort navn inden for reklamefilm dengang. Så fra da af begyndte jeg at flyve rundt i verden og lave film. Fra 1996 frem til 2000 havde jeg nogle gode år med mange lærerige oplevelser i forhold til at instruere reklamefilm og modtog fine anderkendelser for mine film, så det gav mig en form for selvtillid og et ønske om at blive bedre og fortsætte rejsen. I 2000 åbende jeg sammen med to andre instruktører et produktionsselskab, som fik god succes, men solgte min part i 2004, fordi jeg syntes, livet skulle være noget mere end at vide, hvor man skulle hen, og hvor man endte. Så flyttede jeg med Mette og ungerne til New York.«

- Uden kunder?

»Jeg ved ikke, om det rette ord er kunder, men Mette og jeg havde og har et rigtig godt samarbejde med mange produktionsselskaber rundt omkring i verden, som vi har arbejdet med i mange år. Og om jeg boede i København eller New York gjorde ikke noget for dem. Men det gjorde stor forskel for mig at bo her i New York. Byen giver dig meget på mange niveauer. Jeg var så heldig at lave nogle film for Viagra i 2005 med det selskab, som jeg arbjeder med i Canada. De film gav mig en Guldløve i Cannes, og jeg lå nummer syv på en verdensrangliste, som hedder Gun Reporten, så det gav også noget god omtale rundt omkring. Jeg valgte at gå med i et selskab, som hedder Park Pictures. De repræsenterer mig i USA, og de var det selskab, som producerede The New Tenants i samarbejde med M&M.

- Hvad er forskellen på at lave reklamer og kunst?

»Alle har jo en mening om, at den er stor, men det synes jeg ikke. Jeg er jo historiefortæller, hvad enten jeg laver det ene eller det andet. Rummet er selvfølgelig længere, når man laver 25 minutter i stedet for 30 sekunder, men så fylder man bare noget mere på. Det skal ikke lyde arrogant, men først ville jeg blive rigtig god til reklamefilm, dernæst spillefilm.«

Nu til filmen The New Tenants - de nye lejere. Den fortæller om to bøsser, der flytter ind i en ny opgang, akkurat som Joachim Back og Mette Ambro gjorde, og faktisk har den inspireret. Også her bor to bøsser, den ene er husejer og ventede i årevis på, at en ældre dame skulle dø, fordi hun havde kontrakt på en husleje på kun 300 dollar. Men hun blev 98 år. I filmen lægger de andre beboere vejen forbi for at hilse på. En pusher, en mand, der tror, konen har en affære, osv.

»Sådan nogle historier er der mange af i New York, hvor det med lejligheder, ud og ind af dem, ballade og beskyldninger, landlords og husleje spiller en stor rolle - og her bor alle mulige mærkelige mennesker, rige og fattige og med forskellig etnisk baggrund. Skal man have et katalog over specielle karakterer, så er New York stedet. Jeg ville gerne fortælle en New York-historie. Anders Thomas Jensen leverede et godt oplæg med nogle meget tydelige og præcise karakterer. Jeg arbjedede så videre med karakterene for at finde et sted, hvor jeg følte mig godt tilpas med historien. En bestsellerforfatter herovre, David Rakoff, som kender den newyork'ske tone og også kunne tilføje en intellektuel dimension, fik jeg tilknyttet. Han spiller i øvrigt den ene af bøsserne, Frank, i filmen. Og så hørte jeg Otto Brandenburgs 'To lys på et bord', og noget faldt på plads, da jeg brugte den i filmen. Sangen fik det til at klikke, for hvad fanden er det, der sker med folk I dag? To stearinlys! Hvorfor kigger vi ikke hinanden i øjnene mere. Hvorfor åbner vi ikke døren for pigerne? Hvorfor har vi ikke noget, vi deler? Der er noget, vi mangler. Noget stil.«

Polanski

- Hvordan er livet efter en Oscar?

»Filmen er jo et godt visitkort at have. Jeg optog den her i New York på Chelsea Hotel og havde Pawel Edelman på som fotograf. Pawel har jeg arbejdet med i mange år på mine reklamefilm. Han er den, som igennem årene har drillet mig og sagt 'Hvornår er tiden til, at vi kan se, om Joachim Back kan instruere et længere format end 30 sekunder?' Pawel har lavet flere af Polanskis film, så da Pawel forleden kom til mig med en fin skriftlig besked fra Polanski, om at han havde set filmen sammen med Pawel, og han ville bare sige til mig, at han synes, det var skide godt, og jeg skulle: Keep on going, så blev jeg varm helt ned i storetåen ... så sådan noget gør en Oscar også, at folk, som man har stor respekt for, har lyst til at se ens kortfilm ... The New Tenants var også på Tribeca Film Festival, så det har gjort, at folk i New York fik en mulighed for at se filmen. Det er vigtigt for mig, for jeg kunne ikke have lavet filmen andre steder end her. Og det fine er, at folk i New York er stolte over, at den har modtaget en Oscar. De synes, filmen er byen værdig, og folk synes, det er enormt interessant, at man har fået en Oscar. Jeg har fået de første filmmanuskripter, jeg læser bøger, tilsendt som filmforslag og har haft møder med forskellige producere. Det er en spændene tid, samtidig med at jeg fortsat laver mine reklamefilm. Og så venter jeg, til jeg får samme følelse, som jeg havde med The New Tenants, og heldigvis er jeg god til at vente.«

Ydmyge, men et sjovt liv

Når Joachim Back snakker om Mette, er det Mette Ambro, han omtaler. Hendes historie er, at hun rejste til USA i 1987, og et år senere ankom Mark Høm, som i dag er en stor kanon inden for portrætfotografering. For at tjene penge arbejdede hun en tid på Moondance-diner, som lå på hjørnet af 6th Avenue og Grand Street, hvor hun havde den store oplevelse at arbejde sammen med Jonathan Larson, som skrev på en musical.

De blev venner og diskuterede numrene. Senere blev Rent, som den hedder, sat op på Broadway og blev straks et hit. Selv var Larson med til generalprøven, men døde på dagen før premieren. Det gjorde et stort indtryk på Mette at miste en rigtig god ven som 25-årig. Hun havde været tæt på musikken, når Jonathan spillede den tidligt i processen. Og hun fulgte den, til musicalen siden hen blev en verdenskendt musical. Rent giver et billede af New York i East Village sidst i 80'erne og starten 90'erne, hvor Mette også tilbragte det meste af sin tid i New York.

Mette Ambro og Mark Høm startede et selskab sammen i 1992 og arbejdede sammen frem til 1997. I de fem år lavede de mange portrætter og modekampagner sammen. I 1997 prøvede Mette at bosætte sig i København, og i 1999 traf hun Joachim. De har to børn, Johan på ni år og Rebecca på seks. Og nu tæller familien altså også Oscar. I dag kører de 'butikken' sammen. Begge føler sig ydmyge, men har også et liv fuld af sjov, siger de.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu