Læsetid: 6 min.

Den toscanske cigar

Stjernen hos de forsvarende verdensmestre er ikke en spiller, men træneren, der kan forvandle en udpeget taber til en uventet vinder
Marcello Lippi nyder cigaren efter finalesejren over Frankrig ved VM i 2006.

Marcello Lippi nyder cigaren efter finalesejren over Frankrig ved VM i 2006.

Action Images

11. juni 2010

I modsætning til de fleste andre hold, der, som det danske, har været i Sydafrika i ugevis for at akklimatisere sig, ankom Italiens forsvarende verdensmestre først klokken 8.55 onsdag morgen til Johannesburg. Det kunne ligne arrogance, men er det ikke, for der er ingen, der regner med, at Italien kommer til at spille nogen dominerende rolle ved dette VM. Heller ikke hjemme i Italien, hvor holdets muligheder vurderes med sjælden ydmyghed af både eksperterne i medierne og eksperterne ved bardiskene.

Italien er i den indledende pulje sammen med så overkommelige modstandere som Paraguay, der er den værste, VM-debutanten Slovakiet og New Zealand, der forlods regnes for turneringens svageste hold. Med det lodtrækningsheld er det nærmest utænkeligt, at italienerne ikke kommer videre fra gruppen, men derefter gives holdet ikke mange chancer.

Men selv i den indledende runde kan Italien få det svært nok. Fodboldhistorien fortæller, at Italien er bedst mod stærke hold, der gerne vil skabe spillet, og dårligst mod svagere modstandere, der gerne giver initiativet fra sig. Ældre italienere husker stadig med gysen, at Italien blev kylet ud af VM-turneringen i England i 1966 med et 1-0 nederlag til lilleputterne fra Nordkorea, og de yngre kan stadig få gåsehud ved tanken på samme skæbne i 2002, da det var Sydkorea, der sendte italienerne hjem i utide. Dommeren var umulig og sandsynligvis korrupt, men det ændrede ikke ved, at lilleputterne vandt på et mål, som blev scoret af en ukendt reservespiller fra Perugia i den italienske Serie B. Hvilket fik klubbens koleriske ejer til at fyre ham for landsforræderi mod sin arbejdsgiver!

I 1982 blev Italien verdensmestre i Spanien ved i rækkefølge at eliminere turneringens stærkeste hold Argentina, Brasilien og i finalen Vesttyskland, men det var der ingen, der troede på efter den indledende runde i Vigo ude i Galicien ved Atlanterhavet, hvor sammensætningen var lige så gunstig, som den er i dag. Mod Polen, Peru og Cameroun spillede Italien uafgjort, scorede blot to mål, men gik alligevel videre på en bedre målscore end Cameroun, der lige havde lært at spille bold og ikke var den stormagt på grønsværen, det er i dag.

Altid en stærk defensiv

Italien er en ung nation i Europa. Først samlet i 1870. Og fodboldmæssigt også ung, skønt britiske diplomater, handelsmænd og præster med lejlighedsvis forstærkning fra sømænd i havnen grundlagde den cricket- og fodboldklub i Genoa, der i 1893 blev landets første. Samtidig med B 93 i København, men med den store forskel, at Danmark først ved EM i Frankrig i 1984 kvalificerede sig til en moderne slutrunde, mens Italien blev verdensmestre i 1934 og igen i 1938 - VM-intervallerne har altid været fire år. Det var uventet propagandamad for den skrivende og violinspillende Mussolini, der herefter begyndte at interessere sig for fodbold. Med den dobbelthed, der har karakteriseret den unge nation og dens fodboldkultur lige siden. De vil være verdens bedste i alt, men ligger hele tiden på maven for især Tyskland og England. Og spillestilen på fodboldbanen er dikteret af den politiske historie, og den har trods alle udviklinger i spillet altid været den samme: En stærk defensiv som vigtigste forudsætning, verdens mest veludviklede og undertiden spildræbende og for tilskuerne kedelige taktiske forståelse, der i få og gyldne øjeblikke vender spillet. Det er en hasarderet påstand, men Italien spiller, som Italien er. Med lige dele selvfølelse og undermålerinstinkt. Politisk og historisk bestemt.

På den cocktail er Italien blevet verdensmestre fire gange. Kun overgået af Brasilien med fem. Og Brasiliens landstræner, Carlos Dunga, har lært sin lektie. Fra Italien. Han er fodboldmæssigt opvokset i Toscana, hvor han var en børste på banen for Fiorentina. En kompromisløs spiller, som det hedder om de rå, der har moderniseret det brasilianske landshold til en samling, der ligner ham selv.

Ikke en eneste gang er Italien stillet op som favorit de gange, de er blevet verdensmestre. I myriaderne af VM-magasiner og tillæg i kioskerne op til den næste måned kan man ikke læse om en eneste italiensk stjerne eller en fornuftig vurdering af holdets muligheder. Det gik glat igennem kvalifikationen, men det er karakteristisk, at verdensmestrene er kommet til Sydafrika uden stjerner og realistiske ambitioner.

Det er noget vrøvl. I forhold til målmanden Buffon findes ingen bedre mellem stængerne. Foran sig i centerforsvaret har han sig Cannavaro og den yngre Chiellino, som til daglig spiller sammen i Juventus. Cannavaro blev efter verdensmesterskabet i 2006 kåret til Europas bedste fodboldspiller, hvilket er usædvanligt for en forsvarer, og selv om knægten fra Napoli ikke er i sin karrieres højsommer, så er han uomgængelig. Andre stjerner findes ikke på det italienske VM-hold. Der er gengangere fra 2006 som den tilbagetrukne midtbane- createur Andrea Pirlo, men han er skadet indtil videre, og wingen, i begge sider, den offensive back, Zambrotta er en skygge af sig selv, siden han kom tilbage til Italien efter et ophold i Barcelona.

Lippis passioner

Stjernen på det italienske landshold er træneren. Marcello Lippi. Hans prestige er bygget op af fem italienske mesterskaber med Juventus og en sejr i Champions League, men kronen var selvfølgelig verdensmesterskabet til Italien for fire år siden. Han blev dekoreret med den fineste af republikkens ordener, men trak sig så tilbage til sin fødeby Viareggio på Middelhavskysten i Toscana.

Her kunne han så sidde på sin sejlbåd og ryge sine cigarer. Hans to passioner. I 1815 fik en tobaksimportør fra nabobyen Firenze en ladning tobaksblade fra Kentucky, som var ødelagt af regn, men nærigpråsen ville ikke smide den gærede tobak væk. Han solgte den som fattigmandsrygning, men toscanaen blev populær, så Italiens samlere, kongen Vittorio Emmanuele og Garibaldi røg den. Marcello Lippi ryger den så ofte, at han i kampens højdepunkter må skifte toscanaen ud med en slankere cerut.

Han begyndte sin fodboldkarriere i Røde Stjerne Viareggio og fik allerede dengang tilnavnet 'Paul Newman', fordi han ligner ham. I mere end 10 år var han en boldbegavet sweeper, om-end langsom, hos Sampdoria i Genoa, og han er nu som træner på allerhøjeste niveau en mand med en både konservativ og progressiv fodboldfilosofi. Det konservative er, at han har holdt fast ved den stamme, som spillede fallit ved EM i 2008 under forgængeren Roberto Donadoni. Det progressive er, at han ikke er bundet af spilsystemer. Hans hold spiller, som materialet nu er til, og han indretter, udtager og sætter hold, som situationen nu kræver. Med al respekt for traditionen. Eller tvunget af den.

Det har ikke vakt voldsom harme i Italien, at Lippi har set bort fra nogle af verdens bedste fodboldspillere i sin trup. Francesco Totti er et samlingspunkt i sin klub Roma. Han abdicerede fra landsholdet i 2007, men erklærede sig villig til at spille for Lippi. Som aldrig ringede og sagde tak. Problembarnet Antonio Cassano har haft en forrygende sæson for Sampdoria, men den stridbare, ikke længere unge mand har heller ikke fået plads på holdet. Som opkomlingen Balotelli fra Inter, der har det handicap, at han er sort, har lidt under det og ikke vil finde sig i noget som helst. Det er ret godt gået af en boldbegavet teenager, at han sætter sig op mod verdens i øjeblikket mest vindende træner, Mourinho, og slipper afsted med det.

Men de kontroversielle typer har Lippi dumpet. På trods af, at de på deres kvaliteter, og på papiret, ville kunne løfte et hvilket som helst hold.

Det giver en mangel. På italiensk hedder det en fantasista. En offensiv midtbanecreateur eller en hængende angriber, der kan gøre det, som ingen regnede med.

Og helt foran er Italien, på papiret, også småt kørende. I Italien er en trio som Gilardino, Iaquinta og Natale frygt- indgydende, men de tæller ikke meget internationalt, og det er svært at se deres kreative støtte bagfra.

Marcello Lippi har udtaget sin trup med blik på, at de skal have det godt med hinanden, og efter devisen, at hvis man er god nok, er man hverken for gammel eller for ung. Hans trup er delt på midten. De er meget gamle, fodboldmæssigt, og meget unge fra klubber, man ikke normalt ser i landsholdssammenhæng. Bari, Sampdoria, Udinese, Genoa. Som Morten Olsen har gjort det med færre valgmuligheder.

Det dummeste, man kan gøre, hvad enten man spiller eller bare kloger sig, er at undervurdere det undertippede italienske mandskab. Hver gang, man har gjort det, er de blevet verdensmestre. Det er måske ikke så underholdende i begyndelsen, men hvis de kommer videre, er de dødbringende for enhver. Deres bedste våben er, at de er så undertippede. Så går det dem bedst.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jesper Wendt

Jeg håber de vinder igen, men at vinde 2 gange i træk er næsten blasfemi. Men skal nogen gøre det, ja hvem ellers. Italienske spillere er bare ikke så medie fremtonende, som de spanske og engelske spillere, de er mere beskedne, indtil de vinder, så rejser romer riget sig så også igen.

Deres største udfordring bliver nok at kvalificere sig til 1/8 finalerne, derfra kan alt ske. Iaquinta er i særklasse, og jeg er sikker på han nok skal sætte Italien på verdenskortet igen.